Semiologi/semiotik
Semiologi og semiotik er betegnelserne for to stærkt beslægtede forskningstilgange, der med hver sit teoretiske udgangspunkt udforsker tegnenes liv i samfundet. Semiologi har sin oprindelse i den sprogvidenskabelige strukturalisme, der blev udviklet af den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure (1837-1913) i slutningen af 1800-tallet, mens semiotikken har sin oprindelse i den amerikanske pragmatiske tradition og blev udviklet af naturvidenskabsmanden og filosoffen Charles Sanders Peirce (1839-1914) på samme tidspunkt.
Det er den franskorienterede strukturalistiske semiologi, der først gør sit indtog i dansk medieforskning i 1960’erne og 1970’erne, hvor den, bl.a. gennem Roland Barthes’, Algirdas-Julien Greimas’, Christian Metz’, Lévi-Strauss’ og Umberto Ecos arbejder, bliver ét af redskaberne i datidens mange ideologikritiske analyser af massemedier såsom reklamer og forskellige film- og tv-genrer (fx Larsen, P. 1980). Den Peirce-baserede semiotik vinder først for alvor frem i 1980’erne og 1990’erne, selvom nogle af Peirce’ begreber (fx tegntyperne ikon, indeks og symbol) anvendes tidligere. Baggrunden for semiotikkens indoptagelse har også at gøre med receptionsforskningens behov for et teoretisk grundlag, der ikke fastlægger tegnets betydning i forhold til de interne relationer i tegnsystemer, men som forankrer tegnenes betydning i menneskers brug af disse tegn i en kontekst (Bruhn Jensen 1995). Samme bevæggrunde ligger bag udviklingen af social semiotics (Hodge & Kress 1988) og den multimodale semiotik (Modalitet 3) (Kress & van Leeuwen 2001), hvor sidstnævnte også søger at imødekomme behovet for at inddrage andre semiotiske modi end sproget. I dag er det næsten udelukkende betegnelsen semiotik, der benyttes, men i en udgave der også trækker på begreber, der oprindeligt blev indført af semiologien (fx denotation og konnotation; paradigme og syntagme).
Semiotik kan defineres som “studiet af betydningsproduktionens mulighedsbetingelser (…) dvs. studiet af, hvad betydning er, hvor og hvordan den kan opstå, og hvordan den kan transformeres til og forbindes med andre betydninger” (Gall Jørgensen 1993:13). Semiotikken er en ambitiøs videnskab, der søger at forstå kulturen i sin helhed, gennem forståelse af alle de delaspekter, hvor mennesker gennem forskellige tegn skaber betydninger: i sprog, billeder, påklædning, mad, musik, arkitektur, osv.
Saussures tegnbegreb definerer tegnet som en to-leddet størrelse bestående af udtryk og indhold, der forholder sig til hinanden som de to sider af en mønt. Saussures betegnelser for udtryk og indhold var henholdsvis “signifiant” (det betegnende) og “signifié” (det betegnede), hvor “signifiant” er tegnets fysiske, sanselige side (hvad enten udtrykkets substans er lydbølger, grafiske tegn, farver osv.), mens “signifié” er det bevidsthedsmæssige begreb, den ide eller det indhold, som udtrykket er forbundet med i sprogsystemet. Det er afgørende for Saussures opfattelse af tegnet, og i videre forstand sproget, at det er vilkårligt. Det eksisterer i kraft af en social konvention mellem de mennesker, der bruger tegnet/sproget, både således at relationen mellem udtryk og indhold er vilkårlig, og således at relationen mellem tegn og virkelighed (eller referent) er vilkårlig. Konsekvensen af denne dobbelte vilkårlighed er for Saussure, at man ikke kan forklare tegnenes betydning ud fra tingene/referencen, men udelukkende ud fra deres placering i sprogsystemet: Et tegn får sin betydning i kraft af sin kontrast til alle de andre tegn i systemet.
Saussure var lingvist, og hans arbejde har været banebrydende for såvel den moderne lingvistik som for grundlæggelsen af hele den erkendelsesform, der under navnet strukturalisme har præget alle samfunds- og humanvidenskabelige fag. Han forudså, at den lingvistik, han udviklede, en dag ville indtage sin plads som underdisciplin under en mere almen “semiologi”, hvis opgave det ville være at undersøge tegnenes liv i samfundet i bredere forstand. Det kom imidlertid til at gå lige omvendt: Det blev de lingvistiske begreber, der kom til at præge semiologien, på en sådan måde, at der til andre semiologiske modi (fx billeder) ikke blev udviklet begreber, der tog disse modi alvorligt, hvorved det lingvistiske udgangspunkt blev til en spændetrøje, som ikke ydede analysen af billeder retfærdighed.
Disse forhold er baggrunden for det gradvise opgør med Saussures begreber, som først socialsemiotikken og siden den multimodale semiotik har gennemført. Ud fra datidens positivistiske videnskabsideal anså Saussure det for umuligt at arbejde videnskabeligt med sprogets brugsmangfoldighed. Derfor udgrænsede han sprogbrugen fra lingvistikkens genstandsområde, og koncentrerede sig om den videnskabelige analyse af sprogsystemet. Det har udgjort et problem for medieforskere, der har ledt efter et teoretisk fundament for de betydningsdannelser, der opstår i receptionssituationer. Med et saussuresk tegnbegreb, hvor tegnenes betydning fastlægges i det sprogsystem, der er fælles for sprogsamfundet, er man ude af stand til at forklare, hvordan tv-seere kan få noget forskelligt ud af de audiovisuelle tegn. Stuart Halls indkodning-/afkodningsmodel (Hall, S. 1973/1980) kan ses som et første tilløb til at løse dette problem, dog uden at bryde med Saussure-modellen.
For det andet har det været en begrænsning for det generelle semiotiske projekt om at beskrive alle former for betydningssystemer, at Saussures tegnteori kun handlede om verbalsproget. Især behovet for at kunne analysere billedmedier semiotisk har derfor skabt et behov for andre teoretiske tilgange. Dette behov opfylder Peirce’ tegnteori, der opererer med et tre-leddet tegnbegreb omfattende tre termer: repræsentamen, interpretant og objekt, der sætter tegnsystemet i forbindelse med brugen af det:
Et tegn, eller repræsentamen, er noget der for nogen står for noget i en eller anden henseende eller i et eller andet omfang. Det henvender sig til nogen, det vil sige skaber i vedkommendes hoved et ækvivalent eller måske mere udviklet tegn. Tegnet som det skaber, kalder jeg for interpretanten for det første tegn. Tegnet står for noget, nemlig dets objekt (Peirce 1893-1910:99, citeret efter Gall Jørgensen 1993:22).
Peirce’ definition siger klart, at tegnet både har en brugerrelation og en virkelighedsrelation. Brugerrelationen betyder, at tegn ikke blot lever deres liv i et abstrakt system af tegn, men at de lever “for nogen”, med alt hvad det indebærer af samfundsmæssig og kulturel kontekst omkring tegnbrugen. Peirce-teoriens virkelighedsrelation betyder, at tegn kan inddeles i forhold til den måde, de henviser til virkeligheden på, som henholdsvis ikoniske, indeksikale og symbolske tegn. Dette skal dog ikke forstås sådan, at nogle tegn tilhører den ene type, mens andre tilhører den anden og den tredje type. Tegn/objekt-relationen betyder, at hvert tegn i sig rummer såvel ikoniske, som indeksikale og symbolske træk (billedbetydning).
Hvis man vil anvende en tegnteoretisk analysetilgang, behøver man ikke at vælge mellem Saussures og Peirce’ teorier. De to tilgange komplementerer hinanden, og de har hver især stærke og svage sider. Saussures tilgang åbner for forståelsen af tegnenes (og især sprogtegnenes) systemkarakteristika, herunder paradigme-/syntagmerelationerne. Peirce’ tilgang omfatter alle tegntyper og gør det muligt at se tegnenes brugsdimension på et mere hensigtsmæssigt grundlag.
(2013)
