Digital etnografi
Digital etnografi er betegnelsen for en etnografisk metodisk tilgang, som foregår online eller ved hjælp af digitale teknologier. Der findes ikke én definition af digital etnografi, da metoden udfoldes og defineres forskelligt inden for de forskellige akademiske discipliner, hvor den bliver anvendt, det være sig antropologi, sociologi, designstudier og medie- og kommunikationsforskning (Pink 2016). Der er dog bred enighed om, at digital etnografi står på skuldrene af den klassiske etnografiske metode, som den kendes inden for antropologien, hvor forskeren udfører feltarbejde i form af deltagerobservationer og ofte også interviews med de individer, hvis praksis observeres. Genstandsfeltet for den digitale etnografs deltagerobservationer er alt det, der kan tilgås via internettet: Tekster, videoer, billeder, platforme, brugeraktiviteter, sociale relationer og informationssystemer. For antropologer, som måske ikke tidligere havde benyttet sig af internettet, blev digital etnografi et godt alternativ under coronapandemien, hvor flere fik øjnene op for metoden (Góralska 2020).
Når den etnografiske undersøgelse foregår online eller digitalt, handler det bl.a. om at følge chat-samtaler, diskussioner, fotodelinger, hashtags eller netværksrelationer, og om “at finde de steder online, hvor der foregår interaktion, og hvor fællesskaber udfoldes, at indfange data, at analysere dem, og at se efter fællestræk og tematikker i relation til det konkrete undersøgelsesfelt” (Larsen 2018: 203). At lytte involverer muligvis at læse, og kontakten til deltagerne foregår ofte medieret og giver mulighed for at være i samtale med mennesker i løbet af deres hverdagsliv (Pink m.fl. 2015: 3).
Inden for medie- og kommunikationsforskningen kan digital etnografi spores tilbage til 1990’erne, hvor forskere – under flere forskellige betegnelser – anvendte den etnografiske tilgang til at studere, hvordan internettet blev brugt til sociale formål, herunder hvordan internetbrugere dyrkede fælles interesser og indgik i virtuelle communities eller online-fællesskaber. Eksempelvis benyttede Shelly Correll (1995) sig af etnografi i sit studie af online-fællesskabet blandt en gruppe lesbiske kvinder, som mødtes via et bulletin board-system, der fungerede som en tidlig form for websted, som kunne tilgås via modem over telefonnettet. I lighed med andre etnografiske studier fra 1990’erne havde Corrells undersøgelse til formål at vise, at fællesskaber kan opstå og udfoldes online – et synspunkt, der på daværende tidspunkt blev udfordret både i forskningen og den offentlige debat. De tidlige etnografiske studier af forskellige online-miljøer understregede således vigtigheden af at forstå online socialitet i sin egen ret (Hine 2008: 259).
Som metode har digital etnografi udviklet sig sideløbende med internettets udvikling. Synet på og brugen af internettet har præget denne udvikling, hvilket bl.a. afspejles i de forskellige metodiske betegnelser, som tilgangen er blevet kendt under gennem tiden. Tidlige internetbaserede studier opererede f.eks. med betegnelser som medieetnografi i virtuelle rum (Lindlof & Shatzer 1998), cyberetnografi (Ward 1999), virtuel etnografi (Hine 1998, 2000) eller netnografi (Kozinets 1997, 2002). Senere har betegnelser som internetetnografi (Sveningsson 2004; Davies 2008; Larsen 2018), digital etnografi (Murthy 2008; Pink m.fl. 2015), social media-etnografi (Postill & Pink 2012) eller hashtag-etnografi (Bonilla & Rosa 2015) vundet indpas. I dag foretrækker flere forskere betegnelsen digital etnografi, fordi den er mere inkluderende og undviger en diskussion om forskellige forståelser af internettet (Pink m.fl. 2016; Stirling 2016). Desuden medtænker betegnelsen digital etnografi også brugen af digitale værktøjer til at registrere, analysere og præsentere data fra det etnografiske feltarbejde (Ardévol & Gómez-Cruz 2014). Digital etnografi skal dog ikke forveksles med samlebetegnelsen digitale metoder, som dækker over mere automatiserede metoder, der er “født digitale”, hvor man anvender computerprogrammer (fx scrapere og crawlere) til at “høste” og analysere store datamængder på en struktureret måde. Sådanne digitale metoder kan med fordel kombineres med det etnografiske perspektiv, da man herved kan få indsigt i de bagvedliggende forklaringer på de mønstre og strukturer, som træder frem i de høstede data.
Kendetegnende for digital etnografi er, at forskeren selv går på opdagelse og får øje på mønstre i felten. Over tid og ved løbende observation og deltagelse opbygger man en forståelse for de online-praksisser, der folder sig ud på en given medieplatform eller via internetbaserede teknologier. Man lærer ved at fordybe sig. Derfor har flere etnografiske studier også trukket på den autoetnografiske metode, hvor forskeren reflekterer over, hvad det vil sige at være internetbruger et bestemt sted eller i en bestemt kontekst (fx Markham 1998, Hine 2015). Sociologen Christine Hine (2000) kalder dette perspektiv for “etnografen som informant” og understreger, at forskerens egen interaktion med en given medieplatform er en vigtig kilde til indsigt. Man føler, sanser og mærker “på egen krop”, hvad det vil sige at være bruger ved at udføre nogle af de samme praksisser som de internet-brugere, man observerer (Larsen 2012).
Hine udgav i 2000 bogen Virtual Ethnography, som blev en af de første og mest toneangivende inden for feltet. “It is possible for an ethnographer sitting at a desk in an office (their own office, what’s more) to explore the social spaces of the Internet”, skrev Hine (2000: 45). I bogen undersøgte hun – med udgangspunkt i en omdiskuteret straffesag fra England – hvordan internettet fungerede som en kulturel praksis og et kulturelt artefakt, der konstrueres diskursivt. Hine var ikke optaget af den konkrete straffesag, men i den måde hvorpå internettet blev anvendt og diskuteret i forbindelse med sagen på diverse websider, nyhedsgrupper, diskussionsfora og støttesider (Hine 2000: 67-69). Hine understregede allerede dengang – som nu – vigtigheden af at designe sin etnografiske undersøgelse, så den giver mulighed for at følge interessante forbindelser i felten – det kunne være mennesker eller praksisser. Det handler ikke nødvendigvis om at fokusere på et bestemt sted (på internettet), men om at forstå, hvordan internettet anvendes i praksis. Derfor har Hine fremhævet en multi-sided eller connective tilgang til det etnografiske feltarbejde. At anvende en multi-sited tilgang åbner mange nye måder at designe og udføre en etnografisk undersøgelse på, og beslutninger træffes af enten strategiske eller helt tilfældige årsager, som former det etnografiske objekt. Her ender man ofte med mange forskellige ressourcer og steder at studere internetbrug (Hine 2000: 62).
Således bør forskeren ikke nødvendigvis skelne mellem online og offline, men fokusere på, hvordan mennesker lever deres liv med digitale medier. I sin seneste bog taler Hine (2015) om at tilpasse etnografien til internettet, som hun beskriver ud fra 3 E’er: Internettet er i dag indlejret i vores daglige gøremål (embedded), en del af vores kropslige virkelighed (embodied) og en del af hverdagslivet (everyday). Dette bør den etnografiske proces afspejle. I takt med at internettet er blevet en central del af vores hverdagsliv, argumenterer flere forskere for, at den etnografiske proces ikke udelukkende finder sted online, men også går på tværs af online og offline rum, alt efter hvad der giver mening i forhold til det konkrete forskningsspørgsmål.
Herhjemme har Malene Charlotte Larsen – bl.a. med reference til Hine – i en årrække anvendt digital etnografi i studier af børn og unges brug af sociale medier (fx Larsen 2005, 2010, 2022; Kofoed & Larsen 2016). Larsen (2018) skelner helt overordnet mellem to tilgange til digital etnografi: Den sidebaserede og den multi-sitede:
Den sidebaserede tilgang kan være en fordel for studerende, som ikke altid har en længerevarende periode til at udføre feltarbejde. Dog skal man ikke lade sig afskrække af den multi-sitede tilgang, da det er muligt at tilpasse metoden til de rammer og forskningsspørgsmål, man har.
Eve Stirling, der har benyttet multi-sitet etnografi til at undersøge universitetsstuderendes Facebook-vaner (Stirling 2016) fremhæver f.eks., hvordan etnografen med fordel kan bevæge sig derhen, hvor deltagerne er, for at kunne være forbundet med forskningsfeltet. I sin egen undersøgelse fulgte hun både de studerendes ansigt til ansigt-samvær på universitetet og deres profiler og interaktioner på Facebook (Stirling 2016: 54-55). Hun understreger, at der er mange lag af det digitale, som mennesker løbende er en del af. Det være sig en Facebook-side, en X (tidl. Twitter)-strøm, en WhatsApp-gruppesamtale eller en Snapchat-besked. Det er en del af den etnografiske proces at finde ud af, hvor det er relevant at kigge hen.
Sideløbende med Hines udvikling af virtuel etnografi i løbet af 00’erne og 10’erne udviklede Robert Kozinetz tilgangen ‘netnografi’, hvilken han i udgangspunktet beskrev som en ‘marketingforskningsteknik’ i forbindelse med forbrugerstudier. Med netnografi kan man observere offentligt tilgængelige informationer online med det formål at forstå forbrug, behov og beslutningsprocesser blandt forskellige forbrugergrupper, fremhævede Kozinets (2002). Han har selv benyttet netnografi til bl.a. at undersøge forbrugeres boykottingadfærd online (Kozinets & Handelman 1998) eller online praksisser relateret til turisme såsom reviews, selfies og rejseberetninger (Kozinets 2020). I sine nyere udgivelser har Kozinets beskrevet netnografi i mere generelle vendinger, og argumenterer i dag for, at netnotgrafi omfatter alt fra online observationer og interview til data scraping, arkivering, nye former for dataindsamling, visualisering samt tematisk analyse (Kozinets 2019: 5).
Af andre nyere konceptualiseringer inden for metoden kan fremhæves social media-etnografi (Postill & Pink 2012). Her understreger John Postill og Sarah Pink, at internettet er “messy”, og at den etnografiske proces også tilsvarende bliver det. De påpeger, at etnografi på og om sociale medier medfører nye digitale praksisser, som adskiller sig fra konventionelle etnografiske processer. Der er især tale om fem overlappende praksisser eller rutiner, som etnografien må inkorporere: catching up, sharing, exploring, interacting og archiving (Postill & Pink 2012: 128).
‘Catching up’ handler om at holde sig orienteret om ens forskningsemne på de platforme, der måtte være relevante (fx via X, Facebook, mailinglister, nyhedsfeeds eller ved ansigt til ansigt-møder). At holde sig opdatereret vil være en forudsætning og en fast rutine for de fleste forskere. ‘Sharing’ er en aktivitet, som etnografen må lære over tid. Han eller hun kan selv føje værdi til et givent forskningsfelt ved at dele relevante informationer, fx at tweete eller retweete under et bestemt hashtag (Postill & Pink 2012: 128). Det kunne også være i kraft af forskningskommunikation, LinkedIn-opslag, blogging eller formidling i nyhedsmedier. Sådanne aktiviteter afføder som regel nye former for data for etnografen, idet andre brugere kommenterer eller deler (Larsen 2010). ‘Exploring’ er affødt af de to forrige praksisser. Her går man på opdagelse i de informationer, som man har fundet ved at holde sig opdateret og dele. Det kunne være at undersøge relevante links og websider, nye mulige feltsider eller informanter. Nogle gange er der blot tale om en kort udforskning, hvorefter man vender tilbage til det oprindelige fokus. Andre gange giver udforskningen nye relevante indsigter (Postill & Pink 2012: 128-129). ‘Interacting’ handler om at interagere med forskningsdeltagere. Interaktionen kan have forskellige former og intensiteter – fra et hurtigt like på Facebook til en række møder online, mobilt eller ansigt til ansigt. Den løbende kontakt til ens forskningsdeltagere vil holde relationen vedlige og være givtig for den etnografiske proces. Endelig handler ‘archiving’ om at holde styr på de data, man indsamler. Det gøres fx ved at organisere links eller at tagge opdateringer – en proces, der minder om kodning (Postill & Pink 2012: 129-130). Dette skal dog ikke ske på bekostning af at skrive feltnoter (eller at føre dagbog, som Postill og Pink kalder det).
Feltnoter er stadig den digitale etnografs primære metode til at fastholde observationer fra feltarbejdet. Selvom vi har uanede muligheder digitalt i form af skærmbilleder og (automatisk) arkivering af indhold, er det vigtigt, at etnografen nedskriver sine refleksioner og oplevelser fra feltarbejdet. Det er her, forståelsen og fordybelsen folder sig ud. Feltnoter kan bestå af konkrete beskrivelse af observationer, løse tanker, spørgsmål, tolkninger, egne erfaringer og begyndende analyse. Over tid vil feltnoterne ændre karakter, da man begynder at forstå den praksis, man observerer, bedre og bedre. Feltnoter kan betragtes som empiriske data – på niveau med transskriptioner af interview – og kan citeres direkte i det publicerede arbejde, hvor resultaterne af den etnografiske undersøgelse formidles.
Forskningsetik er en central del af den etnografiske proces og noget, man bør forholde sig til løbende. Mange etiske udfordringer vil melde sig undervejs i forskningsprocessen, især når man anvender data fra sociale medier, hvor brugerne ikke nødvendigvis er klar over, at de bliver observeret (Townsend m.fl. 2016). Hvis det er muligt, bør man indhente informeret samtykke fra de brugere, hvis kommunikation man ønsker at inddrage i sin undersøgelse. Hvis det ikke er muligt (hvis brugerne fx er uidentificerbare eller er for mange i antal), må man finde andre måder at beskytte deres privatliv på. Argumenter om at “data allerede er offentlige” er ikke gangbare (Zimmer 2010; Dennen 2012; Harris 2016). Man bør overveje, hvornår det er etisk forsvarligt at anvende offentlige tilgængelige tekster, billeder eller interaktioner, og hvordan man behandler internetbrugerne med størst mulig respekt. Forskere fra Association of Internet Researchers har udarbejdet flere guidelines, der kan hjælpe med dette (fx Markham & Buchanan 2012; Zimmer & Kinder-Kurlanda 2017; franzke m.fl. 2020). Ligeledes bør man sikre sig, at man overholder GDPR-lovgivningen.
(2022)
