Denotation og konnotation
Ved denotation forstås populært et ords eller en sætnings eksplicitte udsagn uden bibetydninger eller implicitte vurderinger. På latin betyder “denotare” at betegne. Konnotation er et ords implicitte henvisninger og bibetydninger.
Konnotation er skabt i renæssancen af “cum”+“notare” (med+betegne) og kan oversættes ved medbetegnelse eller medbetydning. I almindelig sprogbrug bruges ordene mindre distinkt end i forskellige lingvistiske og semiotiske skoler (billedbetydning).
I en sætning som “Petersen er professor” er denotationen af ordet “professor” selve den nøgterne betydning af stillingsbetegnelsen professor, mens ordet kan have flere konnotationer afhængigt af konteksten. Én mulig konnotation er “akademisk autoritet” (som fx i en nyhedsartikel: “Professor afviser Statsministerens forklaring”), en anden kunne være “nørdet” (som hvis sætningen blev ytret som forklaring på, at Petersens beskrivelse af et eller andet var uklar og snørklet).
Definitionerne af konnotation og denotation er meget forskellige fra forsker til forsker. Den danske sprogforsker Louis Hjelmslev (1899-1965) brugte begreberne konnotations- og denotationssprog (strukturalisme). Det var den franske semiolog Roland Barthes, der populariserede begrebsparret i sin analyse af billedets retorik (Barthes 1964).
(2013)
