Affekt
Affektteori er den videnskab, der beskæftiger sig med kropslige forandringer, og som undersøger, hvad der sker, når kropslige energier stiger eller falder, intensiveres eller drænes. Affekt er et svært begreb både at definere og studere, og i forskningen er der da også forskellige forståelser af, hvornår man i det hele taget kan tale om affekt. Denne uenighed viser sig i to forskellige teoretiske traditioner, der forstår forholdet mellem krop, affekt, repræsentation og kognition forskelligt. Det uddybes nedenfor.

Videnskaben om affekt er historisk og teoretisk forankret i tænkere som eksempelvis Baruch de Spinoza, William James, Alfred North Whitehead, Henri Bergson og Gilles Deleuze. Mest kendt er nok Spinozas formulering, at affekt er kroppens evne til at påvirke og lade sig påvirke (Spinoza 1677). Allerede i den tidligste affektteori ser vi altså et fokus på kroppens evner og kapaciteter til at skabe forandringer. Denne affektteoretiske tradition strækker sig tilbage til 1600-tallet, men det var først i midten af 1990’erne, affektteorien fik en opblomstring i det, der er blevet betegnet som “den affektive vending” (Berlant 1991, Massumi 2002, Ahmed 2004, Brennan 2004, Clough 2000 og 2007, Thrift 2008, Gregg & Seigworth 2010, Bertelsen & Murphie 2010, Blackman 2012, Wetherell 2012, Manning 2012, Knudsen & Stage 2015).

Der er to årsager til “den affektive vending”, der opstår i midten af 1990’erne. Først og fremmest var den affektive vending et opgør med den stærke poststrukturalistiske tradition. Argumentet i den affektive vending er, at poststrukturalismen – med dens fokus på sprog – ikke kan forklare den del af den menneskelige erfaring, som ikke kommunikeres med sproget, men netop erfares med kroppen. I forlængelse af dette opgør med poststrukturalismen har flere affektteoretikere insisteret på, at der er en del af den menneskelige erfaring, der ikke er sproglig, men kropslig, eller som endda er prækognitiv (Clough 2000, Massumi 2002) og ikke-repræsentationel (Thrift 2008).

Den anden årsag er, at den digitale og teknologiske udvikling og ikke mindst internettets udbredelse skabte nye digitale miljøer, der former den hverdagslige socialitet (Karatzogianni & Kuntsman 2012), og hvor kollektive processer virker affektivt (Stage & Knudsen 2012). Disse affektive digitale miljøer viser sig eksempelvis i fænomener som interaktive og kropslige kunstværker, støttegrupper, ophedede debatter og gentagen brug af emoticons i sociale medier. Den digitale og teknologiske udvikling har altså betydet, at en stor del af vores digitale og hverdagslige liv ikke kun kommunikeres sprogligt eller visuelt, men også affektivt. Det er derfor centralt at forstå, at affekt er en grundlæggende del af vores adfærd, og at digitale teknologier ofte er rettet mod og designet til at skabe affektive og kropslige erfaringer (Thomsen 2013, Fritsch & Thomsen 2014, Murphie 2015). En del af affektforskningen er dermed en konsekvens af den digitale og teknologiske udvikling og et forsøg på at forstå forholdet mellem teknologi, affekt og krop.

Den første af de to forskningstraditioner, der nævnes overfor, insisterer på, at affekt er prækognitiv (Massumi 2002), ikke-repræsentationel (Thrift 2008), og at der ikke er noget ud over affekt (Guattari 1995). Denne forståelse af affekt inkluderer også en retning, der viser, hvordan affekt er en fysisk og kemisk reaktion i kroppen. Det er ikke et argument for, at biologi bestemmer handlinger, men omvendt for at affekt påvirker kroppens kemiske, fysiske og hormonelle tilstand (Brennan 2004). I denne tradition skelnes der ofte mellem affekt og definerbare emotioner – som glæde eller sorg. Affekt forstås som selve den kropslige forandring, hvor emotion er måden, hvorpå affekten italesættes sprogligt (Massumi 2002). Her er affekt det, der sker i overgangen, når man eksempelvis bevæger sig mellem glæde og sorg. Affekt defineres altså, i denne tradition, som prækognitive og kropslige forandringer, og iagttages eksempelvis når kropslige energier skaber en intensiv affektiv atmosfære.

Den anden forskningstradition udfordrer ideen om, at affekt er prækognitiv og spørger, hvordan man kan studere noget, der måske er væk i det øjeblik, det sættes på ord (Knudsen & Stage 2015). Det er et komplekst spørgsmål, og det viser netop, at der er forskellige forståelser af forholdet mellem affekt og emotion. I denne tradition er argumentet, at skellet mellem affekt og emotion kun kan forstås teoretisk, og at vores kropslige og kognitive erfaring sker samtidigt (Ahmed 2004, Wetherell 2012). Skellet mellem repræsentation og affekt er altså mindre skarpt, og affekt bliver således også studeret som noget, der kan vise sig i sprog. Affekt kan eksempelvis afkodes sprogligt, når der skrives med store bogstaver eller bruges gentagelser og emoticons for at signalere, at den skrivende krop er i affekt (Reestorff 2014, Knudsen & Stage 2015).

De to traditioner inden for affektforskningen står måske nok skarpt trukket op, men det er væsentligt at fastholde, at de ikke er så forskellige, som de umiddelbart kan virke (Reestorff 2015). Begge traditioner fastholder nemlig, at affekt er formet af kroppens historie – affekt er altså formet af vores hidtidige liv og oplevelser – og at kroppens historie inkluderer sprog og kognition såvel som subjektive elementer som eksempelvis vaner og behov (Massumi 2015) – ligesom det ofte understreges, at sprog og diskurs er sammenvævet med ikke-sproglige affekter og emotioner (Sampson 2012, Stage 2013). Dermed er det, på tværs af de teoretiske traditioner, muligt at betragte og studere affekt som en “affektiv sansning af intensiteter” (Thomsen 2012), der opstår i relationerne mellem kroppe – og i relation til såvel hverdagslige møder mellem mennesker som medieudtryk som eksempelvis film, nyheder og forskellige sociale medier. Det er også i forlængelse heraf, at metoder for at studere affekt udvikles, idet der insisteres på, at affekt kan identificeres og studeres i relation til konkrete kroppe og sociale kontekster i en “situationel specificitet” (Knudsen & Stage 2015).

Det centrale fællestræk i den affektive vending og forståelsen af affekt er altså, at affekt påvirker og skaber forandringer både i den enkelte krop og relationerne mellem kroppe, og som sådan bliver affekt et centralt begreb for at forstå, hvordan vi erfarer verden ikke blot kognitivt og med sproget, men også affektivt med kroppen.

Affekt er kropslige reaktioner og forandringer. Det betyder, at affekt er det, der sker i overgangen fra eksempelvis glæde til sorg, og når kroppe påvirker hinanden, så affekten smitter (Massumi 2002, Brennan 2004). Affekt er altså en form for mellemrum (Massumi 2009, Gregg & Seigworth 2010) og et medierende led mellem kroppe. Når affekt er kropslige forandringer, der medierer mellem kroppe, betyder det også, at affekt udgør en form for kropslige energier. Tænk eksempelvis på, hvordan de affekter, man oplever og påvirkes af til koncerter og begravelser eller i online diskussionsfora, ikke bare former den enkelte krops udtryk, men også hele situationens stemning og “atmosfære” (Ahmed 2004).

I det ovenstående er affekt og den affektive vending blevet beskrevet som et fænomen, der omhandler kropslige forandringer, og som opstår, når kroppe påvirkes og påvirker hinanden. Andres kroppe og energi påvirker os på en måde, der ikke altid er bevidst eller italesat. Men disse affektive påvirkninger betyder ikke, at alle kroppe oplever affekt på samme måde. En stor gruppe kan eksempelvis overvære en politisk tale, men opleve både indholdet og affekten forskelligt. Kroppe er altid affektivt “tunet” på forskellig vis (Massumi 2009). I tilfældet med den politiske tale har kroppene forskellige historier, vaner og overbevisninger, og derfor opleves affekten ikke ens. Men selvom affekten er forskellig, er den alligevel fælles, fordi de enkelte kroppes affekt er med til at forme den kollektive intensive atmosfære (Reestorff 2014). Det betyder, at selvom tilhørerne ikke er enige og ikke oplever den samme affekt, bidrager de til at intensivere det affektive miljø, fordi de forskellige kroppe retter deres affektive energi mod talen. Denne erkendelse af, at affekt er kollektiv, men differentieret, er vigtig, fordi den gør det muligt for affektteorien at studere forholdet mellem affekt og forandringer i større sociale, politiske, økonomiske, kulturelle og æstetiske sammenhænge.
(2016)