Cultural studies
Cultural studies betragtes ofte som synonymt med Birmingham-skolen eller Centre for Contemporary Cultural Studies i Birmingham (1964-2002), men allerede inden centeret blev lukket, var de britiske kulturstudier eksporteret til USA, Australien og Asien. I dag kan man definere cultural studies som kultur- og mediestudier i hverdagens brug af populærkulturelle produkter med vægt på menneskers aktive tilegnelse af de ellers ofte udskældte medieprodukter. En stor del af diskussionen og kritikken af cultural studies fokuserer stadig på arven fra Birmingham som en antagelse om, at det populærkulturelle ofte også er oppositionelt i en direkte politisk forstand (Gelder & Thornton 1997). Cultural studies-traditionen har dog ikke kun fokuseret på politisk og teoretisk udvikling, men også på kvalitativ empiri, og interessen for masse- og populærkultur har betydet et tidligt fokus på mediebrug i hverdagen, på aktive brugere og på, at der kan være andre årsager end kommercielle, der afgør om nogle medieprodukter bliver mere populære end andre. Inden for cultural studies betragter man den kulturelle kontekst som afgørende forklaringsmodus for såvel den enkelte aktør som for grupper, og retningen kaldes derfor “kulturalistisk” i sin tilgang.
Fra kulturstudier til cultural studies. “Kultur” kommer fra latin “cultura”, der betyder at kultivere eller opdyrke jorden, men som også snart kom til at betegne det kultiverede menneske, og dermed menneskenes samfund: kulturen og graden af civilisation. Kultur bruges imidlertid siden 1700-tallet også som synonym for kunst eller finkultur, og begrebet cultural studies markerede sig her som de studier, der studerede kultur i den bredeste forstand – med Raymond Williams’ ord som “a whole way of life” i modsætning til en snævrere og mere elitær kulturforståelse (Williams, R. 1958).
Netop den engelske litteratur- og medieforsker Raymond Williams regnes for en af ophavsmændene til cultural studies. Han udgav i 1958 bogen Culture and Society, hvor han tog afsæt i kulturbegrebets komplicerede kulturhistorie og viste, hvordan engelsk litteratur kunne ses som en reaktion på industrialiseringen snarere end på en intern æstetisk udvikling. Næsten samtidig udkom Richard Hoggarts The Uses of Literacy (1957), med fokus på arbejderklassens litteraturbrug. Hoggart blev leder af centret i Birmingham (1963). Det var ham, der i 1964 navngav centeret CCCS, og det var hans arbejde om litteraturen som et reservoir af modstandspotentialer for arbejderklassen, der dannede afsæt i de første år i 1960’erne for CCCS, der var finansieret af forlaget Penguin Books. Men det var Williams, der markerede det særlige kulturbegreb og det var E.P. Thompson med The Making of the English Working Class (1963), der i den tidlige fase markerede inspirationen fra marxismen i interessen for arbejderklassens kulturbrug. Alle tre blev afgørende for cultural studies’ første fase med fokus på arbejderklassens og andre minoritetsgruppers potentielt anderledes brug af kultur og medier.
De tidlige cultural studies-forskere lænede sig op ad den urbane antropologi og sociologi, som med inspiration fra bl.a. Chicagoskolen og folk som Erving Goffman blev udviklet i England fra 1930’erne, baseret på observationer af folks hverdagsliv. Det betød en interesse ikke blot for tekster, men også for produktionen af og anvendelsen af teksterne, så retningen udviklede sig hurtigt fra at have fokus på tekster til både at fokusere på teksten i bredeste forstand og til at inddrage feltobservationer og kvalitative interviews. En anden inspiration var den kritiske teoris (Frankfurterskolen) analyser af massekultur og kulturindustri, men mens tyske teoretikere som Adorno, Horkheimer, Benjamin og Marcuse var mere eller mindre kritiske over for massekulturen, så den første generation af cultural studies-forskere mere positivt på masse- og populærkulturens potentialer. Dette aprioriske positive syn på hverdagslig brug af populærkulturelle medier og produkter har fra 1990’erne været udsat for kritik både fra egne rækker og fra andre traditioner. Det har været en medvirkende årsag til, at det i dag kan være svært at definere cultural studies som en retning, en praksis eller en teori. Samtidig har der været kritik af den manglende metodebevidsthed inden for cultural studies som en tradition, hvor “anything goes”.
Fra kultur til medie. Cultural studies er en kulturanalyse, der går ud over det strengt medievidenskabelige. Men væsentlige dele af cultural studies er i dag integreret i mediestudierne.
Stuart Hall overtog ledelsen af CCCS-centeret efter Hoggart i 1969. I 1970’erne under Halls ledelse fik britiske cultural studies internationalt gennemslag med navne som Paul Willis, Dick Hebdige og Angela McRobbie. Stuart Hall selv har et stort forfatterskab bag sig, som har udviklet sig fra marxistisk orienterede undersøgelser af kulturel hegemoni med inspiration fra Gramsci over magtanalyser inspireret af Michel Foucault til studier af medierepræsentation af køn, etnicitet m.m. Overskriften var og er i høj grad aktørens mulighed for handling (agens) – et aktørperspektiv, der let lod sig overføre fra arbejderklassen til køn, seksualitet, etnicitet m.m. I Halls eget forfatterskab er vendingen mod medier og kommunikation som en central kulturel instans i moderne samfund tydelig, fx i artiklen “Encoding/Decoding” (Hall, S. 1973/1980).
Hall og CCCS inspirerede medieforskere som Janice Radway (1984) og Ien Ang (1985) til at observere og interviewe boglæsere og tv-seere for at indhente viden om faktiske mediebrugeres udbytte af populærkulturelle genrer som kærlighedsromaner og tv-soap-serier i forskellige kulturelle og sociale kontekster. De to eksempler er samtidig udtryk for en ny bevidsthed om også kønnets betydning for mediebrug. Angela McRobbie havde allerede i midten af 1970’erne været med til at danne en kønsstudiegruppe på CCCS, der i 1976 udgav sin første artikel om pigekultur som en blandt mange andre subkulturer (Køn og medier).
Subkulturbegrebet var fra begyndelsen vigtigt for cultural studies – det var i de små grupper af fx arbejderklassens unge “mods”, der brugte populærkulturens modstandspotentialer, at den politiske interesse lå. Denne interesse gik med årene langt ud over arbejderklassen. Subkulturstudierne greb tilbage til den tradition, der siden 1940’erne havde udviklet sig i forlængelse af Chicago-skolens mikrosociologiske studier i afvigende eller stigmatiserede grupper, som bl.a. Erving Goffmans bog om Stigma (1963) er et sent eksempel på. Men også her lagde forskere som McRobbie, Paul Willis og Dick Hebdige vægt på aktørsynsvinklen.
Subkulturstudierne var også som oftest ungdomskultur- og mediestudier. Fokus var på ungdomsgrupperinger, der markerede sig i opposition til gængse politiske rammer eller kulturelle matrix’er. Igen kan traditionen kritiseres for at se på disse grupperinger med for stor vægt på det oppositionelle og på aktørperspektivet. I forlængelse af Dick Hebdiges (1979) bog om punkkulturens stiltegn blev mange stilformer og former for medieforbrug tolket som opposition mod forbrugersamfundet. Ikke desto mindre har de mange ungdoms- og subkulturundersøgelser haft stor indflydelse på udviklingen af kvalitative metoder, også inden for forbrugsforskningen.
Cultural studies har bredt sig til hele kloden. Da Stuart Hall i 1979 sluttede som leder og frem til lukningen af CCCS i 2002 foregik der en eksport af mennesker og ideer fra centret. Først til USA, hvor man især fokuserede på kommunikations-, køns- og etnicitetsstudier, så til Australien, Sydamerika, Sydamerika, Asien osv. Cultural studies blev en global foreteelse, men med forskellige vægtninger fra område til område. I Danmark fik traditionen tidligt tilhængere, og fra begyndelsen af 1980’erne kom en række ungdomskultur- og medieanalyser inspireret af forskerne fra CCCS (Bai, Drotner, Klitgaard Povlsen, Schrøder m.fl.). Senere kom mange svenske forskere til (Fornäs, Bolin, Ganetz m.fl.), mens interessen for cultural studies først i de seneste år har vundet fodfæste i Frankrig og Tyskland. Samtidig med denne spredning er traditionen blevet så forskelligartet, at den hverken kan siges at være en særlig teori eller metode, men snarere en tilgang, der er præget af at fokusere på den kulturelle kontekst, på aktørperspektivet, på populære medieudtryk og på, at den interesserer sig for et repræsentationsperspektiv i forhold til produktion, indhold og anvendelse af medier og andre forbrugsformer. Med globaliseringsperspektivet har cultural studies-traditionens oprindelige fokus på populærkulturelle fænomeners politiske implikationer vakt fornyet interesse, hvor især aktørernes rolle i forhold til offentligheden står i centrum, bl.a. i diskussionen om “cultural citizenship” (Stevenson 2003, Hermes 2005, van Zoonen 2005, Miller, T. 2007).
(2013)
