Virtuel etnografi
Virtuel etnografi er en etnografisk metode, der tilpasser traditionelle etnografiske tilgange såsom observationsstudier og interviews til undersøgelse af online fællesskaber og social handling på internettet. Metoden er bl.a. blevet brugt til at undersøge diskussionsfora, kommunikation på personlige hjemmesider, sociale netværkssider for forskellige subkulturer, interessegrupper og interaktive fællesskaber samt populære fænomener som social aktivitet på Facebook.
Metoder til at bedrive etnografi i digitale miljøer er blevet diskuteret inden for marketingsstudier af bl.a. Robert V. Kozinets under den brede betegnelse “netnography” (1998), hvor muligheden for at få adgang til at undersøge brugerne på nettet er blevet udforsket. Men en egentlig virtuel etnografi blev konceptualiseret af Christine Hine, der i 2000 udgav bogen Virtual Ethnography, hvor fokus ikke alene handlede om evnen til at overføre de etnografiske metoder til digitale miljøer, men i høj grad lå på den sociale konstruktion af teknologien og konstruktionen af undersøgelsesfeltet gennem brug af teknologien.
Christine Hines arbejde blev afsæt for en seminarrække afholdt på Brunel University tilrettelagt af Hine. I 2005 udgav Hine antologien Virtual Methods (Hine 2005).
Forud for Hines Virtual Ethnography havde der været en periode, hvor internettet var begyndt at slå igennem og blive opfattet som et særligt “sted”, hvor social handling kunne foregå i virtuelle fællesskaber (Rheingold 1993, Gotved 1999). Som væsentlige bidrag til metodiske spørgsmål for denne periode kan nævnes antologien Doing Internet Research (Jones 1999), mens Nancy Baym (2000) og Annette Markham (1998) ligeledes har været væsentlige aktører i metodeudviklingen.
Virtuel etnografi opstod derfor som et produkt af web 1.0, men samtidig foregreb tilgangen de interaktive og sociale medier og den hverdagslige brug af sociale netværkssider, som kendetegner web 2.0. Tilgangen markerer et skifte fra at undersøge internetbrug, som noget, der blot foregår i en konkret fysisk kontekst, til at være noget der i sig selv skaber nye sociale kontekster online. Kontekster man som forsker kan indtræde i og undersøge etnografisk, men som modsat al anden etnografi ikke indebærer, at man fysisk behøver at forlade skrivebordet. På forskellig vis fremhæves det i diskussioner af etnografisk metode, at etnografiens rolle er at forklare det hverdagslige og rutineprægede, der gælder for bestemte grupper. Men det fremhæves også, at etnografens rolle er at stille spørgsmålstegn ved de handlinger, der bliver taget for givet i bestemte situationer og gruppers fællesskaber. Summen af de to forhold betyder, at etnografen lever sig ind i situationer og fællesskaber og bliver konfronteret med ’indfødte’, så en dybere forståelse af rituelle og rutineprægede handlinger kan opnås. Dette gælder også for virtuel etnografi.
At virtuel etnografi tilpasser sig traditionel etnografi indebærer således, at online social interaktion kan betragtes og undersøges på linje med al anden social interaktion, men det indebærer samtidig, at etnografien er tilpasset, så den indretter sig efter de betingelser og muligheder, teknologiske såvel som sociale, som den befinder sig i. Centralt er det, at forskeren har mulighed for dels at være “fluen på væggen” men også være tilstede i asynkron tid, når personer bliver til data, der kan tilgås og analyseres ‘som om’ man har været til stede. En vedvarende etisk opmærksomhed er derfor påkrævet og kan ikke på samme måde tages for givet, som det vil være tilfældet i et klassisk observationsstudie.
Overordnet set er det muligt at forstå internettet som et rum for sociale handlinger, men brugernes forståelse af, forventning til og oplevelse med internettet som en teknologisk artefakt er samtidig med til at definere, hvordan dette rum for de sociale handlinger ser ud og kan forstås. Det videnskabelige afsæt for virtuel etnografi er derfor en socialkonstruktivistisk teknologiforståelse.
I en dansk sammenhæng tog bl.a. Lars Holmgaard Christensen (2002) metoden til sig i undersøgelser af diskussionsgrupper og senere i undersøgelser af sociale netværkssider. Malene Charlotte Larsen (2010) har anvendt metoden i sin forskning i sociale netværkssider og digital ungdomskultur.
Virtuel etnografi er i dag en udbredt metode, og flere antologier har samlet op på den videre metodeudvikling (Markham & Baym 2009, Fielding, Lee & Blank 2009). I den forbindelse bør Robert Kozinets bidrag til anvendelse af netnografi inden for markedsanalysen også nævnes (Kozinets 2002).
(2013)
