Konversationsanalyse
Med afsæt i den amerikanske sociolog Harold Garfinkels studier i hverdagslivets sociologi (1967, 1986) undersøger konversationsanalysen (samtaleanalyse; Conversation Analysis, CA) finstrukturen i menneskelig interaktion. CA opfatter ikke sprog som et værktøj til at overføre information, men som den centrale ressource, mennesker benytter sig af, når de organiserer sig socialt. CA’s objekt er lyd- og videooptagelser af naturligt forekommende interaktioner, og dens forskningsinteresse er den interaktionelle organisering af social aktivitet.
Forskningsprocessen indledes ved, at nye fænomener observeres i de optagne og transskriberede data (unmotivated looking). Fænomener af samme art samles herefter i en kollektion. Kollektionerne er det centrale metodiske omdrejningspunkt for at komme fra observationer (dvs. single cases) til en systematisk beskrivelse af en samfundsmæssig praksis, der er en genkendelig ressource for medlemmerne i et samfund. CA’s robuste generaliseringer er baseret på kollektionerne.
I samarbejde med Gail Jefferson og Emmanuel Schegloff beskrev Harvey Sacks turtagning i interaktionen (Sacks, Schegloff & Jefferson 1974) som en praksis, med hvilken samtalepartnere systematisk og uproblematisk organiserer samtalens “flow”. Turtagningssystemet organiserer, hvem der taler næste gang, uden at der opstår hverken overlap eller pauser mellem taleturene. For at fungere forudsætter turtagningssystemet også, at samtalepartnere lytter efter for at opdage mulighederne for turskifte.
Eksempel 1
1 Ca: hej tu:lle[mus],
2 Ju: [he:j] søde,
I eksempel 1 hilser Carsten i 1 (hej) og adresserer herefter sin samtalepartner med et kælenavn. June replicerer med samme hilsen, men med et andet kælenavn. Hun starter i overlap med Carstens tur, nemlig præcis dér, hvor det bliver klart, hvordan Carstens videre tur vil forløbe. At “hilse” og “hilse igen” er en praksis. Når man hilses på som “tullemus” og vælger ikke at hilse tilbage, betyder det, at man af den ene eller anden grund ikke gør det oplagte, enten fordi man ikke har hørt denne hilsen, eller fordi man ikke synes om at blive tiltalt som “tullemus”. Den næste samtalepartners tur forholder sig normalt direkte til den foregående tur og viser, hvordan denne er blevet hørt. Med timingen, dvs. finalt overlap eller forsinkelsen af næste tur, viser samtalepartnerne deres kooperation eller manglen derpå. Et af CA’s mest slående resultater er, at deltagerne bruger og opfatter selv minimale ændringer i timingen som væsentlige elementer i meningskonstruktionen.
CA tog sit udgangspunkt i at beskrive, at interaktion er baseret på genkendelig samfundsmæssig praksis, hvor turtagning og reparationsmekanismer sikrer intersubjektiv forståelse. I de senere årtier er CA ekspanderet. Fra at analysere lydoptagelser – fortrinsvis af telefonsamtaler – er fokus skiftet til analyse af multimodal kommunikation, hvor kroppens placering i rum, gestik, blik og tale ses som en enhed (Goodwin 1981, 2003). Fra at analysere dagligdagskommunikation er fokus skiftet til institutionel kommunikation (Drew & Heritage 1992) og til at anvende CA i professionssammenhæng (Asmuß & Steensig 2003).
Dialogisk mediekommunikation er et af de bedst belyste områder af institutionel interaktion inden for CA. I modsætning til medieforskning centreret omkring mediernes effekt, ideologiske analyser og receptionsforskning, begyndte CA i 1980’erne at sætte fokus på mediekommunikation som mediesamtale (Scannell 1991, Hutchby 2006). I en række udgivelser fra ca. 1980 til 1990 (samlet og rapporteret i Clayman & Heritage 2002a, se også Femø Nielsen 2001a, Laursen 2013) undersøges de grundlæggende samtalestrukturer i især nyhedsinterviewet, men også i paneldebatter og talk shows. Analysen viser, hvordan samtalernes finstrukturer tilvejebringer deltagernes institutionelle roller og tilhørende interaktionelle opgaver. Analyser af den specialiserede turtagning samt af grammatiske og leksikalske aspekter af spørgsmål- og svardesign i nyhedsinterview viser fx, hvordan deltagerne sammen konstruerer interaktionen som nyheder for et overværende publikum (news for an overhearing audience). Ved at tilbageholde sædvanlige lytte- og modtagesignaler som “hmm” og “nå” samt kontroversielle deklarative udsagn indtager intervieweren rollen som neutral repræsentant for den primære modtager af interviewpersonens nyheder, det overværende publikum. Ved at tilbageholde tale indtil intervieweren har formuleret sin taletur som et spørgsmål, konstruerer interviewpersonen sine taleture som svar. Med disse konkrete praksisser varetager deltagerne deres opgaver med henholdsvis at elicitere og tilvejebringe nyheder. Gennem detaljerede analyser af mediesamtaler har CA udviklet empirisk baserede kriterier for spørgsmål af journalistisk og politisk interesse. Her kan nævnes interviewpersoners undvigende svar, intervieweres formelle neutralitet, samt balance i repræsentationen af den portrætterede sag. CA behandler således mediernes makrostrukturer, fx ideologisk farvede repræsentationer af virkeligheden, journalistisk aggressivitet eller konversationalisering i mediesamtaler, som resultater af mediesamtalernes konkrete finstrukturer.
Fra dette kvalitative og synkrone udgangspunkt er CA senest begyndt at undersøge den dialogiske mediekommunikations historiske udvikling ved hjælp af kvantitative metoder. En undersøgelse af distributionen af fire dimensioner (initiative, directness, assertiveness og hostility) i journalisters spørgsmål ved amerikanske præsidenters pressekonferencer viser således en stigende aggressivitet i journalisters spørgsmål til præsidenterne fra 1960’erne til 1990’erne (Clayman & Heritage 2002b). Således er CA nu begyndt at forholde sig til mere traditionelle makrostrukturelle historisk-sociologiske forhold, men stadig med udgangspunkt i samtaledeltagernes egen forståelse af de undersøgte fænomener belyst gennem empiriske mikroanalyser af sproglig samhandling.
(2013)
