Interpersonel kommunikation
Interpersonel kommunikation betegner i meget bred forstand al kommunikation mellem personer. Det betyder mere konkret, at der som minimum er to personer, der kommunikerer med hinanden med et konkret mål for sigte. Målet kan være at udveksle informationer, at diskutere forskellige holdninger eller bare at tale med hinanden. I alle tilfælde vil de involverede stræbe efter at opbygge en fælles forståelsesramme for den interpersonelle kommunikation. Begreberne afsender og modtager bliver i den aktuelle forskning erstattet med samtaledeltagerne, da en skelnen mellem afsender på den ene og modtager på den anden side ikke stemmer overens med forståelsen af, at enhver interpersonel kommunikation også er interaktion. I forlængelse af denne opblødning af distinktionen mellem afsender og modtager revurderes også begreberne monolog og dialog. Enhver monolog vil i denne forstand altid indebære én eller anden form for modtager (enten direkte til stede eller som ukendt læser, lytter eller tilskuer) og dermed vil enhver form for monolog også kunne betragtes som dialog. I de fleste tilfælde bruges termen interpersonel kommunikation om mundtlig kommunikation (personlig kommunikation). Her kan personerne enten være direkte til stede (face-to-face) eller indirekte (via telefon, computer, videokonference osv.).
Feltets rødder ligger i retorikken med dens fokus på monologen. Begreberne inventio, dispositio, elocutio, memoria, actio med tilhørende appelformer logos, etos, patos beskriver den forskellige sekventielle opbygning i interpersonel kommunikation (Fafner 1977). I forbindelse med udviklingen af sproghandlingsteori i 1960’erne kommer der øget fokus på, hvilken magt brug af bestemte ord kan have i forskellige sammenhænge. John L. Austin grundlægger i 1962 med How to do things with words (Austin 1962b) sproghandlingsteorien, der belyser sammenhængen mellem ord og sætninger som aktiviteter, som tilsammen udgør komplekse sproghandlinger. Især hans skelnen mellem lokution (ytring), og illokution (sproghandling) har haft stor betydning for efterfølgende forskning om interpersonel kommunikation.
Brown, P. & Levinson (1987) videreudvikler sproghandlingsteorien ved at fokusere på, hvilken afgørende rolle høflighed spiller i interpersonel kommunikation. Med udgangspunkt i Goffman (1967a) udvikler de face-teorien med begreberne facework, positive og negative faces.
Den tiltagende kritik af sprog som adskilte sproghandlinger resulterer i starten af 1970’erne i en øget fokus på interpersonel kommunikation som interaktion. Med udgangspunkt i Harold Garfinkels etnometodologi udvikles konversationsanalysen. Her opløses for alvor skelnen mellem afsender og modtager, og i stedet vinder det interaktionelle syn frem, nemlig at der ikke er nogen grundlæggende forskel på, om man er afsender eller modtager. I begge tilfælde har man lige stor indflydelse på kommunikationen, og man agerer som både afsender og modtager på samme tid.
I to grundlæggende artikler, der omhandler turtagning (Sacks, Schegloff & Jefferson 1974) og reparatur (Schegloff, Jefferson & Sacks 1977) gøres denne pointe klar. Der skelnes mellem tre grundlæggende principper for turtagning, nemlig 1) first speaker selects next speaker, 2) next speaker selects self og 3) first speaker continues. Mht. reparatur (dvs. reglen om, hvem der kan rette en kommunikativ fejl) skelner de mellem selv- og anden-reparatur afhængig af, hvem der gennemfører reparaturen (den aktuelle taler eller en af samtaledeltagerne). I den forbindelse introduceres begrebet præference, som viser, at bestemte handlinger fx selv-reparatur, er foretrukket i interpersonel kommunikation frem for anden-reparatur. Pomerantz (1984) nuancerer præferance-begrebet yderligere ved at vise, hvordan bestemte former for evalueringer kan være mere foretrukket end andre.
Fordi interpersonel kommunikation mest omhandler mundtlige kommunikationsformer, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke grundlæggende forskelle der findes mellem talesprog og skriftsprog.
Det multimodale aspekt, som Johannes Wagner (2003) fremhæver for talesproget, kan uddybes som følgende: Talesproget består af (mindst) fire komponenter: det verbale, det paraverbale (prosodi, pauser), det nonverbale (gestik, mimik, kropsholdning) og det ekstraverbale (setting, udstyr, timing osv.). Det er de tre sidste komponenter, der udgør en forskel ift. skriftsproget, idet disse aspekter spiller en afgørende rolle i betydningsdannelsen i interpersonel mundtlig kommunikation. Og mens der tidligere blev talt om et hierarkisk forhold mellem det verbale på den ene side og det nonverbale på den anden side (fx ved opdelingen af det nonverbale, som kunne fungere som substitution, amplifikation, kontradiktion og modifikation af det verbale (Scherer 1988)), ses disse nu som ligeværdige ressourcer i betydningsdannelsesprocessen (Kendon 1980, Goodwin 1986).
Når man taler om interpersonel kommunikation, er det ligeledes relevant at tale om kontekstens rolle. Mens holdningen i pragmatikken, diskursanalysen og kritisk diskursanalyse i højere grad tager udgangspunkt i, at samtalens omgivelser præger den interpersonelle kommunikation på en bestemt måde, så indtager samtaleanalysen (konversationsanalyse) et mere refleksivt standpunkt. Her betragtes konteksten som både “context-shaped” og “context-renewing” (Heritage 1984), dvs. at konteksten er med til at præge den interpersonelle kommunikation, mens den samtidig også præges af den interpersonelle kommunikation via den orientering, som samtaledeltagerne viser over for samtalens situative ramme.
(2013)
