Kommunikationsmodeller
Hvis man skulle pege på et karakteristisk træk ved forskningen i kommunikation, må det blive de mange kommunikationsmodeller – med deres pile, cirkler, spiraler, kasser eller stiplede linjer. Siden slutningen af 1940’erne er der blevet opstillet så mange modeller, at kommunikationsforskningen i dag er en af de få videnskabelige discipliner, hvor man kan finde lærebøger, som ikke består af andet end præsentationer og diskussioner af modeller (se fx McQuail & Windahl 1982, Henriksen 2001).
Aristoteles’ Retorik, og især hans skelnen mellem den, der taler, det, der tales om, og den, der tales til, omtales undertiden som “verdens første kommunikationsmodel”. Det er med udgangspunkt i denne simple tredelte model, at Aristoteles opstiller sin teori om de tre retoriske talegenrer og deres tre formål: den politiske tale, der skal tilskynde eller fraråde, retstalen, der skal anklage eller forsvare, og festtalen, der skal dadle eller rose.
Af andre tidlige modeller, som har haft indflydelse på medie- og kommunikationsforskningen, kan nævnes den tyske sprogpsykolog Karl Bühlers organon-model. I Sprachtheorie (1934) opstiller Bühler en model, der omfatter en afsender, en modtager og et sagsforhold, der står i relationen til hinanden via et budskab (et sprogligt tegn), der på én og samme tid har tre semantiske funktioner: det er et symptom på afsenderen (Ausdruck-funktionen), et signal til modtageren (Appell-funktionen) og et symbol på sagsforholdet(Darstellung-funktionen). Denne model er beslægtet med Roman Jakobsons mere omfattende kommunikationsmodel (Jakobson 1960). En model kan defineres som en repræsentation af noget, hvor visse egenskaber, der er vigtige for det formål, repræsentationen skal bruges til, er fremhævet, mens de øvrige egenskaber er udeladt. I kommunikationsforskningen er der især blevet opstillet modeller, der skal vise, hvordan kommunikationsprocessen finder sted, samt hvilke aktører der deltager i processen.
Der kan indledningsvis skelnes mellem to generationer af kommunikationsmodeller med udgangspunkt i, hvordan kommunikationsprocessen opfattes (kommunikation). Den første generation af kommunikationsmodeller er de lineære modeller, der opstilles i slutningen af 1940’erne med udgangspunkt i vidt forskellige studier eller praktiske arbejdsopgaver: fra undersøgelser af krigspropaganda under 1. verdenskrig til arbejde med optimering af telekommunikation for Bell Telephone Laboratories. Det er kendetegnende for denne generation af modeller, at de er funktionalistiske eller instrumentalistiske i deres tankegang, at de er meget afsender- og/eller effektorienterede, og at de opfatter kommunikationsprocessen som en lineær række af sekvenser (deraf de mange pile “fra venstre mod højre” – fra afsender mod modtager – i denne generation af kommunikationsmodeller).
En af de mest kendte af disse lineære modellerer den såkaldte “Lasswell Formula”, der blev opstillet af den amerikanske politolog Harold D. Lasswell (1948). Modellen består ikke i en grafisk repræsentation, men er formuleret i ord i form af følgende berømte spørgsmål: “Who? Says what? In which channel? To whom? With what effect?”
En anden meget kendt lineær model er den model for et kommunikationssytem, som den amerikanske matematiker Claude Shannon og hans kollega Warren Weaver opstillede i The Mathematical Theory of Communication (1949). Her har både afsender- og modtagerinstansen fået en mere kompleks rolle i kraft af, at de nu hver er fordelt på to instanser (information source og transmitter; receiver og destination), og der er også kommet en ny faktor til, nemlig støj, men kommunikation opfattes stadig som en lineær envejsproces.
Man kan diskutere, om Norbert Wiener, ophavsmanden til kybernetikken, også er repræsentant for denne første generation af kommunikationsmodeller. Dette skyldes ikke mindst hans begreb om feedback, der synes at betone det interaktive aspekt af kommunikationsprocessen, og som derfor er blevet inddraget i forskellige videreudviklinger af Shannon og Weavers model. Modtageres respons opfattes dog her stadig som en simpel reaktion på en kommunikativ proces, som afsender har sat i gang. (Wiener 1948/1961)
De lineære kommunikationsmodeller er blevet kritiseret igen og igen for at opfatte modtageren som en passiv instans og for at se bort fra konteksten. Ikke desto mindre lever modellerne stadig i bedste velgående. De appellerer åbenbart til mange menneskers spontane forståelse af, hvordan kommunikation foregår – set fra afsenderens synspunkt. Et godt eksempel på, hvordan lineære modeller lever videre, og endda kombineres med hinanden, er den amerikanske marketingsteoretiker Philip Kotler, der i sin meget anvendte internationale lærebog Marketing Management indleder et afsnit om kommunikationsprocessen med følgende formulering: “Marketers need to understand how communication works. A communication model answers (1) who (2) says what (3) in what channel (4) to whom (5) with what effect.” Derefter følger en model, der både integrerer begrebet støj og begrebet feedback – uden reference af nogen art, hverken til Lasswell, Shannon, Weaver eller Wiener.
Den anden generation af kommunikationsmodeller er de cirkulære modeller, der begynder at dukke op fra begyndelsen af 1950’erne. Det er kendetegnende for denne generation af modeller, at de i højere grad inddrager og opfatter modtageren som en aktiv instans på lige fod med afsenderen, og at kommunikation opfattes som en dynamisk proces over tid, der er knyttet til en eller flere kontekster.
En af de første af disse cirkulære modeller er den model, som den amerikanske kommunikationsforsker Wilbur Schramm har opstillet i samarbejde med C.E. Osgood (Schramm, W. 1954). Der er i virkeligheden tale om tre modeller, der anvender terminologien fra Shannon & Weavers model, men hvor især de to sidste modeller overskrider de lineære modeller, for så vidt de indfører en psykologisk kontekst for både afsender og modtager og opfatter kommunikationsprocessen som interaktion.
Denne skelnen mellem to generationer af kommunikationsmodeller yder langt fra retfærdighed i forhold til det meget store antal modeller, som er blevet opstillet i løbet af det sidste halve århundrede, og denne mangfoldighed bliver ikke mindre, hvis vi også opfatter de enkelte kommunikationsteorier som modeller. Ud over de generiske kommunikationsmodeller, der er blevet omtalt ovenfor, omfatter kommunikationsforskningen også en lang række mere specifikke modeller, der er blevet opstillet med udgangspunkt i fx antallet af aktører, som er indblandet i kommunikationsprocessen (interpersonel kommunikation, gruppekommunikation eller organisationskommunikation, massekommunikation). Endelig har Stuart Halls model over mediebudskabers ind- og afkodning (Hall, S. 1973/1980) spillet en afgørende rolle for receptionsforskningens undersøgelser af modtagernes relative frihed til at skabe mening i mediebudskaber som en funktion af de kommunikative repertoirer, de har tilegnet sig.
(2013)
