Fiktionalitet

Ordet ‟fiktion” har sin oprindelse i det latinske fictio, der henviser til at fingere eller opdigte (ODS 1922). Fiktionalitet adskiller sig fra fiktion ved ikke at betegne en genre eller en kategori (som roman eller spillefilm), men derimod at angive en kvalitet eller egenskab ved et udsagn eller en medietekst (skriftlig, mundtlig, audiovisuel og såvel analog som digital). Fiktionalisering som handling refererer både til afsenderes signalering af fiktionalitet og til modtageres tilskrivelse af fiktionalitet til kommunikationen.

Med The Rhetoric of Fictionality indledte den engelske fiktionsforsker og narratolog Richard Walsh i 2007 det skifte i fiktionsforskningen, hvor fiktionalitet undersøges som kommunikativ ressource på tværs af en række medieplatforme og i mange forskellige typer kommunikation. Flere indflydelsesrige teorier om fiktion har anskuet fiktioner som paralleluniverser, der er adskilt fra virkeligheden (Hamburger 1957/1968, Cohn 1999), og fiktion og fiktionalitet er ofte blevet beskrevet som noget, der kun opererer bag filmens titelsekvens og romanens forside. Med begrebet peges der på, at fiktionalitet udnyttes i mange sammenhænge i samfund, politik og kultur. Fiktionalitet kan bruges til at opstille fremtidsmuligheder, forhandle værdier og påvirke holdninger.

Siden udgivelsen af Walshs skelsættende værk, er der opstået forskellige forgreninger, der både videreudvikler og udfordrer Walshs oprindelige ideer. Flere fiktionalitetsforskere, såsom Gjerlevsen og Nielsen (2020) og Jacobsen (2015 og 2022) anskuer det opfundne som et definerende træk ved fiktionalitet. Gjerlevsen og Nielsen definerer fiktionalitet som “intentionally, signalled, communicated invention” (2020: 23), og hos Jacobsen hedder det: “when a sender invokes fictionality, the receiver is invited to conceive of the communicated or parts of the communicated as invented” (2022). Denne retning i fiktionalitetsteorien ser signaleringen af det opfundne som afgørende for, at fiktionalitet kan lykkes som kommunikativ strategi. Richard Walsh har i sit senere arbejde defineret fiktionalitet som ‟independence from directly informative kinds of relevance” (2019: 398). Det opfundne er ikke nødvendigt eller afgørende i hans fiktionalitetsforståelse, men når kommunikation først er uafhængig af informativ relevans, så er der ifølge Walsh al mulig grund til at udnytte de kreative muligheder, det opfundne tilbyder (2019: 415). Rikke Andersen Kraglund har fremhævet invitationen til refleksion som centralt i Walshs fiktionalitetsteori og særligt set på fiktionalitetens kvalitet i forståelsen og oplevelsen af fiktion. I litterær fiktion informeres læseren ikke med det samme om relevansen af det skrevne. Læserne inviteres i stedet til at gå i dybden med teksten for at forstå dens meningssammenhænge, og i denne proces opøves læsernes fortolkningsevner. At fiktionalitet ifølge Walsh er uafhængig af “directly informative kinds of relevance” handler for Kraglund ikke om, at der signaleres en ‘opfundethed’, men at relevansen opstår i fortolkningsprocessen for at øge læseren forståelse af det at fortolke og kommunikere, hvilket er ressourcer, der også bruges uden for fiktion (Kraglund 2022).

Ifølge Walsh er fiktionaliteten en kontekstuel antagelse, der bl.a. fremgår af værkets paratekster (2007: 45). For Gjerlevsen og Nielsen er det imidlertid essentielt, at signaleringen af fiktionalitet ikke udelukkende kan ske gennem paratekster, men at det opfundne også kan signaleres tekstinternt (2020: 29). Jacobsen lægger sig i forlængelse af Gjerlevsen og Nielsens antagelse, men påpeger desuden, at fiktionalitet i nogle tilfælde udelukkende signaleres retrospektivt i paratekster efter udgivelsen af den oprindelige tekst. Det er fx tilfældet med mediehoaxes, hvor modtageren først skal opfatte det kommunikerede som sandt og efterfølgende reflektere over sin indledende fejltolkning. (Jacobsen 2019 og 2022. Se også fake news)

Intentionen med fiktionalisering er ifølge Jacobsen m.fl. ikke at beskrive virkeligheden, som den foreligger, men derimod at beskrive det mulige eller det ikke-værende. En afsender kan anvende fiktionalisering for at overbevise modtageren, og modtageren kan tilskrive en meddelelse fiktionalitet for at forstå den og gøre den relevant. Fiktionalitet adskiller sig fra andre kommunikative strategier som fx den sande tale og løgnen. Modsat den sande tale omtales virkeligheden ikke, som den er, og modsat løgnen er hensigten ikke at dække over virkelige forhold. Med brug af fiktionalitet vil afsenderen helt eksplicit signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er (Jacobsen m.fl. 2013).

Fiktionalisering kan bruges som retorisk strategi i dagligdags kommunikation både online og offline til at forstærke udsagn (fx “Jeg har ventet i 100 år på maden”) eller som sympatitilkendegivelser (fx “We are all Norwegians” efter Norges nationale tragedie på Utøya i 2011). Politikere kan fiktionalisere for at gøre udsagn mindre angribelige og for emotionelt at påvirke vælgeres forestillinger. Når Barack Obama præsenterer Disney-filmen Løvernes Konge som sin fødselsvideo til White House Correspondents’ Dinner i 2011, får han gennem fiktionalisering udstillet og latterliggjort Donald Trumps anklager om, at Obama skulle være født i Afrika – og ikke på amerikansk jord, som det kræves for at blive præsident. Ikke alene understreger han sin bemestring af ironi og sin evne til (modsat Trump) at skelne mellem virkelighed og spøg. Han gør sig samtidig immun over for videre kritik fra Trumps side, fordi det vil være meningsløst at argumentere imod en udmelding, der direkte inviterer til at blive modtaget som opfundet (Jacobsen m.fl. 2013).

Virkelige forhold kan også påvirkes af decideret fiktive produkter. På hospitalernes brandsårsafdeling kan patienter opnå smertereduktion gennem snefyldte computerspil og skuespilleren Sascha Baron Cohen kan lade sin fiktive karakter “Borat” udtale sig på CNN om de politisk funderede anklager fra det virkelige Kasakhstan.

Den retoriske fiktionalitetsanskuelse indebærer muligheden for at tale om hhv. lokal og global fiktionalisering (Jacobsen m.fl. 2013, Nielsen, Phelan & Walsh 2015). Er fiktionaliseringen global, inviteres modtageren til at opfatte hele værket eller meddelelsen som opfundet. Global fiktionalisering vil derfor indbefatte fiktion i den velkendte generiske forstand, men det dækker også over eksempelvis “fake news” eller fiktive profiler på sociale medier. Global fiktionalisering kan adressere og kritisere virkelige forhold, men selve meddelelsen fremstår i sin helhed som opfundet. Er fiktionaliseringen derimod lokal, vil den optræde sammen med en ikke-fiktionaliseret diskurs og generere betydning gennem dette møde. Det ses eksempelvis ved fiktionaliseringer på Instagram- eller facebook-profiler som ved Utøya-eksemplet, i politiske taler (som hos Obama) eller i fiktionstvetydige værker som den fiktiobiografiske Klovn, i dokumentarer, der anvender fiktionalitet (Mads Brüggers Ambassadøren og Joshua Oppenheimers The Act of Killing), eller i litterær autofiktion (Knud Romers Den som blinker er bange for døden og Karl Ove Knausgaards Min kamp).

(2022)