Sproghandlingsteori
Grundlaget for den moderne sproghandlingsteori blev lagt af den britiske filosof John Langshaw Austin i en forelæsningsrække på Harvard i 1955, senere publiceret som Austin (1962b). Austin talte selv om “speech acts”, altså “talehandlinger”, men da han selv anså illokutioner (se nedenfor) for at være konventionelle, ville “language acts” have været en mere korrekt betegnelse. Det samme gælder John Searles (1969) videreudvikling af teorien, idet han betragter beherskelse af sproghandlingsreglerne som en del af den sproglige kompetence på linje med beherskelse af grammatikkens regler. Austins udgangspunkt var et opgør med den logiske positivisme og dens semantik, ifølge hvilken sætninger fungerer som udsagn om verden, og kun sætninger, der kan være sande eller falske (har sandhedsbetingelser), er meningsfulde. Det følger heraf, at en ytring som fx “månen er lavet af grøn ost” er meningsfuld, mens fx “Oehlenschlagers Guldhornene er stærkt overvurderet” er meningsløs, hvilket positivisterne var parate til at acceptere. Men Austin påpegede, at der er ytringer, der overhovedet ikke har til opgave at fungere som udsagn om verden, som fx:
Jeg døber dette skib Queen Elizabeth.
Jeg testamenterer mit ur til min bror.
Jeg vædder en femmer på, at det bliver regnvejr i morgen.
Jeg beklager.
Disse ytringer, hvis opgave ikke er at beskrive, hvad man gør, idet man udtaler dem, men at gøre det, kaldte Austin performativer i modsætning til udsagn om verden, som han kaldte konstativer. I modsætning til disse kan performativer ikke være sande eller falske, ja det giver simpelt hen ikke mening at spørge, om fx et løfte er sandt eller falsk. Derimod kan performativer være vellykkede eller mislykkede, og Austin forsøger nu at kategorisere de betingelser, felicity conditions, der skal være opfyldt for at en handling er vellykket:
A.1) Der må være en konventionel procedure for, hvordan bestemte ord ytres af bestemte personer i bestemte omstændigheder.
A.2) Personerne og omstændighederne må være, som proceduren foreskriver.
B) Proceduren skal følges korrekt og fuldstændigt.
C) De implicerede skal have de tanker og følelser, som proceduren foreskriver, og de skal have til hensigt at handle, som reglerne påbyder.
Betingelserne i A, de forberedende betingelser, er identiske med ytringens præsuppositioner (præsupposition), og lige som “Kongen af Frankrig er skaldet” præsupponerer, at der er en konge af Frankrig, præsupponerer “Jeg testamenterer min Rembrandt til min søn,” at jeg faktisk har en Rembrandt.
Spørgsmålet melder sig nu, hvordan man kan kende et performativ, og Austin bemærker, at de typisk er i første person, indikativ, aktiv og simpel præsens. Men der er sætninger med disse grammatiske træk, der ikke er performative, fx “Jeg pisker nu blommen af to æg sammen med fløden”, ligesom der er anvendelser af performative verber, der ikke er performative, fx “Jeg lover aldrig mere, end jeg kan holde”. Det karakteristiske ved performative ytringer er, at man udfører en handling i og med, at man ytrer en sætning, og dette kan man markere ved at indsætte adverbiet herved. På denne måde kan vi vise, at de to nævnte sætninger ikke er performative:
Jeg pisker herved to æg sammen med fløden.
Jeg lover herved aldrig at love mere, end jeg kan holde.
På den anden side er der masser af performative ytringer, der ikke er i den kanoniske performative form: “Vejen er glat.” “Hold mund.” “Jeg er tilbage inden kl. 10.” Men tilfælde som disse vil man kunne parafrasere med et eksplicit performativ: “Jeg advarer dig om, at …”, “Jeg befaler dig, at …”, “Jeg lover at …”. Det er ikke klart, om Austin mente, at den slags parafraser altid er mulige – i modsætning til Searle (1969:19), ifølge hvem “anything that can be meant can be said”, og som ophøjede princippet til et principle of expressibility.
Austins udgangspunkt var en klar distinktion mellem performativer og konstativer, men senere i forelæsningerne gør han opmærksom på, at distinktionen ikke er så klar endda. For det første viser det sig at også konstativer har “felicity conditions”; en ytring som “alle Jacks børn er skaldede” forudsætter (præsupponerer) således, at Jack faktisk har børn, og den er kun vellykket, hvis præsuppositionen holder. For det andet viser han, at et sandhedsbegreb, der kun opererer med kategorierne “sand” og “falsk”, er for unuanceret, idet mange konstativer kan være stort set eller mere eller mindre sande. Det gælder fx “Frankrig er sekskantet” eller “Der er 40 miles fra London til Oxford”. For det tredje fremsættes alle ytringer i en kontekst, og de fungerer som handlinger i denne kontekst. Et konstativ som “Vejen er glat” vil alt efter sammenhængen fungere som en konstatering, en vurdering, en advarsel, en opfordring osv. For at klargøre, på hvilke måder det at sige noget også er at gøre noget, opstiller Austin tre slags handlinger, som vi udfører samtidig, hver gang vi siger noget:
Den lokutionære handling: ytringen af sætningen med den betydning og reference, den har.
Den illokutionære handling: i og med at man siger noget, stiller man samtidig spørgsmål, fremsætter råd, advarsler, forudsigelser, trusler.
Den perlokutionære handling: ved at udføre den illokutionære handling opnår man samtidig alt efter omstændighederne en virkning på modtageren.
Det er vigtigt at holde fast i, at den illokutionære handling er konventionel og knyttet til ytringens sproglige indhold – dens illokutionære kraft – mens den perlokutionære handling helt og holdent er bundet til situationen; en ytring som “Skyd hende!” er via sin illokutionære kraft en ordre, en tilskyndelse, et råd om at skyde hende, men den kan alt efter konteksten have adskillige perlokutionære effekter, såsom at tvinge, skræmme, overtale osv. den tiltalte til at skyde hende, eller for den sags skyld, at den tiltalte skyder den talende.
Sproghandlingsteorien er først og fremmest blevet videreudviklet og systematiseret af Austins elev, John Rogers Searle. Searle tager udgangspunkt i distinktionen mellem regulerende og konstituerende regler. Hvor førstnævnte, som fx færdselsreglerne, styrer en aktivitet, der er logisk uafhængig af reglerne, så definerer de konstituerende regler aktiviteten, samtidig med at de styrer den. I fodbold er det fx kun, fordi der er en offsideregel, at en spiller kan være offside. Konstituerende regler har den logiske form “handling X tæller som Y”, og Searle noterer, at de “felicity conditions”, der ligger bag en sproghandling, kan betragtes som konstituerende regler; og således defineres et løfte af følgende betingelser:
1) Afsender, A, siger, han vil udføre en fremtidig handling, H.
2) A tror, han vil være i stand til at udføre H.
3) A ville ikke have udført H under alle omstændigheder.
4) A tror, udførelsen af H er i modtagernes, M’s, interesse.
5) A har til hensigt at udføre H.
6) A underlægger sig en forpligtelse til at udføre H.
Searle klassificerer betingelserne således: 1. betingelsen om propositionelt indhold, 2.-4. forberedende betingelser, 5. oprigtighedsbetingelsen og 6. den essentielle betingelse. Som hos Austin er der altså fire hovedtyper, og betingelserne omfatter også deltagernes mentale tilstande, jf. nedenfor.
Klassifikation af sproghandlinger. Det vil være af betydelig teoretisk interesse at afklare, hvor mange sproghandlinger der er, fordi det vil give en indikation af, hvad vi mennesker kan gøre med vores sprog. Austin nærmer sig problemet ved at opstille en taksonomi over engelske performative verber. Denne fremgangsmåde er imidlertid principielt afskåret fra at nå sit mål, idet man for det første sagtens kan forestille sig sproghandlinger, som ikke udtrykkes i et enkelt performativt verbum, som fx at påtage sig ansvaret for noget, men bestræbelsen er alligevel fortsat i fx Anna Wierzbicka (1987). For det andet er der performative verber, der forudsætter specifikke, kulturbetingede institutioner, således kan ekskommunikere (af den katolske kirke), relegere (af et universitet) og ekskludere (af et politisk parti) betragtes som varianter af én og samme sproghandling: at udelukke fra et fællesskab. Searle (1976) forsøger derfor på teoretisk grundlag at opstille en typologi over mulige sproghandlinger. Ifølge Searle varierer sproghandlinger i tre dimensioner: 1) relationen mellem ytring og verden, 2) mental tilstand (ønske, tro, have til hensigt), 3) kommunikativ pointe (jf. den essentielle betingelse ovenfor), og på baggrund heraf opstiller han fem basale sproghandlingstyper:
1) Repræsentativer, A tror på udsagnets sandhed (påstå, konstatere, bebrejde, prale)
2) Direktiver, A ønsker at bringe verden i overensstemmelse med ytringen (anmode, befale, instruere, invitere)
3) Commissiver, A har til hensigt at bringe verden i overensstemmelse med ytringen (love, true, tilbyde)
4) Expressiver, udtryk for A’s mentale tilstand (gratulere, beklage, undskylde, takke)
5) Deklarationer, man ændrer verden, i og med at man udtaler ordene (døbe, dømme, vædde, fyre, ekskommunikere)
Denne klassifikation er dog også behæftet med problemer. For det første indgår afsenders intention som et definerende kriterium, hvilket fører til cirkularitet, idet intentioner ikke kan iagttages, men infereres (sluttes) ud fra ytringen på baggrund af generelle kooperative principper (præsupposition og implikatur). For det andet er det ikke klart, hvorfor Searle ender lige netop på fem klasser. For det tredje må opskrifter i en kogebog skulle klassificeres som direktiver, hvilket skulle medføre, at det er en betingelse for en vellykket opskrift, at kogebogsforfatteren ønsker, at læseren laver fx coq au vin, og endelig må normative udsagn som “Din bluse trænger til at blive vasket”eller “Guldhornene er stærkt overvurderet” klassificeres som repræsentativer, men et af denne types konstituerende træk er, at A skal tro på udsagnets sandhed, og normative udsagn kan netop ikke verificeres (se Atelsek 1981).
Uden for pragmatikken spillede sproghandlingsteorien i en periode i begyndelsen af 1970’erne en rolle i den generative grammatik, hvor John R. Ross (1970) på baggrund af sætninger som “Døbe er et performativt verbum, hvis det siger dig noget” opstillede den såkaldt performative analyse, ifølge hvilken enhver sætning i sin dybdestruktur indeholder et verbum, der ekspliciterer sætningens illokutionære kraft.
Sproghandlingsteorien har også inspireret den litterære tekstanalyse. Marie Louise Pratt udarbejdede allerede i 1977 en litteraturens pragmatik i sin Toward a Speech Act Theory of Literary Discourse. Se endvidere Sandy Petrey (1990) og J. Hillis Miller (2001). I Danmark har John E. Andersen (1989) og Thomas Bredsdorff (1992) anvendt teorien som redskab i tekstanalyser. Sproghandlingsteorien ligger til grund for medieanalyser i fx Drotner m.fl. (1996: kap. 6), Femø Nielsen (2001b) og Ekström (2008).
(2013)
