Diskursbegrebet
Etymologisk betyder diskurs (latinsk discursus, “løben frem og tilbage”) enten “skriftlig kommunikation, tale eller debat” eller “en formel diskussion eller debat”. Diskurs udgør et centralt begreb inden for strukturalistiske, semiotiske og poststrukturalistiske tilgange til forskning i samfund, kultur og kommunikation og her især forskellige socialkonstruktionistiske diskursanalytiske tilgange (socialkonstruktivisme). Udgangspunktet er den antagelse, at diskurser skaber repræsentationer af virkeligheden, der aldrig bare er spejlinger af en allerede eksisterende virkelighed; repræsentationerne er med til at skabe virkeligheden, herunder viden, identiteter og sociale relationer (Hall 1997, Jørgensen & Phillips 1999, 2002, O’Sullivan m.fl. 1994, Wetherell, Taylor & Yates 2001a, 2001b). I denne forstand er diskurser konstituerende kræfter i konstruktionen af virkeligheden.
Diskursbegrebet vandt frem med udviklingen af poststrukturalismen, der tog afstand fra Saussures strukturalistiske sprogsyn, hvor sproget anskues som en stabil, relativt uforanderlig og totaliserende struktur, og hvor der er en skarp skelnen mellem langue (sprogets struktur) og parole (sprogbrug). I poststrukturalismen er der ikke som i Saussures strukturalisme tale om ét generelt betydningssystem – sproget – men om forskellige sprogsystemer – diskurser – med ustabile, skiftende, og kontekstafhængige betydninger. Desuden indebærer begrebet diskurs en udviskning af den klare skelnen mellem langue og parole: Diskurser udgør omskiftelige strukturer, som skabes, reproduceres og forandres i den konkrete sprogbrug (Jørgensen & Phillips 1999, 2002).
Der findes ikke ét diskursbegreb men forskellige begreber hørende til forskellige diskursteorier. Samtidig arbejder mange nyere diskursanalytiske tilgange med diskursbegreber, der deler nogle fælles elementer i kraft af, at de i en vis udstrækning bygger på Foucaults opfattelse af diskurs. Det gælder bl.a. for tilgange som diskurspsykologien, Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse og Laclau & Mouffes diskursteori. Ifølge Foucault udstikker diskurs regler for ytringer, der sætter grænser for, hvad der giver mening, og som er tæt forbundne med magt (Foucault 1969). Det fælles udgangspunkt i Foucaults diskursopfattelse fører til et overordnet syn på diskurser som bestemte måder at konstruere verden i betydning, der skaber bestemte subjekter og genstande. Diskursen “krigen mod terror” konstruerer fx bestemte subjektpositioner som “demokratiets vogter”, “terrorister” og “ulovlige kombattanter” og genstande som “terror”, “sikkerhedsrisici” og “terrortrusler”.
I den konkrete sprogbrug kan dískurser indgå i kampe om at fastlåse betydning. Således kan diskursen “krigen mod terror” udfordres – fx i politiske taler, medietekster og audience-reception – af alternative diskurser, som tilskriver konkurrerende betydninger til “terrorisme” og “terror”, som anfægter modsætningsforholdet mellem “demokratiets vogtere” og “terrorister” og som retter kritik imod diskursens materielle effekter såsom Guantanamo Bay og Irakkrigen (Phillips 2010).
(2013)
