Henvendelsesformer (tv)
“Tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue” var engang et almindeligt og høfligt slutudsagn fra fx foredragsholdere i Statsradiofonien (nu DR). Vendingen høres fortsat – fx i form af: “Tak fordi I ville være med her hos os på DR 2.” Direkte henvendelser til lyttere og seere, pointering af kommunikations kontaktdimension og betoning af 1. og 2. person (“jeg”, “vi” henholdsvis “du”, “I”), samt øjensynlig (øjen)kontakt ud gennem skærmen er almindelige foreteelser i de elektroniske medier, hvor talt sprog spiller en stor rolle. Den simulerede blikkontakt signalerer en form for intimitet, nærhed og nærvær. Men der indikeres også et steds- (“ind i Deres stue” og “her”) og tidsfællesskab mellem afsender og modtager (et fælles her-og-nu), ligesom træk fra den mundtlige samtales høflighedsformularer er i spil. Kendetegn ved interpersonel og fysisk ansigt-til-ansigt kommunikation og interaktion flytter m.a.o. med over i medierne, men i forskelligt omfang. Parasocial interaktion eller medieret kvasi-interaktion er betegnelser for fænomenet som noget særegent for især radio og tv, bl.a. også fordi mediets (men ikke nødvendigvis det enkelte programs) henvendelse tidsmæssigt altid er synkron/simultan med modtageren (Horton & Wohl 1956).
Direkte henvendelse. Det direkte blik udnyttes også som blikfang i den trykte reklame, ugebladenes og sensationspressens brug af afbildede personer. De fotograferes ofte, som om de henvender sig med “blikkontakt” ud fra siden og en direkte tale og henvendelse som et “jeg”. Men ellers er henvendelsestypen sjældnere – om end såkaldt læserhenvendelse er en integreret del af brevgenren og også benyttes i skønlitteraturen, ugeblades og magasiners ledere, klummer og brevkasser, samt i direct marketing (“Kære læser/kunde”).
På tv er det – ud over dronningen og statsministeren nytårsaften og -dag – typisk moderatoren i form af en studie-/programvært, en konferencier eller en presenter (i tv-reklamen), som er indehaver af en direkte præsenterende henvendelsesposition. Derimod vil blikretningen på interviewede kilder, dvs. præsenterede personer, der afgiver udtalelser og vidnesbyrd (testimonials) sjældent få lov til at simulere øjenkontakt (Larsen 1974). Det direkte blik ud fra skærmen, dets betydning og henvendelsesretning kan imidlertid være tvetydig kontekstuelt set. Uanset stand-up-reporterens direkte blik i nyhedsprogrammet er han således i højere grad indskrevet i en udveksling med den spørgende studievært. I phone-in-programmer på tv er sagen ligeledes dobbelt, idet studieværtens blik angiver at være henvendt såvel alment til seerne som specifikt til personen i den anden ende af røret (Stigel 2001b).
Den direkte henvendelse fra det audiovisuelle medium kan imidlertid også forekomme som en udelukkende verbal og altså ikke-figurlig henvendelse: En typisk autoritativ fortællerstemme (voice over) løber hen over et mere eller mindre motiveret, sammenklippet billedforløb, der så ideelt set fungerer illustrerende og/eller dokumenterende i forhold til det sagte. Den visuelle dimension er dermed betydningsmæssigt relativt entydigt underlagt og forankret i stemmens henvendelse og dens udsagn.
Samlet spiller den direkte henvendelse en hovedrolle såvel i kanalens løbende kontaktforsøg mellem programmerne, som i faktuelle programtyper og genrer som nyheder, aktualitets- og dokumentar-; lærings- og børneprogrammer; talk-, quiz- og game-shows og andre studieprogrammer, samt i live-reportagen (sport og andre events), hvor fornemmelsen af, at man som seer “er med” og er inddraget nu-og-her, mens det sker, er en betydningsfuld del af oplevelsen (Hjarvard 2002b).
Voice-overens adskillelse mellem det (frem)viste og de verbale udsagn kan imidlertid også give mulighed for at drive et bevidst – fx humoristisk eller ironisk – spil via forskelle og/eller skævheder imellem betydninger på de to niveauer, når de får lov at være ligevægtede og afløse hinanden. Dermed skabes et betydningsmæssigt spændingsfelt mellem sproglig henvendelse/udsagn og visuelt gengivne begivenheder (Stigel 1998, 2001a).
Indirekte henvendelse. Tv-fiktion bruger i lighed med spillefilm også de direkte præsenterende former (typisk i optakter og/eller afslutninger), men betjener sig ellers hovedsageligt af indirekte henvendelsesformer: Udelukkende via udspil til modtagerens forestillingsmæssige og slutningsmæssige formåen vis-a-vis karakterers handlinger og begivenheder i et fremvist univers (drama), dannes en pointe eller morale af mere eller mindre eksplicit karakter. Såkaldte cues og clues spiller en stor rolle. I det hele taget er alt, hvad der kan medvirke til, at modtageren og dennes forventninger pirres i kraft af, at mening gradvist bliver til og opleves som noget, der udspiller sig foran én, afgørende. Rygraden udgøres her af forløb, der er struktureret efter narrative principper (tid og rum). De er syntagmatisk organiserede og udfordrer og spiller ud til modtagerens slutningsevne.
Meget sjældnere er henvendelsen organiseret efter paradigmatiske principper, hvor forløbet er styret af (genkommende) mønstre af lighed og forskel og kontrast i selve det visuelle udtryksmateriale (farveforhold, handlinger/figurer, indstillinger, tema, rytme) og dermed har træk til fælles med en poetisk-musisk fremstillingsform. Billedforløbets rytmiske montage er overensstemmende styret af et underlagt musikstykke. Sigtet eller pointen er således, at modtageren får et overvejende emotionelt og suggestivt indtryk af den sag, som er på tale.
(2013)
