Adaption og genindspilning (remake)
Begrebet adaption er afledt af det latinske adaptare, der betyder at tilpasse. Det bruges primært som betegnelse for oversættelse eller transponering fra ét medie til et andet, synonymt med den engelsk-amerikanske betegnelse ”adaptation” (McFarlane 1996). Termen finder desuden i stigende grad anvendelse i forbindelse med forskellige versioneringer af tv-programmer, hvor det angiver, at der er tale om en oversættelse fra ét sprog og én national sammenhæng til en anden (Jensen P.M. 2007).
Mest udbredt er oversættelsen fra bog til film, filmatisering, som i nordisk sammenhæng er grundigt behandlet i Lothe (2003) samt i antologier med konkrete eksempelanalyser, fx Kyle & Christensen (2005). ”Bog” skal her forstås i bred betydning; der kan være tale om såvel romaner, noveller som skuespil osv. Mange film bliver til på baggrund af en bogudgivelse, og sådan har det været siden den kommercielle filmhistories begyndelse. Dette forhold blev stærkt kritiseret af nybølgeteoretikerne, der mente, at det lagde op til alt for traditionelle temavalg og et kedeligt, konventionelt billedsprog. Da det ene medie oftest forstærker det andet i udbredelse og slagkraft, er adaption dog fortsat særdeles udbredt. Hutcheon (2006) gør opmærksom på, at det udbredte kriterie om trofasthed over for originalen næppe er anvendeligt som vurderingsgrundlag for kunstnerisk kvalitet i sig selv. Hun betoner, at al slags adaption med fordel kan forstås ud fra sin produktions- og receptionssammenhæng. For producenten er succes i ét medie et incitament til overførsel til et andet medie, som den ofte iagttagne sammenhæng mellem bestsellere og blockbustere viser. Men overførslen involverer altid en genfortolkning. For modtageren involverer adaption en form for intertekstuel gentagelse, som nogle har fornøjelse af og andre bliver irriteret over.
Også fjernsynets fiktionsserier har ofte haft forlæg i bøger – fra populære klassikere som Charles Dickens til moderne svenske krimier (fx Henning Mankell og Liza Marklund). En særlig form er her den karakterbaserede serie, hvor kun udvalgte karakterer er tilbage fra romanforlægget, fx i serien Beck, ligesom serien Wallander findes i forskellige nationale adaptioner – flere svenske og en britisk (2008-10), samt som spin off-produktioner, hvor Mankell har skrevet synopser, der er blevet omsat til tv-serier.
En nyere tendens er, at tegneserien i stigende grad bliver oversat til andre medier. I 1960’erne holdt tegneserien sit indtog i kunsten hos fx Roy Lichtenstein og i 1980’erne i den såkaldte appropriationskunst hos Jeff Koons. Adskillige tegneserier har fundet vej til film, fx Sam Raimis Spiderman (2002) og Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City (2005) – foruden Tim Burtons Batman-serie (1989-).
Der foregår også adaptioner fra film eller fjernsyn til andre kunstarter. Fx er både Thomas Vinterbergs Festen (1998) og Ingmar Bergmans Fanny og Alexander (1982) blevet opført som skuespil, ligesom også radiospil finder vej til scenen, fx med Tavs Neiiendams Mordets melodi (1951) i 2011.
Som teori om gentagelsesprocesser er adaptionsteori ofte forbundet med den filmiske genindspilningsteori. Genindspilninger kan krydse grænser i tid og sted. Hollywood har altid genbrugt sine og andres succesrige film i forskellige former for kommentar, fra den afstandtagende over den regelmæssige genindspilning af sikre klassikere til homagen. Mazdon (2000) fremhæver med forholdet mellem fransk film og Hollywood som omdrejningspunkt, at det er fordel at anskue tværkulturel genindspilning som en transponeringsproces, der rejser spørgsmål om konstruktion af national identitet, afsender- og modtagerkultur. Gennemgående i de forskellige typologier over genindspilninger, der gennemgås hos Eberwein (1998) og Leitch (2002) er overvejelser over deres art. En genindspilning kan udgøre en opdatering og aktualisering; den kan være direkte (nævne sit forlæg) eller indirekte (skjule sit forlæg), ligesom den kan forholde sig positivt eller negativt til en eller flere forgængere. Verevis (2006) leverer en pålidelig oversigt over forskningens hovedpositioner.
(2013)
