Medialisering

Begrebet medialisering henviser til mediernes rolle i at omforme samfundet og kulturen. Begrebet implicerer ikke, at det er medierne alene, der skaber disse ændringer. Men at mediernes virkemåde, i samspil med omgivelserne, udløser eller bidrager til dybdegående forandringer.

Medialisering adskilles fra mediering,som betegner den daglige brug af teknologiske medier i kommunikation og social interaktion. Over tid kan medieringen akkumulere en ændret praksis, som bidrager til medialisering. Stig Hjarvard har fremstillet dette som en cirkelbevægelse (se figuren). Medialiseringen indebærer strukturelle forandringer, hvor andre institutioner i samfundet bliver mere afhængige af medierne og deres funktionsmåde. I og med at medialiseringen ændrer relationerne mellem medierne og andre institutioner, skabes der nye betingelser for en yderligere mediering (Hjarvard 2016b, 2021).

Sport er et godt eksempel på denne cirkelbevægelse. Medierne tilrettelægger dækningen af store idrætsarrangementer i samarbejde med arrangørerne, så denne mediering giver størst muligt publikum og reklameindtægt. Folks opbakning til idræt i medierne styrker medialiseringen af sport. Denne transformation er foregået igennem mange år, drevet af fjernsynets dominerende rolle og senere af digitale medier (Frandsen 2020).

De strukturelle ændringer i medialiseringen sker sædvanligvis over tid. Men transformationen kan også ske i bratte skift, som det var tilfældet med karikaturkrisen i Danmark 2005-2006. Den førte til en skærpet medialisering af politik og ligeledes til en intensiveret medialisering af religion. Trykningen af karikaturerne i Jyllands-Posten indebar ikke i sig selv nogen medialisering. Det var i udgangspunktet en ordinær medieret kommunikation,der ville rejse spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser over for danske læsere. Da karikaturerne gradvist blev spredt i Mellemøsten via internettet, slog de voldsomme reaktioner i islamiske lande tilbage på Danmark (Hjarvard 2006, 2010). Karikaturerne blev løftet ud af den danske kontekst, de havde rettet sig mod. I Mellemøsten blev de fortolket på andre præmisser. Konflikten blev skelsættende for medialiseringen både af politik og religion.

Stig Hjarvard er en central skikkelse i forskningen i medialisering af kultur og samfund (Hjarvard 2013). Han anlægger en institutionel tilgang med udspring i strukturationsteori (Giddens 1984, Kaspersen 2021) og nyinstitutionel teori (Thornton, Ocasio & Lounsbury 2012, Campbell 2021). Dette indebærer, at han studerer dynamikken mellem medierne som en stadigt mere toneangivende og selvstændig institution på den ene side, og institutioner som sport, politik eller religion på den anden. De fleste samfundsområder medialiseres (Lundby 2014a). Institutioner adskiller sig fra konkrete organisationer. Institutioner er relativt stabile rammeværk som regulerer social handling både ved normative og kulturelle fortolkninger og ved at fordele materielle ressourcer. I højmoderne samfund bliver kommunikation og interaktion i alle områder af samfundslivet mere og mere afhængige af teknologiske medier. Hvert samfundsområde har sin egen institutionelle logik. På samme måde opererer nyhedsmedier, underholdningsmedier og sociale medier efter forskellige typer af medielogik. Medialiseringen sker i brydningen mellem mediernes logik og logikken i det aktuelle institutionelle område (Hjarvard 2016c). “Mediernes logik” er “et andet ord for de institutionelle regler og ressourcer,der kendetegner de forskellige medier” (ibid: 49).

Joshua Meyrowitz (1993) udformede tre metaforer for at skelne mellem forskellige aspekter ved moderne kommunikationsmedier. Som “kanal” bidrager medierne til at sprede og forstærke budskaber; som “sprog” indrammer de budskaber og fremmer en særlig dramaturgi; som “omgivelse” er medierne med til at konstituere magtforholdene i kommunikationen (Hjarvard 2013: 81-83). Stig Hjarvard, Mette Mortensen & Mikkel Fugl Eskjær (2015) mener, at disse tre dynamikker reflekterer generelle medialiserede betingelser, men at de sættes på spidsen i medialiserede konflikter (Cottle 2006).

Hjarvard formulerede en teori om medialisering på et mellemniveau, hvor forskellige institutioner og organisationer i samfundet er i fokus (Hjarvard 2014). Friedrich Krotz (2009, 2014) ser medialisering oppefra, på linje med globalisering, individualisering og kommercialisering. Krotz er samtidig med til at udforme teori om medialisering nedefra, i hverdagens sociale virkelighedskonstruktion (Hepp & Krotz 2014). Andreas Hepp har sammen med Nick Couldry videreudviklet dette. De ser deres egen social-konstruktivistiske tilgang til medialisering som en modsætning til Hjarvards institutionelle teori (Couldry & Hepp 2013). De videreudvikler deres tilgang i bogen The Mediated Construction of Reality (2017). Her påpeger de, at Peter Berger & Thomas Luckmanns klassiker fra 1966, The Social Construction of Reality, knapt nævner medierne. Couldry & Hepp fremhæver netop hvor gennemgribende medialiseringen er blevet.

Da digitale medier begyndte at gøre sig gældende over for det dominerende, analoge fjernsyn, diskuterede Winfried Schulz (2004) hvorvidt medialisering var i færd med at blive passé som analytisk begreb. Så tæt var begrebet oprindeligt knyttet til fjernsynets prægning af hverdag og samfundsliv. Selv åbnede han for, at begrebet også ville få betydning i mødet med “nye”, digitale medier. I dagens faglige debat om medialisering er det netop konsekvenserne af digitalisering, som står centralt.

Hepp & Couldry (2017) mener, at den gennemgribende digitalisering presser moderne samfund ind i en “dyb medialisering” (Hepp 2020). Kernen i denne omformning er ikke digitaliseringen i sig selv, men “dataficeringen” i “platformssamfundet” (van Dijck, Poell & de Waal 2018). Kommercialiseringen af brugerdata på digitale platforme har dannet grundlag for de store amerikanske netselskabers magt, og på samme vis for tilsvarende kinesiske aktører i disses indflydelsessfære. Shoshana Zuboff (2019) beskriver, hvordan Google og Facebooks udnyttelse af brugernes data førte til betegnelsen “overvågningssamfundet”. Graham Murdock (2017) efterlyste netop et blik for den transformation af kapitalismen, han så bag medialiseringen.

Medialisering er blevet et populært begreb, men anvendelsen er ikke altid præcis (Corner 2018). Forskningen i medialisering har mødt kritik og modstand. Klaus Bruhn Jensen (2013) fremhævede med Herbert Blumer (1954), at medialisering er et prøvende, følsomt (“sensitizing”) begreb og ikke et definitivt begreb, der sætter klare grænser. Dette perspektiv har vundet genklang. Kim Schrøder (2017) påpegede, at publikumssiden er svagt belyst i forskningen i medialisering.

David Deacon & James Stanyer (2014) spurgte, om ikke begejstringen for begrebet er som at slutte sig til et vandrende hornorkester. Dette blev mødt med modargumenter (Hepp, Hjarvard & Lundby 2015) og fornyet kritik (Deacon & Stanyer 2015). Mats Ekström, Johan Fornäs, André Jansson & Anne Jerslev (2016) mente, at der var behov for en mere åben agenda i forskningen i medialisering. De advarede mod for store generaliseringer og talte for at fokusere på mere historisk konkrete, specifikke og målbare sider af medialisering. Sonia Livingstone og Peter Lunt manede ligeledes til nøgternhed i forskningen (Livingstone & Lunt 2014, Lunt & Livingstone 2016). De britiske forskere tenderer til at bruge begrebet mediering om transformationer af en type, der ellers omtales som ’medialisering’ (Silverstone 2005, Livingstone 2009).

Forskningen i medialisering har haft sit udspring og tyngdepunkt i Tyskland og Skandinavien. Begrebet fandt tidlig anvendelse i postmoderne teori i Frankrig og USA (Baudrillard 1981, Jameson 1991), men dette kom ikke til at præge den videre forskning på området.

Hjarvard knytter medialiseringen til strukturelle ændringer i højmoderne samfund, med mediernes stadigt mere gennemgribende rolle (Hjarvard 2016b). Denne afgrænsning i tid og geografi er blevet udfordret, ikke mindst af latinamerikanske forskere. I Latinamerika har der været en selvstændig forskning på området i flere årtier, ikke mindst knyttet til Jesús Martín-Barberos arbejde om kommunikation, kultur og hegemoni (1993) og Eliseo Veróns semiotiske og antropologiske tilgang (2014). I de senere år har de spansk- og portugisisk-talende medialiseringsforskere inviteret kolleger fra det engelsktalende globale nord til dialog (Scolari & Rodríguez-Amat 2018, Scolari, Fernández & Rodríguez-Amat 2021).

(2021)