Sapir-Whorf-hypotesen
Sapir-Whorf-hypotesen om, at sproget determinerer tænkningen og dermed kulturen, er opkaldt efter to amerikanske sprogforskere: antropologen og lingvisten Edward Sapir (1884-1939) og kemiingeniøren og amatørlingvisten Benjamin Lee Whorf (1897-1941).
Selvom visse elementer i hypotesen går tilbage til J. G. Herders og Humboldts ideer om kulturel diversitet, så er hypotesen en udvikling af kulturrelativismen, som den blev formuleret af Franz Boas (1858-1942), en tyskfødt amerikansk etnolog.
Sapir. Sapirs udgangspunkt var, at sproget muliggør “overskudsproduktion” af erfaring: sproget gør det muligt at formulere ting, vi aldrig har oplevet. Det er specielt det grammatiske og leksikalske system, der leverer skabelonerne for denne erfaringsproduktion. Men da sprog er forskellige, er det også forskellige erfaringer, der kan produceres på denne måde. Dette er klarest formuleret af Sapir: “The worlds in which different societies live are distinct worlds, not merely the same world with different labels attached” (Sapir 1929:209).
Whorf. Hos Whorf er udgangspunktet, at tænkningen i dagligdagen er præget af sproglige vaner (ud fra hans erfaringer fra ulykkesrapporter, som han læste i sit arbejde som kemiingeniør): tomme benzintønder opfattes som tomme, fordi de ikke indeholder benzin; således forfører sproget os til at se bort fra, at de indeholder benzindampe og er brandfarlige. Ved studier af bl.a. indfødte nordamerikanske sprog prøvede han at vise sammenhæng mellem kognitive og sproglige strukturer. Ifølge ham svarer Hopi-indianernes tidsforestillinger (som bygger på deres landbrugskultur) og Hopi-sprogets tempuskategorier nøje til hinanden.
Modsat tidligere reduktionistiske tendenser i sprogforskningen, der ikke havde øje for forskellene mellem sprogene, er svagheden i Whorfs analyser snarere deres eksotisme: Han anser de undersøgte indianske sprog principielt som noget “helt anderledes” og overser lignende træk i europæiske sprog, især i engelsk.
Whorf har skabt begrebet SAE (Standard Average European), fordi han gik ud fra, at de kognitive systemer for europæiske sprog var rimeligt ensartede. Den moderne sprogtypologi har kritiseret ham for allerede at undervurdere de strukturel-grammatiske forskelle inden for europæiske sprog. Fra et moderne sprogtypologisk synspunkt viser engelsk sig ikke at være særlig SAE (van der Auwera 1998).
Kritik. For Sapir og Whorf bliver erfaringsmuligheder og tankegang præget af sprogets grammatik og ordforråd (de Saussures langue) og ikke den brug, som den enkelte gør af dette system (parole). Alligevel byggede den britiske uddannelsesforsker Basil Bernstein sine teorier på tankegods hentet fra Sapir og Whorf. Ifølge Bernstein er individer fra arbejderklassen kognitivt begrænsede i deres begrænsede grammatiske og leksikale repertoirer (restricted code), mens individer fra middelklassen i kraft af deres komplekse grammatiske og leksikale repertoirer har større kognitive kompetencer (elaborated code) (Bernstein 1971). Teorien er blevet stærkt kritiseret for en utilstrækkelig indsigt i relationen mellem sprogkompetence og sproglig performans (Stubbs 1976/1983) og for at undervurdere arbejderindividers sproglige kreativitet.
Af bl.a. Michael Stubbs (1997) er både den “kritiske diskursanalyse” (Coulthard, Fairclough, van Dijk, Wodak) og den “kritiske lingvistik” (Fowler, Kress) blevet bebrejdet for ganske ukritisk at have overført Sapir og Whorfs ideer ind i diskurs- og sprogbrugsanalysen. Et eksempel herhjemme er Frands Mortensens analyse af radioavisens nyhedsformidling (1972), hvor den brug der gøres af bestemte grammatiske strukturer (fx passivformer med udeladt agens) påstås at tvinge lytterne ind i ideologisk forvrængede tankebaner.
Gumperz (1996) kritiserer, at hypotesen udgår fra et monolitisk forhold mellem sprog og kultur, og påpeger, at et sprog kan anvendes i flere kulturer og subkulturer, og tolkningssystemer kan anvendes på tværs af både kulturelle og sproglige systemer. Karen Risager (2003) radikaliserer kritikken, idet hun påpeger hypotesens modersmålsfiksering. Umberto Eco (1995) diskuterer Sapir-Whorf-hypotesen i sammenhæng med konstruerede sprog (esperanto).
I sin radikale form – at sproget determinerer tænkningen og dermed kulturen – har hypotesen vel ingen tilhængere mere, men de fleste lingvister og antropologer er enige om at “der er noget om den” (Kay, P. & Kempton 1984).
Joshua Fishman har genoplivet hypotesen i sin “Whorfianism of the third kind” (1985), hvor han påpeger, at verdens sproglige forskellighed udgør en ressource, idet den muliggør forskellige indfaldsvinkler til problemløsning og kreativitet. Hermed knyttes hypotesen til den aktuelle interesse for truede sprog.
(2013)
