Kommunikation
Kommunikation, af lat. communicatio, betyder at meddele eller at delagtiggøre og er et ord, som anvendes inden for en lang række sammenhænge: fra infrastruktur, transport, postvæsen eller telekommunikation til menneskers, dyrs eller maskiners kommunikation. Hvorfor taler vi i dag så meget om kommunikation? Det er et spørgsmål, som den franske kommunikationsforsker Philippe Breton og hans canadiske kollega Serge Proulx har forsøgt at give et svar på i L’explosion de la communication (1989). Ifølge de to forskere har kommunikation altid været et grundvilkår for eksistensen af menneskelige samfund i form af forskellige kommunikationsteknologier, men den diskurs, som gør kommunikation til en central værdi i løsningen af sociale, kulturelle, politiske og økonomiske problemer, er til gengæld af ret ny dato. Breton & Proulx arbejder således med en hypotese om, at der mellem 1940 og 1950 opstår en ny “kommunikationsideologi” i de vestlige samfund, som netop kan forklare, hvorfor ordet “kommunikation” bruges så ofte i dag.
Alle mennesker går i princippet rundt med en “kommunikationsteori” i hovedet. Denne “teori” kommer bl.a. til udtryk i de metaforer, vi anvender, når vi taler om kommunikation. Bag vendinger som fx “at iklæde tankerne de rette ord” finder man det, som nogle forskere kalder for en conduit eller container metaphor, dvs. en forestilling om, at kommunikation er en kanal eller beholder (af ord), som vi sender vores ideer eller tanker igennem. Altså en funktionalistisk eller instrumentalistisk “teori”, der opfatter kommunikation som et middel eller redskab, som en afsender kan anvende for at nå et bestemt mål eller løse en bestemt opgave.
Selv i en videnskabelig kontekst er kommunikation stadig et begreb med mange betydninger, alt afhængig af hvilket aspekt man ønsker at fokusere på: det, som kommunikeres (budskabet), de medier eller kanaler, som bringes i anvendelse (krop, tale, skrift, bog, avis, radio, tv, internet osv.), de aktører, som indgår i begivenheden eller processen (afsendere og modtagere), den funktion eller effekt, kommunikationen har (ændring af viden, holdning eller adfærd), eller det sæt af kontekster, som kommunikationen er indlejret i (situation, organisation, kultur eller samfund). Den amerikanske kommunikationsforsker F.E.X. Dance (1970) skelner mellem ikke mindre end femten forskellige typer af definitioner. Hans konklusion er, at begrebet kommunikation er for “overbebyrdet”, at vi ganske enkelt vil have det til at løse for mange opgaver for os.
Heath & Bryant (1992) skelner – som flere andre – mellem to store paradigmer, grundopfattelser eller forskningstraditioner, som har vundet stor udbredelse, nemlig transmissionsparadigmet og interaktionsparadigmet. Carey (1989) skelner tilsvarende mellem transmission og ritual.
Inden for transmissionsparadigmet anlægger man en snæver opfattelse og definerer kommunikation som overførelsen af et budskab fra en afsender til en modtager. Det er kendetegnende for denne opfattelse, at den ser kommunikation som en afsenderstyret begivenhed, der finder sted med henblik på at skabe en bestemt effekt hos modtageren, og at budskabet opfattes som en størrelse, der har betydning eller består af en mængde af informationer, der “pakkes ind” af afsenderen og “pakkes ud” af modtageren uden at ændre karakter undervejs i processen.
Transmissionsparadigmet er kun interesseret i konteksten eller modtagerinstansen i form af begreber som støj, feedback eller misforståelse.
Blandt repræsentanterne for transmissionsparadigmet, der har meget til fælles med den ovenfor omtalte container metaphor, kan nævnes den første generation af moderne kommunikationsteorier (de lineære kommunikationsmodeller), der dukker op i slutningen af 1940’erne, og som først og fremmest er interesserede i overførsel af information.
Transmissionsopfattelsen er blevet kritiseret af en lang række teoretikere inden for både lingvistik, kognitiv psykologi og samfundsteori. Den tyske sociolog Niklas Luhmann er en af kritikerne og hævder, at transmissionsparadigmets opfattelse af kommunikation som en todelt proces, hvor en “ting” overgives fra en afsender til en modtager, forhindrer os i at forstå kommunikation som den basale proces i sociale systemer. Ikke desto mindre trives overførselsmetaforen i bedste velgående inden for journalistik, offentlig information og teorier om vidensdeling og videnssamfund.
Inden for interaktionsparadigmet anlægger man en bredere opfattelse og definerer kommunikation som skabelse af mening gennem interaktion mellem mennesker. Det er kendetegnende for denne opfattelse, at den ser kommunikation som en dynamisk proces, hvorigennem der oprettes, bevares eller ændres social orden, relationer og identiteter, og hvor både afsender og modtager betragtes som aktive deltagere, eller sagt på en anden måde: hvor det ikke længere er så relevant at skelne mellem afsendere og modtagere i traditionel forstand. Budskabet opfattes tilsvarende ikke som en størrelse, der allerede har en betydning, som modtageren blot skal “pakke ud” på den rette måde, men derimod som en størrelse, der først får betydning under selve processen i kraft af fortolkninger, der ikke kun er styret af tekstuelle, men også af kontekstuelle faktorer.
Blandt repræsentanterne for interaktionsparadigmet kan nævnes den anden generation af moderne kommunikationsteorier eller de cirkulære kommunikationsmodeller, der fremkommer i begyndelsen af 1950’erne, og som er interesserede i kommunikation som handling og i, hvordan kommunikation kontinuerligt skaber social virkelighed og sociale relationer (fx Chicagoskolen eller mikrosociologien, Palo Alto-skolen, Rogers & Kincaids konvergensteori, Halls ind- og afkodningsmodel (encoding-decoding) og Cronen & Pearces teori om the Coordinated Management of Meaning). Den amerikanske kommunikationsforsker Em Griffin (1991/2011)har foreslået en anden og mere finmasket oversigt, hvor der skelnes mellem syv forskellige traditioner inden for kommunikationsforskningen: 1) den socialpsykologiske tradition, 2) den kybernetiske tradition, 3) den retoriske tradition, 4) den semiotiske tradition, 5) den sociokulturelle tradition, 6) den kritiske tradition og 7) den fænomenologiske tradition.
Inden for kommunikation defineret som genstand for empirisk forskning skelnes der ofte mellem forskellige underkategorier af kommunikation: Interpersonel kommunikation, gruppekommunikation, organisationskommunikation, massekommunikation og global kommunikation. Til hver af disse underkategorier hører der mere eller mindre selvstændige teorier.
Den internationale kommunikationsforskning er bl.a. organiseret i International Communication Association (ICA), der ud over at afholde en årlig international konference også udgiver fire fagtidsskrifter: Journal of Communication, Communication Theory, Human Communication Theory og Communication, Culture & Critique. ICA er tillige medudgiver af den 12 bind store International Encyclopedia of Communication (redigeret af Wolfgang Donsbach), som udkom i 2008.
(2013)
