Socialkonstruktivisme
Socialkonstruktivisme er en løs samlebetegnelse for en lang række forskelligartede perspektiver, tilgange og teoridannelser inden for human- og samfundsvidenskaberne, der fremfører, at samfundet, virkeligheden eller vores viden herom ikke er naturgivne, guddommeligt betingede eller evigtgyldige lovmæssigheder, men at de er såvel tilsigtede som utilsigtede forudsætninger for og resultater af menneskelig, og dermed også social og kulturel, mellemkomst. Samtidig afvises universelle sandheder eller forestillinger om iboende essenser, der eksisterer uafhængigt af menneskers aktive handling, fortolkning eller refleksion. Socialkonstruktivismens grundfokus er således både viden (epistemologi) og virkelighed (ontologi), som skal ses i den specifikke sociale kontekst, hvori de optræder.
Selvom der fra tid til anden i litteraturen sondres mellem socialkonstruktivisme og socialkonstruktionisme, er der imidlertid oftere tale om semantiske eller regionale snarere end substantielle forskelle. Der er fremført en berettiget kritik af selve begrebets uklarhed og tvetydighed og den anarkiske begrebsforvirring, der kendetegner terminologien inden for socialkonstruktivismen (se fx Hviid Jacobsen 2001). I dette opslag bruges betegnelsen socialkonstruktivisme konsekvent, som det ofte er tilfældet inden for samfundsvidenskaberne. Inden for humanvidenskabelige traditioner (fx kritisk diskursanalyse) og psykologien dominerer betegnelsen socialkonstruktionisme.
Selve begrebet socialkonstruktivisme anvendes, så vidt vides, første gang i American Journal of Sociology i 1905, om end socialkonstruktivistiske forestillinger og opfattelser om viden og virkelighed har eksisteret i århundreder med rødder helt tilbage til antik græsk filosofi. Fokus er på, hvordan viden og virkelighed ikke er statiske størrelser, men at de opnår betydning i forhold til den sammenhæng, de indgår i, og de definitioner, der knyttes til dem. Som den franske 1600-talsfilosof Blaise Pascal (1670) konstaterede: “Vérité au deçà des Pyrénées, erreur au delà” (Det, der er sandt på den ene side af Pyrenæerne, er falsk på den anden) (Pascal Pensées (Tanker) no 230). Socialkonstruktivismens grundmaksime er ligeledes det såkaldte “Thomas-teorem”, der med sociologen William I. Thomas’ (Thomas, W.I. & Thomas 1928) ord udtrykker det forhold, at “hvis mennesker definerer situationer som virkelige, så bliver de virkelige i deres konsekvenser”. Hermed tydeliggøres det, at mennesker vedvarende fortolker og konstruerer virkeligheden, og at virkeligheden, eller vores viden herom, derfor ikke er upåvirkelig eller uafhængig af menneskelig intervention. Samtidig har vores fortolkning af virkeligheden konsekvenser for, hvordan vi agerer i verden. Et andet vigtigt element i Thomas-teoremet er dets karakter af selvopfyldende profeti – at det, mennesker definerer som virkeligt, opleves som havende faktiske konsekvenser (fx voodoo, der visse steder afvises som overtro, mens det i andre kulturer menes at være en religion med faktisk indvirkning på virkeligheden).
Socialkonstruktivismen blev særligt udbredt inden for sociologien og beslægtede discipliner foranlediget af Peter L. Berger og Thomas Luckmanns (1966/1987) videnssociologiske perspektiv fra bogen The Social Construction of Reality (da. udg. Den samfundsskabte virkelighed, 1972/1992; ny da. udg.: Den sociale konstruktion af virkeligheden, 2004). I bogen skitseres det, at samfundet både er et socialt produkt og en objektiv virkelighed, og at mennesket er et socialt produkt. Mennesket/producenten handler i samfundet (eksternalisering), og gennem disse handlinger opstår samfundet som en objektiv/intersubjektiv virkelighed (institutionalisering). Samfundet virker således tilbage på mennesket/producenten (internalisering), fx gennem socialisering og sprog. Slutteligt kommer denne samfundsskabte virkelighed til at fremtræde som et tingsliggjort fænomen (reifikation).
Der findes også en lang række kritikere af socialkonstruktivismen, fortrinsvis fra mere essentialistiske og/eller (kritisk) realistiske perspektiver. En fremtrædende kritiker af begrebets og perspektivets uafklarede status er bl.a. Ian Hacking, der i The Social Construction of What? (1999) bemærker, hvordan socialkonstruktivismen oprindeligt startede som et frigørende alternativ til mere naturalistisk-deterministisk tænkning, men at den i dag selv har udviklet sig til en slags ortodoksi. Imidlertid er det vigtigt at være opmærksom på, at der inden for socialkonstruktivismen historisk har eksisteret og stadig eksisterer en lang række forholdsvis forskelligartede positioner (jf. fx Rasborg 2004).
Inden for socialkonstruktivismen findes overordnet (mindst) to hovedspor. Et spor, der hævder og tager afsæt i, at det er mennesker, der konstruerer det sociale (fx interaktionisme, fænomenologi og mere mikrosociologiske perspektiver), og et spor, der i modsætning hertil fremfører, at det er det sociale, der konstruerer mennesker (fx mere strukturelt orienterede eller diskursteoretiske perspektiver). Dette er naturligvis udtryk for en hønen-og-ægget-argumentation, men det centrale er, hvorvidt man lægger vægt på menneskers konstruktion af samfundet eller samfundets påvirkning og prægning af mennesker. Der findes imidlertid en lang række mellempositioner, der påpeger en vis dialektik mellem individ og samfund, fx hos Pierre Bourdieu og Anthony Giddens. Derudover findes der også en såkaldt ‘operativ konstruktivisme, som eksempelvis Niklas Luhmann repræsenterer, hvor fokus er på sociale systemers iagttagelse af deres omverden, og inden for nyere lærings- og sprogteori er der også udviklet forskellige socialkonstruktivistiske perspektiver.
I sin bog Socialkonstruktivisme – positioner, problemer og perspektiver viser Søren Barlebo Wenneberg (2000), hvordan den omfattende mangfoldighed inden for socialkonstruktivismen analytisk kan opdeles i fire grundperspektiver, der kan indplaceres i forhold til graden af radikalitet i forhold til ontologiske og epistemologiske grundantagelser. Disse positioner er henholdsvis (1) et kritisk eller dekonstruktivistisk perspektiv, der generelt fremfører, at mennesket både skaber og formes af kulturelle eller sociale faktorer, og som samtidig gør op med forestillinger om naturgivne essenser og teknologisk determinisme; via (2) en specifik teori om det sociale eller samfundet (repræsenteret ved Berger & Luckmann), der som nævnt hævder, at menneske og samfund eksisterer i et gensidigt påvirkningsforhold, og at vores viden er kontekstafhængig; og en (3) epistemologisk position, der fremfører, at al vores viden, både samfundsmæssig og om den naturlige fysiske virkelighed, er socialt konstrueret – ligeledes har de såkaldte “science and technology studies” (fx Latour, Woolgar og Garfinkel) vist, hvordan også videnskabelig viden er socialt konstrueret; til (4) en ontologisk idealistisk position, der hævder, at verden – såvel samfund som natur – er konstruerede fænomener. Selvom der er tale om visse overlap mellem disse forskellige positioner, er graden af socialkonstruktivistisk radikalitet og relativisme ifølge Wenneberg gradvist stigende fra (1) til (4), og han er kritisk, hvis der ikke sættes en stopklods i den “glidebane”, som bevægelsen fra position (1) til (4) udgør.
Socialkonstruktivismen har været et hyppigt anvendt perspektiv inden for mediestudier. I en mediesociologisk sammenhæng tales der fra tid til anden om “den medieskabte virkelighed”, der er et mere specifikt perspektiv på socialkonstruktivismen, hvor det er medierne, der dikterer dele af den politiske dagsorden eller befolkningens opfattelse af forskellige temaer og fænomener som fx frygt, kriminalitet, risiko, stigmatisering og moral. Megen forskning, specielt rettet mod mediernes effekt, indeholder en betoning af, hvordan medierne i deres fremstilling bevidst fordrejer faktiske begivenheder med henblik på kunstigt at dramatisere, og at den sociale konstruktion af virkeligheden, som præsenteres og fremmes gennem medierne, er kontrafaktisk. Som socialkonstruktivistisk perspektiv betragtes medierne således som iscenesættere eller skabere af en falsk eller fiktiv virkelighed (se fx Luhmann 1996).
Trods en vedvarende opmærksomhed mod socialkonstruktivismen inden for human- og samfundsvidenskaberne tyder meget imidlertid på, at den popularitet, som begrebet først opnåede op igennem 1960’erne og senere igen omkring årtusindskiftet, efterhånden er aftaget og afløst af en vis videnskabelig mæthed af og distance til begrebet, men der er ingen tvivl om, at socialkonstruktivismen også fremover vil vedblive med at være et af de, hvis ikke dét, mest anvendte perspektiv inden for human- og samfundsvidenskaberne.
(2013)
