Kulturjournalistik
Kulturjournalistik er professionelt producerede nyheder om og anmeldelser af kultur i bred forstand. Internationalt bruges forskellige betegnelser om det felt, som i Norden kaldes “kulturjournalistik”. Nogle af disse betegnelser dækker over mere specialiserede typer journalistik og kritikformer, fx musikjournalistik eller filmkritik, mens andre dækker over bredere felter såsom kunstjournalistik eller underholdningsjournalistik. Der er således ikke én fælles forståelse af, hvad kulturjournalistik dækker over på tværs af landegrænser og forskningstraditioner.
Forskere fra kulturstudier, mediestudier, kultursociologi m.m. har gennem tiden interesseret sig for forskellige medietypers formidling af og diskussioner om kultur, ikke kun i nyhedsmedierne men også i specialmagasiner og akademiske tidsskrifter (se fx Bordwell 1991). Forskning med fokus på anmeldelser, kritik og journalistik om kultur er dermed langt fra et nyt fænomen (se fx Bech-Karlsen 1991; Jørgensen 1994). Kulturjournalistik blev dog et mere etableret og afgrænset forskningsområde inden for medie- og journalistikforskningen i løbet af 2000’erne og har især stået centralt i en nordisk kontekst (se fx Kristensen & Riegert 2017). Denne forskning har bl.a. interesseret sig for, hvordan samfundskulturelle såvel som medieinstitutionelle og teknologiske forandringer har haft indflydelse på kulturjournalistikkens form og indhold samt på kulturjournalisters professionelle selvforståelse, roller og praksis.
Hvor kulturjournalistikken i det 19. århundrede især tog form af kulturkritik med anmeldelsen som en central genre og primært interesserede sig for litteratur og æstetik, har stofområdet gennem det 20. århundrede og starten af det 21. århundrede udvidet sig emnemæssigt og taget flere genrer i brug. I dag anvender kulturjournalistikken en lang række informationsgenrer og opinionsgenrer til at behandle kunst og populærkultur, livsstilsrelaterede emner som mad og mode, kulturlivets celebrities såvel som mere værdipolitiske emner som identitet, sexisme og ulighed (Riegert & Hovden 2019; Kristensen & From 2011).
Udvidelsen af kulturjournalistikkens interessefelt skal først og fremmest ses i lys af forandringer i det kulturelle udbud og kulturens globalisering. Skellet mellem fin- og populærkultur er blevet sløret, hvis ikke nedbrudt i både kulturproduktion og -forbrug, og der har været en øget udveksling og samskabelse af kulturprodukter, -fænomener og -tendenser på tværs af landegrænser. Disse samfundskulturelle forandringer har kulturjournalistikken spejlet og diskuteret, men også bidraget til (Janssen, Kuipers & Verboord 2008). Forskere har fx vist, at kulturjournalistikkens nyhedsdækning og kritiske diskurser har medvirket til at legitimere kulturområder som populærmusik, film og tv i det kulturelle hierarki (Purhonen m.fl. 2018; Schmutz m.fl. 2010). Udvidelsen af interessefeltet er dog også blevet set som udtryk for en udvanding af kulturjournalistikken, bl.a. fordi det har levnet mindre plads til den kritiske diskussion af og refleksion over kunstneriske områder som scenekunst og klassisk musik (Bech-Karlsen 1991; Lund 2005). Forandringerne i journalistikkens kulturelle udblik er således blevet italesat som både en kulturel demokratisering og et kulturelt forfald og afspejler dermed bredere kultur- og mediepolitiske diskussioner.
Den udvidede palet af genrer og emner i kulturjournalistikken skal også ses i lys af forandringer i medie- og nyhedsindustrien mere generelt. Historier, der kobler til kultur, livsstil, underholdning og celebrities, appellerer til en bred modtagergruppe, og nyhedsmediernes øgede prioritering af disse emner er historisk blevet betragtet som en del af journalistikkens egen demokratisering såvel som kommercialisering, eksemplificeret med transformationen fra partipresse over omnibuspressen til i stigende grad segmenterede nyhedsmedier (Schultz 2007, se fx Avis, Tv-nyheder). Disse emner åbner netop muligheder for kommercielle samarbejder i form af annoncering, churnalism (journalistik der baserer sig på pressemeddelelser og er uden betydelig journalistisk bearbejdning, se fx Harcup 2014) eller branded content (betalt indhold, der kan ligne journalistik, se fx Hardy 2021). Kulturindustrien har længe været opmærksom på kulturjournalistikken som et centralt led i deres PR- og marketingsarbejde for kulturoplevelser og -produkter. Det kommer fx til udtryk i celebritykulturen, i kulturbranchens målrettede kommunikation til og med kulturredaktionerne i form af pressemøder og -visninger, samt i brugen af ratings fra kulturanmeldelser i annoncer og andet salgsmateriale. Dette har løbende givet anledning til kritiske diskussioner om, hvordan kulturjournalistikken som stofområde medvirker til at flytte grænserne mellem det kommercielle og redaktionelle (Verboord & Janssen 2015).
I de senere årtier har også digitaliseringen forandret kulturjournalistikken. Nye platforme har givet mulighed for at etablere digitale nichemedier, der specialiserer sig i meget specifikke kunst- eller kulturområder – områder, der i mindre grad er plads til enten at dække i dybden eller i det hele taget i de landsdækkende medier i lyset af den bredere kulturelle palet, der trods alt skal dækkes her. Også fremvæksten af forskellige former for borgerjournalistik og brugergeneret indhold på sociale medier har bidraget til at blogs, vlogs og podcasts med fokus på kultur blomstrer på internettet. Dette indhold produceres af en bred vifte af almindelige kulturbrugere og mere eller mindre professionelle kulturformidlere og/eller influencere (Jaakkola 2022; Kristensen & From 2015; Mehlsen 2020). Det vil sige af kulturinteresserede med meget forskellige forudsætninger, som både mimer og fornyer de kulturjournalistiske genrer. Denne fragmentering har udfordret nyhedsmedierne som det centrale sted, hvor borgerne kan tilgå nyheder om og anmeldelser af kultur. Desuden har de mange nye stemmer i den kulturjournalistiske og -kritiske samtale udfordret de professionelle kulturjournalisters og -kritikeres autoritet og legitimitet som eksperter med en dybdegående specialviden om kultur og en professionel journalistisk tilgang. Netop diskussionen om den professionelt producerede kulturjournalistik, herunder kulturjournalisters professionelle virke, rolle og selvforståelse, har været et andet centralt perspektiv i kulturjournalistikforskningen.
Både forskere og praktikere diskuterer løbende, om kulturjournalister er en “særlig” slags journalister, eller om de skal betragtes som alle andre journalister. Forskningen peger i den sammenhæng på to paradigmer, der støder sammen i kulturjournalistikken (Hellman & Jaakkola 2012) – et æstetisk paradigme og et journalistisk paradigme. Det æstetiske paradigme trækker på faglig ekspertise om kunst og kultur, og det har et kulturkritisk blik, forstået som fx kritisk granskning af kulturen ud fra kunstens og kulturens egne normer. Det er altså en tilgang, der tager afsæt i analytiske perspektiver frem for i fx objektivitet, uafhængighed af kilder og en kritisk distance til det emne, der dækkes. Dette paradigme inkarneres af kulturanmeldelsen som genre, der netop er kendetegnende for kulturjournalistikken som stofområde. Her ser kulturjournalister og kulturkritikere sig først og fremmest som formidlere af kultur – en selvforståelse, der ofte giver anledning til kritik af kulturjournalister for at være ukritiske medløbere (fx Marker & Rasmussen 2016). Det journalistiske paradigme i kulturjournalistikken trækker i højere grad på netop de normer og værdier, som forbindes med objektiv og uafhængig nyhedsjournalistik i bredere forstand i en vestlig kontekst. De to paradigmer går dermed til dækningen af kulturen på meget forskellige måder, så når der efterspørges mere kritisk kulturjournalistik, er det typisk med afsæt i det journalistiske paradigme frem for i det æstetiske, selvom det æstetiske paradigme også er forankret i et kritisk og undersøgende blik, men med et andet epistemologisk afsæt.
(2022)
