Ernesto Laclau og Chantal Mouffe
Ernesto Laclau (1935-2014) og Chantal Mouffes (1943-) diskursteori har i en række forskningsfelter etableret sig som en af de vigtigste eksponenter for “den sproglige vending” inden for samfundsvidenskaberne. Deres hovedantagelse er, at det sociale er organiseret som et retorisk rum (Laclau 2000:78). Ud over at påpege, at diskursive kampe konstituerer og organiserer sociale relationer, argumenterer Laclau & Mouffe for, at disse kampe er styret af en “hegemonisk logik”, som er beskrevet i deres gennembrudsbog Hegemony and Socialist Strategy (1985). Deres diskursteori indeholder en række begreber, som har fundet analytisk anvendelse inden for medie- og kommunikationsforskningen – fx tomme betegnere, flydende betegnere, nodalpunkter og ækvivalenskæder.
Laclau og Mouffes værk er på samme tid en poststrukturalistisk sprogfilosofi, en postmarxistisk teori om hegemoni og et bud på et nyt teorifundament for venstrefløjen. Laclau & Mouffe fremfører, at vor tid er præget af en eksplosion af partikulære politiske projekter og et brud med universelle forklaringsmodeller, og ser den klassiske marxisme som ude af stand til at teoretisere en stadigt mere kompleks og kontingent socio-politisk virkelighed. Med et antiessentialistisk udgangspunkt og en dekonstruktiv tilgang forsøger Laclau & Mouffe at vise, hvordan betydning er umulig at fastlåse, identitet er flydende, og et ultimativt grundlag at træffe beslutninger på er uopnåeligt. Samtidig distancerer de sig fra en radikal postmodernisme ved at insistere på, at det universelle trods alt spiller en rolle – både som det, der opstår med midlertidige betydningsfastlåsninger, og som det, der er aflejret gennem tiden. Et eksempel kunne være den horisont, som udgøres af de moderne kategorier frihed, rationalitet osv. (Laclau 1996c, Laclau 1996a). Denne “middelposition” gør sig også gældende i forhold til Laclau og Mouffes forståelse af subjektet. I Hegemony and Socialist Strategy understreger de, at det giver mere mening at tale om subjektpositioner i en diskursiv struktur (s. 115) end om subjektet som rationelt og selvstændigt handlende individ (Subjekt med stort S). Senere problematiserer især Laclau begrebet subjektpositioner (Laclau 1996c:20-21) og gør sig til fortaler for en middelposition mellem det essentialistiske Subjekt og de anti-essentialistiske subjektpositioner; han taler om, at subjektet er genopstået (nu med lille s). Subjektet viser sig i og med, at beslutninger bliver taget, selvom vi ikke har noget fast grundlag at tage beslutninger ud fra.
Videretænkningen af det strukturalistiske syn på sprog. I deres forståelse af systemer – sproglige såvel som politiske – bygger Laclau & Mouffe videre på begreber fra den strukturelle lingvistik. I lighed med Ferdinand de Saussure se (strukturalisme) ser Laclau & Mouffe et system som bestående af elementer, som har betydning i kraft af deres relation til hinanden. Til forskel fra Saussure insisterer Laclau & Mouffe imidlertid på, at systemet ikke er en lukket, selvrefererende enhed. Derimod er det afhængigt af, at der eksisterer noget radikalt forskelligt fra det (uden for systemet). Det, som lukker eller definerer en struktur, forbliver samtidig absolut forskelligt fra denne struktur (Laclau 2000:76). Hvor strukturalismen fokuserer på relationer mellem elementer inden for et lukket system, bliver eksklusion fra systemet og antagonisme (modsætningsforhold) altså centrale i diskursteorien. I denne optik opstår identitet dels i relation til de andre elementer i et system, dels i en antagonistisk relation til noget ydre. Identiteter bliver derfor ustabile. De bevæger sig konstant i spændingsfeltet mellem ækvivalens (enshed) og forskellighed. Laclau (1996d:38) skriver: “På den ene side har hvert element i systemet sin identitet, fordi det er forskelligt fra de andre: forskellighed = identitet. Men på den anden side er alle disse forskelle ækvivalente i forhold til hinanden, fordi de alle står på samme side af grænsen til eksklusion.” Elementerne føjer sig altså sammen i ækvivalenskæder. Et eksempel kan hentes i en analyse af brand konceptet RED, en eksponent for såkaldt cause related marketing. I analysen vises det, hvordan ‘etisk forbrug’ er en flydende betegner, der både bliver koblet til “win-win-situationer” og “global ansvarlighed” i én ækvivalenskæde og bliver koblet til “profitmaksimering” og “egoisme” i en anden ækvivalenskæde. På baggrund af analysen identificeres således forskellige antagonistiske diskurser, der hver især tilbyder forskellige positioner, hvor forbrugeres identitet enten bliver frakoblet etiske momenter, koblet med både forbrug og etik, eller konstrueret som modstander af forbrug og fortaler for etisk stillingtagen (Esmann Andersen & Stage 2010).
Laclau og Mouffes diskursbegreb. Laclau & Mouffe definerer diskurs som en struktureret helhed af udsagn. Denne er et resultat af artikulation: “Vi kalder enhver praksis artikulation, når den etablerer en relation mellem elementer på en sådan måde, at deres identitet omdannes som resultat af den artikulatoriske praksis.” (Laclau & Mouffe 1985:105) Når der etableres relationer mellem forskellige elementer, og der på denne måde sker en betydningsdannelse, bliver elementerne til momenter i en given diskurs.
Men betydningsdannelse er aldrig endelig, og det kan ikke entydigt fastslås, hvornår et element bliver til et moment. Laclau & Mouffe taler derfor om, at elementerne i systemet må ses som flydende betegnere. Dette er udtryk for, at de kan indholdsudfyldes på forskellige måder i forskellige kontekster. Betydning kan dog godt fikseres midlertidigt, og hvis et af elementerne – midlertidigt – opnår en privilegeret position, taler man om, at det bliver til et nodalpunkt i et diskursivt felt. Et nodalpunkt er kendetegnet ved, at andre tegn ordner sig omkring det, og får deres betydning i forhold til det. Et diskursivt felt dækker over mere end en diskurs; det diskursive felt rummer både mulige og realiserede artikulationer (altså både det, som kan siges og det, som faktisk siges). Laclau & Mouffes diskursbegreb skiller sig ud fra andre diskursbegreber, ved at diskurs hos dem ikke blot er et sprogligt eller mentalt fænomen, men har en materiel dimension. I forlængelse af den semiotiske tradition ser Laclau & Mouffe arkitektur, objekter, naturfænomener osv. som fulde af betydning, og som elementer i betydningssystemer. Som de skriver: sproglige og ikke-sproglige elementer udgør en struktureret helhed af positioner – det vil sige en diskurs (Laclau & Mouffe 1985:180).
Et eksempel på anvendelsen af Laclau & Mouffes begreber finder man i en analyse af en YouTube-video, der opfordrer til protester mod klimatopmødet COP15 i København. Her beskrives et diskursivt felt, der omfatter en civil ulydigheds-diskurs og en krigsdiskurs, med elementer som samler sig omkring nodalpunkterne krig, uretfærdighed og modstand. Med udsagn som “They talk about green capitalism (…) we don’t. We will go to Copenhagen to show a dead system how to die”, artikulerer videoen to antagonistiske poler, og analysen viser hvordan antagonistiske positioner og identificeringen af en fjende danner et konstitutivt ydre, som er centralt for dannelsen af politiske identiteter (Uldam & Askanius 2012).
Den hegemoniske logik. Det, at et givet system er åbent og dynamisk, betyder, at elementerne i systemet hele tiden kæmper for at få lov til at lukke det med deres definitioner på det hele, som de er elementer i. Laclau & Mouffe betegner denne kamp den hegemoniske logik, og de mener, at den stadige stræben efter fuldkommenhed og universalisering af det partikulære er kendetegnende for vor tid. Enhver diskurs bliver konstitueret omkring forsøget på at dominere det diskursive felt, på at standse de stadige betydningsskred, som knytter sig til betegnere og på at skabe et centrum (Laclau & Mouffe 1985:112).
I det omfang det lykkes et element i systemet at repræsentere den totalitet, de er en del af, bliver elementerne til tomme betegnere – dvs. midlertidige betydningsfastsættelser eller repræsentanter for et system af partikulære elementer. Det gælder fx for det væld af græsrodsorganisationer, der gennem tiden har demonstreret mod Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, at deres partikulære politiske projekter kan samles under den tomme betegner anti-globalisering. Så længe anti-globalisering får lov til at fungere som tom betegner, kan den ses som repræsenterende en samlet bevægelse. Derimod bryder systemet sammen, i det øjeblik de forskellige elementer i systemet begynder at indholdsudfylde begrebet på deres særlige måder.
Politiske analyser. Med afsæt i det gramscianske hegemonibegreb har Laclau & Mouffe indtaget en postmarxistisk position: Hos dem har økonomiske, politiske kampe ikke forrang over andre partikulære politiske kampe, og klassetænkning er erstattet af et forsøg på at teoretisere pluraliteten i forskellige subjektpositioner. Her ligger det primære fokus på artikulation – og identitetspolitik, græsrodspolitik og værdipolitik er centrale analyseobjekter. Det ses i Laclau & Mouffes analyser af højrefløjspopulisme, velfærdsstatsideologier, osv. (fx Laclau 1996b, Laclau 1994, Laclau & Mouffe 1985). Eksempelvis beskriver Laclau & Mouffe, hvordan “den demokratiske revolution” gav anledning til, at man begyndte at tale i et rettighedssprog. Dette førte til, at kvinder pludselig kunne artikulere et rettighedskrav – og de kunne formulere, at deres underordnede position var en undertrykt position. Dermed skabtes en antagonistisk relation. En sådan relation er kendetegnet ved, at “en Anden forhindrer mig i at være helt og fuldt mig selv” (Laclau & Mouffe 1985: 122). Eksemplet understøtter Laclau & Mouffes fremstilling af en generel udvikling, som har ført til, at politik må ses som grundlæggende antagonistisk.
Laclau & Mouffes magtbegreb adskiller sig både fra den traditionelle opfattelse af begrebet (hvor magt anskues som noget, der tilhører et dominerende centrum) og fra det radikale postmoderne ditto (hvor magt ses som noget, der gennemsyrer det sociale). Hos dem knytter magt sig til de kontingente nodalpunkter, der etableres i specifikke sammenhænge (1985:142).
Medieanalyser. Det, at politik bliver tænkt som antagonistisk og sproget som en form for kampplads, har konsekvenser for Laclau & Mouffes syn på offentlighed og medier. Deres værk rummer en kritisk dialog med Habermas og andre fortalere for det deliberative demokrati. Især Chantal Mouffe (1993) har været optaget af at udvikle et teoretisk alternativ til Habermas’ offentlighedsbegreb, som hun kritiserer for at være universalistisk, rationalistisk og konsensusorienteret. I Mouffes optik skal offentligheder forstås i flertal, og hendes radikale demokratiske teori giver plads til det irrationelle, til passion og til uenighed. Mediernes rolle bliver at sikre og understøtte pluraliteten, hvilket kræver et journalistisk blik for, hvad der bliver ekskluderet fra medierne af hegemoniske kræfter (Carpentier & Cammaerts 2006:972).
Samtidig med, at Laclau & Mouffes diskursteori inviterer til refleksioner over offentlighedsbegrebet og medieinstitutioner, kan deres analytiske begreber anvendes til at beskrive de artikulationsprocesser, som finder sted i mediebårne offentligheder. Med en diskursanalyse kan man tydeliggøre, hvilken magtdannelse der finder sted her.
Et eksempel kunne være den diskurs, der fra 1980’erne er opstået i medierne i USA (og andre vestlige samfund) omkring “hjemløse” (Pascale 2005). Tidligere talte man ikke om hjemløse, men om fattige, vagabonder, bumser osv. Da hjemløsebegrebet begyndte at vinde indpas, blev hjemløse konstrueret som en finere slags fattige; nogle, som uheldigvis havde mistet job og derefter hjem. Men efterhånden skete der en re-artikulering; medierne reproducerede i stigende grad socialarbejderes og politikeres udsagn om, at hjemløshed er et valg. Der blev etableret diskursive sammenhænge (en ækvivalenskæde) mellem hjemløshed og psykiske problemer og stofmisbrug, og sidstnævnte blev til momenter i en diskurs, som legitimerer hjemløshed som et kronisk problem, der kan eksistere samtidig med højkonjunktur. Synlig fattigdom bliver altså konstrueret som et resultat af personlige problemer, som politik ikke kan afhjælpe, og som den enkelte bliver ansvarlig for.
I Danmark er Laclau og Mouffes arbejde blevet introduceret som en lovende analytisk tilgang til medie- og kommunikationsfeltet af fx Jakob Torfing (Dyrberg, Dreyer Hansen & Torfing 2000) og af Phillips & Jørgensen (1999).
(2013)
