Journalistiske genrer
De journalistiske genrer betragtes traditionelt som konventionelle kategoriseringer af journalistiske produktioner, der bærer fælles træk i indhold og form.
I moderne genreteori anskuer man desuden genrerne funktionelt som formidlingshandlinger og praksisser, der har specifikke kommunikative formål, og som opfylder tilbagevendende sociale behov (Grunwald 2005, Martin 1984, Miller 1984, Swales 1990). Begrebet ‘genre’ favner derfor meget bredt i journalistikken og kan dække over alt fra teksttyper (fx nyhedsnotits), indholdstyper (fx sportsjournalistik), metodetyper (fx interview), praksistyper (fx undersøgende journalistik), formidlingstyper (fortællende journalistik) og formålstyper (fx konstruktiv journalistik).
I takt med at de journalistiske produkter, platforme, praksisser, formål, behov og vilkår ændres og udvikles, fornyr genrerne sig, nye genrer opstår, og genrerne kombineres undertiden i hybrider. Det ser man blandt andet i de moderne digitale og multimodale fortællinger, der krydser og kombinerer skrift, video, lyd, billede, grafik, animation og interaktive elementer (Kartveit 2016). Konstant for genrerne er dog, at de fungerer som et nyttigt instrument for både journalister og brugere. Journalistik bliver ofte til og brugt i et højt tempo, og her aflaster genrerne – og de konventioner og forventninger, der knytter sig til dem – både journalisternes tidsforbrug på produktionen og brugernes afkodning og forståelse af det journalistiske produkt (Grunwald 2004: 162).
Traditionelt inddeles de journalistiske genrer i to typer: De informative genrer og opinionsgenrerne, på engelsk repræsenteret ved den klassiske distinktion mellem news og views (Bro 2006: 64). Nogle teoretikere supplerer disse med de fortællende genrer eller specifikt featuren (Roksvold 1989). Andre argumenterer for, at det fortællende element er et stiltræk, der kan indgå i forskellige genrer, herunder featuren (Jørgensen 2007: 73-74).
Informationsgenrerne er kendetegnet ved at informere, orientere og berette om hændelser, affærer og udviklinger i samfundet og baggrunden herfor. Genrerne tæller først og fremmest de aktualitetsorienterede: nyhed, baggrund og orientering; de metodisk orienterede: reportage, interview, case;og de fortælleteknisk orienterede: portræt, feature, dokumentar og montage. Fælles for informationsgenrerne er, at de formidler fakta ved hjælp af research, dokumentation og kildeudsagn fra ekspert-, parts-, og erfaringskilder.
I informationsgenrerne bestræber journalisten sig på at være upartisk, neutral og balanceret (Albæk, Hopmann & Vreese 2010) samt objektiv og fair (Jønch-Clausen & Lyngbye 2007, Skovsgaard, Albæk, Bro & deVreese 2013). Bestræbelserne skal dog mest af alt opfattes som en rituel strategi, der skal få journalisten til at fremstå neutral og upartisk (Femø Nielsen 2001: 25-26, Tuchman 1972). Al informationsjournalistik er redigeret virkelighed og dermed uundgåeligt resultatet af en subjektiv og fortolkende tilgang til fakta (Wahl-Jorgensen 2013). Journalistens egne vurderinger og holdninger kommer dog normalt ikke eksplicit til udtryk i informationsgenrerne. Det er kildernes domæne.
Omvendt forholder det sig i opinionsgenrerne, hvor vurderinger, holdninger og fortolkninger er direkte i fokus. Ofte er udgangspunktet, ligesom i informationsgenrerne, aktuelle samfundsmæssige problemstillinger. I opinionsgenrerne begrænser journalister sig dog ikke til at formidle fakta og kildeudsagn, men fremsætter egne argumenter og vurderinger (Grunwald 2008). Dette sker ofte i kraft af deres journalistiske speciale – fx den politiske journalist, der skriver en kommentar, sundhedsredaktøren, der skriver en analyse, eller kulturjournalisten, der skriver en anmeldelse – og/eller redaktionelle position, fx chefredaktøren, der skriver en leder.
De to overgenrer, informationsgenrerne og opinionsgenrerne, er forbundet i den forstand, at informationsgenrerne ideelt set skal danne grundlag for og kvalificere opinionsgenrerne, så den offentlige meningsdannelse foregår på et fælles, oplyst grundlag. Men hvor det i informationsgenrerne er et ideal at tilstræbe objektivitet, er opinionsgenrerne i sagens natur udtryk for professionaliseret subjektiv stillingtagen. En nyere, omdiskuteret udvikling er, at man ser de to overgenrer blive blandet (Grunwald 2008, Thurah 2013), fx som det kommer til udtryk i den politiske kommentar, hvor det undertiden kan være svært at skelne kildernes og journalistens synspunkter fra hinanden (Bengtsson 2016).
(2019)
