Diskurspsykologi
Diskurspsykologien udgør en socialkonstruktionistisk retning inden for diskursanalyse, som er blevet udviklet inden for feltet socialpsykologi (socialkonstruktivisme). Diskurspsykologien har et tværfagligt udgangspunkt og sigte og bruges bredt på tværs af samfundsvidenskaberne og humaniora i studier af mennesker, samfund, kultur og kommunikation. Inden for socialpsykologien opstod diskurspsykologien som en socialkonstruktionistisk kritik af og udfordring til kognitivismen (Edwards 1996, Gergen 1985, 1994, Harré & Stearns 1995, Potter & Wetherell 1987). Frem for at opfatte mentale processer og kategorier som “interne” som i kognitiv psykologi og i psykoanalyse, ses de som konstitueret gennem kommunikationsprocesser i den sociale interaktion (Edwards 1996, Molder & Potter 2005). Der trækkes her på den senere del af Ludwig Wittgensteins filosofi, som hævder, at man skal betragte folks påstande om psykologiske tilstande som sociale aktiviteter i stedet for som udtryk for dybere “essenser” bag ordene (Wittgenstein 1953). Diskurspsykologer betragter fx ikke holdninger som stabile, mentale dispositioner, men som produkter af den sociale interaktion. For Billig, som har udviklet en form for retorisk psykologi nært beslægtet med diskurspsykologi, består social kategorisering af retoriske positioner, som folk benytter i den sociale interaktion (fx Billig 1996).
Ifølge diskurspsykologien orienteres ytringer mod social handling i bestemte kontekster. Ytringernes betydninger afhænger således af, hvordan ytringerne bliver brugt i konteksten. Denne situerede sprogbrug forstår diskurspsykologer som diskurs. Fokus i empiriske studier er på den retoriske organisering af tekst og tale, dvs. hvordan tekst og tale orienteres imod former for social handling. Et vigtigt aspekt er at se på, hvordan menneskers konstruktioner af verden er designet til at imødegå alternative versioner. Folk kan fx afvise en påstand med, at det er et forsøg på at overtale én, eller de kan anvende retoriske strategier i opbygningen af deres egne historier for at give indtryk af, at argumentationen ikke er i deres interesse. Ved empirisk at fokusere på at analysere diskurs i de kontekster, hvor den finder sted, adskiller diskurspsykologien sig både fra de tilgange inden for den kognitive psykologi, der fokuserer på sprog (herunder Noam Chomskys tilgang) og fra de socialkonstruktionistiske diskursteorier (herunder Michel Foucaults og Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteorier), som ikke ser systematisk og i detaljer på den konkrete sociale interaktion.
Diskurspsykologien deler den strukturalistiske og poststrukturalistiske præmis med andre socialkonstruktionistiske tilgange til diskursanalyse, at sprog er en dynamisk form for social praksis, som former den sociale verden, herunder viden, identiteter og sociale relationer. Sprog betragtes således ikke blot som en kanal, der formidler en allerede eksisterende psykologisk virkelighed, som danner grundlag for oplevelser; snarere konstitueres den subjektive psykologiske virkelighed gennem sprog (Wetherell & Potter 1992). Ligesom i Laclau & Mouffes diskursteori betyder dette ikke, at sociale fænomener ifølge diskurspsykologi ikke har materielle aspekter, eller at der ikke er en virkelighed uden for diskursen. Snarere betyder det, at fænomener kun får mening gennem diskurs.
Diskurspsykologer betragter mentale processer og strukturer (herunder selvet og identitet) som helt igennem sociale, således at man ikke klart kan skelne mellem en ekstern verden uden for individet og en intern psykologisk verden. De afviser også den modernistiske ide, at selvet består af en enkel, stabil identitet, og tilslutter sig i stedet for et syn på selvet som baseret på flere, diskursivt konstituerede identiteter. Dette står i kontrast til den kognitive psykologi, som opfatter individ og samfund som adskilte størrelser og arbejder ud fra det modernistiske syn på individet som en autonom, afgrænset agent med ét sæt autentiske træk.
Som retning består diskurspsykologien af flere forskellige tilgange, som kan opdeles i tre perspektiver: et poststrukturalistisk perspektiv, et interaktionistisk perspektiv og et syntetisk perspektiv.
Det poststrukturalistiske perspektiv bygger på Foucaults teori om diskurs, magt og subjektet. Fokus er på, hvordan folks forståelse af verden og identiteter skabes og ændres i diskurser og på de sociale konsekvenser af disse diskursive konstruktioner (se fx Hollway 1989, Parker 1992, 2002). Identiteter forstås og analyseres som produkter af subjektpositioner inden for diskurser.
Det interaktionistiske perspektiv trækker på samtaleanalysen (Konversationsanalyse) og etnometodologien, og koncentrerer sig om analyse af talens handlingsorientering i social interaktion (situeret sprogbrug) (se fx Antaki & Widdicombe 1998, Hepburn & Wiggins 2007). Magt betragtes og analyseres som et produkt af situationsbestemte relationer mellem deltagere i tale-i-interaktion. Analytikeren skal ikke tvinge sine egne kategorier ned over deltagernes diskurs, men fokusere på deltagernes egne kategoriseringer. I dette perspektiv forstås og analyseres identiteter som ressourcer, mennesker tager i brug for at gennemføre sociale handlinger i tale-i-interaktion.
Det syntetiske perspektiv kombinerer et poststrukturalistisk fokus på de måder, hvorpå specifikke diskurser konstituerer subjekter og genstande med et interaktionistisk fokus på de måder, hvorpå folks diskurs er orienteret mod social handling i tale-i-interaktion (se fx Edley 2001, Phillips 2000, Wetherell & Potter 1992). Det deler det foucaultske syn på magt som produktiv, men interesserer sig samtidig for diskursens ideologiske virkninger. Igennem koblingen af poststrukturalismen og interaktionismen behandles identiteter både som produkter af specifikke diskurser og som ressourcer i tale-i-interaktion.
Inden for det syntetiske perspektiv er begrebet positionering blevet udviklet af bl.a. Bronwyn Davies, Rom Harré og Luk van Langenhove (se fx Davies & Harré 1990, Harré & van Langenhove 1999). Positionering omhandler de processer, hvor mennesker aktivt indtager positioner inden for forskellige og somme tider konkurrerende diskurser. Man kan fx positionere sig selv, positionere andre eller blive positioneret som tilhørende den sociale kategori “dansker” eller kategorien “ikke-dansker”. Positionering betragtes som en integreret del af de processer, hvor mennesker skaber og forhandler betydning sammen. I positioneringsteori forstås mennesker som både produkter af specifikke diskurser og diskursproducenter; hermed ses de som både diskurssubjekter og agenter i social og kulturel reproduktion og forandring.
Jonathan Potters og Margaret Wetherells diskurspsykologiske tilgang (fx Wetherell & Potter 1992) udgør en anden tilgang, der baserer sig på det syntetiske perspektiv. Potter og Wetherell forholder sig kritisk over for den poststrukturalistiske analyseform, der behandler diskurser som monolitiske enheder, som man kan pege på empirisk uden at gå i detaljer med konkrete tilfælde af situeret, handlingsorienteret sprogbrug. De understreger, at som fleksible ressourcer er diskurser både identificerbare størrelser, som udgør bestemte måder at tildele verden betydning på og plastiske former, der transformeres, når de bruges retorisk. De lægger dog mere teoretisk vægt på folks fleksible retoriske brug af diskurs end på de brede diskursive mønstre, der tillægger betydninger til et socialt felt. Denne teoretiske vægtning udmønter sig i et analytisk fokus på, hvordan folk bruger bestemte diskursive ressourcer retorisk: dvs. til at udføre bestemte sociale handlinger i bestemte kommunikative sammenhænge.
For at understrege, at folk bruger diskurser aktivt som fleksible, handlingsorienterede ressourcer, foretrækker de at omdøbe diskurser til fortolkningsrepertoirer: “De klynger af begreber, beskrivelser og talemåder, som i det store og hele kan skelnes fra hinanden, og som ofte er samlet omkring metaforer eller livagtige billeder.” (Wetherell & Potter 1992:90). Samlingen af repertoirerne udgør “en tilgængelig koreografi af fortolkningsbevægelser – ligesom fx en skøjteløbers bevægelser – hvorfra bestemte bevægelser kan udvælges, så de mest effektivt passer ind i konteksten” (Wetherell & Potter 1992:125). I et studie af Pakehas (hvide newzealænderes) diskurs vedrørende maori-kultur, fremanalyserer Wetherell & Potter (1992) en række fortolkningsrepertoirer, som konstruerer ‘kultur’, ‘race’ og ‘nation’ på bestemte måder. Et af repertoirerne er et “race-repertoire”, hvor gruppetilhørsforhold betragtedes som et spørgsmål om biologiske rødder, som i dette eksempel: “Davison: The Maori on the whole isn’t a leader, uh, I think that the Maori that is leading in this way probably has a lot of Pakeha blood”. Samtidig med, at dette repertoire ofte blev taget i brug af respondenterne, fandt Wetherell & Potter frem til, at de mest fremtrædende repertoirer er det de kalder for “kulturrepertoirer”, som fremhæver kulturelle frem for genetiske forskelle. Wetherell & Potter identificerede to kulturrepertoirer, som tilskriver forskellige betydninger til kategorien “kultur” – nemlig “kultur som arv” og “kultur som terapi”. Inden for repertoiret “kultur som arv” konstrueres “kultur” som noget traditionelt og uomskifteligt, som i det følgende eksempel: “Shell: I’m quite, I’m certainly in favour of a bit of Maoritanga [..] and I guess I’m very conservation minded and in the same way as I don’t like seeing a species go out of existence I don’t like seeing a culture and a language and everything else fade out”. I repertoiret “kultur som terapi” betragtes en søgen tilbage til Maoriernes traditionelle kulturelle rødder som en løsning på Maoriernes problemer: “Broadman: Uh you know the rootless young Polynesian is perhaps a little more obvious than the rootless young European [..] and part of the recent upsurge in Maoritanga has been to encourage many of them to go back and find their roots, and that’s exactly what they needed (yes)”. Wetherell & Potter fastslår, at begge kulturrepertoirer har en ideologisk virkning, idet de adskiller kultur og politik, således at problemer forstås som kulturelle frem for sociale og politiske problemer og spørgsmål om undertrykkelse af minoriteter ikke kommer på tale.
Diskurspsykologien er blevet brugt i empiriske undersøgelser af en meget bred vifte af forskellige emner vedrørende kommunikation, kultur og samfund som fx etnicitet, racisme og nationalisme (Billig 1996, Wetherell & Potter 1992), køn (Edley & Wetherell 1995), samtaler mellem rådgivere og unge på hjælpelinjer for børn i nød (Hepburn & Potter 2004), organisationskommunikation og ledelse (Fairhurst 2007) samt tilrettelæggelse og analyse af fokusgrupper (Puchta & Potter 2004) og interviews (Antaki 2003, Edwards 2003, Wetherell 2003). I Danmark er diskurspsykologien ofte blevet anvendt sammen med andre diskursanalytiske og poststrukturalistiske tilgange i studier af interpersonel og/eller massemedieret kommunikation. Fx har Staunæs (2004) brugt et diskurspsykologisk begrebsapparat sammen med poststrukturalistisk teori om køn og etnicitet til at analysere konstruktioner af køn og etnicitet, som samartikuleres i skoleelevers kommunikative praksis. For bøger som specialiserer sig i og udgør brede introduktioner til diskurspsykologien som felt se fx Harré & Stearns (1995), Hepburn & Wiggens (2007) samt Potter & Wetherell (1987). For bogkapitler, der giver introduktioner til og oversigter over diskurspsykologien se fx Brinkmann (2011), Edley (2001) samt Jørgensen & Phillips (1999, 2002).
(2013)
