Sociale medier
Sociale medier kan grundlæggende defineres som digitale medier, der faciliterer mange-til-mange kommunikation (Bruhn Jensen 2015). “Sociale medier” blev i 2000’erne udbredt som samlebetegnelse for en række web- og mobilbaserede applikationer, der understøtter kommunikation i netværk med særligt fokus på brugergenereret indhold, med mediebrugeren i afsenderposition, og udenom traditionelle mediers redaktionelle kredsløb (Bechmann & Lomborg 2013; boyd 2015; Dijck 2013). Selvom sociale medier typisk forbindes med netværkstjenester lanceret i 2000’erne, fx Facebook og X (tidl. Twitter), har de forløbere i andre former for computermedieret kommunikation, som stadig findes i dag. Eksempelvis er tidlige internetbaserede applikationer som Usenet-nyhedsgrupper, dating-sites, Bulletin Board-systemer (BBS), Internet Relay Chat (IRC), spilportaler og blogs fra 1980’erne og 1990’erne, baseret på de samme grundlæggende kommunikative karakteristika. Sociale medier er således historisk set udviklet parallelt med det øvrige internet.
Få markante globale internetvirksomheder som Facebook, Google og Amazon sidder på hovedparten af brugerne og dermed markedet for sociale medier. Men markedet er samtidig karakteriseret ved en underskov af små startupvirksomheder, som finansieret af venturekapital udvikler nye services, der typisk bliver lanceret under en vis hype. Kun et fåtal af disse får succes hos brugerne og udvikler kommercielt potentiale. Mange startups har base i Silicon Valley i USA, og de mest succesfulde er gennem tiden blevet opkøbt af bl.a. Facebook og Google. Det gælder fx YouTube, som blev lanceret i 2005 og opkøbt af Google i 2006, og Instagram, som blev lanceret i 2010 og opkøbt af Facebook i 2012. Der findes tillige et væld af nonprofit online-communities, som typisk baserer sig på specialiserede emner eller subkulturer, og som ganske ofte er nationalt eller lokalt forankrede.
Nogle sociale medier er abonnementsbaserede, det gælder fx mange dating-sites, hvor brugeren mod en mindre månedlig betaling får adgang til selv at oprette en profil og søge i netværkets profildatabase efter potentielle partnere. Andre kommercielle sociale medieplatforme er baseret på en reklamebåret forretningsmodel, fx YouTube og Facebook (Rohn 2015). Den enkelte service indsamler, aggregerer og analyserer store datamængder igennem brugernes kommunikations- og klikmønstre, netværk (den sociale graf), demografiske data mm. og udvikler derved detaljeret viden om brugerne. Denne viden samles og filtreres af algoritmer, såsom Facebooks News Feed-algoritme, som styrer, hvilket indhold den enkelte bruger eksponeres for. Viden om den enkelte brugers præferencer anvendes også til at sælge personligt målrettet reklameplads til annoncørerne, som således får mulighed for at eksponere deres produkter for meget specifikke målgrupper. Mens store spillere som Facebook har en stadig voksende omsætning og genererer milliardoverskud, er de små sociale medier sjældent økonomisk bæredygtige, men må i stedet forlade sig på venture-kapital og håbet om på sigt at blive opkøbt af en større virksomhed.
Forskningen i sociale medier falder i overvejende grad inden for to hovedområder a) anvendelsen af sociale medier til privat og offentlig kommunikation; b) de sociale mediers infrastrukturer og politiske økonomi.
Anvendelsen af sociale medier til privat og offentlig kommunikation. Der er efterhånden en ganske omfattende forskningslitteratur om almindelige menneskers anvendelse af sociale medier til at skabe og vedligeholde sociale relationer og identitet (Baym 2000; boyd 2014; Lomborg 2014; Papacharissi 2010), og søge og dele information (de Zúñiga, Jung & Valenzuela 2012 ; Westerman, Spence & Van Der Heide 2014). Forskningen har gennemgående vist, at vi ikke bliver mindre sociale i andre sammenhænge af at bruge tid på sociale medier (Baym, Zhang & Lin 2004; Gruzd, Jacobsen, Wellman & Mai 2016), men at der opstår nye former for socialitet. Forskningen indikerer også, at der er kønsforskelle i den sociale mediebrug: kvinder er typiske mere relationsorienterede, mens mænd er mere optagede af informationsudveksling (Bakardjieva 2005; Baym 2010; Herring 1999; Lomborg 2014).
Forskningen i politisk kommunikation og journalistik på sociale medier er også omfattende (Bruns, Enli, Skogerbø, Larsson & Christensen 2016). Her har der især været fokus på politikeres brug af sociale medier under valgkampe (Bruns & Highfield 2013; Larsson & Kalsnes 2014), demokratisk deltagelse i dagligdagen (Ørmen 2015), sociale protester (Bennett & Segerberg 2012; Kavada 2015; Milan 2015; Poell 2014), og samspillet mellem traditionelle nyhedsmedier og sociale medier (Aitamurto & Lewis 2013; Kammer 2013; Larsson & Christensen, under udgivelse; Larsson & Ihlebæk, under udgivelse).
Sociale medier har også været genstand for studier i organisationskommunikation, både hvad angår intern kommunikation og samarbejde (Leonardi, Huysman & Steinfield 2013), og ekstern kommunikation og branding (Humphreys & Wilken 2015; Lovejoy & Saxto 2012; Roshan, Warren & Carr 2016).
De sociale mediers infrastrukturer og politiske økonomi. Komplementært til brugerperspektivet på sociale medier findes der en række studier, der er særligt optaget af de underliggende teknologiske og økonomiske strukturer. En række studier har fx undersøgt sociale medier som socio-materielle platforme, typisk med en kritisk interesse i algoritmer og disses usynlige selektion og filtrering af indhold til brugeren (Bucher 2012; Dijck 2013; Gerlitz & Helmond 2014; Gillespie 2010). Andre studier har anlagt et mere makroskopisk, politisk-økonomisk perspektiv på sociale medier og fx diskuteret sociale medier som overvågning og kapitalistisk udbytning af brugerens arbejdskraft og privatliv (Fuchs 2012; Fuchs, Boersma, Albrechtslund & Sandoval 2012).
De sociale medier, med Facebook og Google i spidsen, griber markant ind i det samlede mediemarked med implikationer ikke mindst for etablerede mediers økonomi. Dette skyldes bl.a. de såkaldte “social buttons”, der tillader brugere at like eller dele indhold fra andre websites, fx etablerede nyhedsmediers netaviser, hvorved deres indhold og en del af deres brugertrafik integreres i kommunikationsflowet på eksempelvis X og Facebook. De sociale medier betyder også øget konkurrence om annoncørerne, hvor sociale mediers data-drevne mulighed for personlig målretning af reklamer giver dem en fordel ift. andre medier. Således står Google og Facebook i dag for størstedelen af det digitale annoncemarked i Danmark (Kulturstyrelsen 2016; Danske Medier 2015)
De sociale mediers globale, kommercielle anvendelse af forskellige typer af persondata sætter endvidere dansk såvel som international lovgivning om datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse under pres. Således har EU i 2016 reformeret databeskyttelseslovgivningen for bedre at beskytte almindelige borgeres rettigheder til deres personlige data (EU 2016).
(2016)
