Medium theory (Toronto-skolen)
Medium theory (på dansk også medieteorien, men den går også under betegnelsen medieøkologi eller Toronto-skolen) retter sig mod at forstå dynamikken mellem samfund og medieteknologi, herunder især hvordan udviklinger i medieteknologi afføder sociale, kulturelle og psykologiske forandringer i såvel historisk perspektiv som i samtiden.
De vigtigste eksponenter for retningen, der omtales nedenfor, har søgt mediernes betydning – både i den måde, hvorpå medier ændrer betingelserne for kommunikationen mellem samfundets medlemmer og institutioner (Harold Innis, Joshua Meyrowitz), i den måde medier kan forandre vilkårene for menneskers sansning på (Marshall McLuhan), og i den måde de kan påvirke grundlaget for civilisationens udvikling og menneskets selverkendelse (Walter Jackson Ong). I modsætning til effektforskning og indholdsanalyse, tager Medium theory ikke udgangspunkt i mediernes indhold, men derimod i de formelle egenskaber, et medie har i kraft af dets materielle organisation (om det fx faciliterer envejs- eller flervejskommunikation, formidler billeder eller tekst osv.). Samtidig hævdes det, at disse egenskaber er af mere fundamental betydning for et givet medies påvirkning af kultur og samfund end de meddelelser, der formidles gennem det. Medium theory betoner også, at et givet medies sociale funktion påvirkes af eksistensen af andre medier (flermedialitet), samt at et samfunds udviklingsmuligheder præges af dets samlede bestand af medier og den relative styrkefordeling mellem dem (mediematrice).
På grund af sit fokus på mediers teknologiske side kritiseres medium theory undertiden for at være teknologideterministisk, hvilket dog modsiges af mange centrale teksters betoning af forholdet mellem medier og samfund som refleksivt og dynamisk. Medium theory er ikke en skarpt afgrænset videnskabelig skole eller teori, men et perspektiv, der især er udviklet af de nedenstående forskere.
Harold Adam Innis (1894-1952). Innis var uddannet jurist og økonom og arbejdede livet igennem som professor i politisk økonomi og økonomisk historie ved University of Toronto. Innis’ interesse for medier og kommunikation blev først vakt mod slutningen af hans karriere, hvor han bl.a. publicerede hovedværkerne Empire and communications (1950) og The bias of communication (1951). Innis’ udgangspunkt inden for økonomien præger på afgørende måder hans opfattelse af medierne. Hans økonomiske arbejder orienterer sig således mod at demonstrere, hvordan et lands væsentligste naturressourcer sammen med dets geografi og transportveje har en afgørende betydning for, hvilke handels- og transportkredsløb der udvikles, og dermed for den overordnede politiske og økonomiske udvikling.
Innis’ analyser af medierne præges af den samme basale materialisme. Innis hævder, at et givet medie er karakteriseret ud fra dets egenskaber i forhold til kommunikation over tid og rum, og at disse dimensioner står i et omvendt forhold til hinanden: Et medie, der er meget holdbart (eksempelvis stentavler), favoriserer kommunikation over lange tidsspand, men er svære at flytte på, mens et medie, der er meget skrøbeligt (eksempelvis papyrus) favoriserer hurtig kommunikation over lange afstande, men er ikke specielt holdbart. Innis betegner denne egenskab ved et medie som dets bias (tendens) mod enten tid eller rum. Innis hævder i forlængelse heraf, at et givet historisk samfund kan beskrives ud fra dets dominante medie: Samfund, domineret af medier med tids-bias, udvikler kulturelle former, der orienterer sig mod fortiden, med dyrkelse af mytologi, slægt og tradition, mens samfund, der domineres af medier med rum-bias udvikler kulturelle former, der er orienteret mod samhandel, bureaukrati og (militær) ekspansion. Innis påpeger også, at de sociale institutioner, et samfund udvikler omkring sit dominerende medie, i sig selv har en konservativ tendens, og at de aktivt vil søge at hindre udvikling og spredning af medier med modsat bias. Innis betegner sådanne magtkoncentrationer som vidensmonopoler.
Herbert Marshall McLuhan (1911-1980). McLuhan var ph.d. i litteraturvidenskab fra Cambridge University i England og kom i 1946 til University of Toronto. Her stiftede han bekendtskab med Innis og blev inspireret af hans tænkning om medierne, hvilket ikke mindst viser sig i hans berømte aforisme om, at “mediet er budskabet”. Hermed sigter han til det forhold, at medierne ikke påvirker kulturen gennem deres indhold, men gennem deres formelle egenskaber, som fremmer bestemte typer kommunikation og hæmmer andre. I modsætning til Innis lokaliserer McLuhan imidlertid ikke påvirkningen i den sociale organisation, men i menneskets psyke og sansning.
Centralt i McLuhans skrifter står ideen om, at menneskets historie kan opdeles i epoker ud fra medieteknologiske skift, der har gjort forskellige oplevelsesformer særligt fremtrædende. Medier har den fælles egenskab, at de forlænger menneskets sanser i fx tid og rum, men adskiller sig fra hinanden ved at favorisere nogle sanser over andre. De orale samfund prioriterer ifølge McLuhan øret. Hørelsen er cirkulært orienteret, og kan ikke rettes selektivt mod bestemte indtryk i samme grad som øjet. Derfor er orale samfund organiseret i stammer, der favoriserer en kollektiv kommunikationsform, hvor medlemmerne alle hører hinandens ord og udtryk samtidig med, at de ytres.
Med overgangen til skriften, og især bogtrykket, sker der en opprioritering af synet. Dels fordi tekster læses med øjet, dels og især fordi øjets distancerede og selektive sansemodus ifølge McLuhan med skriften bliver det organiserende princip for hele kulturen og for den menneskelige erfaring: Skriften opfordrer til en lineær, logisk og analytisk tilgang til virkeligheden, som bl.a. giver sig udslag i udviklingen af opdelte og hierarkiske samfund. I McLuhans egen samtid så han endnu et epokalt skifte, denne gang ved overgangen fra skriftkulturen til en kultur baseret på elektroniske medier (især radio og tv). Her hævder McLuhan, at der sker en delvis tilbagevenden til den orale kulturs former, og han skabte begrebet den globale landsby til at indfange, hvordan skriftkulturens distancerede og kalkulerede erkendelse blev erstattet af tv’s og radios tilbud om næsten simultan erfaring af begivenheder fra alverdens afkroge.
McLuhan opnåede i 1960’erne en betydelig, international berømmelse. Gennem ti år fremførte han med urokkelig selvsikkerhed grandiose forudsigelser om de elektroniske mediers revolution, oftest i et dunkelt og metaforladet sprog. De samme stiltræk karakteriserer også hans skrifter, hvorfor McLuhan efterhånden blev afskrevet som useriøs, og i en periode forsvandt han fra den akademiske debat. Med den kraftige opblussen af (poststrukturalistisk) medieteori omkring internettets gennembrud i midten af 1990’erne blev McLuhan dog på ny aktuel, og i dag er han bredt anerkendt som en tidlig repræsentant for (postmodernistisk) kulturteori.
Joshua Meyrowitz (1949-). Meyrowitz, der er professor ved University of New Hampshire, er i al væsentlighed kendt for bogen No Sense of Place (1985), som opnåede stor opmærksomhed i årene efter sin udgivelse. Her analyserer han, bl.a. ud fra Erving Goffmann, konsekvenserne af tv-mediets gennembrud for forholdet mellem børn og voksne, forholdet mellem kønnene og for politisk kommunikation. Det er også her, betegnelsen medium theory udmøntes.
Ifølge Meyrowitz har tv opnået en stor indflydelse på den vestlige kultur, fordi det stiller en detaljeret viden om alle sociale roller til rådighed for alle medlemmer af samfundet. Denne viden underminerede en central mekanisme til opretholdelsen af den gamle orden, hvor det at indtage en høj social rolle var ensbetydende med at have adgang til eksklusive rum og situationer: Kun politikere kom i magtens korridorer, kvinder skulle fortrinsvis opholde sig i hjemmet, og børns adgang til viden om voksenlivet var kontrolleret af forældrene. Med tv bliver det umuligt at basere sociale roller på videnshierarkier, hvorfor rollerne løbende må forhandles og fornys, hvilket bl.a. har betydet en opblødning af grænserne mellem de forskellige roller, fx mellem børn og voksne.
Meyrowitz har i de senere år nydt en fornyet opmærksomhed, bl.a. i studier af sammenhængen mellem mediers affordances og de kommunikative former, de kan give anledning til. Dette skyldes ikke mindst udviklingen inden for digital teknologi, der fundamentalt har ændret betingelserne for produktion og distribution af medieret indhold, både i form af skrift, tale og billeder. Samtidig adskiller de skribenter, der i dag regnes med i medium theory dvs. Meyrowitz, Ronald J. Deibert (1997) og John Durham Peters (1999), sig fra de tidligere ved en mere stringent, analytisk tone, og ved inddragelsen af systematiske begrebsdannelser fra kommunikations- og samfundsvidenskab, især symbolsk interaktionisme.
(2013)
