Medialisering af politik
Med medialisering af politik forstås den historiske proces, hvorigennem den politiske institution bestående af parlamenter, partier, valghandlinger osv. i stigende grad bliver afhængige af medierne og deres logik, men samtidig også den proces, hvor medierne integreres i de politiske organisationer og aktørernes virke (Hjarvard 2008: 65; Esser & Strömbeck 2014: 6). Begrebet har især vundet udbredelse siden slutningen af 1990’erne, hvor Mazzoleni & Schulz (1999) udgav artiklen “Mediatization of Politics: A Challenge for Democracy.” I Skandinavien har begrebet dog også rødder tilbage til Hernes’ klassiske artikel fra 1978 “Det mediavridde samfunn.”, der fremhæver udfordringer ved især tv-mediets påvirking af politik samt Asps (1986) kendte bog Mäktiga massmedier: studier i politisk opinionsbildning.
Strömbäck (2008) argumenterer for, at medialiseringen af politik i den vestlige verden forløber gennem fire faser. Den første fase henviser til, at før man kan tale om medialisering, skal nyhedsmedierne være den primære ressource, som borgerne anvender for at følge med i politik. Den anden fase henviser til, at nyhedsmedierne skal have udviklet sig fra at være en del af den politiske institution (som partipresse) til at være en selvstændig samfundsinstitution. Den tredje fase henviser til, i hvor høj grad henholdsvis medielogik og politisk logik påvirker dækningen af politik, og den fjerde fase henviser til, i hvor høj grad politiske aktører lader sig påvirke af henholdsvis medielogik og/eller politisk logik.
Netop begreberne medielogik og politisk logik står centralt i diskussionen af medialiseringen af politik. Blandt de første til at anvende begrebet medielogik var Altheide & Snow (1979: 10). I denne udlægning er medielogik en overordnet ramme til forståelsen af, hvordan medier og informationsteknologier påvirker samfundet. Hjarvard (2008: 28) definerer medielogik som en samlet betegnelse for mediernes forskelligartede institutionelle og teknologiske virkemåder, mens Ørsten (2005), Blach Ørsten (2016) og Asp (2014) forstår medielogik i et institutionelt perspektiv med fokus på nyhedsmedier og ikke alle typer af medier. Inden for denne tilgang består nyhedsmedielogikken af blandt andet forestillingen om nyhedsmedierne som en fjerde statsmagt, idealet om at formidle begivenheder tilstræbt objektivt, nyhedsmediernes forskellige genreformater (dog primært ‘nyheden’ som format), nyhedskriterierne som basis for udvælgelse og vinkling af nyheder, arbejdsdelingen mellem nyhedsorganisationens forskellige redaktioner såvel som arbejdsdelingen mellem journalister og de bureaukratiske institutioner/organisationer, de dækker.
Esser & Strömbäck (2014: 17-18) definerer medielogik ud fra tre parametre: I hvor høj grad nyheder produceres ud fra professionelle journalistiske normer og kriterier, i hvor høj grad nyhedsmediernes produktion er præget af kommercielle interesser, samt hvordan de forskellige medieteknologier påvirker produktionen af nyheder. Selvom Esser & Strömbäck henviser til begrebet medielogik i deres tekst, fremgår det tydeligt af deres definition, at de taler om en medielogik, der findes i journalistiske nyhedsmedier. De taler derfor retteligt om en nyhedsmedielogik og ikke en logik, der også inkluderer medier uden journalister.
Over for nyhedsmedielogikken står den politiske logik. Nygren & Niemikari (2019) fremhæver, at den politiske logik i første omgang blev defineret som en partipolitisk logik, og medielogik blev defineret som fraværet af en partipolitisk logik. Siden er begrebet partipolitisk logik dog blevet erstattet af begrebet politisk logik. Esser & Strömbäck (2014: 15) definerer den politiske logik i forhold til tre parametre: 1) Det politiske system forstået som et samfunds politiske institutioner og de love og rammer, som det er indrettet efter, 2) De politiske forhandlingsprocesser og de forskellige politiske aktørers magt og adgang til disse processer, samt 3) rammerne for den politiske opbakning, som forskellige politiske aktører kan skabe i forhold til emner, partier, kandidater etc.
Nyhedsmedielogik og politisk logik stilles ofte op som hinandens modsætninger, men flere forskere mener, at det er en forenkling. Esmark & Blach-Ørsten (2011), Esmark & Mayerhöffer (2014), Van Aelst m.fl. (2014) samt Nygren & Niemikari (2019) fremhæver, at selvom politiske aktører tilpasser sig medielogik, så kan denne tilpasning sagtens bunde i en bevidst politisk overvejelse eller strategi. At politiske aktører lader sig påvirke af medielogik betyder dermed ikke, at medierne har overtaget politikken. Nyhedsmedielogik og politisk logik skal derfor ikke nødvendigvis betragtes som hinandens modsætninger, men som både påvirkende og overlappende hinanden, ligesom der kan være sammenfald mellem de to typer af logikker. Nygren & Niemikari (2019: 217-218) skriver: “Den politiske kommunikationsproces er baseret på medielogik og det politiske system benytter sig af medielogik til at opnå politiske mål. […] Brugen af medielogik erstatter ikke den politiske logik. I stedet bruges medierne i politik til at skabe opbakning til og indflydelse på beslutningsprocesser i det politiske system.”
Empiriske analyser af politikkens medialisering omfatter både komparative studier mellem flere lande og studier af enkelte lande. Et studie af politikkens medialisering i otte europæiske lande, herunder Danmark, viser, at medielogik spiller en fremtrædende rolle i den politiske kommunikation i de fleste af de otte lande (Maurer & Pfetsch 2014). Esmark & Blach-Ørsten (2011) viser i et studie af dansk politik med fokus på den politiske kommunikationselite, hvordan medielogik er slået igennem, mens Elmelund-Præstekær, Hopmann & Nørgaard (2011) viser, hvordan medialisering af politik påvirker de enkelte folketingsmedlemmer i deres kommunikation. Zeh & Hopmann (2013) viser, hvordan medialisering af politik har udviklet sig over tid fra 1990 til 2009 i valgkampe i både Danmark og Tyskland. De konkluderer, at der er tegn på medialisering, men også at medialiseringen ‘toppede’ allerede i 1990’erne. Andre studier undersøger, hvordan medialiseringen af politik påvirker udviklingen af politiske skandaler (Allern & Pollack 2012), eller hvordan medialiseringen af politik gør nyhedsmedierne til en stadig vigtigere kanal for en lang række af politiske aktører (Binderkrantz, Munk Christiansen & Helboe Pedersen 2015). Nyere studier af politikkens medialisering diskuterer, hvordan politik i stadig højere grad udspiller sig i et hybridt mediesystem (Chadwick 2017), hvor både traditionelle nyhedsmedier og sociale medier er en del af den politiske kommunikation. I den forbindelse diskuteres, hvorvidt der ud over en medielogik og en politisk logik også findes en særlig social medielogik (Van Dijck & Poell 2013). Endelig diskuterer nyere studier også, hvordan disse tre former for logik påvirker hinanden og spiller sammen i medialiseringen af politik i et hybridt mediesystem (Enli & Simonsen 2018).
(2020)
