Køn og medier
Den akademiske beskæftigelse med køn og medier i film og tv har været omfattende. Siden midten af 1970’erne har der groft sagt været tre indfaldsvinkler til feltet: 1) Undersøgelser af kønskonstruktioner i enkelttekster og genrer. 2) Arkæologiske studier af især glemte kvindelige filminstruktører og revurderende studier af såkaldte kvindegenrer, som af såvel medieindustrien som film- og medieforskningen er blevet anset for genrer uden kvalitet; det gælder især melodramaet inden for filmforskningen og soapoperaen og sit com’en inden for tv-forskningen. 3) Receptionsstudier, historiske og aktuelle undersøgelser af de oplevelsesdimensioner og kvaliteter, det kvindelige publikum finder i forskellige genrer og medier eller bredere undersøgelser af især kønnede tv-seningsmønstre i hverdagslivet og kønnede kulturer omkring sening af film og tv.
Det karakteriserer endvidere forskningen i køn og medier, at den har bevæget sig fra kvinde- til kønsforskning; fra et fokus på feminitetskonstruktioner til også at beskæftige sig med maskulinitet og med “gay studies” og “queer studies”. Udviklingen i beskæftigelsen med køn og medier kan således siges at følge den måde, hvorpå tekstvidenskaben i bred forstand har reflekteret repræsentationer af køn. Samtidig afspejler kvindeforskningens generelle bevægelse fra kvinde- til kønsforskning og bevægelsen fra opfattelsen af kønnet som indskrevet i og reproducerende en statisk og essentialistisk dikotomi (mand-kvinde, aktiv-passiv osv.) til poststrukturalistiske opfattelser af køn som konstrueret og forhandlet gennem konkrete (tekstlige, sociale og oplevelsesmæssige) praksisser.
Psykosemiotikken. Laura Mulveys artikel “Visual Pleasure and Narrative Cinema” (1975) har været overordentlig indflydelsesrig for udviklingen af den feministiske psykosemiotik, der gennem flere årtier var toneangivende. Hovedpointen var, at den klassiske fortællende film konstruerer et mandligt blik, som placerer den kvindelige karakter som passivt visuelt objekt, mens den mandlige karakter er aktiv, bærer af blikket og agent for det narrative projekt. Den klassiske fortællende film konstruerer således en maskulin skuelyst, og i lighed med andre samtidige feministiske filmforskere plæderede Mulvey for en avantgardistisk strategi, hvor brechtske verfremdungsteknikker skulle destruere denne patriarkalsk formede, filmiske skue-lyst. Teoretisk baserede den feministiske filmteori sig på en blanding af freudiansk og lacaniansk psykoanalyse (Psykoanalyse og film) og strukturalisme. Denne teoretiske fokusering var med til at videnskabeliggøre forskningen i kvinder og film fra 1970’ernes midte; fokus blev flyttet fra kritikken af stereotype kvindebilleder på film til analyser af køn som tekstlige konstruktioner.
Konstruktivistiske positioner. Kaja Silverman (1988, 1992) var den første til at problematisere opfattelsen af Hollywood som en ideologisk monolit, der kun tilbød én tilskuerposition. På samme tid argumenterede Carol Clover (1990) i sit studie af den nyere horrorfilm og Linda Williams (1989/1999) i sin diskussion af pornofilmen for, at disse genrer konstruerer ustabile kønspositioner eller indeholder en bevidsthed om kønnet som en vedvarende kulturel konstruktion, som maskerade eller performance. I denne sammenhæng kan endelig også en række værker placeres, der beskæftiger sig med konstruktioner af kvinden som (super)helt i en række mainstreamgenrer (Tasker 1993, Schubart & Gjelsvik 2004). En omfattende analyse af de komplicerede relationer mellem ansigt, krop, den melodramatiske Hollywood-genre og udviklingen af stjernesystemet leverer Bodil Marie Thomsen (Thomsen 1997).
1990’ernes mange værker om maskulinitet og film skal ses i forlængelse af forestillingen om kønnet som maskerade (fx Krutnik 1991, Tasker 1993, Cohan & Hark 1993, Cohan 1997); disse beskæftiger sig på forskellig vis med maskuliniteten i krise og udfordrer dermed yderligere det mulveyske paradigme. Det psykoanalytiske paradigme er således siden 1990’erne blevet presset fra mange sider – men mest indflydelsesrigt fra en receptionsorienteret vinkel (Receptionsforskning). Undersøgelser af tekstligt konstruerede kønspositioner er blevet afløst af undersøgelser af konkrete historiske tilskuere, fx Jackie Staceys studie af kvindelige tilskueres erindringer om deres optagethed af 1940’ernes og 50’ernes kvindelige Hollywood-stjerner (Stacey 1994) og Rhona Berensteins (1996) analyse af appellen til de kvindelige tilskuere i promoveringen af horrorfilm i 1930’erne. Begge forfattere formulerer eksplicit psykosemiotikkens mangler, når det drejer sig om at analysere faktiske historiske tilskuere. Endvidere har en fremtrædende strøm i denne forskning beskæftiget sig med studier af “den homoseksuelle anden”, hvordan ikke-heteroseksuelle identiteter er blevet iscenesat, og hvordan film har været med til at understøtte homoseksuelle identitetsoplevelser. Studier af homoseksualitet og film går tilbage til 1980’erne (fx Dyer 1986, 1990, Russo 1981/1987), men derudover har Judith Butlers teori om kønnet som performance (Butler 1990, 1993) og forskellige former for kulturteori haft indflydelse på denne gren af filmforskningen. Med betegnelsen queer cinema sammenfattes den grundlæggende opfattelse af kønnet som ikke-essentialistisk og biologisk (jf. Farmer 2000, Benshoff & Griffin 2004, Dyer 2002, Griffiths 2008). Queer cinema dækker såvel over en tematisk afgrænsning som en teoretisk tilgang. Som metode forstås queering som en selvbevidst og oppositionel analytisk strategi i forhold til spørgsmål om køn på/og film.
Kønnet i medierne. I modsætningen til filmforskningen har forskningen i tv, ugeblade, magasiner og køn befundet sig i et tværvidenskabeligt krydsfelt mellem humaniora og samfundsvidenskab. Den har haft en stærkere teoretisk fundering i cultural studies og en stærkere empirisk fundering i tilskuerstudier og studier af forholdet mellem medier og hverdagsliv. Forskningsfeltet køn og medier har dermed ikke i samme omfang været knyttet til psykosemiotikken, om end blikteori er overtaget fra filmforskningen og tilpasset tv-mediets særlige karakteristika. Også inden for forskningen i køn og medier er der i løbet af 1980’erne sket et skift fra kritiske, ofte kvantitative, indholdsanalyser af “kvindebilleder” på tv eller i ugeblade til forskning i kønskonstruktioner og empiriske, kønnede, tilskuerpositioner og receptionsmønstre. 1980’ernes omfattende forskning i soapoperaens melodramatiske strukturer – og kvinders læsning af populærlitteratur – var optaget af spørgsmål om kvinders “autentiske” oplevelse af disse kulturelt devaluerede genrer (jf. fx Kuhn 1982, Ang 1985, Radway 1984, Geraghty 1991). Siden 1980’erne er studier af postmoderne og postfeministiske positioner bredt ud til mange genrer, fx til analyser af Sex and the City, The L Word og Desperate Housewives og spørgsmål om Buffy som ambivalent feministisk heltinde i Buffy the Vampire Slayer.
Optagetheden af den kvindelige tilskuer som aktiv medproducent af betydningsindhold er udvidet til at omfatte studier af kvindelige fans til en række forskellige programmer og genrer (fx Bacon-Smith 1992, Jenkins 1992, Jowett 2005). I studier af ikke-fiktion har der siden 1980’erne eksisteret en tradition for forskning i forholdet mellem køn og nyheder samt køn, politik og journalistik – fra såvel et tekstligt som et produktionelt og institutionelt perspektiv (jf. fx Sreberny & van Zoonen 2000). En mere sociologisk, hverdagslivsorienteret forskningstradition har beskæftiget sig med kønnede mønstre i familiens fjernsyns- og videosening (Morley 1986, Gray 1992, Joyrich 1996, Gauntlett & Hill 1999). Den historiske del af denne forskning har endvidere fokuseret på sammenhængen mellem medier, kønsrollemønstre, nye familiemønstre og samfundsmæssige moderniseringsprocesser (Spigel 1992).
Også i nordisk forskning var der en tæt sammenhæng mellem tekst- og programstudier, studier af sociologisk karakter og efterhånden receptionsanalyse. Et udgangspunkt betegnede magasinstudierne, fx Karen Klitgaard Povlsens sammenlignende studie af danske og tyske mad- og modemagasiner (Klitgaard Povlsen 1986). Kirsten Drotners afhandling om engelske børnemagasiner 1751-1945 (Drotner 1988) kombinerede kønssynsvinklen med et børn og unge-perspektiv, der mere og mere tog form af et selvstændigt forskningsfelt som fx i Karen Klitgaard Povlsens analyse af Beverley Hills 90210 (1999). Sammenhængen mellem køn, unge og tv-genrer som videodagbogen, den personlige dokumentar og reality-tv-programmer er i fokus hos Jerslev (2004). Inspireret af såvel Mulvey som Bakhtin undersøgte Vibeke Pedersen iscenesættelsen af køn i film og på tv, her bl.a. i forbindelse med værtsroller (Pedersen, V. 1995). Programanalyser ud fra et kønsperspektiv blev også set i et mediehistorisk perspektiv, bl.a. i Madeleine Klebergs analyse af kvindesynet i hjem- og familiereportager i svensk tv 1956-69 (Kleberg 1999).
Siden starten af det nye årtusinde er nye discipliner som “feministiske internetstudier” (van Zoonen 2001) og spørgsmål om nye mediers “køn”, om kønnede brugsmønstre, fx i forhold til computerspil (jf. Walkerdine 2007), om køn, medieindustri og medieteknologi, om køn og cyberspace og nye digitale mediers mulighed for leg med kønnede positioner blevet fremtrædende.
(2013)
