Mediematrice
Mediematrice betegner den konstellation af medier, der indgår i et samfunds kommunikative infrastruktur. En given matrice kan danne grundlag for indbyrdes forskellige mediesystemer. Da nye medier som oftest både tilfører nye kommunikationsmuligheder og giver anledning til at anvende eksisterende medier på nye måder (refunktionalisering) må det enkelte medie forstås i sammenhæng med den historiske matrice, det indgår i.
Man kan identificere fire eller fem “store” matricer i menneskehedens historie. McLuhan skelnede dog i sin tid kun mellem tre matricer, idet han kun så bogtrykket som forstærker af skriften. Efter Eisenstein, E. (1979) m.fl. skelnes der mere klart mellem skriftsamfund og samfund, der også har bogtryk. Hvis man skelner mellem fire store matricer, slår man de elektroniske medier sammen i én kategori, der både omfatter analoge og digitale elektroniske medier eller ser de analoge elektroniske medier som en forform eller historisk parentes til de fuldt udviklede digitale elektroniske medier (fx Harnad 1991, Bolzt 1993, Deibert 1997). Hvis man skelner mellem en fjerde og femte matrice, betoner man de sociale og kulturelle forskelle, der knytter sig til hhv. analoge og digitale mediers egenskaber. Poster (1995) skelner mellem to elektroniske medieepoker, de analoge og de digitale elektroniske, hvor de første knyttes til det moderne, mens de sidste knyttes til det postmoderne. Finnemann (1997, 2000b, 2005) ser brugen af det binære alfabet som det skelsættende grundlag for den femte mediematrice, der indebærer en ny og mere omfattende tekstualisering af kulturen.
Teorien om (epoker baseret på) mediematricer (evolutionær medieteori) konkurrerer i dag med teorier om mediekonvergens, teorier om erstatning, der tager udgangspunkt i ideen om fuldstændig digitalisering af den samlede mediematrice. Den digitale mediematrice er også blevet tolket i teorier om en ny separat virtuel mediesfære, en city of bits (cyberspaceteori). En særlig variant er Manuel Castells (2001) teori om et nyt “space of flows”, hvor internettet betragtes som mediegrundlag for et nyt hegemonisk niveau i kulturen (en ny social morfologi).
Den første mediematrice er baseret på talt sprog og danner grundlag for de mundtlige kulturer. Vores viden om disse kulturer, der hovedsagelig er nomadiske jæger og samlerkulturer, beror især på ikke-symbolske levn, men kan også bygge på overleverede billeder (fx hulemalerier). Talen har tjent som det centrale samfundsdannende medie. De mundtlige kulturer har overleveret den fælles viden gennem fortælling og et sæt af talekonventioner som rim, remse, rytme og andre repetitive strukturer, der har understøttet hukommelsen. Man kan også antage, at de enkelte samfund efterhånden har dannet mere strukturerede fora for medieringen af de centrale fortællinger – ligesom der også findes et eller andet forholdsvis organiseret system af talerstole i alle senere samfund.
Den anden mediematrice er baseret på tale og skrift. Det antages, at skriftkulturer er opstået indbyrdes uafhængigt fire eller fem steder i verden: Den sumeriske skriftkultur dateres til ca. 3400 f.v.t., den ægyptiske dateres til ca. 3100 f.v.t., den kinesiske til ca. 2000 f.v.t., den mellemamerikanske Maya-kultur til omkring 1500 f.v.t., mens der er usikkerhed om, hvorvidt Induskulturens skrift, der dateres til ca. 2600 f.v.t. er opstået uafhængigt af den sumeriske skriftkultur. Mens talen er synkron, er skriften asynkron. Med skriften får samfundet et middel til at lagre menneskelige erfaringer og viden uafhængigt af det enkelte individs hukommelse ligesom det med opfindelsen af lette, skriftbærende materialer bliver muligt at sende meddelelser over store afstande uden at bero på sendebudenes troværdighed og erindring. Disse fælles træk forbinder skriftkulturerne. De adskiller sig, fordi forskellige skriftsystemer har forskellige egenskaber, fordi et givet skriftsystem kan benyttes til forskellige formål, og på grund af forskelle i samfundets produktions- og socialstruktur og livsforhold i det hele taget. De vestlige samfund er især bygget på den græske, den jødiske og den romerske skriftkultur. Den græske er overvejende sekulær og filosofisk, den jødiske overvejende religiøs (den hellige skrift) og den romerske især retlig-juridisk (romerretten). Den romerske skriftkultur bliver fundament for et udstrakt imperium, mens den græske skriftkultur er dannet inden for bystatens ramme. Den kinesiske skriftkultur er også imperial, men adskiller sig bl.a. ved det ideografiske skriftsystem og ved at være udviklet til centralistisk styring. Mens mange kinesiske befolkningsgrupper er ude af stand til at tale med hinanden har de et fælles skriftsprog.
Overgangen fra de orale samfund til samfund baseret på tale og skrift betragtes som et betydeligt civilisatorisk spring, men også som et forfald. Den skrivende græske filosof Platon, der følger efter den sidste talende filosof, Sokrates, lader denne beskrive skriften som ydre og overfladisk. Jøderne derimod ser skriften som udtryk for Guds vilje (de ti bud) og derfor som hellig. Når skriften bliver medie for viden, bliver den også udtryk for et syndefald.
Ifølge Havelock (1963), Ong (1982) og Goody (1986) indebærer skriftens gennembrud som lagermedie for den menneskelige hukommelse, at talen frigøres til nye formål. Hvor den før var medie til at huske, kan den nu bruges som medie for fri refleksion, dialog og middel til at udtrykke noget nyt.
Den tredje mediematrice er baseret på tale, skrift og bogtryk. Denne matrice opstår i asiatisk kultur, først som bloktryk og siden som tryk med løse typer (Korea før år 1000) i Kina 1045. Gutenberg introducerer teknikken i Europa omkring 1450. Dermed indledes den mekaniske reproduktions tidsalder i Europa. Bogtrykkets betydning knyttes især til muligheden for at fremstille store oplag af identiske tekster på papir, der kan produceres overalt, hvor der er adgang til træ og vand. Billiggørelse går hånd i hånd med mere stabil reproduktion. Bogtrykket udvider skriftens rækkevidde og befordrer en forandring af skriftens betydning. Skriften bliver til personlig håndskrift, der frigøres fra kirken og understøtter udviklingen af moderne individualisme, hvor forfatteren ses som tekstens ophavsmand, og hvor individet bekræfter sin identitet ved sin personlige underskrift. Kongestol, prædikestol og tingsted bliver med tiden suppleret med civile talerstole i det frie eller på cafeer og klubber, hvor borgerne forsamles for at give stemme til egne laugsmæssige og politiske interesser. Bogtrykkets voksende rolle øger behovet for, at samfundets medlemmer skal kunne læse, skrive og regne. I Danmark fører det til indførelsen af generel 7-årig skolepligt fra 1814. Hele befolkningen stifter her bekendtskab med endnu en talerstol, katederet, mens de lærer at kende deres egen plads ved pulten.
Mens bogtrykket i den tidlige periode især bruges som medie for udbredelse af religiøse og efterhånden også andre tekster på dagligsprogene, får det senere særlig betydning for udbredelsen af naturvidenskabelig, matematisk viden, der er følsom over for den manuelle reproduktions mange fejlkilder. Bogtrykket beskrives ofte sammen med den samtidige udvikling af centralperspektivet i maleriet som medier, der understøttede den tidligt moderne ide om den udenforstående iagttager, der kan beskrive den partikulære verden fuldstændigt og objektivt.
Med tiden bliver bogtrykket også i videre forstand brugt som medie for den moderne udvikling, fra de protestantiske bevægelser, over den trinvise sekularisering, de moderne naturvidenskaber, oplysningstiden til de industrielle revolutioner, der igen danner grundlag for udviklingen af en fjerde mediematrice, baseret på anvendelsen af elektricitet (telegraf, rotationspresse, telefon, radio, tv, video, fax m.v.).
Den middelalderlige skriftkultur i Europa havde sit centrum i klostrene under kirkens kontrol, men bogtryk-kulturen får centrum i byerne baseret på markedsøkonomi og verdslig censur. Ifølge McLuhan (1964) er bogtrykket medie for udvikling af en rationalistisk, lineær og hierarkisk skriftkultur, der undertrykker mundtligheden og billedligheden via et disciplineret synshegemoni. McLuhan karakteriserer derfor den fjerde mediematrice ved talens og billedets elektroniske genkomst og som en genoptagelse af en mindre disciplineret middelalderkultur. Ifølge hans elev Neil Postman (1992) er den elektroniske kultur derimod udtryk for en kulturel opløsning af den bogtrykte kulturs store kvaliteter og værdier.
Den fjerde mediematrice udvikler sig fra midten af 1800-tallet gennem en støt strøm af nye medier, der for det store flertals vedkommende bygger på anvendelsen af elektricitet. De vigtigste medier er den elektriske telegraf, telefonen, fotoapparatet, radioen, båndoptageren, filmen, fjernsynet og videoen, hvortil kommer en lang række elektricitetsbaserede måleapparater. De energibaserede medier repræsenterer en vidtgående udvidelse af de kommunikative registre. For det første muliggøres synkron kommunikation af både tale, skrift og efterhånden også billeder over større afstande. For det andet muliggøres repræsentation af dynamiske processer, der forløber i tid. Det bliver muligt at lagre både tale, musik og visuelle forløb. For det tredje muliggør de nye medier en vidtgående refunktionalisering af ældre medier. Den elektriske telegraf og rotationspresse giver mulighed for at bringe nyheder fra store dele af verden frem på markedet fra dag til dag og skaber fundamentet for den moderne, daglige trykte avis. Med den trykte presses udvikling muliggøres en omfattende synkronisering af befolkningerne, der nu modtager en vis mængde af fælles dagligt nyhedsstof fra store dele af verden – en udvikling, der forstærkes med radioen og siden tv. Udbredelsen af det moderne firepartiavissystem (avis) i Danmark går hånd i hånd med opbygningen af et forgrenet og fintmasket net af nye folkelige talerstole i forsamlingshuse, på folkehøjskoler, i andelsforeninger, i politiske partiforeninger og i talløse andre moderne foreninger. Den fjerde mediematrice kulminerer med fjernsynets udbredelse efter 2. verdenskrig. I Skandinavien opstår der i en kortere periode en unik historisk situation, hvor de nationale public service-stationer bliver medier for hele befolkningen i kraft af deres monopol på tv-udsendelser. I takt med tv’s udbredelse svækkes de folkelige bevægelsers avis- og talerstols-kulturer. Mens de trykte medier er markedsbaserede, bliver radio og tv i de skandinaviske og andre nordeuropæiske lande baseret på statsfastlagt licens og mere eller mindre eksplicitte public service-broadcast-kriterier. Efter 2. verdenskrig understøttes de trykte medier også af forskellige former for statssubsidier.
Den fjerde mediematrice relaterer sig til en række nye vidensformer og vidensparadigmer. Ligesom den tredje matrice kan forbindes med klassisk newtonsk fysik (verden som partikelsystem) og den humanistiske ide om det udenforstående frie subjekt, kan den fjerde matrice forbindes med nyere fysiske energiteorier fra termodynamik, relativitets- og feltteori til kvantefysik (verden som energisystem). Iagttageren betragtes nu som del af det system, der iagttages. En beslægtet systemforståelse findes i den keynesianske økonomiske teori, der fokuserer på dynamiske relationer mellem markedsøkonomi og statsøkonomi, der betragtes som ét integreret system.
I den femte mediematrice bliver internettet omdrejningspunkt for en intensiveret medieudvikling, der foregår i samspil mellem en række nye digitale medier, digitalisering og refunktionalisering af trykte og elektroniske medier. Der udvikles nye diskursive og narrative genrer, og de knyttes i stigende omfang til flermediale koncepter. Med internettet sænkes adgangstærsklen til det medierede offentlige rum, der samtidig får døgnåbent, globaliseret rækkevidde og ubegrænset plads til indhold. Med den sænkede adgangstærskel bidrager internettet til at genforankre medierne i civilsamfundet. Der åbnes for en række kommunikative og kommercielle aktiviteter, der tidligere enten ikke har kunnet finde sted eller kun har kunnet foregå på den mundtlige kommunikations tids- og stedbundne betingelser. De folkelige bevægelsers talerstole afløses af en bred vifte af debatfora og blogs, man opretholder personlige og sociale kontakter over afstand, og der produceres store mængder af indhold i mange forskellige kvaliteter også indbefattende store mængder af sladderstof, bagtalelse og pornografi.
Den femte mediematrice er den første, der dannes omkring et enkelt globalt distribueret medie, og den første, der giver generel adgang til valgfri flervejskommunikation, ligesom det også er det første medie, der tilbyder valgfri kombination af synkron, nærsynkron og asynkron kommunikation.
Den giver dermed borgeren individuel adgang til at deltage i transnationale aktiviteter, den forskyder det offentlige rums grænser til det private og personlige, til det privat forretningsmæssige (e-handel, intranet) og ændrer på grænserne mellem det politiske og kulturelle og mellem det lokale, nationale og transnationale. Det offentlige rum udvides (udvidet medialisering), mens grænsedragningen bliver mere porøs og variabel, idet den samtidig bliver genstand for kontinuert forhandling, hvor reglerne dannes i de processer, de regulerer (fx grænsen mellem virksomhedens intranet og internet eller den grænse, blogforfatterne trækker for offentliggørelse af det personlige og private). Med de mobile medier bliver det medierede, offentlige og private rum temporært udstrakt til det fysiske rum, hvor individet opholder sig.
Den femte mediematrice overskrider en række af den fjerde matrices grænser, mens andre sociale, politiske og kulturelle barrierer (digitale kløfter) består. De har imidlertid ikke længere mediebundet understøttelse og udsættes for en kulturel afprøvning. Således beror broadcast-mediernes kollektive synkronisering af den nationale offentlighed i dag alene på brugernes valg, hvor det i den fjerde matrice var bundet til mediesystemet.
De trykte og elektroniske medier spiller ikke blot en betydelig rolle som aktører på internettet, de spiller også en selvstændig rolle for en forstærket globalisering i produktionen af nyheder, indhold og underholdning, der går hånd i hånd med en uhyre omfattende koncentration af stadig færre, store mediekonglomerater. I de seneste år præges udviklingen af intensiverede kampe og skiftende alliancedannelser mellem traditionelle mediekonglomerater, hedgefonds og globalt opererende it-virksomheder, der udvikler sig til nye medievirksomheder som Microsoft, Yahoo og Google, ikke mindst i kampen om at erobre platforme, der kan benyttes til at udvikle forretningsmodeller for udnyttelse af store mængder af gratis brugerskabt indhold.
Den femte mediematrice knyttes ofte sammen med en række nyere videnskabsteoretiske paradigmer, der baseres på immaterielle strukturer, mønstre og former (fx: informationsteori, spilteori, kybernetisk teori, systemteori, strukturalisme og poststrukturalisme, kognitionsteori, sprogspilsteori, teorier om selvskabende og regeldannende systemer). Immaterielle paradigmer modsvares af krops- og lokalitetsorienterede paradigmer med blandformer fx knyttet til menneske-maskine-interaktion og cyborg-teori. Ideen om en overordnet universel og transcendentalt givet lovmæssighed viger til fordel for et co-evolutionært samspil mellem forskellige vidensparadigmer, (“verden som risikabelt informationssystem”) og ideen om det postmoderne eller posthumane menneske. Mens fx Newtons mekaniske teori i sin tid blev opfattet som universel gyldig, bliver den i dag forstået som lokalt gyldig inden for nærmere afgrænsede områder.
I forlængelse heraf udvikles en række nye skanningsbaserede strategier inden for en række forskningsområder, hvor man ikke har fuld adgang til kildematerialet (fx ultralydscanning af kroppens indre, udforskning af det ydre rum og maskin-søgning på computerharddiske og internettet). Bruges også om en læsemetode, hvor man søger efter bestemte (foruddefinerede) nøgleord (finder telefonnumre ud fra personnavne i en telefonbog). Som læsemåde er scanning beslægtet med at skimme en tekst for at danne sig et indtryk af dens indhold.
(2013)
