Nyhedskriterier
Forskning i nyheder og mediedækning i mange lande har dokumenteret, at journalister og nyhedsredaktører meget ofte foretager ens valg, når de udfylder deres rolle som gatekeepere i nyhedsstrømmen. De løbende nyhedsvurderinger fører gang på gang til de samme prioriteringer. Bag redaktionernes beslutning om, hvorvidt en hændelse er nyhedsegnet eller ej, ligger nyhedskriterierne. Det er professionelle tankegange, der leder til tildeling af nyhedsværdi, og som derved styrer vinklingen og vægtningen af historierne i den daglige produktion. Nyhedsvurderingerne er i udgangspunktet uafhængige af den eller de platforme, som de prioriterede historier offentliggøres på. Nyhedskriterierne fungerer i såvel papirmedierne, radio, tv, web som på mobile platforme. I de klassiske nyhedsmedier tillægges samfundsmæssig betydning stor værdi, men for andre medier er underholdningsværdien vigtigere.
Igennem årtier er nyhedskriterierne udviklet til en form for universelle standarder for tildeling af nyhedsværdi. “Disse “grundregler” er måske ikke nedskrevet eller systematiseret af den enkelte nyhedsredaktion, men de eksisterer i daglig praksis og som professionel erfaring indhentet på jobbet” (Harcup & O’Neill 2001).
Megen af den videnskabeligt underbyggede viden, vi i dag har om kriterier for nyhedsprioritering og tildeling af nyhedsværdi, bygger på nordmændene Johan Galtung & Mari Holmboe Ruges The Structure of Foreign News (1965), en undersøgelse af dækningen i fire norske aviser af tre internationale kriser i henholdsvis Congo, Cuba og Cypern. Galtung & Ruges nyhedsfaktorer var:
1) Frekvens: Jo mere en begivenheds frekvens stemmer overens med nyhedsmediets, jo større sandsynlighed er der for, at den bliver til en nyhed.
2) Tærskelværdi: En begivenhed må have en vis intensitet for at blive til en nyhed.
3) Entydighed: Jo klarere en begivenhed er, jo større chance er der for, at den bliver til en nyhed.
4) Meningsfuldhed: Dette kriterium handler om kulturel nærhed og om hvilke begivenheder, der derfor kan opfattes som relevante
5) Konsonans: De begivenheder, som medierne forventer eller ønsker skal ske, har forøget mulighed for at blive til nyheder.
6) Det uventede: De uforudsigelige eller sjældne begivenheder har større chance for at blive til nyheder.
7) Kontinuitet: Hvis en hændelse først har fået opmærksomhed, vil den fortsætte med at få det i et stykke tid.
8) Komposition: Nyheder vælges også ud med henblik på at skabe en balance i det færdige nyhedsprodukt mellem forskellige typer af nyheder.
9) Reference til elitenationer giver forøget mulighed for at blive en nyhed.
10) Reference til elitepersoner giver forøget mulighed for at blive en nyhed.
11) Mulighed for personificering giver forøget mulighed for at blive en nyhed.
12) Negativitet: Jo mere negative konsekvenserne af en begivenhed er, jo større chance er der for, at den bliver en nyhed.
Galtung & Ruge formulerede også tre hypoteser om sammenhænge mellem de 12 nyhedsfaktorer, hvoraf den mest betydningsfulde var: At i jo højere grad begivenheder opfylder et eller flere af nyhedsfaktorerne, des mere sandsynligt er det, at en begivenhed vil blive vurderet som en nyhed.
På det helt grundlæggende plan regner mange med fire nyhedskriterier: Sensation, Konflikt, Identifikation, Aktualitet (Meilby 1996). Denne liste svarede til lister fra engelsksprogede fagbøger, hvor væsentlighed dog ofte også var inkluderet som kriterium.
Blandt forskere er der enighed om, at nyhedsværdierne på et givet tidspunkt afspejler de økonomiske, sociale og kulturelle strømninger i de samfund og segmenter af borgere, som medierne beskriver og leverer informationer og oplevelser til. Men der er også enighed om, at nyhedsteksterne som sådan ikke er afspejlinger: “Nyheder er ikke et spejl af virkeligheden, men et socialt konstrueret virkelighedsbillede” (Schultz 2006b).
I Norden har forskningen i nyhedskriterierne siden midten af 1990’erne især kredset om at undersøge, hvordan dagblads-, ugeblads- og tv-redaktioner i praksis har arbejdet med nyhedsdækningen for efterfølgende at kunne gå dybere ind i en kortlægning af, hvilke forskydninger der gennem årene er sket i mediernes nyhedsprioriteringer, og hvad det har haft af konsekvenser for de medieskabte “billeder” af de nære samfund såvel som den globaliserede verden.
Gennem 1990’erne skete der en markant forskydning imellem de kriterier, som redaktionerne lagde til grund for nyhedsvurderingerne. Nyhedsredaktionerne styrkede i 1990’erne seernes muligheder for identifikation via cases og personificering, og nærhed som nyhedskriterium kom i centrum. Journalistikkens beskrivelser blev bragt tættere på de måder, som læserne, lytterne og seerne oplevede deres hverdagsliv på (Hjarvard 1999b). Stig Hjarvards fremhævelse af “det nære” som et styrket nyhedskriterium er i god overensstemmelse med de analyser og den redaktionelle produktudvikling, der i 1990’erne kom til Norden fra USA. Den redaktionelle fornyelse blev karakteriseret som “det udvidede nyhedsbegreb”, hvor journalistikken bestræbte sig på at forlade eliten og samfundsinstitutionerne og bevæge sig ud blandt borgerne, og hvor medierne gjorde emner som sundhed, alderdom, tro og sex til genstand for nyhedsdækning. Følelser blev inddraget i journalistikken, der gik stadigt tættere på det private og ind imellem helt ind i det intime.
Den tabloidiserede nyhedsdækning var på flere måder anderledes end den klassiske nyhedsjournalistik. Den byggede ganske vist både på konflikt og forskellige grader af sensation og tog jævnligt afsæt i det specielle i en beskrivelse af, hvordan de kendte og de kongelige er forskellige fra os andre, men den dækkede i lige så høj grad det normale. Dansk og udenlandsk forskning (Langer 1998, Sparre & Kabel 2001) viste, at den tabloidiserede journalistik i virkeligheden var en form for klassisk nyhedsjournalistik, blot baseret på nogle helt andre nyhedsværdier. Tærsklen for dækning blev defineret helt forskelligt fra den mere samfundsbeskrivende journalistik. Der var langt flere positive nyheder.
Med udgangspunkt i en kortlægning af arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik tilføjede Peter Kramhøft i Journalistik med omtanke (2000) endnu en dimension til refleksionen over nyhedskriterierne. Nyhedsredaktionernes brug af konflikt som det primære kriterium for udvælgelse blev diskuteret, og en ubalance imellem brugen af konflikt og konsensus blev kritiseret. Kramhøft påpegede, at når konfliktkriteriet ind imellem blev misbrugt, så kunne det “Forenkle virkeligheden urimeligt ved dikotomisering i fx godt og ondt. Skabe falske konflikter. Forstærke interessekonflikter og stå i vejen for løsninger” (2000). Kramhøft foreslog en justeret liste over nyhedskriterier: Aktualitet, Væsentlighed, Konsensus, Identifikation og Normalitet.
I 2006 bidrog mediesociologen Ida Schultz med et forslag til et nyt nyhedskriterium. I bogen Bag nyhederne – værdier, idealer og praksis supplerede Ida Schultz den klassiske liste: Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Konflikt og sensation med et sjette: Eksklusivitetskriteriet. Ida Schultz konkluderede, at mediernes nyhedsdækning på mange måder er en kamp om positionering, og at eksklusive historier, eksklusive vinkler og eksklusive kilder er særdeles betydningsfulde for medierne. Solohistorier er afgørende, især hvis andre medier refererer nyheden og dermed sætter nyhedsspiralen i gang. Hvis ikke, så bliver solohistorien en såkaldt “solo-nolo”, der ikke tilfører mediet og journalisterne status eller gennemslagskraft. (Schultz, I. 2006b)
Fra midten af 1990’erne har digitaliseringen, internettet og mediernes inddragelse af brugerne sat nye standarder for nyhedsudvælgelsen, og Galtung og Ruges 12 nyhedsfaktorer har kun delvist bevaret deres gyldighed; en del nyhedshistorier er fx ikke længere baseret på begivenheder og kan derfor ikke kategoriseres via de 12 nyhedsfaktorer (Harcup & O’Neill 2001). Fotomuligheder er således ofte et udløsende kriterium for nyhedsdækning. Referencer til et tv-univers, som både kan være fakta og fiktion, kan også udløse nyhedsdækning.
De såkaldte medieinterne nyhedskriterier har vundet terræn. De gode billeder i form af video og fotos er ofte udløsende for dækning, hvad enten de er taget af mediernes egne fotografer eller leveret af brugerne. “Live” som journalistisk form er blevet til et selvstændigt nyhedskriterium på tv, der ofte er overordnet det indhold, som det direkte nyhedsindslag handler om.
(2013)
