Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse

Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse udgør en central tilgang inden for diskursanalyse og mere specifikt retningen kritisk diskursanalyse. Den har haft stor gennemslagskraft inden for medie- og kommunikationsforskning. Siden slutningen af 1980’erne har Fairclough fremlagt sin tilgang i en lang række publikationer. Hans centrale bogudgivelser er Fairclough (1989, 1992, 1995a, 1995b, 1998, 2000 og 2006) samt Lilie Chouliaraki & Fairclough (1999). Udvalgte bogkapitler er blevet oversat til dansk og udgivet i en tekstsamling (Fairclough 2008). Fairclough har en baggrund i lingvistik, men baserer sin kritiske diskursanalytiske tilgang på et tværfagligt grundlag. Tilgangen kombinerer tekstanalyse inden for disciplinen lingvistik med makrosociologisk analyse af social praksis og med den fortolkende mikrosociologiske tradition.

Faircloughs tilgang deler med andre kritiske diskursanalytiske tilgange et syn på diskurs som en vigtig dimension i enhver social praksis, der både konstituerer viden, identiteter og sociale relationer, og som konstitueres af andre dimensioner af den sociale praksis. Diskurs står dermed i dialektisk forhold til andre sociale dimensioner. Fairclough arbejder med tre definitioner af begrebet diskurs. For det første defineres diskurs som “diskursive praksisser”, forstået som sprogbrug som social praksis (Fairclough 1992). Denne brug af diskursbegrebet baserer sig på den antagelse, at sprogbrug ikke blot afspejler andre praksisser, men er en konstituerende del af enhver social praksis. Idet vi giver betydning til det, vi gør, som en konstituerende del af det, vi gør, har alle praksisser en diskursiv dimension. Denne diskursforståelse tager afsæt i Michel Foucaults definition af en diskurs som et begrænset sæt af mulige ytringer, der udgør grænserne for, hvad man kan sige og dermed gøre (Foucault 1969). For det andet defineres diskurs som “sprog”, der bruges inden for et specifikt socialt felt eller domæne, som det fx er tilfældet med betegnelserne politisk diskurs, miljødiskurs, pædagogisk diskurs eller videnskabelig diskurs. For det tredje defineres diskurs som en bestemt måde at tale på, der giver betydning til aspekter af verden ud fra et bestemt perspektiv, som fx en feministisk diskurs, neoliberal diskurs, økologisk diskurs eller populistisk diskurs.

Fairclough bruger begrebet tekst i bred forstand til at betegne skriftsprog, talt sprog samt former for kommunikation, der kombinerer sprog, billeder og lyd, som fx tv-programmer, film og websider. (Fairclough 2003:3). I Faircloughs kritiske diskursanalyse er målet om at være kritisk et spørgsmål om at påvise og bidrage til udligning af ulige magtrelationer. Der arbejdes ud fra den antagelse, at diskursive praksisser bidrager til at skabe og reproducere ulige magtforhold mellem sociale grupper. Disse effekter ses som ideologiske effekter. Ved at iværksætte ideologibegrebet på denne måde afviger Fairclough fra Foucaults magtforståelse. Samtidigt har Fairclough dog også et foucaultsk syn på magt som noget, der skaber subjekter og agenter produktivt, snarere end som en tvangskraft, som nogle bruger mod andre.

Analyser baseret på Faircloughs kritiske diskursanalyse fokuserer på to dimensioner: en kommunikativ begivenhed – et tilfælde af sprogbrug, som fx et interview, en politisk tale, en avisartikel, et tv-program eller en webside, og en diskursorden (order of discourse), som er summen af de diskurstyper, der bruges inden for en social institution eller et socialt domæne. Diskurstyper består af diskurser og genrer (Fairclough 1995b:66). En genre er sprogbrug, som er forbundet med og konstituerer en del af en bestemt social praksis som fx en interviewgenre, en nyhedsgenre eller en reklamegenre (1995b:56). Eksempler på diskursordner er mediernes diskursorden, den kommunale politiske diskursorden eller en bestemt kommunes diskursorden (Fairclough 1995b:56, 1998:145). Inden for en diskursorden er der forskellige diskursive praksisser, hvorigennem tale og skrift produceres og konsumeres (Fairclough 1998:145). For eksempel er der inden for en kommunes diskursorden diskursive praksisser som fx kommunikation på lokalpolitiske møder, produktionen og receptionen af skriftlige mødereferater, kommunalmedarbejdernes interne kommunikation samt skriftlig og mundtlig kommunikation med borgere inkl. borgerinddragelsestiltag.

Fairclough har udarbejdet en tredimensionel model som analytisk ramme, der strukturerer hele forskningsprocessen. Hovedprincippet bag modellen er, at diskurs udgør en blandt flere dimensioner af enhver social praksis, som står i dialektisk forhold til de andre dimensioner. Fx står kommunalpolitisk kommunikation i dialektisk forhold til den kommunepolitiske struktur og institutionelle og økonomiske rammer. Det er en central pointe, at forbindelsen mellem tekster og social praksis medieres af diskursiv praksis. Det er således kun gennem den diskursive praksis – hvor folk bruger sprog for at producere og konsumere tekster – at tekster former social praksis. Samtidig indvirker teksten (de formelle lingvistiske træk) på både produktions- og konsumptionsprocessen (Fairclough 1992): De diskurser og genrer, som artikuleres sammen for at producere en tekst, og som tekstmodtagere trækker på for at fortolke teksten, har en bestemt lingvistisk opbygning, som former både produktionen og konsumptionen af teksten (dvs. den diskursive praksis).

Analyse af kommunikative begivenheder indebærer således analyse af tre dimensioner: diskursiv praksis – de diskurser, som artikuleres i produktion og konsumption af tekster for at konstruere bestemte repræsentationer af verden, identiteter og sociale relationer; tekst – de lingvistiske elementer som transitivitet, modalitet, ordvalg, fraser og kohærens, ud af hvilke diskurserne opbygges; og social praksis – den diskursive praksis rolle i social reproduktion og forandring. Fairclough definerer en social praksis som både en rutinepræget, institutionaliseret og socialt forankret måde at handle på i verden og en individuel handling i tid og rum. En social praksis fungerer som en bro mellem abstrakte strukturer og konkrete begivenheder – mellem “samfund” og folk, der lever deres liv (Chouliaraki & Fairclough 1999).

I forbindelse med en given kommunikativ begivenhed artikuleres forskellige diskurser og genrer sammen på en måde, der enten reproducerer eller udfordrer diskursordnen – summen af de diskurser, som bruges inden for en social institution eller et socialt domæne – og dermed den sociale orden. Sammenkoblingen eller artikuleringen af forskellige diskurser (artikulation) og genrer inden for og på tværs af grænserne mellem forskellige diskursordner skal forstås som udtryk for interdiskursivitet. Gennem nye former for artikulering af forskellige diskurser og genrer skifter grænserne både inden for diskursen og mellem forskellige diskurser. De kreative diskursive praksisser, hvorigennem diskurstyper kombineres på en ny og kompleks måde – i et nyt interdiskursivt “mix” – er både et tegn på, og en drivkraft i, diskursiv og dermed sociokulturel forandring, mens de diskursive praksisser, hvori diskurser blandes på konventionel vis, er et tegn på og en drivkraft i opretholdelsen af den dominerende diskursorden og dermed den sociale orden. Social reproduktion og forandring kan således undersøges gennem analyse af relationerne mellem de forskellige diskurser i en diskursorden og relationerne mellem forskellige diskursordner (Fairclough 1995b:56).

Interdiskursivitet er en form for intertekstualitet. Intertekstualitet betegner det forhold, at alle kommunikative begivenheder trækker på tidligere begivenheder; man kan aldrig undgå at bruge ord, andre har brugt før. En tekst kan ses som en del af en intertekstuel kæde: En serie teksttyper, som bindes sammen i en kæde ved, at hver tekst inkorporerer elementer fra en anden tekst eller andre tekster. Et eksempel er den kæde, der forbinder videnskabelige rapporter med medietekster i forskningskommunikation gennem massemedierne: Journalisten inkorporerer rapportelementer i produktion af en medietekst; i konsumptionsprocessen inkorporerer modtagerne medietekstelementer og konstruerer en ny tekst.

I Danmark er Faircloughs kritiske diskursanalyse blevet anvendt bredt inden for medie- og kommunikationsfeltet. Et eksempel er et studie af Phillips & Kim Schrøder (fx Phillips & Schrøder 2004, 2005, Schrøder & Phillips 2007), som kombinerer den med diskurspsykologien for at analysere konstruktionen af “politik” i mediediskurser og borgeres diskurser i fokusgrupper. I studiet betragtes “politik” som en diskursiv konstruktion, dvs. et produkt af forskellige måder at give betydning til “politik” på i forskellige diskursive praksisser herunder mediedækningen af et trafikpolitisk forlig og mediebrugernes konsumption af mediedækningen. Medialiseringen af politik og kultur forstås som den bredere sociale praksis, som de diskursive praksisser både konstituerer og konstitueres af. Et andet eksempel er en undersøgelse af et kommunalt borgerinddragelsestiltag i forbindelse med projektet Energiby Frederikshavn (Horsbøl & Eeg 2012, Lassen & Horsbøl 2010, Lassen m.fl. 2011). Faircloughs tilgang bruges til at analysere den diskursive konstruktion af “borgerskab” og “deltagelse”.

(2013)