Michel Foucault og diskursanalyse
Michel Foucault (1926-1984) er en vigtig inspirationskilde til flere retninger inden for diskursanalysen, som den har etableret sig siden midt i 1980’erne. I Vidensarkæologien (1969, da. 2005) definerer Foucault en diskurs som en gruppering af ytringer (énoncés) inden for den samme diskursive formation. Og nævner som eksempler den kliniske, økonomiske, naturhistoriske og psykiatriske diskurs.
Vidensarkæologien handler om, hvordan diskursive formationer kan analyseres – hvilket udvikles på baggrund af studier af humanvidenskabernes opkomst, men de diskursive formationer findes ikke kun på dette felt. Problemet med at skrive en videnskabelig disciplins historie er, at inddelingen i vidensfelter, hvad der er sandt, hvad der er interessant at vide osv., skifter historisk. Ifølge Foucault bør man derfor starte med at suspendere alle de gængse inddelinger som forfatterskaber og genrer (ikke mindst litteratur og videnskab) og alle de gængse synteser som tradition og perioder. I stedet bør vi læse den enkelte ytring som en hændelse, dvs. vi må læse, hvad den siger, uden at udlægge den som et udtryk for forfatterens mening, for en struktur eller for noget andet “bagvedliggende”. Vi skal ikke betragte en ytring som dokumentation for noget, men som et monument – som enestående. Hermed får vi blik for spredningen i ytringerne. Men idet vi retter fokus mod spredningen, får vi øje for, at spredningen ikke er total, der forekommer regelmæssigheder i spredningen. Disse regelmæssigheder er diskursive formationer – og de kan gå på tværs af de gængse inddelinger, vi startede med at suspendere.
En diskursiv formation konstitueres af sine formationsregler, som det gælder om at studere. En diskursiv formation kan ikke bestemmes ved de objekter, den omtaler. Objekterne bestemmes tværtimod af den diskursive formation og kan forandres over tid. En diskursiv formation bestemmes heller ikke af dens subjekter eller udsigelsespositioner. Også udsigelsespositionerne bestemmes af den diskursive formation. Ligeledes er begreber og deres orden bestemt af og ikke bestemmende for den diskursive formation. Endelig kan en diskursiv formation heller ikke bestemmes ved dens temaer – som kan være skiftende. Temaerne må i stedet ses som forskellige strategier, dvs. linjer i den diskursive formations historie. En strategi er her – modsat i gængs betydning – en linje, som kan aflæses bagudrettet, men som ikke nødvendigvis er intenderet på forhånd.
Som det fremgår, bestemmes analysen af diskursive formationer langt hen ad vejen negativt, dvs. af hvad man ikke bør gøre. Gennem advarslerne mod grøfter og faldgruber banes en vej for analysen; men den konkrete analyse foregribes ikke af præcise bestemmelser. Vidensarkæologien giver et bud på, hvordan diskursive formationer fremlæses i et arkiv af udsagn. Hvordan mennesker lever med diskursive formationer, reflekteres kort i efterskriftet, hvor det hedder, at de diskursive formationer ikke fratager mennesker mulighederne for at agere, men udgør vilkårene for menneskers ageren. I Foucaults tiltrædelsesforelæsning ved Collège de France, Talens forfatning (1970, da. 1980, 2001), er menneskers liv med diskurser blevet hovedfokus – og med en langt kraftigere betoning af, hvordan magt udøves diskursivt. Nu handler det om, hvordan diskursens orden begrænser og udelukker, opdeler og udvælger, hvem der kan tale. Forholdet mellem viden og magt var sat på dagsordnen, men endnu uden noget udviklet magtbegreb.
Foucault selv kan strengt taget kun kaldes diskursanalytiker i en periode omkring udgivelsen af Vidensarkæologien og Talens forfatning. Vidensarkæologien er en efterrationaliserende refleksion over, hvilken type analyse Foucault havde udviklet i de tre forudgående værker: Galskabens historie (1961, da. 2003), Klinikkens fødsel (1963, da. 1993) samt Ordene og tingene (1966, da. 1999, 2006). I ingen af disse tre værker bruges dog et diskursbegreb, som Foucault først udvikler i årene efter – bl.a. under inspiration fra angelsaksisk talehandlingsfilosofi (Austin og sproghandlingsteori). Omvendt realiserer Foucault heller ikke den arkæologiske diskursanalyse i en konkret analyse efterfølgende, idet han i begyndelse af 1970’erne ændrer analytisk fokus og udvikler en magtanalyse, den såkaldte genealogiske analyseform, i værkerne Overvågning og straf (1975, da. 2002) og Viljen til viden (1976, da. 1978, 1994). Baggrunden for kursændringen var for det første nogle teoretiske problemer med diskursanalysen. I Vidensarkæologien er fokus på at bestemme det særegne ved det diskursive, mens forholdet til det ikke-diskursive ikke behandles. For det andet tilpasser Foucault i alle sine analyser sin fremgangsmåde efter den aktuelle problematik, og hans analyse af disciplineringsformer i Overvågning og straf kunne ikke begrænses til en analyse af diskursive formationer.
Overvågning og straf handler i første omgang om det moderne fængselsvæsens opståen: hvordan disciplinering erstatter tidligere straffeformer. Senere peger Foucault på, at samme disciplineringsform kan findes i skolen, kasernen og fabrikken. Magten bliver tendentielt allestedsnærværende, men magten er ikke noget, der kan “haves”; den er derimod noget, der udøves i relationer. Der findes ingen modstandspotentialer uafhængigt af magten. Til gengæld er magten produktiv, den er hinsides godt og ondt. Både overgrebet og det subjekt, der føler overgrebet, er et produkt af magtrelationerne. Med analysen af disciplineringsformationen har Foucault bevæget sig hinsides skellet mellem det diskursive og det ikke-diskursive, idet magt og viden ses som to sider af samme sag: magt-viden.
Foucault taler dog stadig om diskurser, om italesættelse (dvs. at sætte i diskurs), men nu som underordnede kategorier. Det sker i Viljen til viden – seksualitetens historie 1, idet det er Foucaults pointe, at seksualiteten aldrig har været trykket ned i det usagte, men at al fordømmelsen af seksualitetens former og alle kravene om bekendelse af synder i den retning har talt seksualitetens moderne former frem.
En tilsvarende figur tegner sig i Foucaults (2004, da. 2008) næste projekt: studiet af ledelsesformernes genealogi – af gouvernementalitet. Det er historien om, hvordan fyrstens gryende befolkningsomsorg i det 16. århundrede (uintenderet) fører til opbygningen af et moderne statsapparat med sundhedsvæsen, skolevæsen, socialforsorg osv. Pointen er, at statens stadig mere omfattende og detaljerede styring af befolkningen samtidig medfører en ansvarliggørelse af familien og senere den enkelte på godt og ondt. Dvs. at de historiske forandringer i statens styringsformer modsvares af forandringer i selvstyringsformerne.
Mange er blevet inspireret af Foucault, og Foucault er blevet et emblem for en idehistorisk udvikling. Men der er også helt eksplicitte forsøg på at videreudvikle Foucaults diskursanalyse.
Interessen for at studere diskursens sociale produktivitet arves i Norman Faircloughs (1992) kritiske diskursanalyse og kombineres med et arsenal af lingvistiske analysekategorier. Hermed kan den kritiske diskursanalyse gennemføre stærke analyser af enkelte eller få tekster.
Ernesto Laclau & Chantal Mouffes (1985) diskursteori skylder Foucaults diskursanalyse meget. De diskursive formationer ses hos Laclau & Mouffe som en struktur, men en struktur, der er et resultat af diskursive kampe, og som kun midlertidigt kan fastholdes, idet der er udtryk, der er flydende som et resultat af overdetermination.
Sjældent er der forsøg på at gennemføre en analyse nøje efter anvisningerne i Vidensarkæologien. Niels Åkerstrøm Andersen lægger op til det i sit kapitel “Michel Foucaults diskursanalyse” (1999), men i hans konkrete analyse kombineres Foucaults analysestrategi som oftest med Niklas Luhmanns. Gudrun Christensen (1999) bruger anvisningerne i sin analyse af Statens Husholdningsråds ernæringsoplysning. Også Christian Stenbak Larsen henter det grundliggende diskursanalytiske greb i sin analyse af Italesættelser af økologisk mad (2006) hos Foucault.
Der er tilsvarende forsøg på at arve Foucaults diskursanalyse i Frankrig og Tyskland – men de er dog så godt som ukendte i dansk diskursanalyse.
(2013)
