Etnometodologi
Harold Garfinkel (1917-2011), der var grundlægger af etnometodologien (og ophavsmand til termen), var stærkt påvirket af fænomenologerne Husserl og Schutz. Men i stedet for at koncentrere sig om den individuelle fortolkning (kognition og perception) interesserede Garfinkel sig primært for den offentligt observérbare dimension i betydningsdannelsen. Han spurgte, hvordan folk i deres forskellige dagligdags situationer kan skabe praktisk handling og dermed social orden (Garfinkel 1967, 1986, 2002, 2006).
Som sociolog gik Garfinkel således imod de traditionelle topstyringsideer om, hvordan de sociale strukturer bestemmer medlemmers adfærd, der på den tid blev set som styret af internaliserede normer. Hans radikale måde at betragte samfundsmæssige fænomener på bestod i at koncentrere sig om, hvordan disse hele tiden (gen)skabes i og ved hjælp af etnometoder, dvs. almindelige menneskers praktiske metoder. Garfinkel tilskrev samfundets medlemmer mange handlemuligheder: det er gennem et utal af sociale handlinger og medlemspraksisser, at samfund (og kulturer) dannes. Hans fokus ligger derfor på praktisk hverdagshandling og især på den lokale, intersubjektive dannelse af mening. I stedet for at bruge internaliserede regler for adfærd i forskellige situationer, anvender de sociale aktører en dokumentarisk metode til fortolkning (documentary method of interpretation), og det på en refleksiv måde (Garfinkel 1967).
Aktørens handlinger er således træk, der konstruerer det underliggende mønster. Er der eksempelvis visse regler, der gør sig gældende i bestemte situationer, vil de være synlige i måden, hvorpå deltagerne bruger lokale ressourcer til at gøre, som de gør. Mange teoretikere refererer til denne interesse for lokal brug af viden som en mikrotilgang. Men det etnometodologiske projekt nægter at opretholde den skaladikotomi, der ligger i sociale teorier om mikro- og makroniveauer. De ressourcer der anvendes i den lokale handling i forskellige arbejdssituationer kan være baserede på overleverede traditioner, men bør genfortolkes i relation til den specifikke, aktuelle handling. Se Brinkmann (2011), Edley (2001) samt Jørgensen & Phillips (1999, 2002).
Det vigtige for etnometodologien er, at medlemmerne af samfundet betragter de situationer, de er i, og de handlinger, som de selv og andre udfører, som værende meningsfulde. Forventningen er, at de andre tilstedeværende også ved, hvad der foregår, selvom aktørerne aldrig helt ved, hvad der “virkelig” foregår i hovedet på folk. Men det er heller ikke nødvendigt, da den igangværende praktiske handling er mulig uden en sådan viden. Deltagere i en social praksis har en forventning om, at alle hver især besidder en form for “opskriftsviden”, der gør dem i stand til at forstå, hvad der foregår, og på det grundlag handle pragmatisk, indtil andet er bevist. Således foreligger der en risiko for fejlfortolkning i al social interaktion. Frem for at lade sig påvirke af denne usikkerhed omkring tolkningen af en given situation, oplever den sociale aktør typisk dette som et naturligt aspekt af enhver social situation. Aktørernes viden er altid ufuldstændig, og de ressourcer, der bruges i en hvilken som helst situation (fx sprog og andre tegn), er nyttige tilnærmelser og ikke så meget elementer med klare og koncise betydninger.
Intersubjektivitet er således både noget, som er forudsat og noget, som bliver udført i praksis ved et hvilket som helst møde. Indeksikalitet (dvs. det at en aktivitet udsender iagttagelige signaler om deltagernes fortolkninger af situationen) bliver da et centralt begreb for etnometodologien. Således spørger forskeren sig selv: hvilke specifikke ressourcer tager deltagerne i brug for at udføre forskellige betydninger?
Der er ingen foreskreven metode for denne type undersøgelser, men deltagerobservation, dybdegående interviews og etnografi bliver ofte brugt om end ikke med samme betydning, som de forstås på andre forskningsområder. Det er forståeligheden af hverdagens praksisser, herunder dokumenter og artefakter, der er det centrale problem, og ikke blot at de indtræffer, men hvordan de indtræffer for aktørerne, og hvordan de fintmærkende forhandlinger om mening dannes. Inden for konversationsanalysen (der har været stærkt påvirket af etnometodologien) er det et væsentligt metodisk aspekt at spørge “Hvorfor netop dette nu?” og at stille det spørgsmål set i samtalepartnernes perspektiv.
For at fokusere på de selvindlysende antagelser, som ligger bag hverdagens interaktion, kan man foretage overskridende eksperimenter. Forskeren kan fx ensidigt forandre brugen af sproget eller endog af synet, således at antagelsen om intersubjektivitet ophæves eller krænkes. Hvis man fx stiller endeløse “Hvad mener du med X?”-spørgsmål i en samtale med en ven, så bliver dagliglivets moralske orden brudt. Det, som de overtrædende eksperimenter især afdækker, er samarbejdets moralske og normative natur. Når folk fx ikke svarer på en hilsen, så bryder de en stærk normativ regel (hilsener skal gengældes), som de ved, at andre også deler, og de ved, at det har konsekvenser, hvis man ikke følger reglen. Handlingsnormativitet fører til ansvarlighed: samfundets medlemmer har en stærk motivation for “normalopførsel”, og de står til regnskab for deres opførsel på dette grundlag. De prøver at gøre deres egne handlinger så passende som muligt i den forhåndenværende situation.
Fra et etnometodologisk perspektiv udfører medlemmerne af et samfund hele tiden sociologisk analyse, og de handler ud fra deres situationsbestemte forståelse af, hvad der foregår (Garfinkel 2002, 2006). I modsætning til de fleste versioner af socialkonstruktivismen, der fokuserer på de forskellige opfattelser af verden, vi kan have især via sprogbrugen, så dannes verden i etnometodologiens forståelse netop ved brug af ordene, men også ved legemliggjort handling og brug af rum og andre meningsfulde ressourcer. Det er derfor etnometodologens opgave at finde ud af præcist, hvordan dette gøres ud fra de agerendes perspektiv.
(2013)
