Medie

Medie-betegnelsen henviser i bredeste forstand til de forskellige redskaber, som mennesker igennem historien har anvendt til at kommunikere med hinanden om en fælles virkelighed. I hovedsagen dækker betegnelsen dog de moderne teknologier – fra trykpressen til internettet – som muliggør kommunikation på tværs af tid og rum.

Mediebegrebets historie. I klassisk latin betød “medium” i konkret forstand noget mellemliggende eller forbindende; i middelalderlatin kom betydningen “middel” til (Oxford English Dictionary Online, 5.1.2006). I et moderne verdensbillede kunne medier forstås som intentionelle midler til bestemte formål, snarere end som forbindelseslinjer mellem naturlige fænomener indbyrdes eller mellem mennesker og overnaturlige fænomener. I løbet af 1800-tallet og ind i 1900-tallet blev en mere afgrænset betydning almindelig, nemlig teknologiske kommunikationsmidler, bl.a. under indtryk af telegrafen og telefonen, senere filmen og radioen (Peters 1999). Imidlertid var det først i løbet af 1960’erne, at medier blev en fast samlebetegnelse for forskellige slags teknologier og institutioner i samfundskommunikationen, normalt forstået som massemedier. I løbet af 1990’erne og ind i det 21. århundrede blev ordet massemedier i stigende grad erstattet af blot medier, igen under indtryk af ændringer i det genstandsfelt, som medievidenskaben undersøger. Digitale og interaktive medier rejste nye spørgsmål om selve mediebegrebet og dets forhold til kommunikation, kultur og samfund.

Tre faglige medieopfattelser. Inden for den internationale medieforskning kan man identificere tre forskellige opfattelser af medier, der ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men som i praksis har givet anledning til forskellige forskningsspørgsmål med tilhørende forskellige teoretiske og metodiske tilgange. De tre opfattelser fremgår af den klassiske kommunikationsmodel.

Den første opfattelse. Ud fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv stillede Harold D. Lasswells model (1948) spørgsmålene om afsender, meddelelse, modtager og effekt på en sådan måde, at mediet fremstod som en relativt neutral kanal. Afhængigt af kommunikationens formål kunne man vælge fx radio eller avis, og valget havde konsekvenser for de mulige effekter på modtagerne. Selvom senere forskning ofte har fokuseret på de enkelte led i Lasswells model, lagde modellen samtidig op til undersøgelser af medier i forhold til samfundet som helhed, forstået som en organisme: medier blev opfattet som redskaber til overvågning af et givet samfund og dets omgivelser med henblik på selvbeskyttelse og selvregulering på et makroniveau. Medier kan forstås som særlige institutioner i samfundet.

Den anden opfattelse (model) kendes som den matematiske kommunikationsmodel. Grundlaget var Claude Shannons udviklingsarbejde om de fysiske betingelser for overførsel af signaler i telefonsystemer. En række af pointerne blev formidlet af Warren Weaver i en fælles publikation (Shannon & Weaver 1949), og det var denne udgivelse, som kom til at påvirke en del senere teoriudvikling inden for medieforskningen. Egentlig udtalte Shannon sig kun om de tekniske aspekter af, hvordan man kan optimere et kommunikationssystem, men i sin formidlede form er modellen også blevet anvendt om kommunikation mellem mennesker og som en beskrivelse af social interaktion – anvendelser, der jævnligt er blevet kritiseret som metaforiske og upræcise. Imidlertid er forståelsen af medier primært som materielle teknologier forblevet en fast bestanddel af medieforskningen.

Den tredje opfattelse eller perspektiv har sit udspring i humanistiske tilgange til medier som bærere af kulturel og historisk betydning og som æstetiske udtryk. En central formulering af et sådant tekstligt-diskursivt mediebegreb var Roman Jakobsons (1960) kommunikationsmodel med baggrund i litteraturteorien. Selve opstillingen af modellen ligner i vidt omfang Lasswells, idet Jakobson yderligere kobler diverse sproglige funktioner til modellens enkelte elementer – fx har en tekst, hvor afsenderen træder klart frem, en stærk ekspressiv funktion. Men i modsætning til Lasswell skelner Jakobson mellem kanalen (den materielle forbindelse – radio, avis, internet) og koden (de forskellige mulige udtryksformer – ud over talesprog og skrift også musik, faste og levende billeder osv.). I praksis begrænser Jakobson sig dog til teksterne og de måder, hvorpå de forskellige funktioner indgår heri, og han udgrænser eksplicit den kontekst, hvori kommunikationen foregår. Medier er her udtryksformer, som fastholdes i diskurser.

Et tværfagligt mediebegreb. Siden 1980’erne har medieforskningen været præget af bestræbelser på at forene de tre perspektiver på medier som dimensioner i en teoretisk systematik (se fx oversigten i Bruhn Jensen 2002). Alle tre synes nødvendige; ingen af dem er i sig selv tilstrækkelig. Mens den tværfaglige debat primært har drejet sig om forholdet mellem humaniora (medier som diskurser) og samfundsvidenskaber (medier som institutioner), har det nærmest været en implicit præmis, at medier også er materielle teknologier. Digitaliseringen har givet anledning til fornyede overvejelser om mediernes materielle grundlag og deres sammenhæng med samfund og kultur.

De enkelte medier kan forstås som distinktive konfigurationer af de muligheder for kommunikation, som foreligger i tre dimensioner på et givet historisk tidspunkt (Bruhn Jensen 2007).

• Materialerne: Medier er fysiske materialer, som i en bestemt kulturel forarbejdning muliggør kommunikation, der ikke tidligere kunne lade sig gøre (Medium theory). Lydoptagelser gjorde det fx fra slutningen af 1800-tallet muligt at bevare en del af kulturarven, som indtil da bogstavelig talt var forsvundet ud i den blå luft; fra 1910’erne blev lyden mobil i kraft af rejsegrammofoner; og fra 1979 kunne man med walkman’en på hovedet etablere et soundscape, der på én gang var mobilt og privat.

• Modaliteterne: Medier muliggør kommunikation i kraft af specifikke udtryks- og oplevelsesformer. Det er gennem sprog, musik, faste billeder (inklusive skriftbilledet på en bogside) og levende billeder, at man kan gøre sig forståelig over for andre. Disse modaliteter er på den ene side grundlagt biologisk i de menneskelige sanser. På den anden side har modaliteterne gennemgået en udstrakt historisk differentiering og kultivering i forhold til diverse moderne medier og genrer – fra romaner og radioføljetoner, til musikvideoer og virtuelle verdener.

• Institutionerne: Medier udgør en af samfundets institutioner – gennem medier kan man som individ eller kollektiv beskrive og reflektere over resten af samfundet. Og medier og andre samfundsinstitutioner former gensidigt hinanden over tid (mediehistorie). Trykte og elektroniske medier har været med til at fremme og fastholde udstrakte kulturer og nationalstater, som har fastlagt bestemte juridiske grænser for ytringsfriheden og økonomiske vilkår for nye medier: tv blev udviklet til et privat forbrugsgode, selvom teknologien i stedet kunne have fået “biografer” eller “forsamlingshuse” som sin sociale ramme.

Medier af tre grader. Som led i den fornyede interesse for selve mediebegrebet er forholdet mellem medieret og ikke-medieret blevet problematiseret. Dels er også kommunikationsformer, der ikke er teknologisk formidlede, medierede gennem menneskets udtryksformer og sanser. Dels har især digitale medier med deres interpersonelle kommunikationsformer peget på en række ligheder mellem kropsligt og teknologisk materialiserede medier.

I forlængelse af det tværfaglige mediebegreb kan man skelne mellem tre typer eller grader af medier (Bruhn Jensen 2007).

Medier af første grad kan defineres som de biologisk baserede og socialt formede ressourcer, der sætter mennesker i stand til at formulere en forståelse af virkeligheden og at kommunikere med andre om den. Det centrale eksempel er talesproget – yderligere eksempler er sang og anden musik, dans, drama, maleri og kunstneriske udtryk i øvrigt. Disse medier forudsætter den menneskelige krops tilstedeværelse i lokal tid og rum og afhænger ofte af fx skriveredskaber eller musikinstrumenter. I stedet for at definere selve den menneskelige stemme eller sproget som mediet, er det hensigtsmæssigt at skelne mellem fx tale og sang som to medier ud fra deres fælles materialitet (menneskekroppen som lydkilde), deres forskellige modaliteter (verbalsprog over for musik – med eller uden ord) og de forskellige politiske, religiøse og andre sociale institutioner, som de hver især indgår i.

Medier af anden grad indfanges af Walter Benjamins (1936/1974) karakteristik af de teknisk reproducerede medier – som modsætning til unikke kunstværker. Men hvor Benjamin lagde vægten på fotografi, film og radio, omfatter medier af anden grad også de trykte medier – bøger, aviser, periodica – med deres standardiserede gengivelse af bl.a. religiøse og politiske tekster. De centrale fællestræk er dels 1:1 teknisk reproduktion, lagring og formidling af et bestemt indhold, dels de udvidede muligheder for udbredelse på tværs af tid og rum. Medier af anden grad reproducerede og distribuerede medier af første grad på radikalt nye måder og med store konsekvenser for samfundets institutioner.

Det er et åbent spørgsmål, om håndskrifter, der fæstner tale, musik og andre forlæg i en relativt stabil form, bør forstås som en separat kategori af medier i lyset af deres historisk-epokale betydning (mediematrice). Ud fra et medievidenskabeligt perspektiv kan man argumentere for, at håndskrifter ligesom andre medier af første grad reproduceres kropsligt og lokalt (gennem møjsommelig og fejlbehæftet afskrivning), distribueres selektivt (inden for etablerede institutioner, ofte med supplerende mundtlige kommentarer) og efter de trykte mediers udbredelse ikke mere fungerer som traditions- og institutionsbærende medier.

Medier af tredje grad er de digitale medieformer, der typisk sætter flere tidligere medier (af første og anden grad) på samme teknologiske formel – computere er “meta-medier” (Kay & Goldberg 1977). Hovedeksemplet er indtil videre personlige computere og mobiltelefoner, forbundet i netværk. Et karakteristisk træk ved medier af tredje grad er deres multimodalitet – lyd, billede og tekst – der samtidig giver dem en række ligheder med medier af første grad. Interaktion i digitale netværk minder ofte mere om interpersonel end om massekommunikation, med nyklassiske eksempler som e-mail, chat og onlinespil.

De tre medietyper har ikke afløst hinanden – de indgår i dag i et samlet mediemiljø. I historisk perspektiv udgør de kulturens store hjul, der cirkulerer indholdstyper og udtryksformer gennem skiftende teknologier i forhold til socialt foranderlige institutioner. Den stigende kompleksitet og programmerbarhed i alle tre henseender – materialer, modaliteter og institutioner – gør, at man kan tale om ikke blot typer, men grader af medier.

Mediernes dobbelte hermeneutik. Det fremgår af både mediebegrebets og medieforskningens udvikling, at medier forstås i relation til deres samtid. Ligesom det generelle kommunikationsbegreb (kommunikation) var en reaktion på 1800-tallets kommunikationsteknologier (Peters 1999), kan man opfatte et generelt mediebegreb som en respons på de digitale mediers vækst fra slutningen af 1900-tallet. Dette samspil mellem samfundsændringer og teoretiske tolkninger er blevet kaldt for den dobbelte hermeneutik (Giddens 1984): Historiske udviklinger udfordrer forskningen til at levere fortolkninger og forklaringer, der måske til gengæld kan være med til at forme resten af samfundet, fx inden for mediedesign eller mediepolitik. I den forstand er det ikke kun medierne selv, der gennemgår remediering, men også mediebegrebet, som gentænkes.

(2013)