Objektivitet
Objektivitet er en af journalistikkens grundpiller og betyder, at personlige holdninger, følelser og fordomme udelades fra den journalistiske gengivelse. Journalisten formidler fakta (news), mens personlige meninger henvises til mediernes opinionssider (views) (se også Journalistiske genrer; Journalistiske informationsgenrer; Journalistiske opinionsgenrer). Internationale undersøgelser viser, at denne norm i dag er dominerende blandt journalister overalt i verden, selv i lande hvor journalister ikke har mulighed for (fuldt ud) at efterleve den (Weaver & Willnat 2012).
Objektivitetsbegrebet blev gradvis introduceret i journalistik i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede på et tidspunkt, hvor avisudgivere distancerede sig fra den stærkt opinionsdrevne partipresse såvel som den kommercielle tabloidpresse. Først i USA, senere i Europa, herunder Danmark (Andrén m.fl. 1979). Som følge af den stigende betydning af annoncer viste partiskhed sig hæmmende for salget og dermed reklameindtægterne. Den partiske dækning fremmedgjorde mulige læsere/købere med anden politisk observans og dermed også annoncører, og derfor begyndte aviser i stedet at præsentere nyheder på en neutral måde. Kommercialiseringen af avisdriften var således en væsentlig årsag til, at der udvikledes professionsnormer for den journalistiske praksis (Glasser 1983). I dag ses kommercialiseringen, fx i form af clickbait, som en mulig kilde til bias og en potentiel trussel mod iagttagelsen af journalisternes professionelle normer.
Idéen om, at videnskabelig erkendelse bygger på det, der er ‘positivt’ givet, dvs. det, der kan iagttages med sanserne, kulminerede i den ‘logiske positivisme’ i første halvdel af det 20. århundrede. Der argumenteredes i forlængelse heraf for, at den videnskabelige metode, som havde sit udgangspunkt i naturvidenskaben, også skulle finde anvendelse inden for samfundsvidenskaberne og humaniora. Herfra var springet ikke langt til også at mene, at metoden skulle finde anvendelse inden for journalistikken.
Begrebet objektivitet benyttes ikke om journalistik indtil i 1920’erne (Streckfuss 1990: 974). Før da benyttedes begreber som unbiased, ufarvet og realisme. Men allerede i 1920 taler den berømte amerikanske journalist og forfatter Walter Lippmann for “en professionel uddannelse i journalistik, i hvilken idealet om objektivt vidnesbyrd er fundamentalt”, og at “god journalistik fordrer iagttagelse af de højeste videnskabelige standarder” (1920: 56). Ligesom i videnskaben var objektivitetsnormens formål i journalistikken at udvikle en konsistent, transparent metode til at teste information, således at personlige eller kulturelle biases ikke underminerede journalistikkens uvildighed (Albæk 2006). Dette skulle sikre, at publikum kunne have tillid til, at de fik en pålidelig og gyldig beskrivelse af virkeligheden.
Journalisterne havde samtidig en interesse i at ophøje objektivitet til en central professionel norm for at sikre legitimitet og troværdighed; og normen bruges som beskyttelse mod en række erhvervsmæssige risici. Kritik kunne således afværges med henvisning til journalistiske rutiner – fx at interviewe eksperter og officielle kilder, helst med upåklageligt renommé; at sammenholde modstridende udsagn; og at høre berørte parter – der sikrede, at ‘fakta’ var indsamlet og struktureret på en saglig og upersonlig måde uden bias. Journalisten kunne derfor ikke holdes ansvarlig for selve indholdet af en nyhed, fx hvis en kilde havde udtalt sig negativt om nogen eller noget. Rutinerne får karakter af et strategisk ritual, hvis formål er at beskytte journalister mod “risici forbundet med deadlines, injuriesøgsmål og overordnedes krav” (Tuchman 1972: 660).
Med inspiration fra videnskabsteorietiske diskussioner om det (u)mulige i værdifri erkendelse og formidling har objektivitetsnormen i stigende grad været genstand for diskussion i forbindelse med journalistik. Derfor har der også været formuleret forskellige bud på konkrete journalistiske praksisser, som kan udmønte objektivitetsnormen i journalistikken.
Donsbach og Klett (1993) peger på forskellige måder, hvorpå journalister kan tolke og håndtere objektivitetsnormen. En tilgang er at holde subjektive vurderinger ude af nyhedsformidling (fx ved at undlade adjektiver og adverbier, som er farvede, og ved at overlade vurderinger til kilderne og formidle nøgternt). En anden tilgang er at sikre balance og fairness (fx ved at høre alle berørte parter i en sag og være lige kritisk over for dem). En tredje tilgang er at supplere kilderne ved selv at finde og rapportere relevante fakta (fx ved at undersøge fakta om valgsvindel ved det amerikanske præsidentvalg i 2020 frem for blot at balancere mellem konfliktens parter) (Undersøgende journalistik). Den sidste tilgang, de peger på, kalder de “værdidomme”, og den tillader journalisterne at foretage vurderinger af, hvilken side i en konflikt der har de bedste argumenter (fx ved at omtale tidligere præsident Trumps benægtelse af det amerikanske præsidentvalgs gyldighed som “løgn”) (Skovsgaard m.fl. 2013).
Den enkelte journalist kan abonnere på flere sådanne tilgange samtidig, men forskellige grupper kan også vægte dem forskelligt alt efter omstændighederne. En undersøgelse af Allgaier (2011) viste fx, at de journalister, der ikke havde videnskab som deres stofområde, i højere grad citerede både naturvidenskabelige forskere og kreationister for at sikre balance i dækningen af en sag om en britisk skole, der angiveligt underviste i kreationisme. Videnskabsjournalisterne var derimod overbeviste om sandhedsværdien i forskernes udsagn og inkluderede derfor kun disse i dækningen, mens de betragtede kreationisternes synspunkter som illegitime (Allgaier 2011).
Nyhedsmedier slår som regel hårdt ned på journalister, der bryder objektivitetsnormen ved eksempelvis systematisk at favorisere visse kilder eller perspektiver. Samtidig beskytter nyhedsmedier sig undertiden også mod potentiel kritik ved at udelukke journalister fra at dække bestemte sagsområder, hvis deres private liv kan opfattes som kompromitterende for dækningens objektivitet. Dette sås blandt andet, da nogle danske medier overvejede at udelukke journalister, som offentligt havde tilkendegivet, at de var blevet seksuelt forurettet eller havde tilkendegivet støtte til #metoo-opgøret, fra at dække dette (vedr. nyhedsdækning af #metoo og objektivitet, se Hartley & Askanius 2021; jf. også Reese 1990).
Én kritik knyttet til forestillingen om objektivitet går på, at journalister ikke lever op til idealet, men konstant er (ubevidst) ‘biased’ i deres virkelighedsgengivelse (Bias). Dette er ikke nødvendigvis en kritik af objektivitetsnormen, men af at journalister ikke i tilstrækkelig grad efterlever denne. En anden kritik går på, at objektivitetsidealet er umuligt at efterleve. Denne kritik følger den epistemologiske kritik af den videnskabelige positivisme. Desuden kan det diskuteres, om idealet overhovedet er ønskeligt. Fx har kritikere peget på, at objektivitetsnormen har distanceret journalisterne fra de samfundsproblemer, de beskriver, og at de dermed heller ikke formår at engagere borgerne i demokratiet til at deltage i at løse samfundets problemer (Glasser 1984). Formmæssigt er objektivitetsnormen blevet kritiseret for at føre til en for nøgtern og uengagerende formidlingsstil. I stedet advokeres for øget brug af litterære elementer i journalistik i form af fx fortællende journalistik (Vaaben 2019, se også Fiktionalitet) og personlig/konfessionel journalistik (Coward 2013).
Journalisters tilgang til objektivitet er bestemt af kultur og kontekst. En analyse af nyhedsdækningen af Vietnam-krigen (Hallin 1986) viste, at amerikanske journalister placerer politiske emner i tre sfærer: konsensussfæren, hvor der i befolkningen er en dominerende enighed om synet på en given sag; afvigelsessfæren, hvor et standpunkt betragtes som illegitimt; og sfæren for legitim uenighed, som er den markant største sfære, og hvor langt de fleste politiske emner placeres. Vurderes en sag til at være i sfæren for legitim uenighed, anvendes balance og fairness. Det kan være en diskussion om skattelettelser og velfærd eller om kortere eller længere skoledage. I udenrigspolitik bliver det ofte svært for journalister at opretholde balance- og fairnessprincippet, fx når der i forhold til krigen i Ukraine er udbredt konsensus i den danske befolkning om, at den ukrainske præsident Zelenskyjs synspunkter er legitime, mens den russiske præsident Putins ikke er. Derfor beskrives russisk militær fremgang i danske medier primært som besættelse, mens ukrainsk fremgang kaldes befrielse (se også Framing).
(2023)
