Foretrukken, forhandlende og oppositionel læsning
Den tidlige receptionsanalyses skelnen mellem foretrukken, forhandlende og oppositionel læsning, som Stuart Hall introducerede i artiklen “Encoding and Decoding in the Television Discourse” (1973/1980), er et forsøg på at overføre Marx’ skelnen mellem forskellige faser i den samfundsmæssige cirkulation af varer til kulturindustriens produkter. Hall bruger denne skelnen til at problematisere kommunikationen mellem afsender og modtager af tv-tekster. Det meningsindhold, som en sender ønsker at formidle, vil han/hun være nødt til at give en sproglig form og organisere ud fra sproglige koder og konventioner, som derefter vil sætte modtagernes afkodningskompetence på prøve. Ved således at lade kommunikationsprocessen omfatte to delvist autonome faser, henholdsvis en (ind)kodningsfase og en afkodningsfase, giver Hall os en mere helhedsorienteret og samtidig mere kompleks forståelse af processen. Begge faser er af afgørende betydning for meningsdannelsen, men de har forskellige eksistensbetingelser. Der behøver med andre ord ikke at være symmetri mellem dem, for modtagelsen af tv-budskabet sker under andre betingelser end afsendelsen. Med dette teoretiske bidrag, som er en revision af Frankfurter-skolens kritiske teori, banede Hall vejen for en mere sociologisk orienteret publikumsforskning. En kritisk diskussion af Halls model findes i Schrøder (2003).
En anden fremtrædende forsker inden for Birmingham-skolen, David Morley, videreførte dette perspektiv i en større seerundersøgelse, som der blev redegjort for i The “Nationwide” Audience fra 1980, hvor han brugte en model udviklet af sociologen Frank Parkin (1971) med henblik på politisk kommunikation. I denne undersøgelse, hvis grundbegreber alle er lanceret af Hall i den nævnte artikel, argumenterer Morley for, at der eksisterer tre brede fortolkningsrammer eller positioner, seerne kan indtage i forhold til tv-tekster. Enhver tekst er mangetydig, men alligevel ideologisk præget, idet en bestemt tolkning får tildelt forrang i kraft af afsenderens organisering af sprogtegnene. Ved at skrive en sådan “foretrukken” tolkning eller læsning (preferred reading) ind i teksten forsøger afsenderen at opnå seernes tilslutning til sin opfattelse af virkeligheden.
I sin undersøgelse finder Morley frem til, at nogle seere afkoder teksten i fuld overensstemmelse med den foretrukne læsning, som er indskrevet gennem organiseringen af sprogtegnene. Morley foreslår at bruge betegnelsen “dominerende meningssystem” om denne positionering, fordi det formidler samfundets officielle version af forholdet mellem klasserne og legitimerer den bestående ulighed. Andre seere “forhandler” med teksten i den betydning, at de delvis godtager den indskrevne tolkning af forholdet mellem samfundsklasserne samtidig med, at de afviser, at den har gyldighed for den aktuelle situation, de befinder sig i. De, som repræsenterer det “forhandlende meningssystem”, kan således komme til at modificere tekstens mening. Endelig finder vi i undersøgelsen seere, som repræsenterer det “oppositionelle meningssystem”. Det er seere, som er fuldstændigt klar over, hvad der er den foretrukne læsning af teksten, men forkaster den og foretager en alternativ kritisk læsning.
Hos Parkin ser det ud til, at enkeltindividets klassetilhørsforhold er af afgørende betydning for dets positionering eller valg af meningssystem. Der er her en tendens til at forklare enkeltindividers og gruppers tolkningsarbejde som en direkte konsekvens af deres placering i det sociale system. Denne mekanistiske sammenkobling af socio-økonomisk basis og ideologisk overbygning forsøger Morley at komme ud over ved at vise, at situationskonteksten, i kombination med institutionelle og kulturelle forhold, har stor betydning for seernes afkodning af tv-teksterne. Dermed beredte Morley grunden for en mere nuanceret publikumsforskning.
(2013)
