Framing

De engelske begreber framing (indramning) og frame analysis (rammeanalyse) bruges i dag inden for en række akademiske discipliner, både samfundsvidenskabelige og humanistiske. Frame er et substantiv (en ramme), men også et verbum (at indramme). Framing (indramning) betegner en interaktiv proces, hvor forskellige aktører bidrager til at etablere en bestemt tolkningshorisont. I fremstillingen af en sag lægges der vægt på nogle aspekter, mens andre fravælges. Teorier om framing lægger vægt på, at denne indramning er vigtig for opinionsdannelsen i samfundet.

I kommunikationsforskning er framing både blevet kaldt en teori (Bryant, J. & Miron 2004, Scheufele, D. 1999), et forskningsprogram (D’Angelo 2002), en metodologisk tilgang (Pan, Z. & Kosicki 1993) og et paradigme (Entman 1993). I løbet af de seneste årtier er rammeanalyse, studiet af tolkingsrammer og de processer, hvori disse etableres, blevet et indflydelsesrigt område inden for medie- og kommunikationsforskning (for en oversigt, se D’Angelo & Kuypers 2010, Reese, Gandy & Grant 2001). En komplicerende faktor er, at begrebet ramme bruges på mangfoldige måder og på forskellige niveauer.

Inden for samfundsvidenskaberne regnes socialantropologen Gregory Bateson for ophavsmand til framing-begrebet. I et essay om leg og fantasi peger han på, at når en bestemt aktivitet bliver forstået som leg, tolkes den anderledes end, hvis samme handlinger bliver opfattet som “for alvor” (som fx i skellet mellem at lege-slås og et virkelig slagsmål). Rammer hjælper modtageren til at forstå og tolke det budskab, som rammen omfatter (Bateson 1955, 1972:188).

Sociologen Erving Goffman (1974), som var inspireret af Batesons arbejde, lægger vægt på, at al menneskelig kommunikation er afhængig af en referenceramme som hjælper os med at lokalisere, identificere og karakterisere det, som sker rundt om os og bliver sagt til os (Goffman 1974:21). Den skandinaviske oversættelse af begrebet frame med ordet tolkningsramme tager udgangspunkt i dette.

I et kendt studie beskriver Gaye Tuchman (1978:1) nyheder som en institution og kalder nyhederne “et vindue mod verden”. Journalistikkens rammer hjælper os til at se og fokusere på bestemte ting, men afgrænser samtidig udsigten. I en analyse af den amerikanske studenter- og protestbevægelse mod Vietnam-krigen definerer Todd Gitlin medierammer som gentagne og rutineprægede mønstre af kognition, tolkning og præsentation af verbale og visuelle diskurser gennem udvælgelse, understregning og udelukkelse (Gitlin 1980:7). Indramningen udnytter og bygger på eksisterende forestillinger (kognition) om, hvordan hændelser hænger sammen og kan forstås (Gitlin 1980, Scheufele, B. & Scheufele 2010:212). Kernen i indramning handler om at prioritere nogle fakta, billeder og udviklingstræk frem for andre og dermed ubevidst fremme en bestemt tolkning af begivenheder, opsummerer Norris, Kern & Just (2003:11) i et studie af, hvordan medier dækker terrorisme. Medierammer knytter desuden ofte an til kendte kulturelle fortællinger, som “gerningsmand og offeret”, “David mod Goliat” eller “den lille mand mod systemet” (van Gorp 2007, 2010; Bjerke 2009).

At ramme ind er at udvælge nogle aspekter af en opfattet virkelighed og gøre dem mere tydelige i en kommunikerende tekst, opsummerer Robert Entman (1993: 52). En journalist som producerer en nyhedstekst etablerer bl.a. tolkningsrammen ved at bestemme, hvordan fortællingen skal vinkles. Valget af nyhedsvinkel hjælper journalisten til at strukturere informationen, afgøre hvilke kilder der bør stå centralt og til at finde passende overskrift, lead og billede. Disse valg sker i en interaktion og dialog med andre aktører, i første række journalistikkens kilder, om hvad der er mest interessant og relevant. Dette kan beskrives som en kamp om kontrollen over tolkningsrammerne, hvor forskellige aktører udnytter deres resurser for at omsætte dem til en magt over de medierammer som prioriteres (Ihlen & Allern 2008, Pan, Zh. & Kosicki 2001, Gamson 1988).

I forskningslitteraturen skelnes der derfor mellem indramningsprocessens forskellige stadier (se bl.a. Scheufele, B. & Scheufele 2010:113, de Vreese 2002). Det første stadie, ramme-bygning (frame building) handler om, hvordan rammer etableres gennem kontakt og forhandling mellem forskellige sociale aktører. Inden for journalistikken er nyhedsværdier, journalistiske normer og markedsorientering faktorer, som har indflydelse på hvilke rammer, der får gennemslagskraft (Dunwoody 1992; Semetko & Valkenburg 2001). I det andet stadie, rammesætning (frame setting), skifter fokus: her vil analysen handle om medierammer som uafhængig variabel og publikums tolkningsrammer som afhængig variabel. I hvilken grad svarer tolkningsrammerne hos publikum til dem, der er dominerende i nyhedsmedierne? I det tredje stadie flyttes interessen for påvirkningen til individniveau, dvs. man spørger, hvilken effekt bestemte medierammer har på hvordan enkeltpersoner opfatter bestemte spørgsmål (de Vreese 2010; Iyengar 1991). Eksperimentel forskning inden for kognitiv psykologi har bl.a. vist, at ændring af ordlyd, begreber og metaforer kan påvirke vores opfattelser og holdninger, når forskellige alternative valg præsenteres (Kahneman & Tversky 1982, 1984).

I en analyse af indramning af politiske spørgsmål i tv-nyheder skelner Iyengar (1994) mellem “episodiske” og “tematiske” rammer, hvor den første type er case-orienteret og personificeret, mens “tematiske rammer” giver mere baggrundsinformation og tillader et højere abstraktionsniveau. I framing-litteraturen skelnes der også mellem abstrakte og generiske rammer (master frames) og mere sagsspecifikke rammer (issue-specific frames). Etablerede tolkningsrammer bidrager til at definere problemer, pege på årsager, give en moralsk vurdering og foreslå løsninger (Entman 1993, 2004).

(2013)