Medialisering af religion  

Medialisering af religion er et centralt område inden for forskningen i medialisering. Sammen med medialisering af politik og medialisering af sport har forskningen i medialisering af religion bidraget til at konkretisere og udvikle den generelle teori om medialisering. Som med medialiseringsteorien i bredere forstand er Stig Hjarvard en central figur i forskningen om medialisering af religion, men også udfordret og diskuteret (Hjarvard 2011; Lynch 2011; Lövheim 2014; Radde-Antweiler 2019).

Forskning i mediering af religion interesserer sig for mediernes rolle som forandringsagenter på det religiøse område og beskæftiger sig med de måder, hvorpå mediernes indgriben og mellemkomst bidrager til samfundsmæssige og kulturelle ændringer i religiøst indhold og i religionens form og funktioner. I Skandinavien bidrager medierne i stigende grad til kulturelle konflikter om religion, fx mellem kristendom og islam (Lundby 2018).

Hjarvard peger på tre former hvorpå religion er medialiseret: Religiøse medier, journalistik om religion og “banal religion”. De vedrører alle religionens “offentlige ansigt” (Hjarvard 2012), mens konsekvenserne af den medialiserede religion for folks tro og tvivl er en anden sag. Folks kendskab til forskellige former for religion afhænger i høj grad af, hvordan de fremstilles i medierne (Lundby m.fl. 2018).

Religiøse medier drives af religiøse organisationer og har specifikke religiøse målgrupper (Hjarvard 2012: 28-31; 2013: 83-86). Religiøse tryksager er blevet produceret og distribueret, siden bogtrykkeriet blev indført i Europa omkring 1450. Den danske folkekirke bruger i stigende grad internettet i sin kommunikation (Fischer-Nielsen 2012). Kristeligt Dagblad præsenterer sig selv som “avisen om livets store spørgsmål”. DR sender gudstjenester i radio, tv og online. Der findes en række religiøse nichekanaler på både radio og tv. “Teleevangelisering” fra store megakirker er ikke almindelig i Skandinavien, men er udbredt i USA, Brasilien og Afrika (Petersen 2016, Hoover 1988; Martino 2013). I den tidlige amerikanske tv-historie formidlede præsten Guds ord direkte til kameraet. I denne tidlige fase blev der ikke brugt særlig mange audioisuelle virkemidler (Alley 1985), det var i høj grad filmede gudstjenester. Den stigende konkurrence på både kanaler og tv-programmer i USA tvang programmerne ud af prime time-sendefladen, og religion blev i stigende grad underlagt mediernes logikker (Petersen 2016). Religiøse programmer eller programmer med religiøst indhold blev i højere og højere grad formet af tv-mediets virkemidler så som special effects, klipning, ikke-diegetisk lyd osv. I dag udgør religiøse apps (Hutchings 2014), “my religion”-blogging (Evolvi 2019) og andre former for “digital religion” nye religiøse medier (Campbell & Tsuria 2022).

Journalistik om religion rapporterer om og vurderer religion, ofte ud fra et sekulært perspektiv (Hjarvard 2012: 31-34; 2013: 86-90). Religion er blevet mere synlig i nyhedsmedierne i de seneste år. Det skyldes ikke en ny religiøs interesse i befolkningen, men at religion er blevet en mere kontroversiel del af politik og samfundsdebat. Dansk journalistik har især fokuseret på islam med en stærk kritisk kant (Lundby m.fl. 2018: 229-232; Kühle & Christensen 2022). Konflikten og debatten om Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed i 2005 (Hjarvard 2006; Eide 2010) og den efterfølgende debat om indvandring har bidraget hertil. Journalistikken medialiserer religion ved, hvad der fremhæves, og hvad der udelades, og ved den vinkel, somdækningen gives (se framing). Journalistikken følges op på de sociale medier, som i en omfattende norsk debat på Facebook om retten til at bære kors som smykker under en nyhedsudsendelse (Abdel-Fadil 2018).

Banal religion er en omarbejdning af sociologen Michael Billigs (1995) begreb banal nationalisme. Billig beskriver denne som kulturelle manifestationer af det nationale. I Danmark bruges fx ofte det danske flag til festligheder, og en sådan brug af flaget kan forstås som en implicit, ikke-refleksiv markering af det nationale. Hjarvard (2012: 34-39; 2013: 90-92) udvider og flytter Billigs begreb til religion og peger på, hvordan vores forestillinger om det religiøse er informeret af banale religiøse repræsentationer (Hjarvard 2008a: 15). Disse repræsentationer kan både stamme fra institutionaliseret religion (kors, kirker, hellige tekster osv.) og fra populær religion (engle, vampyrer, hekse, sorte katte, der krydser vejen). Det kan også være manifestationer, der er løsrevet fra det religiøse, men som tillægges religiøs betydninger i den givne kontekst, som fx torden og lyn (ibid.) der varsler om mørke tider. Banal religion optræder i populærkulturelle film og tv-serier med fragmenter og elementer fra forskellige religiøse traditioner og trosretninger i en ny blanding. Petersen (2010, 2012a, 2012b) har analyseret banale religiøse repræsentationer af religion i fiktive fortællinger, amerikanske film og tv-serier med henblik på at afdække danske teenageres religiøse overbevisninger (2010, 2013).

Hjarvard kæder medialiseringen af religion sammen med den stigende sekularisering af de vestlige samfund: “Ritualer, tilbedelse, sorg og fejring er alle sociale aktiviteter, som tidligere hørte til den institutionaliserede religion, men som nu er blevet overtaget af medierne og omdannet til mere eller mindre sekulære aktiviteter” (Hjarvard 2008a: 10, vores oversættelse). I den forstand overtager medierne i nogen grad de religiøse institutioners funktioner, men medierne bidrager også til en hverdagsliggørelse af det overnaturlige, religiøs symbolik og religiøse fortællinger gennem utallige film og tv-programmer, der omhandler disse emner (ibid.; Partridge 2004, 2005; Davidsen 2012; Petersen 2012a, 2012b).

Et alternativt perspektiv på medialisering af religion er blevet fremført af tyske forskere. De analyserer religion som “kommunikative figurationer” i en tid med “dyb medialisering”. Det teoretiske grundlag er hentet fra sociologen Norbert Elias’ forståelse af figurationer som sociale formationer, der er præget i den moderne verdens medialiserede livsverden (Hepp & Hasebrink 2018). Analysen har tre lag. For det første: Hvilken konstellation af aktører har vi at gøre med i det religiøse felt? For det andet: Hvilken tematisk ramme (“frame of relevance”) anvendes om kommunikation om religion? For det tredje: Hvilke kommunikative praksisser udfolder sig, med hvilke medier, i det pågældende religiøse felt? (Radde-Antweiler 2019).

Forskning i mediering af religion er overvejende opstået i Nordeuropa og har derfor i høj grad taget udgangspunkt i den kristne tradition og de sekulære samfund, som findes her (Hjarvard & Lövheim 2012). Efterhånden har denne forskning også fundet vej til Mellemøsten, asiatiske, afrikanske og latinamerikanske kontekster og dermed til jødiske, muslimske, buddhistiske og kristent-karismatiske kulturer (Lundby 2023a). Det bliver således tydeligt, at medieringen af religion ikke kun skyldes medieteknologiske forandringer, men også kulturel kontekst og forskellige religiøse traditioner. Den institutionelle tilgang, som Hjarvard har været den fremmeste eksponent for, er blevet kritiseret for ikke at indfange forskellige religiøse traditioner uden for den organiserede kristendom i Nordeuropa (Radde-Antweiler 2019: 213-204; Grieve, Helland & Singh 2019). Imidlertid peger Lövheim og Hjarvard (2019) på de medierede betingelser for al nutidig religion i forskellige dele af verden.

Medialiseringen af religion må forstås indenfor den bredere medialisering af kultur (Petersen 2023). Kønsaspektet og udfordringer fra kunstig intelligens er blandt de udfordringer som også forskningen i religionens medialisering står overfor (Lundby 2023b).

(2023)