Organisationers kommunikative konstituering

Det er i dag blevet almindeligt at opfatte kommunikation som performativ, hvilket vil sige, at man kan handle kommunikativt – eller ‘gøre ting med ord’, som Austins (1962) sproghandlingsteori siger det. En af de retninger indenfor kommunikationsforskningen, der begynder fra denne præmis, er teorien om organisationers kommunikative konstituering – eller ‘the communicative constitution of organization’ (CCO). Her radikaliseres ideen om, at kommunikation gør sociale fænomener meningsfulde til en pointe om, at sådanne fænomener i almindelighed og organisationer i særdeleshed simpelthen bliver til gennem kommunikation.

CCO er ikke en smal faglighed, men kan snarere forstås som en gruppering af forskere, der alle undersøger, hvad det egentlig indebærer, når man vender almindelige antagelser på hovedet. Vi går typisk ud fra, at organisationer kommunikerer, men hvad nu hvis organisationer kommunikeres? Cooren m.fl. (2011) identificerer seks centrale præmisser for studier, der tager dette ‘omvendte’ udgangspunkt:

1. Fokus på kommunikation som begivenhed; altså, kommunikation er ikke kun sprog, men involverer forskellige performative sociale og diskursive praksisser.
2. Kommunikation defineres bredt, ikke bare som tekst, men som alle de ting, der kan gøres meningsfulde – eller kan blive del af meningsdannelsesprocesser (fra ord og billeder over vejskilte og møbler til bjerge og amøber, kun fantasien sætter grænser).
3. Det er ikke kun kommunikation, der kommunikerer, kommunikation skal også kommunikeres. Det lyder måske kryptisk, men er en åbning for en mere traditionel forståelse af relationen mellem kommunikation og organisation (og andre aktører). Det ‘noget’, der skabes kommunikativt, er også selv kommunikerende og dermed medskabende i processen.
4. Derfor er det også afgørende at spørge, hvem eller hvad der handler i og med kommunikationen.
5. For at kunne studere det, skal vi tilbage til det første punkt, nemlig at kommunikation er begivenheder. CCO studerer kun kommunikative begivenheder og anerkender hverken et ‘bagved’ eller et ‘foran’, et ‘før’ eller ‘efter’. Der er ikke noget udenfor kommunikation.
6. Endelig fører det til, at CCO studerer organisering og organisation, proces og produkt, som en sammenfiltret helhed. Organisationer organiserer, og det er netop den sammenhæng, der er interessant. Eller som Cooren m.fl. (2011) udtrykker det: “CCO scholarship refuses to choose between studying how people get organized and how organizations come to be reenacted and reproduced through these activities” (2011: 1153).

Som nævnt er der flere forskellige udmøntninger af dette fælles udgangspunkt, der typisk inddeles i tre skoler: Montreal-skolen, ‘4 flows’-skolen og den Luhmanianske skole (Schoeneborn m.fl. 2014; Cooren & Martine 2016; Boivin m.fl. 2017). Af disse er Montreal-skolen den ældste, og den står for en tilgang, der har et relativt snævert fokus på ‘oversættelser’ mellem tekst og samtale. Det skal her forståes som det fortolkningsarbejde, der indgår i kommunikative processer på tværs af kommunikationsformer, hvor ‘tekst’ repræsenterer kommunikationens indhold, og ‘samtale’ de talehandlinger, der udføres i og med kommunikationen. Den Luhmanianske skole, derimod, er den nyeste og er som navnet indikerer inspireret af Luhmanns systemteoretiske kommunikationsteori. Her forklares kommunikativ konstituering som kompleksitetsreduktion; organisationen bliver til i og med selektion og in-/eksklusion.

Endelig er ‘4 flows’-skolen ophav til både betegnelsen CCO og til en konkret model for, hvordan den kommunikative konstituering af organisationer foregår, nemlig via de fire flows (eller strømme, som vi nok ville sige på dansk), som skolen tager sit navn fra. McPhee og Zaug (2000), der er ophav til modellen, er inspirerede af Giddens’ strukturationsteori og ser derfor de fire flows som relationer mellem aktører og strukturer. De tager udgangspunkt i, at hvert flow er distinkt, men alligevel forbundet med de øvrige og består af en række distinkte og forbundne kommunikative begivenheder eller episoder: “each episode of communication is interactive, involving multiple participants with only partly shared goals and understandings; the results of communication episodes are by no means physically ‘transmitted’, but become conditions mediated in later interaction episodes involving the initial parties or others” (McPhee and Zaug 2000: u.pag).

De fire flows er:

1. Selv-strukturering, som er organisationens eksplicitte arbejde med at definere og organisere sig selv, fx via strategidokumenter og organisationsdiagrammer;
2. institutionel positionering, som er organisationens forhandling af dens omverdensrelationer, fx dens lobbyarbejde og imagepleje;
3. medlemsskabsforhandling, hvilket dækker over, hvad man kan kalde ‘hyring og fyring’, altså, processer for in- og eksklusion i organisationen, samt den socialisering, der finder sted, mens man er en del af organisationen;
4. aktivitetskoordinering, som står for alle de arbejdsprocesser og andre aktiviteter, der opretholder og ændrer organisationen på daglig basis.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at de fire flows er analytiske kategorier; en konkret kommunikativ episode vil typisk have mere end en funktion, relateret til mere end et flow. Men på et generelt niveau betinger og ordner de fire flows, hvordan organisationen kommunikerer og kommunikeres. De er strukturerede og strukturerende.

Modellen med de fire flows giver både et godt overblik over, hvordan organisationer konstitueres kommunikativt og et konkret værktøj til at studere de konstitutive processer. Men den kritiseres også for at være for simpel. Fx tager den ikke nok højde for organisationers materialitet, hvilket er et vigtigt tema i CCO-litteraturen i dag. Altså, hvordan materialiserer kommunikation sig? Og hvordan kan ting også siges at kommunikere? (Ashcraft m.fl. 2009; Cooren 2020). Desuden er man indenfor CCO-forskningen optaget af, hvad der afgør kommunikationens succes. Bare fordi noget kommunikeres, behøver kommunikationen jo ikke at lykkes, og det er vigtigt at forstå, hvordan organisationer også konstitueres af mislykket kommunikation – og at fejlslagne organisationer også konstitueres kommunikativt (Koschmann 2016). CCO-forskere søger også at forstå relationen mellem individer og organisationer bedre, hvilket har ført til ideen om, at aktører taler for organisationer (fx som egentlige talspersoner), samtidig med at organisationer italesætter aktører. Det kan betegnes som, at organisation og aktør er hinandens ‘bugtalere’, hvilket er blevet et så populært begreb, at man næsten kan tale om en fjerde CCO-skole, bugtalerskolen (Cooren m.fl. 2013; Christensen & Christensen 2022).

Endelig er CCO-forskere optagede af at finde grænsen for organisering; altså, hvornår kan det, der konstitueres, betegnes som organisation, og hvornår er det noget andet? Fx en midlertidig organisation, en delvis organisation, en lejlighedsvis organisation eller slet ikke en organisation overhovedet? (Ahrne & Brunsson 2019; Burke & Morley 2016; Dobusch & Schoeneborn 2015; Husted m.fl. 2023). Det er vigtigt, fordi det peger på, at selvom CCO angiver et bredt perspektiv, er det trods alt ikke en teori om alt. CCO handler om et særligt fænomen, som forklares på en særlig måde. Hvis ikke det var tilfældet, ville teorien ikke have nogen særlig værdi. Hvis man forsøger at sige alting, siger man ingenting. CCO siger noget om, hvordan kommunikation organiserer og organisationer kommunikerer; det er et bredt og vidtforgrenet perspektiv, men også et perspektiv, der har stor betydning for organisationskommunikation som fagligt felt og empirisk praksis.

(2024)