Platformskultur
Begrebet platformskultur bruges om digitale platforme som sociale medier, streamingmedier og søgemaskiner, der er blevet dominerende i den digitale kultur gennem det 21. århundrede (Poell m.fl. 2021). Der findes en række forskellige former for platforme, som generelt er kendetegnet ved to ting: En integration af hardware og software som fx i spillekonsoller, mobiltelefoner, tv-bokse, e-læsere eller stemmestyrede assistenter, samt en centraliseret kontrol af, og adgang til, indhold som fx i sociale medier, streaming og søgemaskiner (Montfort & Bogost 2009). Indholdet er ofte produceret af brugerne som i sociale medier, søgemaskiner, korttjenester og anmeldelsesplatforme; andre gange udgør platformen en centraliseret distributionsform som i streamingplatforme. Disse to karakteristika muliggør en forretningsmodel (Medier og forretningsmodeller), som har ført til globale monopoler som Meta, Google, Apple, Amazon, Twitter, TikTok, Spotify, Netflix og HBO Max i en platformsøkonomi, som udover abonnement ofte bygger på dataindsamling. Særligt i forbindelse med gratis platforme er forretningsmodellen blevet kritisk diskuteret som overvågningskapitalisme (Zuboff 2019) – en kritik der i udgangspunktet særligt var møntet på Google og Meta, men som også er relevant i forhold til et stort udvalg af gratis platforme og sociale medier. De indsamlede data benyttes til profilering af brugere, målrettet markedsføring og i stigende grad til opbygning af store datamodeller af sprog, adfærd og værdier til brug for maskinlæring og kunstig intelligens.
Udover ovenstående kombination af hardware og software samt en centraliseret cloud-løsning er det vanskeligt at komme med en klar definition af digitale platforme (se Medieplatform). Taleton Gillespie peger på, at begrebet bygger på en “semantic richness”, som giver det en “discursive resonance” og bygger på fire forskellige brede kategorier: En “computationel” opbygning, en arkitektonisk form, et figurativt løfte og en politisk betydning (Gillespie 2010). Sammensætningen af disse fire kategorier skaber en samlet fremstilling, der måske umiddelbart ligner et gratis offentligt gode med public service-kvaliteter, men som samtidig skjuler de indre modsætninger mellem brugere, indholdsproducenter, annoncører og platformsejere, som platformen rummer.
Disse indre modsætninger håndteres via centraliseret kontrol, lukkethed og manglende brugerindflydelse og medfører desuden en mulighed for udnyttelse af monopolstatus. Kunstneren og aktivisten Dmitry Kleiner har fx karakteriseret gratis platforme som Meta og Google som “private capture of community-created value” (Kleiner 2010). Som en forklaring på hvordan platforme adskiller sig fra mere stabile infrastrukturer har Paul N. Edwards karakteriseret platforme som “brændende” infrastrukturer, der tilføjer hardware og softwarelag oven på underliggende, oprindelige infrastrukturer. Dermed kan platforme udvikles hurtigere, forstyrre de underliggende infrastrukturer og frigøre sig fra hardware (som fx Uber og AirBnb der ikke ejer biler og ferieboliger), men de kan også dø hurtigt (som fx Friendster, MySpace og Google+) (Edwards 2021). Edwards peger i den forbindelse på en politisk udvikling, hvor regeringer har privatiseret offentlige selskaber og infrastrukturer, der oprindeligt er skabt for offentlige midler, for at skabe øget konkurrenceudsættelse. Eksempler på dette kunne være telefonnettet eller internettet.
Edwards peger på, hvordan platformsbetegnelsen bliver brugt som et med vilje uklart begreb af IT-branchen, som samler tre divergerende interessegrupper: slutbrugere, annoncører og professionelle indholdsproducenter, mens konflikter skjules bag platformens interface og brand. Platforme udvikler sig desuden konstant og er ikke stabile; transaktionerne er ofte uklare; og det er fx ikke klart for brugerne, hvilke data der indsamles, hvad de bruges til, hvor og af hvem. Samtidig kan platforme udnytte deres monopolstatus, da det ofte er vanskeligt at emigrere fra en platform til en konkurrerende uden at miste sine forbindelser, venner, samlinger, profiler osv., og forskellige platforme taler kun sammen i det omfang, det tillades af firmaerne bag, fx gennem platformens API (Application Programming Interface).
Der findes platforme inden for mange områder, men særligt inden for kulturindustrien er platforme blevet dominerende distributionsformer fx inden for musik, videobaseret underholdning, computerspil, apps og i lidt mindre dominerende grad litteratur (Striphas 2010, 2011). Fælles for de fleste af disse distributionsformer er en abonnementsstruktur, hvor man ikke ejer, men lejer, indhold, hvor det kun kan afspilles inden for platformens grænser på måder, der er fastsatte af platformen, og hvor brug, forbrug og adfærd monitoreres nøje og ofte skjult for brugeren, hvilket har betydning for vores kulturelle praksisser (Andersen & Pold 2018).
På den ene side er store mængder indhold tilgængeligt overalt på en måde, der er mærkbart billigere og lettere tilgængeligt end tidligere, hvilket i sagens natur er et tillokkende gode. På den anden side er der installeret forhindringer for umiddelbart at dele og låne sit indhold ud samt for at kopiere og remixe. Vigtige udbredte kulturelle praksisser er således blevet begrænset, og samlingen og samleren er også en truet figur, da det umiddelbart ikke er nødvendigt at opbygge litteratur-, musik- og filmsamlinger i hjemmets reoler for at have adgang. Platforme har dermed revolutioneret kulturforbruget: aldrig har så meget kulturelt indhold været så bredt tilgængeligt overalt, hvilket er en udfordring for biblioteker, men i udgangspunktet kan opfattes som et ubetinget gode for forbrugere. Kurateringen bliver dog i stort omfang overtaget af platformenes algoritmer i stedet for anmeldere og bibliotekarer (se også Kulturjournalistik), hvilket i mange tilfælde udfordrer mangfoldigheden og fører til, at den enkelte forbruger ender med mere af samme slags, som de allerede forbruger, samtidig med at (næsten) alt i princippet er tilgængeligt (Fleischer 2015; Pariser 2011). Resultatet er ofte, at selvom platformenes lagre er stort set uendelige, og (næsten) alt kan gøres tilgængeligt (Anderson 2004), så ender store dele af fx musiklytningen og dermed provenuet i praksis hos de få, flest mænd, på bekostning af mangfoldigheden (Eriksson m.fl. 2019).
Selvom platformsøkonomien i stigende grad har været dominerende gennem det 21. århundrede, er der også dukket nogle sprækker op i konstruktionen. Fra politisk side og i den offentlige debat har der været et voksende fokus på platformenes dataindsamling som udfordring for privatliv og identitet (Overvågning), og samtidig er det blevet tydeligere, at sociale medier i nogle tilfælde er en udfordring for den demokratiske debat i kraft af det manglende redaktionelle ansvar og det algoritmisk fremme af ekstreme udsagn. Fra indholdsproducenternes side er det blevet tydeligt, at fx streamingplatforme ofte ikke honorerer kunstnere og indholdsproducenter tilstrækkeligt, og at sociale medier snylter på fx nyhedsmediers indhold (Nielsen & Ganter 2022) – faktisk arbejder alle mennesker gratis for platformene, som producenter af både indhold og data (Fuchs 2015; Terranova 2003). Endelig er flere brugere måske ved at have nået en mæthedsgrænse for den måde, de bliver italesat og iscenesat igennem profilering og målrettet annoncering (Hu 2022). Samtidig med disse begyndende opbrud er der også teknologiske udviklinger fremme, eksempelvis mere decentrale og føderale platforme som Mastodon (Mansoux & Abbing 2020), andre ejerformer organiseret gennem blockchain, Web 3.0 og NFT (Stalder & Janša 2022) og udviklinger inden for maskinlæring og kunstig intelligens, som udfordrer det nuværende status quo.
(2023)
