Medierepræsentation
Medierepræsentation – ofte betegnet blot som ’repræsentation’ – refererer til den måde, medierne gennem sprog og billedbrug beskriver virkeligheden, og har især været bragt i anvendelse i studier af tv, film, aviser og reklamer. Ofte bruges begrebet i relation til repræsentationen af bestemte grupper i befolkningen, som fx kvinder eller etniske minoriteter. Her kan man skelne mellem kvantitative og kvalitative dimensioner af repræsentation. Den kvantitative repræsentation handler om, hvorvidt en befolkningsgruppes omfangsmæssige tilstedeværelse i medierne afspejler deres faktiske andel af befolkningen. Den kvalitative repræsentation handler om måden, hvorpå en bestemt samfundsgruppe portrætteres, og dermed repræsenteres, og fokuserer på de karakteristika, gruppen tilskrives.
Repræsentationsstudier trækker på forskellige teoretiske traditioner, hvoraf Cultural Studies (fx Hall 1997), post-kolonialisme (fx Bhabha 1983), Critical Race Studies (fx hooks 1992), semiotik (fx Saussure 1916, Barthes 1957) og Foucaults (1969) diskursbegreb må betragtes som de væsentligste. Stuart Hall er en hovedfigur i den britiske Cultural Studies-tradition, ikke mindst i kraft af værket Representation. Cultural Representations and Signifying Practices fra 1997. Centralt hos Hall (1997) står, at mediernes repræsentation har betydning for produktionen af den mening, vi forstår virkeligheden gennem. Dermed placerer Hall – og det meste repræsentationsforskning – sig inden for en konstruktivistisk videnskabsteoretisk tradition. Markering af forskel er iflg. Hall (1997) en forudsætning for produktionen af mening, da det er tings forskellighed fra hinanden, der gør dem meningsfulde. Konstruktionen af forskel er således også et centralt element i medierepræsentationen. Her kan det involvere stereotype fremstillinger af de befolkningsgrupper, der repræsenteres som forskellige fra normen; fx har repræsentationsforskningen vist, hvordan sorte amerikanske mænd i populærkultur i overvejende grad er blevet fremstillet i stereotyper som voldelige og kriminelle (fx Moorti 2002); sorte amerikanske kvinder som seksuelt promiskuøse (fx hooks 1992); og asiatiske mænd som feminine og potentielt homoseksuelle (Eng 2001).
Hall (1997) vægter især repræsentation i relation til konstruktionen af racial forskel. Hall argumenterer for, at stereotypificering bør ses som element i den magt, der kan udøves gennem diskursiv fremstilling. Her kan den stereotype repræsentation af ’den anden’ ses som den symbolske vold, der historisk kan knyttes til den europæiske, hvide magtudøvelse, der har fundet sted i form af fx kolonialisme og slavehandel. I et sådant magtkritisk perspektiv kan desuden indlæses en normativ anvisning af, at medierne bør tilstræbe en mangfoldig repræsentation, der afspejler et samfunds forskellige befolkningsgrupper og positioner, da dette bliver et væsentligt element i den samfundsmæssige demokratiske inklusion. Inden for dansk medieforskning er dette emne dog løbende blevet debatteret, og der har ikke været enighed om en sådan magtkritisk læsning af medierepræsentation.
Sideløbende med Halls fokus på mediers raciale repræsentationer har feministisk medieforskning fokus på mediers fremstillinger af køn (Køn og medier). Forskningen har vist, hvordan kvinder kvantitativt set er underrepræsenteret i medierne. Fx har det globale mediemonitoreringsprojekt ’Who makes the news’ (<whomakesthenews.org>) siden 1995 kortlagt repræsentationen af kvinder og mænd i nyhedsmedierne (aviser, tv, radio og internet) og vist, at kvinder er underrepræsenteret på alle niveauer i nyhederne – hvilket vil sige, at mænd dominerer nyhederne, både som kilder, dem der producerer og præsenterer nyheder, og som emner for nyhedshistorier.
Kvalitativt har den feministiske repræsentationsforskning haft fokus på, hvordan kvinder fremstilles i medierne (Spigel, Brunsdon & D’Acci 1997, Gill 2007) gennem fx indholdsanalyser af fremstillingen af kvinder i nyheder, dameblade, fiktionsfilm og talk shows. Her er det vist, at mens mænd ofte agerer i populærkultur, så re-agerer kvinder, samt at kvinder ofte indtager stereotype positioner som ’mødre’ og ’elskerinder’ i biroller, der overskygges af mandlige hovedpersoner. Det primære fokus har været på mediefremstillingen af kvinder, men de senere år har der ligeledes været kvalitativ fokus på fremstillingen af mænd (fx Cuklanz 2000, Shary 2013, Gabbard & Luhr 2008). På tilsvarende måde er repræsentationsforskningen i race og raciale repræsentationer blevet suppleret af studier i ‘hvidhed’ (whiteness studies) (fx Dyer 1997).
Ligeledes har repræsentationsforskningen haft blik for mediernes fremstillinger af forskellige minoritetsgrupper fx LGBTQ-personer (lesbian, gay, bisexual, transgender, queer) (Nebeling Petersen 2012, 2013, Nebeling & Myong 2012), handicappede (Longmore 2003, Norden 1994, Pointon & Davies 1997, Glerup 2012) og sociale klasser (hooks 2000, Skeggs 2009, Skeggs & Wood 2011a, 2012). Fælles for disse er en kritik af, at normen (ofte i form af ’den heteroseksuelle, hvide middelklassemand’) fremstilles som neutral og universel, mens minoriteter enten er fraværende eller portrætteres stereotypt.
Netop fraværet af minoriteter har været et omdrejningspunkt, og en påpegning af vigtigheden af synlighed har derfor stået centralt i forskningen. Tilsvarende har aktivister, der har beskæftiget sig med medier, minoriteter og repræsentation, fremhævet synlighed i medierne som central for minoriteternes inklusion i samfundet. En sådan synlighed indebærer dels en medieportrættering af minoriteter, dels at minoriteter optræder som repræsentanter for andet end en stereotyp, når de portrætteres. Med udbredelsen af internettets sociale medier bidrager minoriteter nu selv til mediefremstillingen, og forskningen er derfor begyndt at få blik for minoriteters egne medierepræsentationer og de muligheder, de sociale medier tilbyder for at skabe medierede fællesskaber uden om dem, som de traditionelle massemedier tilbyder (Raun 2012, 2014, Bailey 2011, Mainsah 2011, 2014, Georgiou 2011, Diminescu & Loveluck 2014, Nessi & Bailey 2014)
Inden for den nordiske medieforskning er der siden slutningen af det 20. århundrede kommet øget fokus på medierepræsentationen af raciale og etniske minoriteter. Især repræsentationen af ’den muslimske anden’, som er fulgt i kølvandet på den stigende indvandring fra muslimske lande i slutningen af 1900-tallet, har været genstand for forskning, der bl.a. har påvist en stereotyp repræsentation af muslimer. Det første større danske studie var Hussain, Yilmaz & O’Connors (1997) Medierne, Minoriteterne og Majoriteten – en undersøgelse af nyhedsmedier og den folkelige diskurs i Denmark. Andre større er omfatter Jensen (2000), Gaarde Madsen (2000), Hervik (2002), Andreassen (2005, 2007) og Smedegaard Nielsen (2014). Fra de øvrige skandinaviske lande har forskere som Ylva Brune (1998, 2000, 2004), Karina Horsti (2007, 2008, 2014, Horsti & Nikunen 2013), Kaarina Nikunen (2013, 2014) og Elisabeth Eide (2011, Eide & Nikunen 2011, Simonsen & Eide 2007) markeret sig inden for traditionen.
(2015)
