Snapchat
Snapchat er en mobil fotodelingsapplikation, der er karakteriseret ved flygtighed og selvdestruktion af billeder. På verdensplan har Snapchat et rapporteret antal daglige brugere på 220 mio., hvoraf hovedparten er mellem 13 og 29 år (SmartInsights 2020). Snapchat blev lanceret i juli 2011 under navnet Pecaboo og var et af de første sociale medier, som var bygget op om den idé, at brugere kunne sende billeder, der ville forsvinde igen, til hinanden. I september 2011 relancerede dens ejere, Evan Spiegel og Bobby Murphy, appen under navnet Snapchat og tilføjede muligheden for at indsætte tekst på de selvdestruerende billeder (Bernazzani 2019). I første omgang var appen blot tilgængelig på Apples App Store, men den blev gjort tilgængelig for Android-brugere i oktober 2012, hvilket udbredte kendskabet til appen. I slutningen af 2012 fik brugerne mulighed for også at sende små videoklip på op til 10 sekunder til hinanden; stadig med flygtighed som integreret egenskab, idet videoerne ville forsvinde igen efter visning.
Foto- og videodeling samt chat-beskeder via Snapchat foregår både som en til en-kommunikation og via gruppebaserede udvekslinger. På Snapchat har man ikke – som det er tilfældet med mange andre sociale medier – en offentlig profilside og dermed heller ikke noget newsfeed med arkiveret indhold. På den måde adskiller Snapchat sig markant fra andre sociale medier, og forskere har diskuteret, om Snapchat overhovedet kan forstås som et socialt medie (fx Riber Christensen m.fl. 2015; Rettberg 2016; Kofoed & Larsen 2016). Tidlige definitioner på sociale medier har netop understreget platformenes permanens og offentlige eller semi-offentlige karakter, hvor det at have en profil og en søgbar venneliste er centrale funktioner (se boyd & Ellison 2007; Ellison & boyd 2013). Disse funktioner er fraværende på Snapchat, der med flygtigheden som det centrale omdrejningspunkt nærmere kan beskrives som en underholdende instant messaging service (Piwek & Joinson 2016).
I praksis er Snapchat blevet kendt som stedet, hvor man kan dele de “små øjeblikke“ (Bayer m.fl. 2016). For brugerne handler det ikke nødvendigvis om at dele billeder, men om at være sammen på en uformel måde. Som en undersøgelse blandt amerikanske collegestuderende foretaget af Bayer m.fl. (2016) peger på, ses Snapchat som en lettilgængelig platform til spontant at dele oplevelser med nære venner. Respondenterne fremhæver, at kommunikationsformen kan sammenlignes med ansigt til ansigt-kommunikation, der i sin natur også er flygtig.
Snapchat har over tid tilpasset appens funktioner, og der er bl.a. løbende justeret på graden af flygtighed. I de tidligere versioner var det ikke muligt at anvende fotos fra mobiltelefonens kamerarulle, hvorfor man som bruger udelukkende kunne sende et billede, man netop havde taget med appen. Tidligere var det heller ikke muligt – som tilfældet er nu – at justere sin ‘snap’, således at det afsendte billede kan ses “uendeligt” (altså uden en tidsbegrænsning på maks. 10 sekunder) – dog kun indtil modtageren trykker på mobiltelefonens skærm, hvorefter billedet så vil forsvinde. Ligeledes fandtes muligheden “Hold nede for at afspille igen” heller ikke. Før disse ændringer fremhævede brugerne, at Snapchat krævede en ekstra opmærksomhed sammenlignet med andre sociale medier, netop fordi man ikke permanent kunne fastholde interaktionen (Bayer m.fl. 2016). I dag er funktionerne tilpasset, så det er muligt at tilvælge elementer af vedholdenhed i egen eller andres kommunikation på Snapchat.
I appens første år var praksisser forbundet med at omgå flygtigheden et centralt element (og et omdiskuteret emne i den offentlige debat). Det skete eksempelvis ved, at modtager med sin telefon ville tage et skærmbillede af den delte snap – og dermed (muligvis uden afsenderens vidende) fastholde det ellers selvdestruerende billede. Snapchat har siden integreret en funktion, der giver afsenderen besked, hvis modtageren har taget et skærmbillede.
I en dansk kontekst har Jette Kofoed & Malene Charlotte Larsen (2016) – baseret på etnografisk forskning samt interview- og surveydata – undersøgt 13-17-åriges fotodelingspraksisser på Snapchat. De finder, at Snapchat på den ene side fungerer som en platform, hvor brugerne kan dele det ligegyldige indhold, som ikke egner sig til andre sociale medier (Larsen & Kofoed, 2015). Det kunne være billeder af mad, dobbelthager eller fjollede selfies, og at brugerne finder denne form for fatisk fotodeling, der blot bekræfter den sociale relation, vigtig (se Lobinger 2016). Delingen af det trivielle er en måde at vedligeholde relationer på. Kofoed & Larsen (2016) finder også, at snap-udvekslinger ofte indeholder en højere grad af selvafsløring og en vis risikovillighed forbundet med at dele mere intime billeder. Derfor fungerer Snapchat på den ene side som et intimitetsrum, hvor nære relationer plejes, og hvor en særlig fortrolighed og interaktion baseret på tillid finder sted. På den anden side finder forskerne også, at de unge brugere til tider oplever Snapchat-udvekslinger som værende ubehagelige og grænseoverskridende, når der eksempelvis deles såkaldte “dickpics” eller seksualiserede beskeder. Stinne Krogager & Hans-Peter Degn (2020) har undersøgt kønsforskelle og kønsroller i brugen af snaps og peger på, hvordan Snapchat på forskellig vis kan ses som en intim bag facaden-platform, hvor der testes grænser af.
I 2013 lancerede Snapchat funktionen Stories, som gjorde det muligt at dele en række af billeder eller videoer, som er tilgængelige på platformen i 24 timer, før de forsvinder. Fotos eller videoer i Stories kan – i modsætning til almindelige snaps – vises eller afspilles et ubegrænset antal gange i løbet af de 24 timer. I starten var Stories udelukkende en personlig funktion, hvor den enkelte bruger løbende kunne fortælle om sin dagligdag (My Story). Men i 2014 præsenterede Snapchat brugerne for Our Stories, der gjorde det muligt at lave fælles 24-timers fortællinger, eksempelvis omkring populære offentlige begivenheder (Bernazzani 2019).
Forskning har vist, at Stories-funktionen er særligt velegnet til at danne fælles gruppeidentiteter, og brugen af Stories til selfies og fælles dokumentation af begivenheder fremmer kollektive diskursfællesskaber hos eksempelvis fangrupperinger, sørgende eller protestgrupper (Page 2019). Sara McRoberts m.fl. (2017) peger på, at brugerne med Story-funktionen er mere opmærksomme på deres selvfremstilling, og at denne funktion typisk anvendes til at forme et fortløbende narrativ med et bredere publikum for øje.
I et forsøg på at erobre (særligt de unge) brugere kopierede Instagram i 2016 Snapchats Stories-funktion (Larsen 2018). Dette har resulteret i, at de to fotodelingsapplikationer er kommet til at minde mere om hinanden, idet Instagram nu også opererer med flygtighed som affordance. Indførelsen af Stories-funktionen betød, at Instagram havde held med at få deres brugere til også at dele billeder af små og “ligegyldige” øjeblikke fra hverdagslivet.
I takt med at Snapchat har tilføjet flere funktioner, har forskningen i brugen af appen også fokuseret på andre aspekter og interaktioner omkring Snapchat end blot foto- og videodeling. Eksempelvis har Dayana Hristova m.fl. (2019) undersøgt elementer af gamification forbundet med Snapstreak. Dette er en funktion, der visualiseret som et lille flamme-ikon betyder, at to personer har sendt snaps til hinanden inden for 24 timer mere end tre dage i træk. Et tal ved siden af flammen indikerer antallet af dage, som de kommunikerende parter har haft en streak kørende (Snapchat 2020). Hristova m.fl. (2019) finder, at dette element af gamification i høj grad påvirker de unge brugeres interaktioner på platformen, og at de – for at holde en streak i gang – ofte sender mere upersonlige billeder og billeder uden indhold til hinanden, eksempelvis “masse-snaps” eller blot billeder af en sort baggrund.
Således er det indbygget i designet af appen, at man med Snapstreak kan måle eller kvantificere brugernes interaktioner, og det ændrer på den normale turtagning i online-kommunikation, idet udveksling af snaps er påkrævet i fikserede intervaller (Werning 2018). Forskning finder, at streaks kan have både positive og negative effekter på unges trivsel (Weinstein 2018). På den ene side faciliterer streaks-funktionen følelser af forbundethed, idet de unge brugere får bekræftet, at de har vedvarende, nære relationer, som de ofte er i kontakt med. På den anden side kan funktionen også blive en byrde, og det kan være et forstyrrende eller stressende element i hverdagen at skulle vedligeholde for mange streaks (ibid.).
Af andre forskningsinteresser i brugen af Snapchat kan nævnes politisk kommunikation. Herhjemme har Anette Grønning (2018) eksempelvis undersøgt, hvordan et udsnit af medlemmer af Folketinget har anvendt særligt Snapchats Story-funktion som en del af deres personlige kommunikation. Hun finder, at arbejdsrelaterede opslag og politiske emner blandes med opslag af mere privat karakter omhandlende eksempelvis familieliv, fitness eller andre fritidsrelaterede aktiviteter. Et andet studie af Jerrica Rowlett & Summer Harlow (2018) har undersøgt, hvordan nyhedsformidling af politiske emner finder sted, eksemplificeret af Live Stories på platformen under de amerikanske primærvalg i 2016.
Der har endnu ikke været mange videnskabelige studier af Snapchats potentiale i forbindelse med marketing eller kommercialle virksomheders brug af appen. Ifølge Joerg Tropp & Andreas Baetzgen (2019) er markedsføringsfolk stadig tilbageholdende med at anvende Snapchat i virksomheders kommunikation. Marketing via Snapchat bliver ofte et supplement til de – for annoncørene – mere velkendte sociale medier som Facebook og Instagram, og Snapchat ses i denne sammenhæng som mere “eksperimenterende” (ibid.). Dette kan ifølge Michelle Castillo (2017) skyldes, at Snapchat ikke tilbyder så mange data om dens brugere som andre platforme.
Et af de mere underholdende og særegne elementer ved Snapchat og det, der gør appen appellerende selv for mindre børn, er de kreative muligheder for billedmanipulation, som appen indeholder, eksempelvis filtre og ‘Selfie Lenses’, der løbende tilføjes og udskiftes. Filtre er overlejringer, der lægges hen over snaps, og Lenses (eller Linser) er en samling af augmented reality-tilføjelser, hvor brugeren kan tilføje 3D-effekter, genstande, karakterer og transformationer til eksempelvis ens eget ansigt.
Snapchat indeholder efterhånden en lang række yderligere underholdende og interaktive funktioner såsom spil, man kan spille både synkront og asynkront med sine Snapchat-kontakter; Bitmoji, der er brugerens egen, personlige redigerbare emoji; Snap Map, hvor brugerne kan dele deres lokation, holde øje med, hvor vennerne befinder sig samt se et kort over begivenheder og stories; og Discover, der fungerer som en distributionsplatform, hvor der ikke alene vises stories fra venner, men også annoncørbetalte videoer og små serier, som brugerne kan abonnere på. Der er således sket meget med Snapchat-appen, siden den startede som et socialt medie for udveksling af selvdestruerende billedbeskeder. Som Jill Walker Rettberg (2018) påpeger, er Snapchat nu en platform for mediehuse, annoncører, influencere og nyhedsmedier. Kritikere vil således indvende, at platformen, der startede med at promovere sig som et socialt medie med respekt for brugernes privatliv, nu er godt på vej til at være ligeså gennemsyret af kommercielle interesser som øvrige sociale medier.
(2020)
