Hegemoni
Hegemoni er et ofte brugt begreb i medie- og kulturanalyser og udgør et kernebegreb inden for flere grene af diskursanalysen. Hvor hegemoni i sin oprindelige betydning pegede på et statsligt overherredømme, kom det i marxistisk teoridannelse til at betegne, hvordan fraktioner i samfundet kan opnå magt via ideologisk dominans.
I årene omkring 1930 udvikler den italienske marxist Antonio Gramsci begrebet igennem en række politiske analyser. Han forsøger at redegøre for, hvorfor økonomiske forhold og klasserelationer ikke havde ført til, at arbejderne forenede sig i en “universel klasse” og gjorde en ende på kapitalismen. I hans værk er kultur og repræsentationer andet og mere end en “overbygning” på den økonomiske “basis” – det er det, der skaber “common sense” i et samfund. Gramsci skelner analytisk mellem den simple, undertrykkende statsmagt og den ideologiske dominans, og han hævder, at man ikke opnår dominans uden at indtage en intellektuel og moralsk førerposition. De forskellige typer dominans hænger altså sammen i et samlet “apparat af intellektuel, moralsk og politisk hegemoni” (Gramsci 1971:59). En central pointe hos Gramsci er, at ideologisk hegemoni fritager de dominerende klasser for at udøve rå magt – de sikrer sig samtykke via ideologisk dominans. Denne udvikles og udbredes af det intellektuelle lag i samfundet – fx lærere og journalister; det, man kunne kalde opinionsdannere. I Gramscis terminologi er skolen, aviserne og kirken “hegemoniske apparater”, som opretholder grundlæggende samtykke og enighed i samfundet.
Hegemoni bliver et helt centralt begreb i kritisk teori og kulturstudier fra 1970’erne og fremefter. Man kan endda sige, at Centre for Contemporary Cultural Studies i Birmingham har begrebet som omdrejningspunkt. Det bruges i flere typer af analyser: Til at forklare kultur som en manipulerende størrelse, og til at vise hvordan modstand (counter-hegemony) er mulig. Disse indsigter danner grundlag for ungdomskultur- og receptionsstudier, hvor fokus er på individets muligheder for at udfordre, afvise eller omfortolke de budskaber, medierne bringer (Hall, S. & Jefferson 1976, Morley 1980).
Efter den “sproglige vending” inden for samfundsvidenskaberne er hegemonibegrebet blevet hyppigt anvendt i analyser af sprogbrug. Neo-marxistiske diskursanalytikere fokuserer på, hvordan sproget opretholder en given hegemonisk orden eller medvirker til at forskyde visse ideologier i forhold til andre. Den underliggende tese er, at fx brugen af metaforer eller valget af bestemte ord på bekostning af andre skaber bestemte, ideologisk farvede opfattelser af, hvordan verden hænger sammen.
Hegemoniperspektivet gennemsyrer en række studier af massemedier. Det drejer sig dels om studier af, hvordan journalistik og medieproduktion hænger uløseligt sammen med hegemoni og ideologi, fx Carpentier (2005) eller Wiley (2006). Dels om studier af, hvordan medietekster såsom annoncer, journalistiske artikler osv. medvirker til at opretholde eller udfordre den hegemoniske orden igennem deres specifikke sprogbrug – fx Norman Faircloughs (1992) analyser af modaliteter, metaforer, sammenkædninger m.m.
Hegemoni er et centralt begreb i Laclau & Mouffes diskursteori (1985). Her opereres med en hegemonisk logik, som er central for, hvordan sproget fungerer, hvordan identiteter skabes og hvordan det politiske felt fungerer. Stærkt simplificeret går den hegemoniske logik ud på, at enkeltindivider eller enkelte politiske aktører altid vil stræbe efter, at deres partikulære udlægninger af virkeligheden bliver ophøjet til en almengyldig sandhed. Man kan sige, at denne evige stræben udspringer af selve sprogets logik: betydning kan kun fastlægges midlertidigt, så derfor bliver selve det at bruge sproget en stadig definitionskamp. “Repræsentation” er hos Laclau det, som muliggør hegemoniske relationer – hvis sproget blot var en afspejling af “hvordan tingene virkelig er”, ville der ikke være nogen hegemoniske kampe (Laclau 2000). I marxismen er alle magtkampes ophør et ideal, men i Laclaus postmarxistiske optik ville dette være lig med et totalitært samfund. Hos Laclau & Mouffe er hegemoni altså ikke noget negativt, men centralt for demokratiet – og emancipation (frisættelse) handler ikke om at undgå hegemoniske kampe. Dette medfører et ideal omkring medier og kommunikation, hvor pluralisme, forhandling og dialog sættes i højsædet, og hvor journalistikkens rolle bliver at udfordre hegemoniske positioner (Carpentier & Cammaerts 2006).
(2013)
