Metoder i dialektforskning

I dialektologien, dvs. den sprogvidenskabelige disciplin, der beskæftiger sig med dialekter (Dialekt), har man siden dialektforskningens begyndelse i anden halvdel af 1800-tallet gengivet oplysninger om sprogformers geografiske udbredelse på oversigtskort. Udarbejdelsen af dialektgeografiske kort, hvor dialektgrænser angiver sproglige forskelle over et givent område, var en af de tidligste metoder i dialektforskningen. Metoden går bl.a. ud på at indtegne linjer på kort for at markere, hvor der kan påvises forskelle i udbredelsen af sproglige træk; en sådan afgrænsning kaldes for en isoglos (Rabanus 2018: 361 f.). Alt efter hvilke og hvor mange forskellige isoglosser, der kan påvises ud fra et indsamlet dialektmateriale, kan et givent sprogområde (fx det danske) så inddeles i større og mindre dialektområder (fx jysk: nordvestjysk: thybomål). I dansk sammenhæng er især Valdemar Bennike og Marius Kristensens Kort over de danske folkemål med forklaringer (1898-1912) fundamentet for at studere de traditionelle dialekters udbredelse. Nedenfor ses et kort over de vigtigste traditionelle dialektområder i Danmark (figur 1). Bemærk, at de specifikke dialektgrænser til en vis grad er idealiserede; i praksis var der generelt tale om mindre skarpe skel (Skautrup 1968: 97 ff.; se også fx Bøegh 2022: 36 ff.).

Figur 1: Oversigtskort over traditionelle danske dialekter (se mere på jysk.au.dk)

Dansk indgår i et dialektkontinuum med de andre nordgermanske eller nordiske sprog (norsk, svensk, islandsk, færøsk), dvs. et sammenhængende område på tværs af nationalgrænser, hvor sprog i varierende grad er gensidigt forståelige (Chambers & Trudgill 1998: 6 ff.). Der findes en lang række sammenlignelige traditionelle dialektale sprogtræk på tværs af de nationale grænser i Norden. Et eksempel er det personlige pronomen ‘jeg’, som findes i forskellige varianter, der alle kan spores tilbage til det latinske ego, og som har en urnordisk pendant eka, der igen har en variantform ek (år 200-800, dvs. i runetiden, se Nielsen & Stoklund 2019: 35 f.). På baggrund af denne variation kan man indtegne en isoglos, der inddeler Skandinavien i to sprogområder: et sammenhængende område, der har former med j- (jæ eller je på Fyn; jæ eller jæj på Sjælland; ja på Bornholm; ja, jag, jä, jäg mv. i Sverige; je, jeg i det østlige Norge) og et andet område, der har former uden j- (a i Jylland, dog æ i Thy og i Sønderjylland; eg, ek og lignende varianter i det vestlige Norge) (Skautrup 1944: 47 f., Mæhlum & Røyneland 2023: 181). Et andet eksempel på en isoglos på tværs af landegrænser, som forbinder de danske dialekter med de sydsvenske dialekter, er svækkelsen af klusilen /t/, jf. fx norrønt eller oldnordisk (ca. 800-1350) gata ‘gade’, som er helt gennemført i dansk /ˈɡaːðə/, og yderligere svækket i jysk /ˈɡaːj/ eller /ˈɡaː/. I skånsk er klusilen svækket til /ˈɡaːda/, modsat i de svenske dialekter længere mod nord, som har /ˈɡaːta/ (Skautrup 1944: 228 ff., Strandberg 2019: 13 ff.).

Dialekternes ordforråd har fra dialektologiens begyndelse spillet en stor rolle i arbejdet med at indsamle dialektmateriale (Keymeulen 2018: 40 f.). Ordforrådet afspejler de samfundsmæssige og kulturelle forhold, landbefolkningen levede under, før Danmark blev et industrialiseret samfund, og landbruget blev moderniseret. Optegnelsesarbejdet har været særdeles omfattende og struktureret (se fx Gudiksen & Hovmark 2009, Hansen 2011, Pedersen 2019), og det har resulteret i store samlinger med oplysninger om de danske dialekter, som har været benyttet i de tre store dialektordbogsprojekter i Danmark: Jysk Ordbog, Ømålsordbogen og Bornholmsk Ordbog. Disse dialektleksikografiske værker kan bruges til at søge yderligere viden om fx arbejdsprocesser i forbindelse med høst eller slagtning, betegnelser for det at være flittig (eller det modsatte), samt meget andet. De viser, hvor varieret landbefolkningens ordforråd var, og hvor væsensforskelligt fra det rigsdanske ordforråd, det til tider var (se også fx Arboe 2023, Gudiksen 2023).

Sidst i 1800-tallet kunne sprogforskere begynde at beskrive en udvikling i retning af en ‘udtynding’ af dialekterne og en øget grad af standardisering i det danske sprogsamfund (Bøegh m.fl. 2023), der godt 100 år senere var nået så langt, at Danmark omkring år 2000 kunne beskrives som kandidat til at være det mest homogene sprogsamfund i verden (Pedersen 2003; se også Dialekt). Siden 1970’erne har sprogforskere (med tydelig påvirkning fra Sociolingvistik) anvendt forskellige kvalitative og kvantitative variationslingvistiske metoder til at undersøge og beskrive dialektal variation (under forandring). En gængs variationslingvistisk metode til at analysere dialektalt sprog er at opstille et såkaldt trækskema, hvor man systematisk afgrænser et sæt karakteristiske sproglige træk, der varierer på tværs af forskellige dialekter – også kaldet variabler – og dermed udarbejder en oversigt eller profil over et givent områdes – eller en eller flere informanter fra et givent områdes – sprog (Pedersen 1977: 40, Nielsen & Nyberg 1988: 50). Man kan fx bruge et trækskema til at finde ud af, hvilke træk fra den traditionelle dialekt, der er tilbage i det område, man har valgt at undersøge, dvs. i hvor høj grad den varietet (dvs. sprogform), man undersøger, er blevet påvirket af rigsdansk (se fx Hansen 2009). Et trækskema kan desuden anvendes kvantitativt i forhold til at optælle, hvor hyppigt udvalgte træk optræder, fx når man undersøger større grupper af informanters sprogbrug. Trækskemaet anvendes som regel på indsamlet empiri bestående af lydoptagelser, fx indsamlet ved hjælp af et sociolingvistisk interview (Sociolingvistik). Lydoptagelserne kan transskriberes (fx ved hjælp af CLAN, ELAN eller lignende programmer), og transskriptionerne kan så ‘kodes’, dvs. opmærkes eller annoteres systematisk, så materialet kan gøres til genstand for kvalitativ analyse (Diskursanalyse). Tabel 1 viser et eksempel på et trækskema for dialekten i Them sogn, syd for Silkeborg (baseret på Hansen 2009).

Udforskning af sprogsamfundets forskellige varieteter og deres indbyrdes, hierarkiske forhold er de seneste årtier også blevet suppleret af bl.a. perceptionsstudier med metodisk fokus på sprogbrugernes subjektive opfattelse af sproglig variation og sprogforandring. Siden 1990’erne er der udført eksperimentelle sprogholdningsstudier rundt om i Danmark (Kristiansen 1991, 2009, Maegaard & Quist 2020; læs også om eksperimentelle studier af sprogholdninger og sprogmasketest i opslaget Sociolingvistik). Et nyere eksempel i dansk sammenhæng er ‘tegn et kort’-undersøgelser (fx Bøegh, Hansen & Svendsen 2023), inspireret af studier inden for perceptuel dialektologi fra bl.a. USA og Storbritannien (Preston 1999, Montgomery 2017), hvor respondenter får udleveret kort over et givent område, hvorpå de skal indtegne grænser for at markere, hvor de mener, folk taler forskelligt; de kan desuden angive, hvilke eksplicitte holdninger, de har til de forskellige sprogområder og/eller varieteter. Kortmaterialet digitaliseres og analyseres samlet (dvs. på gruppeniveau) for at kaste lys på sprogideologier.

Hvor kortet i figur 1 (se ovenfor) viste inddelinger af de traditionelle danske dialekter, sådan som sprogforskerne har beskrevet dem i dialektologien på baggrund af optegnelser fra dialektalende født i perioden ca. 1870-1920, viser figur 2 (baseret på data fra Bøegh, Hansen & Svendsen 2023) en repræsentation af en gruppe nutidige sprogbrugeres opfattelse af sproglig variation i Danmark. På dette kort er inddelingen af det danske sproglandskab klart mere overordnet, dvs. mindre afgrænset, end det var tilfældet på baggrund af de traditionelle dialekter. At den dialektale variation er mindre geografisk specifik i dag end traditionelt set, stemmer overens med resultaterne af nyere studier, der undersøger brugen af dialekt (fx Monka 2013, Maegaard & Quist 2020, Hansen 2022).

Figur 2. Samlet visualisering af en gruppe jyske respondenters overordnede blik på geografisk sproglig variation i Danmark i 2023 (efter Bøegh, Hansen & Svendsen 2023)

Resultaterne fra Bøegh, Hansen & Svendsen (2023) indikerer, at respondenternes opfattelse af sproglig variation er forskellig, alt efter hvor de kommer fra. Respondenterne udviste overordnet set et større kendskab til sproglige varieteter tæt på end længere fra deres egen erfaringsverden. Desuden afveg deres opfattelse af bl.a. rigsdansk til en vis grad fra dialektforskningens definition. Resultaterne går i tråd med resultater fra fx Hansen & Goldshtein (2021), hvis jyske respondenter udviste tegn på at opfatte Århus som lokalt sprogligt normcenter. Da sprogforskningens generelle påstand er, at rigsdansk spredes fra København til resten af Danmark (Kristiansen 2009), giver disse og andre resultater fra nyere forskning (fx Maegaard & Quist 2020, Hansen 2022) stof til eftertanke, og de understreger behovet for en fortsat nuanceret beskrivelse af det danske sprogsamfund, som er under stadig forandring, herunder i forhold til den dialektale variation, med brug af forskellige undersøgelsesmetoder.

Supplerende læsning:

Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning har udarbejdet et interaktivt kort over de traditionelle danske dialekter, hvor man kan lytte til og finde sproglige beskrivelser af de enkelte dialekter. Yderligere information om danske dialekter kan findes på Københavns Universitets side om dialekter, ligeledes med mulighed for at lytte til dialektprøver. Boberg m.fl. (2018) indeholder en lang række oversigtskapitler, som præsenterer forskellige dialektforskningsmetoder (inkl. diverse metoder, som grundet pladshensyn ikke berøres i nærværende opslag). Tidsskriftserierne Ord & Sag og Danske Talesprog indeholder hver især forskningsartikler og anden orientering om forskellige emner inden for dansk dialektforskning. Se desuden oversigten over supplerende læsning i opslaget Dialekt.

(2024)