Casting
Casting er et trin i præproduktionen af en film eller medieproduktion. Castingens mål er at udvælge og ansætte de bedst egnede skuespillere og evt. statister. En audition er det vigtigste arbejdsredskab i en casting.
I det tidlige Hollywood, før 1920’erne, var instruktøren enerådende i sin casting, idet han dog valgte sine førende skuespillere fra den faste stab af skuespillere og statister, der var tilknyttet produktionsselskabet. Fra 1920’erne var det instruktørassistenter, der hyrede statister, og etablerede skuespillere begyndte at have deres egne agenter. Casting directors specialiserede sig i at supplere instruktørens eget valg af skuespillere til hovedroller ved at besætte de resterende roller med instruktørens godkendelse. Et casting-system blev udviklet i løbet af 1920’erne med klassificering af typer, såkaldt “type casting”. Stumfilmsstjernen Mary Pickford beskrev det således, at casting director’en “divided humanity in sections – young men, old men, comedians, tragedians” (Bordwell, Staiger & Thompson 1988: 149). Fra og med 1925 organiserede statister sig i Central Casting Corporation for at undgå at blive udnyttet økonomisk af agenter. I 1930 var 17.500 statister organiserede her.
Casting indgår i Hollywoods stjernesystem (Pramaggiore & Wallis 2005: 330-345). Alfred Hitchcock pointerede betydningen af at caste en stjerne som hovedkarakter i sine film: “I’ve learned from experience that whenever the hero isn’t portrayed by a star, the whole picture suffers, you see, because audiences are far less concerned about the predicament of a character who’s played by someone they don’t know.” (Truffaut 1983: 145). Tilsvarende kan stjerner stille krav til en casting-proces, hvor de ikke underkastes en uværdig audition, og de har mulighed for at stille krav om medspillende skuespillere. Deres agent forhandler med filmselskabet om ofte omfattende kontrakter fx med krav om en procentdel af en films indtjening. Berømte stjerner kan tjene mere end 20 mio. dollar per film, men en stjernes tilsagn om at medvirke kan omvendt sikre finansiering af filmen (Pramaggiore & Wallis 2005: 68). Der skrives manuskripter direkte til bestemte stjerner, hvor “Their parts were as carefully tailored as their clothes – and with much the same purpose: to exaggerate strong points, to disguise flaws.” (Harmetz 2013:103)
Et vigtigt element i en castingproces er en audition. Den kan sammenlignes med en jobsamtale. En mulig skuespiller demonstrerer sine færdigheder og egnethed til en rolle for en instruktør, en producer eller en casting director. En audition kan antage forskellige former. Casting af skuespillere kan være med åben eller lukket casting, manuskriptlæsning, koldlæsning eller “sider”, som uforberedt tekst kaldes, improvisation, monolog og prøvefilmning.
En åben casting foregår med et åbent call, der annoncerer tid og sted, hvor skuespillere kan møde op uden aftale. Der er evt. en afgrænsning af køn og aldersgruppe. Et åbent call kan fx foregå i den by, hvor optagelserne senere skal finde sted. Da David O. Selznick begyndte præproduktionen på filmatiseringen af Gone With the Wind i 1936, lavede han en åben casting i de amerikanske sydstater, hvilket skabte enorm publicity for filmen. (Wilson 2018: 18-19).
Reality-shows bruger ofte åben casting (Schell 2010: 19). Peter Harms Larsen beskriver, hvordan casting til reality-serier foretages efter segmentprincippet. De valgte medvirkende skal repræsentere samme segmenter som et bredt udsnit af publikum fx i forhold til social baggrund, alder, uddannelse eller udseende (Harms Larsen 2003: 411).
En instruktør kan helt undgå en åben casting, når han eller hun har sit faste ensemble, både hvad angår skuespillere og crew, der går igen i instruktørens film. Rainer Werner Fassbinder samlede fx en “klan” omkring sig med skuespillere som Irm Hermann, Kurt Raab, Hanne Schygulla og Margit Carstensen, der medvirkede i film efter film (Braad Thomsen 1991: 43).
En lukket casting kræver en invitation til de medvirkende. Denne type casting er den hyppigste, og de inviterede kan komme fra instruktørens eget netværk eller fra skuespillerdatabaser. Casting til reklamefilm annonceres sjældent åbent af hensyn til korte frister, kundens indflydelse på valg af medvirkende og af konkurrencehensyn. Manuskriptet kan være skrevet med bestemte medvirkende i tankerne, der da inviteres til en lukket casting (Duus 2009: 105, 31).
Ved manuskriptlæsning i en audition har den mulige skuespiller, ofte til en væsentlig rolle, fået tilsendt produktionens manuskript i forvejen og skal læse en scene op (Irving & Rea 2006: 123). Ved koldlæsning, derimod, ser skuespilleren manuskriptet første gang ved prøven og skal læse op med minimal forberedelse. Improvisation indebærer, at skuespilleren får forelagt en situation og skal opføre den spontant. Situationen kan være en scene fra manuskriptet, men skuespilleren skal selv improvisere dialog. Monologer forekommer hyppigt ved auditioner. En skuespiller kan blive bedt om at fremsige en monolog, men også at indgå i en dialog med en anden skuespiller eller instruktøren. Ved en såkaldt “mix and match” bliver to mulige skuespillere sat sammen, for at man kan vurdere deres samspil, om det fx slår gnister. Ved en screen-testing optages skuespillerne med et kamera. Derved kan instruktøren vurdere deres evner til at agere foran et kamera og senere sammenligne skuespillerne. Optagelserne er samtidig et arkiv og katalog over de medvirkende skuespillere ved auditionen (Edgar-Hunt 2010: 60).
Før den ovenfor beskrevne castingprocedure sættes i værk, kan der være foretaget en udvælgelse af de medvirkende skuespillere baseret på deres eget præsentationsmateriale. Det kan omfatte deres cv med et nyt foto, højde, vægt, fødselsår og alder, herunder såkaldt “playing age”, dvs. den variation en skuespiller kan spænde over aldersmæssigt, og skuespillerens udspecificerede faglige erfaringer. Et professionelt castingfoto med en neutral lyssætning og gengivelse uden ageren af skuespilleren samt et helfigursfoto skal som minimum indgå (Duus 2009: 74-75, Scheel 2010: 33-44). Materialet kan også omfatte maksimalt 3-minutters showreel med videooptagelser af skuespilleren med indledende nærbilleder og med mulighed for at høre skuespillerens stemme og vise sceneoptagelser med ageren (Scheel 2010: 47).
Efter første runde af auditionproceduren og instruktørens beslutninger kommer muligvis såkaldte “callbacks”, hvor egnede skuespillere genindkaldes til en ny audition, hvor de skal spille sammen med andre valgte for at vurdere deres sammenspil. (Scheel 2010: 20).
Casting af statister har sin egen procedure. En statist defineres ved, at han eller hun ikke har replikker, er sekundær og ikke tager fokus i en scene. En statist figurerer sammen med andre statister, der foretager sig det samme. Statister castes ofte af et bureau eller en instruktørassistent, og kriterier for udvælgelse kan være typer, fx universitetsstuderende, etnicitet eller et specielt udseende. Alt efter land er der forskellige regler for aflønning af statister (Scheel 2010: 18).
Fagforeningsbestemte kontrakter og aftaler indgår i castingprocessen. En instruktør kan bestemme sig for at anvende amatører og ikke-organiserede statister og skuespillere, men i større amerikanske produktioner kan detaljerede aftaler med Screen Actors Guild ikke undgås. Her er fordelen netop de medvirkendes professionalisme (Irving & Rea 2006: 70). Dansk Skuespillerforbund (http://skuespillerforbundet.dk/) har også kontrakter til forskellige genrer og opgaver for skuespillere og statister.
Skuespillere til hovedroller udvælges typisk af instruktøren eller produceren og biroller og statister af en casting director, ofte i tæt samarbejde med et casting-bureau, fx DASK – Dansk skuespiller katalog eller agenter. En casting director har erfaring og kendskab til et stort antal skuespillere samt øje for nye talenter. Et juridisk kendskab til kontrakter indgår i en casting directors arbejde (Irving & Rea 2006: 120).
Type casting går tilbage til Hollywoods begyndelse. Begrebet dækker over at caste en skuespiller, oftest en stjerne, i den samme slags rolle igen og igen. For stjernen er fordelen, at han eller hun forstærker sit image og arbejder på sikker grund, og for studiet er fordelen markedsmæssig, idet publikum kan foretrække at gense deres foretrukne stjerne (Pramaggiore & Wallis 2005: 68; Christensen, Hansen & Simonsen 2017: 183). Fx har Hugh Grant som sit varemærke den forvirrede, engelske, selvironiske romantiske helt som i Four Weddings and a Funeral (1993) og Notting Hill (1999). En stjerne kan imidlertid også vælge at spille imod sin type trods risikoen ved dermed at bryde sit brand. Det har Hugh Grant gjort som skurk i Paddington 2 (2017) og som den dubiøse og forbryderiske politiker Jeremy Thorpe i A Very English Scandal (2018).
I en cameorolle er en berømt skuespiller, instruktør eller kendt person castet i en gæsteoptræden, en birolle, oftest uden replikker og kreditering (Schell 2010: 142). Alfred Hitchcock optrådte selv i sådan en rolle i sine film fra 1927, første gang i The Lodger (Truffaut 1983: 49). Kendte kan også optræde som sig selv eller blot som statister i cameoroller. Medieforskeren Marshall McLuhan træder fx ind i en biografkø i Annie Hall (1977) og irettesætter en fiktiv karakter, der selvhøjtidelig er ved at udlægge McLuhans teorier: “I heard what you were saying. You know nothing of my work.” (Anderegg 1996: 46).
Udtrykket “the casting couch” er en eufemisme for en ulovlig praksis i Hollywoods historie, hvor en ukendt og ung skuespiller får en rolle i en film ved at have sex med en casting director eller producer – bogstaveligt talt på en sofa i dennes kontor, deraf navnet.
Blacklisting betegner en praksis fra de sene 1940’ere og tidlige 1950’ere under den amerikanske McCarthyisme, hvor skuespillere, manuskriptforfattere og instruktører blev udelukket fra filmindustrien pga. deres påståede kommunistiske og uamerikanske meninger eller aktiviteter (Schell 2010: 140).
(2020)
