Affordance
Begrebet affordance blev oprindeligt introduceret af den amerikanske perceptionspsykolog James J. Gibson i “The Theory of Affordances”(Gibson 1977). Ifølge Gibson manglede der et navneord i forlængelse af verbet to afford, så han opfandt begrebet an affordance, som han beskriver nærmerei bogen fra 1979 The Ecological Approach to Visual Perception. Gibsons affordance-begreb bygger på perceptionspsykologien og er en betegnelse for, hvordan forskellige objekter i den virkelige verden gør forskellige handlinger mulige for mennesker og dyr. Grene på et træ kan gøre det muligt for både mennesker og dyr at klatre op i det, men det kræver samtidig, at de besidder evnen til at kunne klatre. Eksistensen af en affordance er således baseret på en relation mellem genstandens og aktørens egenskaber. Gibson tager afstand fra den klassiske perceptionspsykologis skel mellem subjekt og objekt, idet han argumenterer for, at man ikke kan adskille det fysiske objekt og den psykiske subjektivitet fra hinanden. Ifølge Gibson perciperer individet verden gennem ‛direkte perception’. Dvs. at vi, når vi observerer et objekt, samtidig perciperer objektets handlingsmulighed, dvs. objektets affordance (Gibson 1979). Begrebet er således skabt af Gibson for at forklare organismernes brug af sanseapparatets selektionsmekanismer.
Inspireret af Gibsons perceptionspsykologiske affordance-teori overførte datalog og kognitiv psykolog Donald A. Norman affordance-begrebet til designteori og design af brugergrænseflader (Brugergrænseflade) i bogen The Psychology of Everyday Things (1988) (i 2. udg. 2002 omdøbt til The Design of Everyday Things), hvor han argumenterer for, hvordan objekters design påvirker individets perception af dets handlingsmuligheder. Ifølge Norman er en affordance i lighed med Gibsons opfattelse afhængig af relationen mellem egenskaber ved genstanden og aktørens evne til at bestemme lige netop, hvordan denne genstand kan blive brugt (Norman 1988). Norman er imidlertid uenig med Gibson i, at individet perciperer verden gennem ‛direkte perception’. Han er derimod af den opfattelse, at det er de kognitive processer i hjernen af den perciperede information, der munder ud i en sammenhængende fortolkning, der konstituerer, at der er tale om en affordance.
Siden Norman introducerede sin definition af affordance-begrebet i 1988, har det imidlertid skabt begrebsforvirring blandt web-designere og afstedkommet adskillige forskningsartikler, som diskuterer den rette forståelse af begrebet (fx Oliver 2005). Det foranledigede ham til i 1999 i artiklen “Affordance, Conventions and Design” at præcisere sin skelnen mellem perciperede affordances og fysiske affordances. I 2008 publicerede han artiklen “The way I see it – Signifiers not Affordances”, og i 2013 genudgav han en stærkt revideret udgave af bogen The Design of Everyday Things, hvor han vægter begrebet signifier for at præcisere sin forståelse af affordance-begrebet. Der var nemlig ifølge Norman opstået en misforstået brug af affordance-begrebet blandt designere, når de henviste til at designe en affordance, når de designede et tegn, fx i form af en cirkel, dvs. en signifier, som indikator på, hvor brugeren skulle trykke på skærmen for at kunne interagere med computeren. En affordance forudsætter nemlig, at brugerne forstår tegnets betydning baseret på en etableret konvention og forbinder det med en specifik interaktionsmulighed på skærmen, før der er tale om en affordance.
En signifier skal ifølge Norman forstås som et tegn, der kommunikerer eller viser, hvilke handlinger der er mulige, hvordan de skal udføres, og hvor disse handlinger kan foretages. Signifiers skal kunne perciperes, ellers fungerer de ikke. Norman betegner de interface-ikoner eller andre former for symbolske tegn, som brugeren møder på interfacet, som ‛signifiers’, dvs. betydningsbærende tegn.
Normans fortolkning af affordance-begrebet har i gængs forstand været benyttet inden for Human-Computer-Interaktion design i forbindelse med interface-metaforer såsom ‛papirkurven’, ‛konvolutten’ og ‛mappen’, som er baseret på ideen om, at billeder af velkendte objekter henleder vores opmærksomhed på den måde, de bliver anvendt i den fysiske verden, og ansporer brugeren til at overføre princippet på computerens brugerflade.
Siden Gibson introducerede affordance-begrebet inden for perceptionspsykologiens domæne, er det blevet et udbredt begreb inden for medie- og kommunikationsforskningen, hvor der er tale om tre overordnede positioneringer. Den ene forholder sig mere teknologisk deterministisk, den anden forholder sig mere socialkonstruktivistisk, og den tredje positionerer sig midt imellem de to første (Kammer 2019).
Sociolog og medieforsker Ian Hutchbys definition af affordance-begrebet inden for medie- og kommunikationsforskningen har været toneangivende siden 2001, hvor han flytter affordance-begrebet fra perceptionspsykologien til kommunikationsforskningen. Hutchby anvender affordance-begrebet til at se på relationen mellem teknologi og sociale aktører og indtager en position, som anerkender de iboende teknologiske karakteristika, men samtidig tager højde for aktørens agens, hvor han med dette fokus på medier og teknologier placerer sig mellem den teknologisk deterministiske og den socialkonstruktivistiske position. I 2001 beskriver han i “Technologies, Texts and Affordances”, hvordan affordance-begrebet kan blive brugt til analyse af teknologi og samfund, hvor hans definition af affordance omfatter både de funktionelle og relationelle aspekter dog uden at determinere mulighederne for aktørens handling i relation til objektet.
Den teknologisk deterministiske position interesserer sig for at analysere og forklare de særlige medieegenskaber og funktionaliteter ved de nye medieteknologier, hvor affordances anskues som de iboende teknologiske karakteristika, der giver brugeren mulighed for handling under specifikke omstændigheder. Dvs. at det er teknologien, der har indbyggede konsekvenser for de sociale strukturer.
Mediacy-begrebet (mediatet) (Bias 1:Medieteori) lægger sig fx op ad den teknologisk deterministiske tilgang til affordance-begrebet. Med et fokus på de muligheder for aktivitet som mediet tilbyder, relaterer mediacy-begrebet sig som koncept til det, der ligger i affordance-begrebet, idet begge deler interessen for, hvad medieteknologi kan, og hvordan noget muliggør en form for handling. Mediacy defineres som de til mediet bundne og invariante egenskaber, der følger med enhver brug, som enten kan blive anvendt og realiseret eller ignoreret, men der er mindre fokus på, hvordan forskellige typer af brugere har forskellige motivationer, intentioner og evner til at bruge forskellige typer af medier (Brügger 2002; Kammer 2019).
Inden for den socialkonstruktivistiske position fortolkes medieteknologier derimod ud fra modtagerens forudsætninger. Man interesserer sig for aktørernes brug og fortolkning af de enkelte medier, hvor medieteknologier sidestilles med tekster forstået på den måde, at de kan læses og fortolkes forskelligt. Det enkelte individs fortolkning konstituerer det enkelte artefakts affordance for dette individ, og ligesom tekster kan læses på forskellige måder, kan artefakter tilbyde forskellige muligheder for handling hos forskellige aktører
Forsker i teknologi og sociale medier danah boyd indtager fx en position, som anerkender de bundne teknologiske affordances, men hun interesserer sig mere for aktørernes praksisser på sociale netværkssites. boyd betragter medieaffordances som en arkitektonisk struktur, hvor digitaliseringen ikke i sig selv er determinerende for menneskers adfærd, oplevelse og identitet, ligesom den ikke ensidigt påvirker aktørerne i bestemte retninger og interaktion (boyd 2011).
I nyere tid er der tilkommet en ny retning nemlig imagined affordances formuleret af Peter Nagy og Gina Neff i artiklen “Imagined Affordance: Reconstructing a Keyword for Communication Theory” (Nagy & Neff 2015), som på flere måder stiller sig kritisk over for de traditionelle positioner og den eksisterende forskning af affordance-begrebet. Fx påpeger de, at det ikke tages med i betragtning, hvordan brugerne selv kan manipulere med mediet ved at konfigurere de digitale teknologier, som de bruger. Fx ved at justere, hacke, opdatere og ændre indstillinger. Brugernes handlingsmuligheder er således ikke udelukkende determineret af den digitale teknologis affordances baseret på den iboende teknologi, men afhænger også af den sociale aktørs egen tilegnelse af artefaktet (Kammer 2019).
(2021)
