Digital afkobling
I takt med den øgede forskningsmæssige interesse i brugen af digitale medier, særligt sociale medier, har der også været en gryende interesse for brugernes modstand imod samme medier. Denne modstand er blevet studeret under betegnelser som “media refusal” (Portwood-Stacer 2013), “digital diet” (Brabazon 2012) og “unplugging” (Gerodimos 2017). De to begreber, som har vundet mest indpas er “digital disconnection”, der fortrinsvist anvendes af forskere, samt “digital detox(ing)” der både anvendes populært og af forskere (Sutton 2020; Syvertsen 2020). Begrebet detox er hentet fra den populære helselitteratur, hvor den betegner forsøg på at fordrive giftstoffer (eng. toxins) fra kroppen. I “digitale detox”-billedsproget er det således implicit brugen af digitale medier, der efterlader “toksiner” hos brugeren, som så må tage et midlertidigt eller permanent afbræk fra disse medier.
Digital disconnection-forskningen adskiller sig fra tidligere tilgange til ikke-brug af digitale medier, hvor ikke-brugen blev betragtet som problematisk i sig selv (Syvertsen 2017). Digital disconnection-forskning er derimod åben overfor muligheden for, at det er selve brugen af disse medier, der kan være det problematiske fænomen, og at afkobling således kan være både “meningsfyldt og nødvendigt” (Bucher 2020: 612). Den “afkobling” (disconnection), der omtales i denne forskningstradition, er en bevidst afkobling imellem menneske og medie. Disconnection-begrebet, som anvendes i det følgende, har vundet mere indpas som værdineutral, modsat detox-begrebet.
Modstand imod nye medier har en længere forhistorie end afkoblingsforskningen. Her kan nævnes modstand imod telefonens eller fjernsynets indtog i hjemmet (Rymarczuk 2016; Vanden Abeele & Mohr 2021) eller moralsk modstand imod angiveligt underlødige underholdningsformer som tegneserien (Hajdu 2008). I medieforskningen er sådanne modstandsbevægelser dog oftest affejet som “mediepanikker” (eng. media panics) eller moraliserende skræmmekampagner hvis argumenter ikke bør tages for pålydende (Drotner 1999). Dette skal ses i modsætning til afkoblingsforskningen og dennes normative åbenhed overfor modstand og ikke-brug.
Sociale medier har taget det meste af opmærksomheden i afkoblingsstudier. Efter sociale mediers almene udbredelse har tendensen været udelukkende at fokusere på ikke-brugere (eks. Portwood-Stacer 2013). Dette kan tilskrives en antagelse om brugen af særligt sociale medier som “normal”, og ikke-brugen som det kuriøse fænomen. Brugertilslutningen på diverse sociale medier taget i betragtning er dette da heller ikke en grundløs antagelse (Karppi 2018). Det skal dog bemærkes, at større brugermasser kan “migrere” væk fra bestemte sociale medier. En sådan migration kan være målrettet, som i eksemplet med den store brugerflugt fra MySpace til Facebook (boyd 2013) eller mere diffus, som det var tilfældet med brugerflugten fra Tumblr (Edwards & Boelstorff 2021). Det kan tilskrives afkoblingsforskningens relative ungdom, at sådanne større migrationsmønstre som oftest ikke er behandlet.
Udover sociale medier har forskere i mindre omfang undersøgt afkobling fra internettet i al almindelighed (Hakkarainen 2012), nyere kommunikationsapparater som self-trackere (Attig & Franke 2020), og spil med varige, digitale fællesverdener (Bergstrom & Sherman 2021; Butcher m.fl. 2020). Hvad angår forskning i at undgå nyhedsmedierne må man se imod forskning i “news avoidance”, der dog ikke er defineret af afkoblingsforskningens normative åbenhed mod ikke-brug (Schrøder & Ørsten 2016; Skovsgaard & Andersen 2020).
Metodisk har feltet være kendetegnet ved kvalitative studier, der særligt via interviews søger at afdække folks bevæggrunde for at begrænse brugen af deres apparater og medier. Dybdegående etnografiske studier har fokuseret på afgrænsede miljøer, hvor der aktivt opfordres til ikke-brug. Dette gælder såkaldte “detox”-lejre (Sutton 2020) eller religiøse enklaver (e.g. Ems 2014; Rosenberg & Blondheim 2021). Særligt forskningen i detox-miljøer fremhæver, hvordan afkoblingen kan have sin berettigelse, men samtidig ikke kan ses som en universel løsning på større strukturelle problemer forbundet med digitale medier, og kun kan afhjælpe individuelle problemer for en udvalgt skare (Fish 2017; Sutton 2020).
Geografisk ved vi mest om afkobling i den vestlige verden og det globale nord. Her har undersøgelser på nationalt plan vist, at afkoblingen er mest prioriteret blandt borgere med høj kulturel kapital (Fast m.fl. 2021). Enkelte studier har dog undersøgt afkoblingens berettigelse i det ellers oversete globale syd på et mere kvalitativt plan (Treré 2021).
Flere forskere har forsøgt at placere digital afkobling i større kulturelle strømninger, særligt den neoliberale tendens til “ansvarliggørelse” (eng. responsibilization) af individet (Moe & Madsen 2021, Fast 2021). Tendensen til ansvarliggørelse er også gennemgående i den populære litteratur om afkobling, hvor individualiseret afkobling som regel er den eneste, diskuterede løsning (Enli & Syvertsen 2021). Selvsamme populærfaglitteratur har da også sin forhistorie i selvhjælpslitteraturen, der deler denne ansvarliggørende tilgang (Gregg 2018).
Det er ikke kun medie- og kommunikationsforskere, der har interesseret sig for digital afkobling. Særligt turismeforskningen er endnu mere entusiastisk omkring at opfordre til afkobling som et særpræg ved rejsemål (Özdemir & Goktaş 2021). Andre forskningsfelter har også gjort status over ikke-brug som fænomen. Dette gælder f.eks. forskning i it-systemer (Soliman & Rinta-Kahila 2020).
Fra en teoretisk vinkel er afkobling ofte blevet affejet som en utilstrækkelig handling i forhold til at begrænse eller kritisere digitale mediers allestedsnærværelse. Disse argumenter tager særligt udgangspunkt i de dataficeringspraksisser, der følger af digital mediebrug (Couldry & Mejias 2019; Zuboff 2019). Karppi (2018) fremhæver således det nyttesløse i at forsøge at frigøre sig fra Facebook, selv i døden eller ved sletning af konti.
Det er nærliggende at se digital afkobling som et fænomen, der lægger sig i kølvandet på mere omfattende kritikker af samfundets digitalisering (Lomborg og Ytre-Arne 2021). Her kan vi se på de stadigt mere velkendte forretningsmodeller, der underbygger de digitale platforme eller det tiltagende antal afsløringer af problematiske datapraksisser (Couldry & Mejias 2019; Zuboff 2019). Målrettede studier har dog haft svært ved at dokumentere nogen nævneværdig brugermodstand som direkte respons på afsløringerne forbundet med eksempelvis Cambridge Analytica-sagen i 2016 (Afriat m.fl. 2021; Brown 2020; Draper & Turow 2019).
Endelig lader “disconnection” både som begreb og normativitet ikke til at have vundet indpas i forskningsområder med mindre individualiseret fokus såsom organisations- og samfundsvidenskaberne. Der er således forsvindende lidt forskning i, hvorvidt sociale og formelle grupperinger (f.eks. sociale bevægelser og virksomheder) kan have en indflydelse via afkoblingspraksisser, som kunne imødegå nogle af de ovennævnte kritikker af afkoblingens utilstrækkelighed som handling.
(2022)
