Praksisteori

Der eksisterer ikke én sammenhængende praksisteori. Snarere kan man tale om, at der findes et praksisteoretisk perspektiv, som har en række teoretiske og epistemologiske fællesnævnere (Warde 2014). De følgende tre teoretiske og epistemologiske antagelser er dem, som langt de fleste praksisteoretikere kan blive enige om karakteriserer praksisteori (Reckwitz 2002, Shove, Pantzar & Watson 2012, Warde 2005).

• For det første antager man, at det sociale liv i samfundet grundlæggende er performativt. Det vil sige, at de måder, vores samfund er skruet sammen på, bygger på og er afhængige af, hvordan de forskellige elementer i det sociale liv ’gøres’, altså bliver praktiseret. Hvis man f.eks. vil undersøge, hvilken betydning brug af medier har for borgernes spisevaner, vil man fokusere på, hvordan folk praktiserer spisning og mediebrug i deres egne hverdagskontekster, og se på sammenhængene herimellem.
• For det andet arbejder man med, at den analytiske enhed i en praksisteoretisk tilgang er praksisserne selv og måderne, de bliver praktiseret på. Man fokuserer dermed hverken på individet (f.eks. den individuelle mediebruger) eller strukturer (f.eks. medielandskabet på madområdet), men derimod på et meso-niveau for analyse. Dermed indskriver praksisteorien sig i den epistemologiske kritik af metodologisk individualisme, men også i kritikken af strukturalismen.
• For det tredje antager man, at praksisser er socialt organiserede og genkendelige konfigurationer (mønstre) i hverdagen. Disse mønstre anses for at være mere prægede af rutiner, kropsliggjorte vaner, praktisk bevidsthed, dispositioner, social regulering og materielle rammer – end af intentionelle handlinger, mentale overvejelser, diskursiv bevidsthed, beslutninger, individualitet og symbolske repræsentationer.

Praksisteori blev udviklet blandt en række af de betydningsfulde sociologiske teoretikere fra slutningen af 1970’erne frem til begyndelsen af 1990’erne.

Bidragene til praksisteori kom primært fra Pierre Bourdieus udvikling af begreberne habitus, praksis og felt (Bourdieu 1977, 1990), fra Judith Butlers udvikling af begreberne performance og performativitet (Butler 1990), fra Anthony Giddens’ udvikling af strukturationsteorien (Giddens 1976, 1984), og fra Michel Foucaults udvikling af sin tænkning om social regulering af kroppe gennem diskurser (Foucault 1978, 1991). Bidragene havde det til fælles, at de forsøgte at reformulere relationen mellem struktur og aktør.

Med grundlag i disse teorier begyndte den aktuelle udvikling af praksisteori med annonceringen af ”the practice turn” i samfundsvidenskaberne (Schatzki, Knorr-Cetina & von Savigny 2001), hvor socialfilosoffen Theodore Schatzki argumenterede for, at praksisser bør være i centrum for forståelsen af social orden i samfundet, hvilket han siden har udviklet på i en række publikationer (f.eks. Schatzki 2002). Det andet centrale generelle bidrag til den aktuelle udvikling af praksisteori var oversigtsartiklen af sociologen Andreas Reckwitz (2002), hvor han afgrænsede praksisteorier fra tre andre typer kulturteorier om det sociale liv. Disse tre andre slags teori kaldte Reckwitz for ”mentalisme”, ”tekstualisme” og ”intersubjektivisme”, der adskiller sig fra hinanden i spørgsmålet om, hvordan det sociale primært defineres. I mentalisme placeres det sociale i mentale repertoirer og aktiviteter; eksempelvis i opfattelser, erkendelser og refleksioner. Fænomenologi  gives som eksempel herpå, bl.a. fordi begrebet intentionalitet står centralt i fænomenologien, og det er et begreb for et bestemt mentalt repertoire. I tekstualisme placeres det sociale i større kæder af tegn og sprog, som for eksempel diskurser og fortællinger. Diskursteori gives som eksempel herpå, fordi makromønstre i diskurser oftest er analyseenheden her. Endelig i intersubjektivisme placeres det sociale i interaktionerne mellem aktører, det vil sige i samspillet mellem subjekter. Habermasiansk kommunikativ handlingsteori er et eksempel herpå, fordi denne netop har intersubjektiv interaktion som et centralt element.

Derudover er praksisteori de sidste 10-15 år blevet udviklet på inden for en lang række mere konkrete delfagligheder inden for samfundsvidenskab og humaniora. De særligt aktive fagligheder har været sociologi (f.eks. Shove, Pantzar & Watson 2012, Warde 2005, 2014), medieforskning (f.eks. Bräuchler & Postill 2010, Couldry 2004), og organisationsstudier (f.eks. Gherardi 2009, Nicolini 2012). Det har betydet en differentiering i forskellige versioner af praksisteori, hvor forskellene dog ikke nødvendigvis går mellem fagligheder og discipliner, men snarere mellem forskellige måder at fortolke et praksisteoretisk perspektiv på. Man sondrer således typisk mellem såkaldt ’stærke’ og ’mindre stærke’ typer af praksisteoretiske tilgange. Der ligger ikke nogen vurdering af kvaliteten af de forskellige typer praksisteori i brugen af kategorierne ’stærk’ og ’mindre stærk’, blot en forskel på, hvor grundlæggende man opfatter praksis i forhold til andre elementer.

I den stærke praksisteoretiske tilgang antager man, at rutiner, praktisk bevidsthed og dispositioner kommer før og kan forklare f.eks. kommunikation, refleksion og diskurs. Ofte bygger de stærke praksisteoretiske tilgange på Bourdieu. De mindre stærke typer praksisteoretiske tilgange nøjes ofte med at fremhæve enten, at rutiner, praktisk bevidsthed og dispositioner er vigtigere fænomener end de andre, eller at de har fået for lidt forskningsmæssig opmærksomhed rent empirisk (Warde 2014).

I omegnen af praksisteori befinder der sig nogle teoretiske tilgange, som har analytiske antagelser og interesser til fælles med praksisteori, men samtidig også adskiller sig herfra. Det drejer dig eksempelvis om sociale samhandlingsteorier, Aktør-Netværk Teori (ANT) og fransk pragmatisk sociologi. Sociale samhandlingsteorier såsom Erving Goffmans (f.eks. Goffman 1967) antager, at sociale normer og konventionalitet er vigtige for, hvordan mennesker navigerer i deres flow af social handlen. Det minder meget om den antagelse inden for praksisteori, at praksisser ikke bare er koordinerede socialt, men også udfoldes og genkendes i sociale relationer, hvorved der for eksempel kan praktiseres mere eller mindre socialt passende spisning, Facebook-brug, forældreskab osv. Forskellen på sociale samhandlingsteorier og praksisteori på dette punkt er, at samhandlingsteori ofte arbejder med et mere intersubjektivt og situationistisk blik på det sociale liv, mens praksisteori insisterer på at arbejde med mere kollektive kategorier for det sociale liv.

ANT (f.eks. Latour 2005) deler praksisteoris insisteren på, at performativitet er både kollektiv og også relationel. Til gengæld ser praksisteori og ANT lidt forskelligt på materialitetens rolle. Inden for praksisteori er man enige med ANT i, at materialiteten er vigtig (i forbindelse med eksempelvis rutiner, kropsliggørelse og tavs viden). Forskellen består i, at mens ANT arbejder med et hybridiseret forhold mellem det materielle og det sociale, hvorved der ikke er en klar distinktion mellem materialitet og sociale processer, så opretholder praksisteori denne sondring.

Fransk pragmatisme (f.eks. Boltanski & Thevenot 2006) deler praksisteoriens interesse i pragmatisk hverdagslig moralitet og sociale normer, som det kan ses f.eks. ud fra typologien om forskellige slags ’retfærdiggørelsesregimer’ i samfundet. Men inden for den franske pragmatisme er der en tendens til alligevel at fokusere mere på de diskursive dimensioner af det sociale liv, mens man inden for praksisteori insisterer på, at de ikke-diskursive dimensioner er enten vigtigere eller lige så vigtige.

Inden for kommunikations- og medieforskning er brugen af praksisteori noget relativt nyt, hvis man sammenligner med f.eks. sociologisk forskning. De indtil videre få kommunikations- og medieforskere, som bruger en praksisteoretisk tilgang, arbejder samtidig ofte ud fra et ”non-media-centric”-perspektiv (Krajina m.fl. 2014). Det betyder, at forskningsspørgsmål og analyseenhed ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i medierne, medieteksterne, medieproduktionen eller mediebrugen i sig selv, men at medierne, medieteksterne, medieproduktionen eller mediebrugen indgår som vigtige elementer i forskningen. Brugen af praksisteori inden for kommunikations- og medieforskning ser ud til foreløbigt primært at være forbundet med receptionsforskning, publikumsforskning, målgruppeanalyse og medieetnografi. Det skyldes formentlig, at et praksisteoretisk perspektiv muliggør analyser af kommunikationsbrugeres og mediebrugeres kontekst, hvor der er fokus på flerheden af de kommunikationsrelevante praksisser og på, hvordan de er socialt organiseret, samt muligheden for at inkludere tavse, kropsliggjorte elementer. Den konstruktivistiske medialiseringsteori lægger på tilsvarende vis op til, at analysen af mediebrug tager udgangspunkt i hverdagens og civilsamfundets ’kommunikative figurationer’, snarere end i medieinstitutioner og medietyper (Hepp 2013)

Bogen Media consumption and public engagement. Beyond the presumption of attention af Nick Couldry, Sonia Livingstone og Tim Markham (2010) er et internationalt kendt eksempel på anvendelse af et praksisteoretisk perspektiv inden for feltet demokrati og mediebrug. I bogen præsenterer forfatterne en stor britisk empirisk undersøgelse af sammenhængene mellem borgernes hverdagsliv med medieforbrug og deres forbindelse med medierede offentlige politiske diskussionsemner. Én af bogens analytiske hovedpointer er, at disse sammenhænge er løsere og mere sammensatte, end de optimistiske bidrag til diskussionerne om offentlighed, deltagelse og demokrati antager. Teoretisk set begrebsliggør forfatterne eksempelvis offentlig engagement som noget borgerne ’gør’, altså noget de foretager sig (praksisteorietisk grundpointe), frem for noget borgerne hører til, så som bestemte grupper med særlig bevidsthed og handlekraft. Når borgerne i forfatternes optik ’gør’ offentligt engagement, kan engagementet derfor antage forskellige former og praktiseres i forskellige grader af offentlighed og forbundethed med offentlige diskussioner, Såvel de empiriske resultater som de teoretiske definitioner bygger blandt andet på en praksisteoretisk forståelse af, at det er vanskeligt at adskille mediebrug fra alle de andre praksisser i borgernes hverdagsliv (Couldry 2004).

Et dansk eksempel på anvendelse af praksisteori inden for målgruppeanalyse er en artikel om hverdagslige relationer med offentlig strategisk kommunikation med borgerne baseret på videnskabelige argumenter (Halkier 2017). I artiklen argumenterer forfatteren for, at de eksisterende teoretiske tilgange til målgruppeanalyse – ’deficit’-forståelsen, segmentforståelsen, netværksforståelsen og den dialogiske forståelse – trods deres øvrige forskelligheder har en blind analytisk plet til fælles. Argumentet lyder, at de eksisterende tilgange har svært ved at indfange de praksisser i borgernes hverdag, som problematiseres gennem den strategiske kommunikation, fordi tilgangene undervurderer praksissernes kropsliggjorte rutinekarakter og hverdagens sociale organisering gennem en flerhed af overlappende praksisser. Deficit-forståelsen overvurderer betydningen af kognitive faktorer, segmentforståelsen overvurderer betydningen af kulturelle strukturer, netværksforståelsen undervurderer variationen i netværksprocesser, og den dialogiske forståelse overvurderer betydningen af diskursiv meningsskabelse. Artiklens hovedpointe er, at et praksisteoretisk perspektiv rummer mulighed for bedre at begrebsliggøre og forstå hverdagslige målgruppe-kontekster og, hvordan relationerne med borgerrettet strategisk kommunikation bliver praktiseret. Den empiriske basis for argumenterne er en række kvalitative studier af danske borgeres håndtering af medieret problematisering af madvaner ud fra miljø-, sundheds- og kvalitetsvinkler.

Et internationalt eksempel på brug af et praksisteoretisk perspektiv inden for medieetnografi er antologien Theorising media and practice, redigeret af Birgit Bräuchler og John Postill (2010). Bogen er en samling artikler om forskellige typer af medierelaterede praksisser, lige fra indisk avislæsning over dansk brug af digitale medier til fransk brugerdrevet kulturproduktion. Bogen er bundet sammen af et praksisteoretisk perspektiv og pointerer, at praksisteori har tre potentielle bidrag til medieetnografi: nemlig at bidrage til forskningen i medier i hverdagslivet, at bidrage til forskningen i forholdet mellem krop og medier og at bidrage til forskningen i medie-produktion.

De ovennævnte eksempler på kommunikations- og medieforskning baseret på praksisteori benytter sig af en bred række metoder. Der er en overvægt af kvalitative typer metoder, såsom deltagende observation, interviews, fokusgrupper, materielle eksperimenter og visuel etnografi. De kvalitative metoder er typisk gode til at belyse den indholdsmæssige kompleksitet omkring praksisser og praktisering. Men der bruges også kvantitative metoder, såsom survey, eksempelvis i Couldry, Livingstone & Markham (2010). Eksplicitte metodediskussioner relateret til et praksisteoretisk perspektiv inden for kommunikations-og medieforskning er imidlertid i deres vorden. Til gengæld har man i tilstødende fagligheder som forbrugs- og hverdagslivssociologien ført sådanne metodediskussioner i nogle år (se f.eks. Halkier & Jensen 2011, Martens 2012), selv om diskussioner om praksisteori fortsat typisk handler mere om teori end om metode.

Et praksisteoretisk perspektiv rummer naturligvis også en række svagheder og udfordringer (se f.eks. Warde 2014). Nogle af udfordringerne er teoretiske, f.eks. hvordan man afgør, hvornår ’noget’ er en praksis. Er mediebrug for eksempel en praksis, eller skal man være mere specifik og tale om Facebook-praksisser, streamingpraksisser osv.? Et andet teoretisk spørgsmål er, hvordan man begrebsliggør rutiniseret handlen. For eksempel handler rutiner i mediebrug formentlig ikke kun om tavs repetition af mønstre. Et særligt vanskeligt teoretisk spørgsmål inden for kommunikations- og medieforskning er, hvordan man inkluderer kropsliggørelse og materialitet uden at overdrive, så f.eks. kommunikative processer og diskursive forhandlinger ikke bliver begrebsliggjort som mindre vigtige.

Andre udfordringer for et praksisteoretisk perspektiv har en mere metodisk karakter. Det kan være at opnå en passende balance mellem de diskursive og de kropsliggjorte elementer i dataproduktion, f.eks. at man både foretager deltagende observation og interview. En anden metodisk udfordring er, hvordan man belyser kollektive kategorier (såsom måder at bruge medier på) ved hjælp af metoder, der til en vis grad fortsat fokuserer på individet (individuelt interview og den enkeltes besøg på Facebook via mobilen). En meget diskuteret svaghed ved praksisteori er tendensen til analytisk at forblive på mikroniveau og have svært ved at begrebsliggøre relationer med eksempelvis institutioner. Hvordan hænger måder at praktisere Facebook på f.eks. sammen med, hvad der i samfundet er til rådighed af teknologiske, mediesystemiske og økonomiske vilkår, og hvilke generelle accepterede diskursive repertoirer? Der har et praksisteoretisk perspektiv en betydelig udfordring.

(2017)