Receptionsanalyse
Receptionsanalysen er en empirisk tilgang inden for publikums- og mediebrugsforskningen, som har sit fokus på mediebrugernes betydningsdannelse i mødet med medieteknologier og medieindhold. Receptionsanalysen kombinerer analyser af specifikke medier og deres tekster med individuelle eller gruppeinterviews med brugere om deres oplevelse og forståelse af, holdning til og motivation for at anvende disse konkrete medier og tekster.
Historisk blev receptionsanalyse etableret som en tilgang i publikumsforskningen i Europa og Nordamerika i starten af 1980’erne. Dens særlige fokus var på betydningsdannelse i forbindelse med fiktions- og faktatekster og -genrer på tv. Tilgangen står i opposition til den tidlige publikumsforsknings fokus på mediernes effekter (effektforskning), som frem til 1960’erne og 1970’erne udgjorde hovedstrømmen inden for forskning om mediernes brugere (se også kultivationsteori). Hvor effektforskningens hovedfokus ligger på mediernes påvirkning af mediebrugerens holdninger og handlinger, er receptionsanalysens udgangspunkt, at mediernes mulige påvirkning nok afhænger af deres indhold, men først og fremmest er influeret af mediebrugerens forforståelser, interesser, værdier og behov samt den kontekst, hvori receptionen foregår. Således er præmissen for receptionsanalysen at mediebrugeren og dennes aktive betydningsdannelse må tages seriøst i studiet af mediebrug.
Receptionsanalysen er inspireret af og videreudvikler centrale elementer fra forskellige andre samfundsvidenskabelige såvel som humanistiske tilgange i publikumsforskningen. Specifikt sammentænkes Uses and Gratifications-teoriens (Katz, Blumler & Gurevitch 1973) fokus på mediebrugeren som aktiv og behovsstyret med Cultural Studies-tilgangens (Hall 1973, 1996 [1980]) forståelse af, at mediebrugerens betydningsdannelse eller ’decoding’ af medieindhold er rammesat af mediebrugerens forforståelser, ideologier, forventninger og sociokulturelle baggrund. Derved bliver receptionsanalysens centrale forskningsspørgsmål hvordan brugerens eksisterende forventninger, forståelsesrammer, sociale og kulturelle identitet mm. influerer på medie- og genremæssige præferencer og den betydning, som dannes i konkrete receptionssituationer. Samtidig anskues medieteksten som polysemisk og i en vis grad åben for forskellige fortolkninger. Denne tekstforståelse hentes fra litterær receptionsteori og Stuart Halls encoding/decoding-model.
Fremgangsmåden for receptionsanalyser er typisk at starte med en tekst- eller medieanalyse af det mediefænomen, man ønsker at undersøge receptionen af. Analysegenstandens og forskningsspørgsmålenes karakter afgør, hvilke typer af tekstanalyse der er relevante, og receptionsanalysen anvender både æstetiske, kommunikative og sproglige tilgange til tekstanalyse. Dernæst indsamles empiri om mediereceptionen gennem interviews med relevante respondenter om deres oplevelse, forståelse, brug af eller holdning til teksten (Hall 1996 [1980]). Den empiriske analyse af interviewdata sammenholdes med tekstanalysen for at forstå, hvilke betydninger forskellige mediebrugere ’læser ind i’ teksten, og hvilke videre implikationer det har for mediebrugerens selvforståelse og blik på omverdenen (se fx Schrøder 2003).
David Morleys empiriske bekræftelse af Halls model i The “Nationwide” Audience (1980) regnes som et banebrydende bidrag til udviklingen af den empiriske receptionsanalyse. Morleys (1986) lidt senere studie, Family Television, undersøgte, hvordan magtrelationer og kønsroller i hjemmet kom til udtryk i tv-programvalg og -præferencer gennem gruppeinterviews med familier. I et ligeledes klassisk receptionsstudie, Reading the Romance, undersøgte Janice Radway (1984) amerikanske middelklassekvinders læsning og brug af kærlighedsromaner, dels ud fra en genreanalyse af kærlighedsromanens genkommende træk (komposition, indhold, sprog), dels ud fra interviews med og observation af et sample af kvinder inden for målgruppen. Sonia Livingstones arbejde med sening af bl.a. sæbeoperaer som led i produktion af kulturelt medborgerskab (Livingstone 1988; Livingstone & Lunt 1994), og med børns mediebrug (Livingstone 2003) har været – og er stadig – toneangivende for receptionsanalysen og publikumsforskningen som sådan. Blandt de nordiske pionerarbejder inden for receptionsanalysen er Klaus Bruhn Jensens (1986) analyse af danskernes reception af tv-nyheder, Kim Schrøders (1988) analyse af underholdningsoplevelsen i reception af tv-serien Dollars og Birgitta Höijers (1992) studier af reception af fakta og fiktionsgenrer på tv i et sociokognitivt perspektiv.
Selvom receptionsanalysen har haft sit hovedfokus på brugen af tv, har særligt digitale mediers fremkomst og massive udbredelse medført et mere bredspektret fokus, der også inkluderer digitale mediers tekster. Fx undersøgte Das (2011) ved hjælp af tekstanalyser og interviews børns fortolkninger af sociale netværkssider. Men digitale medier har samtidig grundlæggende udfordret receptionsanalysens begrebsapparat ift. de bærende komponenter – tekst, modtager, og deres indbyrdes relation. De digitale mediers tekster er ofte svære at afgrænse, pga. deres hypertekstuelle struktur og den fortløbende redigering og tilføjelse af nye tekstbidder som fx i kommentarsporet på en nyhedsartikel eller den kontinuerlige opdatering af en blog. Samtidig involveres modtageren ofte som medproducent af teksten gennem kommentarer osv. Således må receptionsanalysen tilpasses og syntetiseres med andre teoretiske og metodiske greb for at gøre sig relevant i studiet af digital mediebrug. Eksempelvis er der betydelige overlap mellem receptionsanalyse og kvalitative studier af anvendelsen af computermedieret kommunikation (CMC) både hvad angår erkendelsesinteresser og metoder, omend CMC primært trækker på teoretisk gods fra interpersonel kommunikationsteori og sociologiske begreber om fællesskaber, identitet etc. (se fx Bayms (2000) studie af netbaserede nyhedsgrupper for sæbeoperafans). I en dansk sammenhæng har Lomborg (2014) undersøgt bloggere, X (tidl. Twitter)- og Facebook-brugeres betydningsdannelse og formål med anvendelse af disse sociale medier i en udformning, der kombinerede interviews med analyser af brugernes kommunikative praksisser, dvs. deres egne tekster, på sociale medier.
Medieudviklingen og den måde, hvorpå medier gennemsyrer hverdagslivet, har desuden betydet, at receptionsanalysen i stigende grad interesserer sig for mediernes teknologiske affordances (Hutchby 2000) som betingelse for betydningsdannelse, og for det samlede repertoire af medier, som mediebrugeren forvalter og forbruger. Samspillet mellem medier har således været genstand for analyser af bl.a. reception og brug af nyheder (Ørmen 2016), og hvordan brugerne navigerer og kommunikerer på tværs af medier (Bjur m.fl. 2013).
Denne skalering af fokus for receptionsanalysen modsvarer i nogen henseender den kritik, traditionen har fået for at være for ideografisk og casenær, og for derved at miste blikket for ikke blot de samfundsmæssige implikationer af mediereception, men også de teknologiske og politisk-økonomiske strukturer, der former medieudbuddet og dermed sætter rammerne for de medieprodukter, mediebrugeren tilbydes (Ferguson & Golding 1997).
Ligesom andre traditioner til at studere mediebrug (se fx medieetnografi) har receptionsanalysen åbnet sig mod andre metoder til indsamling og analyse af tekstmateriale, herunder virtuel etnografi og digitale metoder som fx web-arkivering og netværksanalyse (Lomborg 2012; Patriarche, Bilandzic, Linaa Jensen & Jurisic 2014). Således bliver grænsedragningen mellem eksempelvis medieetnografi og receptionsanalyse ofte vanskelig i studiet af digital mediebrug.
(2016)