Sociale medier
Sociale medier kan grundlæggende defineres som digitale medier, der faciliterer mange til mange-kommunikation (Jensen 2015). ‘Sociale medier’ blev i nullerne udbredt som samlebetegnelse for en række web- og mobilbaserede applikationer, der understøtter kommunikation i netværk med særligt fokus på brugergenereret indhold, med mediebrugeren i afsenderposition, og udenom traditionelle mediers redaktionelle kredsløb (Bechmann & Lomborg 2013, Burgess, Marwick & Poell 2018). Nogle definitioner fremhæver ud over disse basale træk også de sociale mediers mulighed for tovejskommunikation, samt mulighed for at tilgå dem via forskellige interfaces og digitale enheder (fx Jensen & Tække 2018). Selvom sociale medier typisk forbindes med netværkstjenester lanceret i nullerne, fx MySpace, Facebook og X (tidl. Twitter), har de forløbere i andre former for computermedieret kommunikation (CMC). Eksempelvis er tidlige internetbaserede applikationer som Usenet-nyhedsgrupper, dating-sites, Bulletin Board-systemer (BBS), Internet Relay Chat (IRC), spilportaler og blogs fra 1980’erne og 1990’erne, baseret på de samme grundlæggende kommunikative karakteristika. Sociale medier har således udviklet sig parallelt med det øvrige internet.
Grænsen mellem sociale medier og andre typer af platforme er i nogen grad blevet udvisket (se medieplatform). Såkaldte ‘superapps’ (van der Vlist m.fl. 2024) som WeChat, der oprindelig var en beskedtjeneste, har eksempelvis integreret e-handel og andre services i appen, mens eksempelvis fitnessplatforme som Strava og Fitbit samt investeringsplatforme som eToro tillader brugere at forbinde sig med venner og dele indhold.
Et lille antal markante, globale internetvirksomheder med base i USA og Kina ejer de mest udbredte sociale medieplatforme og spiller derved en dominerende rolle på det globale marked for sociale medier. Det gælder eksempelvis Facebook, WhatsApp og Instagram, som ejes af Meta; YouTube som ejes af Alphabet, TikTok, som ejes af den kinesiske internetvirksomhed ByteDance, og WeChat som ejes af Tencent Holdings (Statista 2024). Mens der tidligere har eksisteret en underskov af mindre platforme, enten med regional forankring som VK i Rusland eller specialiseret tematisk orientering som Tinder, der er en datingplatform ejet af den amerikanske virksomhed Match Group, der har specialiseret sig i datingtjenester, er det globale marked i de seneste år blevet konsolideret omkring de største globale aktører. En del sociale medier er begyndt som små startupvirksomheder, som finansieret af venturekapital udvikler nye services, der historisk er blevet lanceret under en vis hype. Kun et fåtal af disse får succes hos brugerne og udvikler kommercielt potentiale. Mange startups har base i Silicon Valley i USA, og de mest succesfulde er gennem tiden blevet opkøb bl.a. af Facebook/Meta og Google/Alphabet. Det gælder fx YouTube, som blev lanceret i 2005 og opkøbt af Google i 2006, og Instagram, som blev lanceret i 2010 og opkøbt af Facebook i 2012.
Nogle sociale medier er abonnementsbaserede, det gælder fx mange dating-sites, hvor brugeren mod en mindre månedlig betaling får adgang til selv at oprette en profil og derved adgang til at matche med potentielle partnere. Andre kommercielle sociale medieplatforme er baseret på en reklamebåret forretningsmodel, fx TikTok og Facebook (se Medier og forretningsmodeller). Den enkelte service indsamler, aggregerer og analyserer store datamængder igennem brugernes kommunikations- og klikmønstre, netværk, demografiske data m.m. og udvikler derved detaljeret viden om brugerne. Denne viden samles og filtreres af algoritmer, som styrer, hvilket indhold den enkelte bruger eksponeres for. Viden om den enkelte brugers præferencer anvendes både til at personalisere indhold og til at sælge personligt målrettet reklameplads til annoncører på platformen, som således får mulighed for at eksponere deres produkter for specifikke målgrupper. Ligeledes udgør den massive indsamling af data på sociale medier et økonomisk aktiv, idet virksomhederne bag platformene både kan videresælge data og anvende data til at udvikle nye produkter, eksempelvis træning af generative AI-modeller.
Forskningen i sociale medier omfatter mange discipliner og fagfelter. Den medie- og kommunikationsvidenskabelige forskning falder overvejende inden for to hovedområder a) anvendelsen af sociale medier til privat og offentlig kommunikation; b) de sociale mediers infrastrukturer og politiske økonomi. Disse to strømme afspejler samtidig klassiske diskussioner i medieforskningen af grundspørgsmålet om, hvordan medier og brugere gensidigt påvirker og former hinanden.
Anvendelsen af sociale medier til privat og offentlig kommunikation.Denne del af forskningen er overvejende orienteret mod de sociale mediers indhold og brugere.
Siden fremkomsten af de første sociale medier har forskningen interesseret sig for almindelige menneskers anvendelse af sociale medier til at skabe og vedligeholde sociale relationer og identitet (Baym 2010, boyd 2014, van Dijck 2013). Forskningen har gennemgående vist, at vi ikke bliver mindre sociale i andre sammenhænge af at bruge tid på sociale medier (Baym, Zhang & Lin 2004, Gruzd, Jacobsen, Wellman & Mai 2016), men at der opstår nye former for socialitet – fx mellem mennesker og såkaldte bots (Gehl & Bakardjieva 2017). Forskningen viser også kulturelle forskelle i anvendelserne af de samme platforme på tværs af lande (Miller m.fl. 2016, Siles 2023).
I takt med den stigende kommercialisering af sociale medier har forskningen især rettet sig imod såkaldte ‘creators’ og ‘micro-celebrities’ (Abidin 2018, Cunningham & Craig 2021). Denne forskning adresserer spørgsmål om opmærksomhed (Ørmen & Gregersen 2023), prekært arbejde (Duffy m.fl. 2021), autenticitet og synlighed (Glatt & Banet-Weiser 2021) og peger bl.a. på, at creators’ stræben efter likes og opmærksomhed og forsøg på at afværge hadtale og chikane kan medvirke til at fremme normative kønsfremstillinger på sociale medier (Duffy & Hund 2019). Samtidig peger forskningen i creators på et skifte i kommunikationsformerne på sociale medier væk fra netværksbaseret kommunikation mellem ligeværdige venner og tilbage mod broadcast og kommercielle formål, hvilket fordrer nye svar på gamle spørgsmål om identitet, autenticitet og socialitet.
Forskningen i politisk kommunikation, journalistik og aktivisme på sociale medier er også omfattende (Bruns, Enli, Skogerbø, Larsson & Christensen 2016). Her har der især været fokus på politikeres brug af sociale medier under valgkampe (Bruns & Highfield 2013, Larsson & Kalsnes 2014), mis- og disinformation (Aïmeur m.fl. 2023, Farkas & Schou 2019), sociale protester (Bennett & Segerberg 2012, Milan 2015), samspillet mellem traditionelle nyhedsmedier og sociale medier (Taneja, Wu & Edgerly 2018), samt forskning i indholdsmoderation, bl.a. som modsvar på stigende bekymring i samfundet relateret til misinformation samt racisme, sexisme og anden hadsk tale (Roberts 2019, Meisner, Duffy & Ziewitz 2024).
Endelig har den brugercentrerede forskning i sociale medier også været genstand for studier i organisationskommunikation (se sociale medier og arbejde, både hvad angår intern kommunikation og samarbejde (Bagger 2021, Leonardi, Huysman & Steinfield 2013) og ekstern kommunikation og branding (Humphreys & Wilken 2015, Roshan, Warren & Carr 2016, Tække 2017), som i nogen grad flyder sammen med litteraturen om creators.
De sociale mediers infrastrukturer og politiske økonomi. Komplementært til indholds- og brugerperspektivet på sociale medier findes der en række studier, der er særligt optaget af de underliggende teknologiske og økonomiske strukturer.
En række studier har fx undersøgt sociale medier som socio-materielle platforme (medieplatform; platformskultur). Denne forskning interesserer sig eksempelvis for algoritmer og disses usynlige selektion og filtrering af indhold til brugeren (Bucher 2018, van Dijck 2013, Gerlitz & Helmond 2013, Gillespie 2010); og opmærksomhed og ‘engagement’ som strategier til at tjene penge (Ørmen & Gregersen 2023). Andre studier har anlagt et mere makroskopisk politisk-økonomisk perspektiv på sociale medier og fx diskuteret sociale medier som overvågning og kapitalistisk udbytning af brugerens arbejdskraft og privatliv (Gandini 2019, Zuboff 2019).
De sociale mediers globale, kommercielle anvendelse af forskellige typer af persondata sætter dansk såvel som international lovgivning om datasikkerhed og privatlivsbeskyttelse samt konkurrence under pres. Således har EU med GDPR-lovgivningen (2018) reformeret databeskyttelseslovgivningen for bedre at kunne beskytte almindelige borgeres rettigheder til deres personlige data. Senest har man med Digital Markets Act og Digital Services Act forsøgt at promovere transparens og ansvarlighed som regulativt svar på bl.a. den markedsdominans, som store sociale medieplatforme har opnået.
(2025)
