Talesproget i massemedierne

Både forskningsmæssigt og i den almindelige befolkning er der en interesse for og stærke holdninger til talesproget i massemedierne. Mange klager over at sproget er for groft, for sjusket eller forkert; andre klager over at det er for konservativt og for ensrettet, og at det ikke afspejler hvordan almindelige danskere taler. Man kan sige at diskussionen drejer sig om i hvor høj grad massemedierne skal bruge standardtalesprog.

Ordet “standard” kan bruges med to forskellige betydninger: På den ene side betyder standard “en normal”. Det er den brug af standard vi bruger når vi fx taler om standarder for gevind eller strømstik: Det er smart hvis alle producerer skruer og stik efter samme mål så de passer sammen. Det er ikke fordi nogle mål er bedre end andre, men standardisering sikrer at delene passer sammen. Den anden brug af standard betyder nærmere “et ideal” eller “et forbillede” som i fx “standarden for god opførsel”. Standard bliver dermed ikke bare et praktisk spørgsmål om hvordan folk opfører sig, men også et spørgsmål om at noget er bedre end andet, og et spørgsmål om hvordan man bør opføre sig.

Standardsprog er først og fremmest en ideologi, eller en ide. I virkeligheden taler alle mennesker forskelligt, og der er ingen naturlig basis for at sige at nogle taler en standard. Til det kan man tilføje at sprog (fx dansk) i sig selv er en kulturel ide mere end en sproglig realitet. Der er ingen stærke sproglige argumenter for at fx sønderjysk og sydsjællandsk opfattes som varianter af samme sprog, mens sydsjællandsk og skånsk opfattes som to forskellige sprog. Når vi opfatter nogles sprog som mere rigtigt eller korrekt dansk end andres, er det derfor ikke et spørgsmål om sproget de taler (at det fx er mere oprindeligt eller mere logisk), men et spørgsmål om den magt og prestige og det image som de har i samfundet. (Standardsprog, dialekt og sociolekt). Problemerne med at definere standardsprog diskuteres hos fx Bourdieu 1991, Milroy & Milroy 1985, Schieffelin, Woolard & Kroskrity 1998, se også Mortensen, Coupland & Thøgersen 2017.

Forholdet mellem massemedier og standardtalesproget, det som vi i Danmark omtaler som rigsmål eller rigsdansk, kan man anskue på to forskellige måder. På den ene side har man traditionelt sagt at standardsproget er overalt i massemedierne, og at massemedierne ikke afspejler de mange forskellige måder der tales på i Danmark; på den anden side kan man påpege at forholdet mellem massemedier og standardsproget er mere kompliceret, for når man ser i detaljerne, er der mange andre slags dansk end rigsdansk i medierne – og det har der altid været hvis man ledte efter det.

Den traditionelle historie om talesprog i massemedier er at massemedierne er ubrydeligt knyttet til standardsproget: Massemedierne brugte standardsproget, og sproget der optrådte i massemedierne var derfor per definition standardsproget. Dette gælder især i lande med tradition for nationalt monopol på ætermedierne. I disse lande, fx Storbritannien, Danmark og Sverige, blev og bliver radio og senere tv set som en vigtig brik i opbygningen af en fælles nation og en fælles identitet, på linje med fx folkeskolen; og standardsproget bliver opfattet som endnu et element som opbygger følelsen af et nationalt fællesskab. Samtidig blev standardsproget, i hvert fald tidligere, betragtet som et særligt korrekt og særlig forståeligt sprog. I England hvor BBC blev model for mange af Europas øvrige mediemonopoler, blev linjen hurtigt lagt af den første generaldirektør, John Reith:

“No one would deny the great advantage of a standard pronunciation of the language, not only in theory, but in practice. [BBC’s] responsibilities in this matter are obvious, since in talking to so vast a multitude, mistakes are likely to be promulgated to a much greater extent than was ever possible before. There is now presented to any who may require it, an opportunity of learning by example” (John Reith 1924, citeret fra Schwyter 2008: 221, se også Mugglestone 2003 og Agha 2007 om BBC’s rolle i udbredelsen af engelsk standardsprog).

BBC var altså i allerhøjeste grad bevidste om sig selv som sproglige forbilleder og opdragere. Man mente at sproglig variation (eller “mistakes” som Reith siger) skulle udryddes, og at BBC spillede en væsentlig rolle heri. Hvis BBC’s sproglige linje var for slap – hvis de ikke brugte standardudtalen – ville befolkningens sprog forringes; hvis BBC brugte standardudtalen, ville folket følge trop, og den sproglige standard ville blive bedre – mente man. Det ses nu som en temmelig naiv opfattelse at folk sådan blindt efterligner mediesprog.

I Danmark så man det samme billede at Statsradiofonien opfattedes som særligt sprogligt korrekt, og at man samtidig stillede krav om at Statsradiofonien skulle være særligt sprogligt korrekt:

“Det er rimeligt at placere radio og TV som instanser bag den sproglige normgivning […]. Ganske vist har ætermedierne ikke nogen officiel status som sproglige normgivningsinstanser, men reelt fungerer de ofte sådan, og fra gammel tid har man betragtet det som et selvfølgeligt krav til de elektroniske medier, at deres sprog skulle være mønstergyldigt” (Lund 1979: 111).

Faktisk kan man se standardtalesproget som ikke bare udbredt, ‘broad cast’, af æterbårne medier, men ligefrem defineret af medierne og nødvendiggjort af at medierne havde behov for at kunne sige at de brugte et særligt smukt og velfungerende sprog. Da der opstod en national institution som fx DR som udsendte talesprog på hele befolkningens vegne, optrådte der også et behov for at kunne sige at man brugte et særligt godt talesprog som repræsenterer hele befolkningen, og dermed blev det nødvendigt at ophøje noget talesprog som mere passende til officiel tale end andet. Ligesom trykpressen både nødvendiggjorde og muliggjorde konstruktionen af dansk standardskriftsprog (Standardsprog, dialekt og sociolekt), kan man sige at opfindelsen af ‘talende’ medier som radio, tv osv. medvirkede til etableringen af dansk standardtalesprog. Uden æterbårne medier er det utænkeligt at alle danskere dagligt ville have adgang til at høre de samme talere samtidig. Og hvis de ikke kunne høre de samme talere, kunne de heller ikke høre at disse talere talte et særligt “fint” (standard)dansk som måske ikke lignede det talesprog man var vant til at høre rundt omkring i de danske provinser. Man kan derfor sige at talesproget i massemedierne er standardtalesproget, eller som Allan Bell formulerer det: “In many countries, the language of the broadcast news is regarded as the embodiment of standard speech” (Bell 1983: 29), altså at sproget i æterbårne medier i mange lande opfattes som indbegrebet af standardsproget.

Indtil videre har vi udelukkende set på massemedier som formidlere af standardsprog gennem den måde de taler på, altså som brugere af standardsprog. Man skal dog ikke være blind for at massemedier også fungerer som formidlere af standardsprog og standardsprogsnormer eksplicit ved at tale om sprog og sproglig korrekthed. Langt tilbage i historien har der været programmer om sprog, dels programmer hvor man kunne lære fremmedsprog, dels programmer om detaljer i og problemer med dansk sprog. Allerede i programoversigter fra januar 1927 finder man således Knud Hjortøs foredrag om Det danske Sprogs Styrker og Svagheder; og indtil udgangen 2016 havde DR ikke mindre end tre programmer om sprog og sproglige problemer, Sprogminuttet, Sproghjørnet og Sproglaboratoriet, og derudover DR’s Sprogpris som gives for “for at fremme udviklingen af det talte sprog og stimulere interessen for sprogbehandling i DR”. Pointen er ikke at disse programmer og prisen nødvendigvis promoverer rigsdansk når de behandler sprog og svarer på lytternes spørgsmål. Det kan meget vel være at eksperterne i programmerne forklarer at rigsmålets variant bare er én variant blandt flere, og at det ikke er forkert at sige “bjørnetjeneste” og mene ‘en meget stor tjeneste’; men når programmerne overhovedet tager sproglige spørgsmål og problemer op, er det på baggrund af en antagelse om at der være noget der er rigtigt, og noget der er forkert. Massemedierne bidrager dermed til en konstant cementering af standardsprogsideologien. Det virker meget gammeldags at DR i april 1932 kunne præsentere Kvindernes halve time med et foredrag om Takt og tone i køkkenet. Af en eller anden grund er det derimod helt acceptabelt også i det 21. århundrede med radioprogrammer der udlægger “sproglig takt og tone”.

Den mere komplicerede historie om standardsprog i medierne påpeger at massemediernes sprogbrug ikke er så ensartet som man først kunne tro: Man har altid kunnet høre mange slags dansk i radioen – fx hos gæster i programmerne, og ikke kun “den officielle radiostemmes” rigsdansk; og alle sprog udvikler sig, så selvom der nok er en opfattelse af at massemedierne bruger standardtalesprog, så ændrer også dette standardsprog sig løbende.

Da DR i 2013 undersøgte danskernes opfattelse af den sproglige kvalitet i DR, viste resultaterne generelt en positiv holdning til “forståeligt” og “levende” sprog, mens “korrekt sprog” ikke blev set som en prioritet. Man så generelt positivt på at give mere plads til variation i sproget i DR og negativt på kun at benytte standardtalesprog som, til dels, opfattes som stift og gammeldags (se Thøgersen 2013a, Thøgersen & Kristiansen 2013). Iflg. DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen (2012) er autenticitet i højsædet i moderne medier. Vi vil gerne se rigtige personer, og vi vil gerne føle at vi ser hvordan de i virkeligheden er. Vi vil gerne have opfattelsen af at “vi er der selv”, og at vi hele tiden får historien efterhånden som den udspiller sig. Vi søger med andre ord ærlighed og umiddelbarhed, og standardsproget ses ofte som modstykke til disse kvaliteter. Standardsproget signalerer eftertænksomhed, konservatisme og afstand. Hvis autenticiteten er reporteren der står på stedet hvor tingene sker, mens kuglerne flyver og vinden rusker, så er standardsproget analytikeren der sidder hjemme i studiet, og sætter begivenhederne ind i en historisk sammenhæng. Det er klogt, men det er også kedeligt og bedrevidende. Og det er tilsyneladende dette image standardsproget er ved at få.

Den anden komplikation i at beskrive massemediernes sprog som (kun) standardtalesprog optræder som sagt når man undersøger det faktiske sproglige indhold i mediefladen.

De æterbårne massemedier har på trods af deres ‘københavneri’ altid bestræbt sig på at repræsentere hele landet. Man har altid sendt programmer fra provinsen, og man har altid haft adgang for “almindelige” mennesker i radio og tv – også længe inden sociale medier blev opfundet. Så snart de teknologiske muligheder var på plads, tog man i marken og rapporterede fra dyrskuer, markedspladser og arbejdspladser i landet, og så snart telefonteknologien tillod det, kunne man interagere med radioen, fx i programmer som De ringer, vi spiller (se Drotner, Bruhn Jensen, Poulsen & Schrøder 1996: 115 og 126ff; Møller 1991) og ungdomsradioen P4 i P1 (Abildgaard 2015, se også Jensen, Kreutzfeldt, Michelsen & Svendsen 2015).

Et ’Radiofonisk Dialektkort’ der viser bopælen for ca. 500 deltagere i De ringer, vi spiller. Som man kan se var der talere fra hele landet, og også Sydslesvig, repræsenteret i dette folkekære program.

Men også hvis man ser på de genrer hvor der faktisk var og er (hvad der opfattes som) standardtalesprog, nemlig nyhedsoplæsninger, har der været en klar forandring som problematiserer opfattelsen af en statisk brug af standardsprog:

To diakrone sprogstudier har hver for sig undersøgt hvordan sproget i nyhedsoplæsninger har forandret sig fra 1930’erne til 2000’erne. Jonas Nygaard Blom undersøgte den syntaktiske kompleksitet, sætningsopbygningen, og fandt en tendens til at sætningerne bliver kortere og mere ligefremme (Nygaard Blom 2009, 2011). I en nyhedsoplæsning fra 1946 kan man således finde en sætning som:

“Den øverstkommanderende for de russiske styrker på Bornholm, generalmajor Jakusjov, tilkaldte i formiddags amtmand von Stemann og meddelte denne, at de russiske styrker på Bornholm, ifølge indløben ordre fra Moskva, i de nærmeste dage vil påbegynde evakueringen af øen.”

Tilsvarende sætningskomplekser findes simpelthen ikke i dag, bl.a. på grund af et øget fokus på forståelse og forståelighed (Begribelighed, se også Poulsen 1988).

Jacob Thøgersen undersøgte udtalen i nyhedsoplæsninger i den samme periode og fandt dels at oplæsningernes tempo er accelereret mærkbart over tid, nyhedsoplæserne læser simpelthen 50 % hurtigere end de gjorde for 50 år siden (Thøgersen 2011), og dels at oplæsernes udtale på nogle væsentlige punkter (nemlig det såkaldt ‘flade a’) har nærmet sig den mere (lav)københavnske udtale som man i generationer havde advaret imod (Thøgersen 2013b, Thøgersen & Pharao 2013). På to centrale punkter, syntaks og udtale, viser det sig altså at selv nyhedsoplæsninger langt fra er så statiske som man tror.

I de senere år har der været en stigende interesse for såkaldt stiliseret sprogbrug i massemedier. Med stilisering mener man sprogbrug der på en eller anden måde er bevidst anderledes, påtaget, overdrevet osv. i forhold til hvordan personen normalt taler. Det er stilisering når en taler bruger sprog på en måde som de ikke normalt gør, og dermed sender nogle betydningssignaler, fx at de er ironiske, at de udstiller en andens måde at tale på, eller at det de siger, skal opfattes på en særlig måde. Det er også stilisering når man citerer hvad en anden taler sagde (eller kunne have sagt) og samtidig siger det “med deres stemme”. (For mere om stilisering, se Coupland 2007).

I massemedier bruges stilisering hele tiden, især i mere underholdende genrer, og spørgsmålet som en del sprogforskere har stillet sig selv, er hvilke sprognormer disse stiliseringer afslører, og hvilke sprognormer de samtidig er med til at udbrede: Når satireprogrammet Rytteriet i 2010 havde en gennemgående sketch hvor en kvinde i folkedragt taler sønderjysk, er det så et eksempel på en opblødning af standardsprogsnormerne for DR, eller er det tværtimod en latterliggørelse af sønderjysk som medvirker til at cementere standardsprogsnormerne? (Se Thøgersen, Mortensen & Coupland 2016, Mortensen, Coupland & Thøgersen 2017).

Pia Quist (2016) undersøgte stilisering af multietnisk ungdomsstil (eller det som til tider kaldes ‘perkerdansk’), og fandt at når denne sproglige stil findes i danske medier, så tales den sjældent eller aldrig af de unge sprogbrugere der faktisk har den som (et af) deres daglige talesprog; det er derimod skuespilleres eller journalisters stiliseringer af stilen der finder vej til æteren. Når man hører denne form for dansk talesprog er det altid med en undertone af at det er enten farligt (‘gangstere’, ‘terrorister’ osv.) eller latterligt (‘wanna-be gangstere’) eller i hvert fald meget afvigende og uforståeligt dansk. (Se også Stæhr & Madsens 2016 undersøgelse af forholdet mellem “rigtig” hiphop-dansk og måden man taler om hiphop-dansk).

Thøgersen (2016) undersøgte brugen af ‘gammel nyhedsstil’ som satirisk element. Nogle gange hører man i reklamer (fx for Gammel Dansk) og i satire en særlig udtale og syntaks og et særligt ordvalg som peger på gamle nyhedsoplæsninger – syntaksen er kompleks, udtalen lyder gammeldags, tit er der lagt støj på lyden, og hvis det er tv, vil det som regel være i sort-hvid. Fra en sproglig vinkel er det påfaldende at det sprog som bruges her, på mange måder minder om beskrivelsen af det ‘standardsprog’ som man efter beskrivelserne skulle forvente at finde overalt i medierne. Når dette ‘hyperkorrekte’ standardsprog bruges som stilisering, for at skabe ironisk distance til det oplæste, tyder det igen på et mere komplekst forhold mellem standardtalesproget og medierne: På den ene side er mediernes sprog standardtalesproget, på den anden side kan overdrevet standardsprog også bruges som et humoristisk virkemiddel fordi det slet ikke er sådan moderne medier lyder.

(2018)

Forfatter Jacob Thøgersen
Supplerende læsning

Bell 1983, Milroy & Milroy 1983, Mugglestone 2003, Agha 2007, Thøgersen, Coupland & Mortensen 2016

Reference

Abildgaard, Mette (2015). “Sometimes I think it is hell to be a girl: A longitudinal study of the rise of confessional radio.” Media, Culture & Society, 37 (2), s. 232-250. [Tilgængelig fra <http://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/0163443714557982?journalCode=mcsa> (Abstract. Set 26.03.18)]

Agha, Asif (2007). Language and Social Relations. Structure, Use and Social Significance. (Studies in the Social and Cultural Foundations of Language, 24). Cambridge: Cambridge University Press

Bell, Allan (1983). “Broadcast news as a language standard.” International Journal of the Sociology of Language, 40, s. 29-43

Bourdieu, Pierre (1991). Language and Symbolic Power. Cambridge / Malden, Mass.: Polity

Coupland, Nikolas (2007). Style. Language Variation and Identity. (Key Topics in Sociolinguistics). Cambridge: Cambridge University Press

Drotner, Kirsten; Bruhn Jensen, Klaus; Poulsen, Ib & Schrøder, Kim (1996). Medier og Kultur. En grundbog i medieanalyse og medieteori. København: Borgen

Jensen, Erik Granly; Kreutzfeldt, Jacob; Michelsen, Morten & Svendsen, Erik (red.) (2015). Radioverdener. Auditiv kultur, historie og arkiver. Århus: Aarhus Universitetsforlag

Kristiansen, Martin (2012). “Spontansproget i folkets tjeneste. Om nye sprognormer i danske public service-medier.” I: Heegård, Jan & Juel Henrichsen, Peter (red.). Speech in Action. Proceedings of the 1st SJUSK Conference on Contemporary Speech Habits. (Copenhagen Studies in Language, 42). Frederiksberg: Samfundslitteratur, s. 107-122

Lund, Jørn (1979). “Massemedierne og de sproglige normer.” NyS, 12, s. 111-124 [Tilgængelig på < http://www.nys.dk/article/view/12895/10910 > (Set 26.03.18)]

Milroy, James & Milroy, Leslie (1985). Authority in Language. Investigating language prescription and standardization. London: Routledge & Kegan Paul. (2. udg. 1987)

Mortensen, Janus; Coupland, Nikolas & Thøgersen, Jacob (red.) (2017). Style, Mediation, and Change: Sociolinguistic Perspectives on Talking Media. (Oxford Studies in Sociolinguistics). New York: Oxford University Press

Mugglestone, Lynda (2003). Talking Proper: The Rise of Accent as Social Symbol. 2. opd. udg. Oxford: Oxford University Press [1. udg. 1995. Paperback 2007]

Møller, Erik (1991). “Lad talesproget komme til orde.” I: Hansen, Erik; Petersen, Inge Lise & Poulsen, Ib (red.). Auditorium X. Dansk før, nu - og i fremtiden? En antologi om moderne sprogforskning. Bagsværd: Amanda. s. 181-204

Nygaard Blom, Jonas (2009). Mediesyntaks: Om sætningskompleksitet og talesprog på DR og TV 2. Syddansk Universitet, Institut for Sprog og Kommunikation. (Ph.d.-afhandling)

Nygaard Blom, Jonas (2011). “Syntactic Complexity in Danish Radio News.” Nordicom Review, 32 (1), s. 93-109

Poulsen, Ib (1988). Radioavisens forståelighed. (Forskningsrapport, nr. 2B/88). København: Danmarks Radio

Quist, Pia (2016). “Representations of multi-ethnic youth styles in Danish broadcast media.” I: Thøgersen, Jacob; Coupland, Nikolas & Mortensen, Janus (red.). Style, Media and Language Ideologies. (Standard Language Ideology in Contemporary Europe, 3.) Oslo: Novus, s. 217-234

Schieffelin, Bambi B.; Woolard, Katherine A. & Kroskrity, Paul V. (red.) (1998). Language Ideologies: Practice and Theory. (Oxford Studies in Anthropological Linguistics). Oxford: Oxford University Press

Schwyter, Jörg Rainer (2008). “Setting a Standard. Early BBC Language Policy and the Advisory Committee on Spoken English.” AAA – Arbeiten aus Anglistik und Amerikanistik, 33 (2), s. 217-250. [Tilgængelig fra <http://periodicals.narr.de/index.php/aaa/issue/view/32> (Set 26.03.2018)]

Stæhr, Andreas & Madsen, Lian Malai (2016). “‘Ghetto language’ in Danish mainstream rap.” Language & Communication, 52, s. 60-73. [Tilgængelig fra < https://doi.org/10.1016/j.langcom.2016.08.006> (Abstract. Set 26.03.2018)]

Thøgersen, Jacob (2011). “Talesprog i radioavisen: Det kanoniserede talesprogs anatomi.” Danske Talesprog, 11, s. 185-214

Thøgersen, Jacob (2013a). Sproglig kvalitet i Danmarks Radio: En meningsmåling om sproget i DR. København: Danmarks Radio [Tilgængelig fra <https://www.dr.dk/NR/rdonlyres/D8F466AE-9EFB-4617-B8CD-5737425911FD/4962251/DR_sprograpport_2013_RT2.pdf> (Set 26.03.18)]

Thøgersen, Jacob (2013b). “Vil De prøve at sige A? ‘Fladt’ a i radioavisen 1950-2010”. NyS, 43, s. 101-132[Tilgængelig fra < http://www.nys.dk/article/view/14347 > (Set 26.03.18)]

Thøgersen, Jacob (2016). “The style and stylization of old news readings in Danish.” I: Thøgersen, Jacob; Coupland, Nikolas & Mortensen, Janus (red.). Style, Media and Language Ideologies. (Standard Language Ideology in Contemporary Europe, 3). Oslo: Novus, s. 105-134

Thøgersen, Jacob & Kristiansen, Martin (2013). “Between ‘maintenance’ and ‘development’: Popular perceptions of the spoken language of the Danish National Broadcasting Corporation.” I: Heegård, Jan & Juels Henrichsen, Peter (red.). Proceedings of SJUSK 2013: Proceedings of the 2nd SJUSK Conference on Contemporary Speech Habits. (Copenhagen Studies in Language, 23). Frederiksberg: Samfundslitteratur, s. 227-242

Thøgersen, Jacob; Coupland, Nikolas & Mortensen, Janus & (red.) (2016). Style, Media and Standard Language Ideologies. (Standard Language Ideology in Contemporary Europe, 3). Oslo: Novus

Thøgersen, Jacob & Pharao, Nicolai (2013). “Changing pronunciation but stable social evaluation? ‘Flat a’ in Danish radio news (1956-2010).” Penn Working Papers in Linguistics, 19 (2), s. 190-201. [Tilgængelig far <http://repository.upenn.edu/pwpl/vol19/iss2/21/> (Set 26.03.2018)]