Realisme

Realisme er et begreb med mange og ikke altid samstemmende betydninger. De syv vigtigste spor er: 1) realisme før filmen, 2) den mediespecifikke realisme knyttet til fotografi og film, 3) filmteoretiske forståelser af realisme i relation til stil og 4) teknologi, 5) realisme som internationale filmhistoriske strømninger eller som 6) særlige fornyende tendenser, og endelig 7) realismen som en tradition i dansk film.

1) Realisme før filmen. Realisme angiver i selve betegnelsen en udtryksform med en privilegeret relation til virkeligheden (det reale). Som sådan føres den ofte tilbage til Aristoteles’ forestillinger om kunsten som mimesis, dvs. en skabende efterligning af virkeligheden som også litteraturteoretikeren Erich Auerbach i sit hovedværk Mimesis (1946/1959)  genfinder som tendens i europæisk litteratur siden Odysseen. Som egentlig historisk bevægelse og kunstnerisk program har realisme dog sit historiske udspring i det 19. århundredes malerkunst, litteratur og teater. Her behandles det verdslige i en seriøs form – herunder almindelige mennesker og hverdagens trivialiteter og dramaer, der før havde befolket komedien – dvs. med en alvor, som ellers kun havde været adelige karakterer forundt i tragedien.

2) Den mediespecifikke realisme: fotografi og film. Med fotografiets tilsyneladende simple reproduktion af virkeligheden udfordres realismen som kunstnerisk program. Fotografiet ligner ikke bare, men supplerer den ikoniske lighed, som maleriet kan frembringe, med en indeksikal relation til det afbildede (Peirce 1974 [1934]). Dvs. fotografiet ligner ikke kun, men er også et spor eller aftryk af virkeligheden på samme måde som et fingeraftryk er det (Bazin 1967). Fotografiet dokumenterer det afbildedes haven-været-der (Barthes 1980). Filmteoretikeren André Bazin ser fotografiet som en del af et menneskeligt ’mumiekompleks’, idet den fotografiske teknik fastholder det afbildede (bevarer det flygtige liv), ligesom egypterne bevarede de afdøde kongelige. Tilmed bliver fotografiet fra midten af 1850’erne reproducerbart (gennem brugen af negativ) og muliggør, at det samme billede kan ses af mange overalt. Mediets realisme og dets masseudbredelse er dermed i praksis to sider af samme sag. Ifølge Bazin (1967) sætter filmen denne mumificering i bevægelse. Filmen udvider således fotografiets dokumentariske evne ved at tilføje en både ikonisk og indeksikal relation til bevægelser af objekter og mennesker, et forhold der ligeledes kendetegner levende billeder, som de optræder i andre audiovisuelle medier (historisk set tv; i nyere tid enhver digital platform). Fænomenologisk opleves filmens bevægelse som virkelig ifølge filmteoretikeren Christian Metz (1974).

3) Filmteori, realisme og stil. Siegfried Kracauer (1960) har peget på to hovedstrømninger i filmen, repræsenteret ved brødrene Lumière og George Méliès, som han betegner hhv. “realisme” og “formalisme”. Hermed påpeger han også en dobbelt mulighed i mediet for at stræbe mod henholdsvis det ikonisk/indeksikale (realismen) og mod abstraktion (formalismen). Mange af de klassiske filmteoretikere har blik for denne dobbelthed, men klassisk filmteori er også normativ: nogle ser realismen og afdækningen af virkeligheden som filmens primære domæne (Bazin 1971, Kracauer 1960), andre ser formalismen og filmkunsten til forskel fra virkeligheden, såsom den almindeligvis fremtræder, som det filmen bør stræbe efter (Eisenstein 1949), Arnheim 1932, 1957/1969). 1970’ernes filmteorier var i høj grad optaget af filmens “realitets-effekt” (Baudry 1986), der var et resultat af en umærkelig (“invisible”), men effektiv og plotfokuseret klippe- og fortællestil (en “suture”, jf. Silverman 1986), som også blev understøttet af en kontinuitetsskabende underlægningsmusik (Gorbman 1987). Denne effekt blev associeret med Hollywood-filmen og blev ofte anset som ideologisk, fordi den lod konstruerede filmuniverser fremstå naturlige, herunder indføjede kønnede blikke (Mulvay 1975). Kognitive film- og medieteorier fra 1980’erne og frem har søgt at forklare de levende billeders succes med deres perceptuelle realisme, dvs. deres lighed med naturlig perception. Filmen er ikke som sådan et “sprog”, der skal læres, men en medieform, der tilpasser sig medfødte mekanismer og kun kræver forholdsvis hurtigt tillærte perceptuelle evner hos tilskueren (Messaris 1994, Anderson 1995).

4) Realisme og teknologiske nybrud. Med digitaliseringen omsættes de indeksikale aftryk, der tidligere blev indfanget analogt-ikonisk på negativet, til koder skrevet med 0 og 1, og det er blevet hævdet, at filmmediets særlige indeksikale relation til virkeligheden hermed ophører (Manovich 2001). Omvendt er teknikker såsom motion capture en indikation af, at selv computergenererede billeder og fiktionsverdner er afhængige af at reproducere objekters, dyrs og menneskers reale bevægelser for at virke troværdige (Gunning 2007). Således kan fx også animerede film, special effects i action-/adventurefilm og i stigende grad computerspil siges at skabe en “perceptuel realisme” (Prince 1996) ved at modellere bevægelser over virkelige bevægelser. Det kan dog diskuteres, om alle filmhistoriens teknologiske landvindinger nødvendigvis bevæger sig mod en øget perceptuel realisme. Fx tilføjer 3D-teknikker og surround sound (herunder Dolby Atmos) perceptuelle dimensioner til oplevelsen, men historisk set er disse teknikker, særligt når de introduceres, ofte blevet anvendt til at betone det spektakulære og teknologien frem for det mimetiske (Belton 1992). Andre teknologier, måske særligt let og mobilt optageudstyr i 1950’erne og digitalt udstyr i 1990’erne, er blevet omsat i udtryksformer, der historisk set ofte forbindes med realisme, fx dele af den franske ny bølge i 1960’erne og af amerikansk tv-fiktion i 1990’erne i form af en tydelig håndholdt kamerastil og spring i billedklip og lyd. Dette peger på et paradoksalt forhold mellem teknologi, stil og realisme: markeringer af filmens medierede natur kan undertiden fungere som en fejring af teknologisk ramasjang (fx 3D), mens det andre gange fungerer som en markør for det fremstilledes autenticitet (fx Dogme 95).

5) Realismens internationale historiske strømninger. Realisme kan også betragtes som en række filmhistoriske bevægelser, overvejende med det almindelige menneske og det sociale portræt i fokus, bevægelser der ofte er tonet et sted imellem henholdsvis en bred humanisme (Bazin 1971) og et egentlig politisk synspunkt (Williams 1974). 1940’ernes italienske neorealisme og 1950’ernes engelske “køkkenvaskrealisme” er prototypeeksempler, der indbefatter ’små’ fortællinger om almindelige mennesker, amatørskuespillere og virkelige lokaliteter, ligesom dokumentarismen med 1960’ernes cinéma vérité-stil søger at gribe livet i flugten med et langt mere mobilt optageudstyr (kamera såvel som mikrofon) og en friere brug af klipning end tidligere. Trods stilmæssige forskelle accentuerer alle tre bevægelser filmens både ikoniske og indeksikale virkelighedsrelation (det almindelige, on location). Men realismen kan også forbindes med melodramatisk og krimiprægede film såsom 1930’ernes franske poetiske realisme, efterkrigstidens amerikanske film noir eller 1990’ernes franske forstadsfilm (cinéma de banlieue). Igennem stilisering og potent dramatisering indfanger de en (naturalistisk) fatalisme, som kritikere har fremhævet som et spejl af en samtidsstemning (fx Schrader 1971 om film noir). Realismen forbinder sig også med modernistiske bevægelser, fx bruges den russiske montagefilms formalisme i 1920’erne til at fremstille typer frem for individer samt kollektive protagonister i en bestræbelse på at indfange essensen ved en historisk og politisk virkelighed. Tilsvarende bevæger 1960’ernes franske ny bølge sig ubesværet mellem realisme, melodrama og modernistisk art film (fx François Truffaut). Også de danske Dogme 95-film fra 1990’erne og 2000’erne blander art film med realisme og genrefilm.

6) Realismen som fornyer og som oplevelseskvalitet. Realismen kan også betegne fornyende træk, som udfordrer og udvider, hvad der kan indeholdes i en genreskabelon. Det ny Hollywood i 1970’erne lod sig inspirere af 1960’ernes europæiske art film og blev opfattet som en bevægelse mod realisme, ligesom digitale billedteknikker i 2010’erne er med til at få fantastiske film- og computerspilsuniverser til at fremstå, som om de var virkelige. Endelig er den klassiske tv-soap blevet opfattet som “emotionel realisme” (Ang 1985), ligesom det lange fortælleformat i nyere tv-serier efter HBO-bølgen, som for alvor slog igennem i slutningen af 1990erne, muliggør komplekse karakterer, der kan opfattes som mere realistiske end tidligere. Realisme er derfor en mangesidet strømning, der også ofte optræder som adjektiv: realistisk. Her vil det hyppigt betegne en effekt, dvs. at nogen (kritikere, publikum) oplever en film (eller andre audiovisuelle medier) som mere i overensstemmelse med virkeligheden i bestemte aspekter og ofte til forskel fra tidligere film, tv-serier eller computerspil, fx usædvanligt eksplicitte fremstillinger af seksualitet eller vold. I denne forstand er realismen (som alle andre æstetiske former) intertekstuel i sin virkningskraft, og det realistiske kan som adjektiv findes i sammenhæng med alle genreformer, der i indhold og form ligger langt fra realismen som en bred genre. Det realistiske kan hermed også knytte sig til en særlig receptionsmodus og mere vagt definerede oplevelseskvaliteter, herunder autenticitet.

7) Realisme og dansk film. I Danmark er der en lang tradition for realisme som en egentlig genremodus (Langkjær 2012). 1940’ernes og 50’ernes såkaldte “problemfilm” udgjorde en socialrealisme med blik for de små i samfundet. Det var ofte fortællinger om graviditet uden for ægteskab, ungdomskriminalitet, alkoholisme og prostitution, der typisk foregik i København, og som i vid udstrækning benyttede byen som location og som regel lod de enkelte menneskeskæbner tegne et mere generelt billede af sociale vilkår. Samtidig udvikledes en oplysende dokumentarfilm, der nok indbefattede det almindelige liv, men som i høj grad søgte at belyse samfundets institutioner. 1960’ernes danske realisme var inspireret af de nye bølger i europæisk film (fransk, men også tjekkisk og svensk film) og gav mere eksistentielle, men også flygtige, portrætter af moderne og identitetssøgende mennesker. 1970’erne blev ungdomsrealismens årti og udviklede det psykologiske portræt, nu episodisk knyttet til overgangsriter (kærligheden, venskabet, familien, seksualiteten). Dette blev i 1980’erne suppleret af portrætter af voksne mennesker, ofte af parforhold i krise, samt af periodefilm, hvoraf flere tilmed vandt internationale priser, herunder en Oscar samt en specialpris i Cannes til Babettes gæstebud (Gabriel Axel, 1987) , en Oscar og Den Gyldne Palme til Pelle Erobreren (Bille August, 1987) og Den Gyldne Palme til Den gode vilje (Bille August, 1992). I 1990’erne lignede Dogme 95 i sin friske stil og i sine skæve livtag med det almindelige et bud på en ny realisme. Mens realismen (sammen med folkekomedien) var dansk mainstream indtil 1990’erne, synes den henvist til en mere begrænset rolle i dansk film efter 2000. Også nye danske tv-serier arbejder primært inden for melodrama, krimi og komedie, om end den internationale reception af ’Nordic Noir’ synes at opfatte drama-serierne som en form for skandinavisk realisme.

(2017)

 

Forfatter Birger Langkjær
Supplerende læsning

Bazin 1967, Bazin 1971, Gunning 2010, Kracauer 1960, Langkjær 2012

Reference

Anderson, Joseph D. (1995). The Reality of Illusion. An Ecological Approach to Cognitive Film Theory. Carbondale, Ill.: Southern Illinois University Press

Ang, Ien (1985). Watching Dallas. Soap Opera and the Melodramatic Imagination. Overs. af Della Couling. London: Methuen

Aristoteles (1996). Poetik. Oversat af Poul Helms. København: Hans Reitzel. [Genoptr. 1999, m. efterskr. ved Judy Gammelgaard.]

Arnheim, Rudolf (1932). Film als Kunst. Berlin: Ernst Rowohlt [Eng. overs. 1957/1969]

Arnheim, Rudolf (1957/1969). Film as Art. Berkeley, Calif.: University of California Press. [Rev. udg. 1969; genoptr. 1984. Omarb. udg. af Film als Kunst, 1932]

Auerbach, Erich (1946/1959). Mimesis. Dargestellte Wirklichkeit in der abendländischen Literatur. Bern: Francke. [2. udg. 1959. sammesteds.] [Eng.overs. 1957. Da. overs. 1965]

Auerbach, Erich (1957). Mimesis. The Representation of Reality in Western Literature. New York: A Doubleday Anchor Book

Auerbach, Erich (1965). Mimesis. Virkelighedsgengivelsen i den vesterlandske litteratur. Udv. og overs. af Helge Hultberg. København: Munksgaard

Barthes, Roland (1980). La chambre claire. Note sur la photographie. Paris: Gallimard/Seuil [Da,overs. 1983]

Barthes, Roland (1983). Det lyse kammer. Bemærkninger om fotografiet. Overs.af Karen Nicolajsen. København: Rævens Sorte Bibliotek

Baudry, Jean-Louis (1986). “Idelogical Effects of the Basic Cinematographic Apparatus”. I: Rosen, Philip (red.). Narrative, Apparatus, Ideology. New York: Columbia University Press, s. 286-298

Bazin, André (1958-1962). Qu-est-ce que le cinéma? Bd. 1-4. Paris: du Cerf. [Eng. Overs. 1967 og 71]

Bazin, André (1967). What is Cinema? Vol. I. Udv. og overs. af Hugh Gray.Berkeley, Calif.: University of California Press

Bazin, André (1971). What is Cinema? Vol. II. Udv. og overs. af Hugh Gray. Berkeley, Calif.: University of California Press

Belton, John (1992). “1950s Magnetic Sound: The Frozen Revolution”. I: Altman, Rick (red.). Sound Theory Sound Practice. New York: Routledge, s. 154-170

Eisenstein, Sergej (1949) Film Form. Essays in Film Theory. San Diego, Calif.: Harcourt [Flere senere genoptr.]

Gorbman, Claudia (1987). Unheard Melodies. Narrative Film Music. Bloomington / Indianapolis, Ind.: Indiana University Press

Gunning, Tom (2007). “Moving away from the Index: Cinema and the Impression of Reality.” differences, 18 (1), s. 29-52. Genoptr. i: Furstenau, Mark (red.) (2010). Film Theory Reader. New York: Routledge, s. 255-269

Kracauer, Sigfried (1960). Theory of Film. The Redemption of Physical Reality. Oxford: Oxford University Press [Genoptr. 1997 m. indledn.af Miriam Bratu Hansen, Princeton University Press.]

Langkjær, Birger (2012). Realismen i dansk film. København: Samfundslitteratur

Manovich, Lev (2001). The Language of New Media. Cambridge, Mass.: The MIT Press

Messaris, Paul (1994). Visual Literacy: Image, Mind and Reality. Boulder, Co.: Westview

Metz, Christian (1971-73). Essais sur la signification au cinema. Bd. 1-2. Paris: Klincksieck [Eng. overs. af Bd. 1, 1974]

Metz, Christian (1974). “On the Impression of Reality in the Cinema”. Film Language: A Semiotics of the Cinema. Oxford: Oxford University Press

Mulvey, Laura (1975). “Visual Pleasure and Narrative Cinema”. Screen, 16 (3), s. 6-18

Peirce, Charles Sanders (1974 [1934]). “The Categories Continued”. I: Heartstone, Charles & Weiss, Paul (red.). Collected Papers of Charles Sanders Peirce vol. IV and vol. V. Cambridge, Mass.: The Belknap Press of Harvard University Press, s. 47-63 [opr. udgave 1934]

Prince, Stephen (1996). “True Lies. Perceptual Realism, Digital Images, and Film Theory”. Film Quarterly, 49 (3), s. 27-37

Sadoul, Georges (1966). Histoire du cinéma mondial des origines à nos jours. Bd. 1-3. 8. rev.udg. Paris: Flammarion. [Da. overs. 1968]

Sadoul, Georges (1968). Filmens Verdenshistorie. Stumfilmen. Bind 1. Overs.af Uffe Harder. København: Rhodos

Schrader, Paul (1971). “Notes on Film Noir”. Genoptr. i: Grant, Barry Keith (red.) (2012). Film Genre Reader IV. Austin: University of Texas Press, s. 265-278

Silverman, Kaja (1986). “Suture (excerpts)”. I: Rosen, Philip (red.). Narrative, Apparatus, Ideology. New York: Columbia University Press, s. 219-235

Williams, Raymond (1974). “A Lecture on Realism”. Screen, 18 (1), s. 61-78